Tag-arkiv: Latin-rock

150 – Santana – Santana (1969)

Udgivet den af
Svar

I latin-rocks store vide verden er der vist kun virkelig ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum ved navn Santana. Den åbner med Waiting, en intens instrumental sang med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der virkelig at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter denne lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den vældig dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også bandets forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos Evil Ways stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange til trods for den anonyme vokal. Shades of Time har nogle ret svage vers, der hele tiden leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod opfører Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør sangens eksistens.

Shades of Time  går direkte over i Savor, et kortere instrumentalt nummer. Her bliver det meget hurtigt, meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for at tage en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Man kan blive tvunget til at holde nogle pauser for at kunne sluge det hele. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne Jingo. Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på i min optik. Persuasion er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.

Treat er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvorpå Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver, hvilket tilføjer til stemningen. I slutningen af dette nummer vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er meget forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. De måtte godt have vekslet lidt mere mellem de to instrumenter. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det som en ret naturlig udvikling at gå i en mere blues-orienteret retning med You Just Don’t Care. Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som så meget i starten af pladen, så den er meget velkommen på pladen i mine øjne. Pladen slutter dog af med det, jeg selv ser som Santanas uden tvivl bedste nummer, nemlig den instrumentale Soul Sacrifice. Det er en sang, der lyder af storhed, af mystik og af voodoo. Den lægger meget op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, Abraxas. Santana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.

205 – Santana – Abraxas (1970)

Udgivet den af
Svar

Carlos Santana har fra 1967 lagt navn til det muligvis største Latin-rock-band nogensinde. De hedder blot Santana, og de gjorde sig bemærket ved at udgive plader som den klassiske Abraxas fra 1970, der er deres anden plade. Denne starter med et instrumentalt nummer ved navn Singing Winds, Crying Beasts, og det er en rigtig god måde at åbne nummeret. Det starter med at føles mystisk, der er ikke engang trommer på. Det er bare nogle klokker og en eksotisk guitarsolo. Så får vi congas, men det er stadig mystisk, og det er noget af det smukke ved nummeret. Det bygger op mod et klimaks, men det mister aldrig sin distance. Efter klimakset stopper det dog ikke, det vander lidt ud, og det fungerer på den måde både som nummer på egen hånd og som intro til deres cover af Black Magic Woman af Fleetwood Mac, som de blander sammen med Gypsy Queen af Gábor Szabó. Den overgår efter min mening begge originaludgaver med sin mystik og de vilde guitarevner, Carlos praler med. Den jazzede lyd fra Gypsy Queen fungerer perfekt til at runde sangen af og at få tempoet lidt op.

Derefter står det på endnu en af de helt store Santana-klassikere. Oye Como Va er ligeledes et cover, og den er så fjollet og simpel i sin originaludgave, at man aldrig ville kunne forvente en seriøs udgave, der virker. At sangen er så simpel er svært at overse, men den er til gengæld virkelig cool opført, og Santana giver den lidt kant, som ellers var savnet. Den ender rent faktisk med at lyde cool. Der går lidt jazz i den med den instrumentale Incident at Neshabur. Den er hurtig, der er fokus på orgel rettere end guitar i løbet af meget af den, og den føles bare i det hele taget meget forfriskende. Halvvejs igennem bliver den lidt langsommere, så man lige kan nå at trække vejret, og så bygger den langsomt op igen. Se A Cabo følger op, og det er en lidt strammere sang. Den starter meget jazzet og vild, og guitarsoloen, Carlos fyrer af, er fantastisk. Halvvejs gennem nummeret begynder en timbales-solo, og så begynder vokalen at sige titlen igen og igen. Det afsluttes meget klimaktisk og lægger godt op til Mother’s Daughter. Denne veksler hele tiden mellem det meget stille og det helt store guitarshow. Melodien er simpel, men den virker, og de mange soloer får sangen til at virke levende.

Samba Pa’ Ti er sangens sidste instrumentale nummer, og bandet fokuserer på en melankolsk sologuitar i løbet af det meget af sangen. Så kommer en bas på, og det bliver lidt gladere, og det ender naturligvis i ren ekstase. Følelser har aldrig før været noget særlig vigtigt på denne plade, det har mere handlet om grooves, men på Samba Pa’ Ti ser vi en side a bandet, man sjældent ser. Den er rigtig smuk. Lidt rå rockmusik kan gruppen også finde ud af, og dette er især tydeligt på Hope You’re Feeling Better, der er virkelig hårdtslående. Der er en bitter sarkasme, der giver nummeret meget karakter, og igen er følelserne i højsædet, hvilket er en meget god måde at afslutte en plade på, føler jeg. Guitarsoloen er mere end bare jam, det er et skrig efter retfærdighed. Pladen afsluttes af den korteste sang af dem alle, El Nicoya, hvor rytmesektionen virkelig får mulighed for at blære sig. Hvor vi startede vores rejse på vej ind i denne mystiske verden, afslutter vi med en regulær stammefest, hvor der så sandelig skal slås på tromme. Latin-rock er ikke den mest populære genre i verden, men hvis du vil have lidt eksotisk flair i din rockmusik, så kig ikke længere end Abraxas, for det er en fantastisk plade.