Tag-arkiv: 1969

89 – Dusty Springfield – Dusty in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

De sidste par hår har popmusik nydt en slags renæssance i anmelderkredse. Det er ikke en, jeg selv kan erklære mig en del af, hovedsageligt idet jeg ikke har anmeldt nogen albums, der er udkommet efter 2003. Pladeselskabs-fabrikeret mainstream-pop har ikke været så velanset siden 1960’erne, hvor sangskrivere som Gerry Goffin, Burt Bacharach og Randy Newman stod bag det ene hit efter det andet uden at opnå samme plads i rampelyset som sangerne. At lytte til en hel plade med en gruppe som Three Dog Night, hvor hver sang er skrevet af en ny af disse studie-sangskrivere, kan føles lidt usammenhængende, men af og til gjorde studierne deres bedste for at give sangerne et image. Dusty Springfield fik i 1969 kortvarig superstjernestatus, da Atlantic udgav hendes mest populære plade nogensinde, ‘Dusty in Memphis’, og trods de mange forskellige sangskrivere, er det helt klart en helstøbt oplevelse. Lyden var en fin blanding af den sydstatssoul, pladeselskabet bød på i form af Aretha Franklin og Otis Redding, og en mere poleret, strygerbåret pop-lyd a la Phil Spector eller Sonny & Cher. Det var en stor succes, der bl.a. bragte hende det klassiske megahit ‘Son of a Preacher Man’, men til min overraskelse kunne resten af albummet sagtens hamle op med denne sang.

Alene som en samling af soul- og pop-sange er ‘Dusty in Memphis’ ganske solid og varieret. De mere soulprægede sange er typisk mine favoritter, heriblandt, ‘Don’t Forget About Me’, ‘So Much Love’ og den klassiske ‘Son of a Preacher Man’. Dusty synger dem med tydelig overbevisning, og instrumentationen er rig. Både arrangementerne af strygerne og blæserne er meget yndige, og de komplementerer resten af musikken rigtig godt. De mere typiske pop-instrumenter klarer sig også rigtig godt, især med spændende fills og sjove detaljer. Strygerarrangementerne stikker dog endnu mere ud på de knap så soul-inspirerede numre. ‘Windmills of Your Mind’ er en af mine favoritter, især på grund af måden, strygersektionen eskalerer melankolien, hvilket får den ellers ganske simple melodi til at fremstå som lidt af en genialitet. Den spanske guitar tilføjer også meget til dette. Jeg kom tidligere ind på, at Dusty – i modsætning til fx førnævnte Three Dog Night – blev markedsført med et vist image. I modsætning til resten af Atlantics soulsangere, virkede Dusty tit tilbageholdende. Trods hendes store beundren af Aretha Franklin, er det svært at forestille sig Dusty synge ‘Respect’ eller ‘Think’. Dusty føles altid som en passiv aktør i sine egne sange, og det gør, at pladen til tider kan føles lidt ensartet.

Dermed ikke sagt, at pladen aldrig præsenterer noget, der på nogen måder er vovet. Åbningsnummeret ‘Just a Little Lovin” handler gasnke åbenlyst om sex, og de seksuelle undertoner optræder også på ‘Breakfast in Bed’, ‘So Much Love’ og endda ‘Son of a Preacher Man’. Så selvom hendes image var at være lidt mere tilbageholdende, var det på ingen måde nær så poleret som for fx The Supremes eller Tammi Terrell, der virker som hendes mest åbenlyse konkurrenter. Producerne bag albummet fortjener også en stor hyldest. Ikke alene lyder det generelt vidunderligt, men numrene understøtter faktisk hinanden rigtig godt i tracklistingen trods de mange forskellige sangskrivere. Det er ikke alle, der er lige fantastiske – Bacharach/David-kompositionen ‘In the Land of Make Believe’ er en kende forglemmelig, og Dustys stemme er nok lidt lysere end hvad godt er, og ‘I Dont Want to Hear It Anymore’ og ‘Just One Smile’, der begge er Randy Newmans bidrag, er nogenlunde lige så kønsløse som Newman-sange plejer at være. Dusty giver dog stadig en flot vokalpræstation. Arrangementerne til disse varierer også mellem at være fine omend forglemmelige og at være en kende corny. Jeg må dog erklære, at ‘Dusty in Memphis’ er en ganske solid pop-plade, og der er få eksempler på at soulmusik samtidig er så poleret og så veludført.

95 – Creedence Clearwater Revival – Green River (1969)

Udgivet den af
Svar

Jeg har efterhånden lyttet til rigtig meget Creedence Clearwater Revival – jeg har endda anmeldt både Cosmo’s Factory fra 1970 og Willy and the Poor Boys fra 1969, muligvis deres to mest populære albums. Et tredje, der er værd at nævne, er Green River, der udkom et par måneder før Willy and the Poor Boys. Lyden herpå er noget mere upoleret end senere, og sangene bygger i højere grad på grooves her. Ligeledes er der større blues-indflydelse, end man ellers er vant til fra sumprockerne, og selvom man absolut godt kan høre, at det er det samme band, som senere udgav Willy and the Poor Boys, så er forskellene markante nok, til at man kan få noget ganske forskelligt ud af de to lytteoplevelser. For at sige det lettere poetisk leder Willy and the Poor Boys tankerne hen mod et gadehjørne, mens Green River leder tankerne hen mod en sump – noget både albumtitlerne og deres tilhørende illustrationer i deres simpelhed har fanget ganske godt. Tekstuniverset på Green River er også mere præget af natur end senere Creedence-plader, hvorpå de blev mere optaget af mennesker og endda politik, end de var af nattehimlen.

Lyden er mere rå og nærmest spinkel på størstedelen af pladen, end jeg er vant til fra deres senere plader. Der er ganske vist to guitarister i gruppen, men deres lyd er så klar, at lydbilledet stadig føles meget bart. Der er absolut en vis appeal ved dette, især da naturen er så meget i fokus på pladen. Det skal dog ikke forstås sådan at guitarerne er i baggrunden på denne plade. De er meget tydelige, og der er mere variation og overraskelse at finde på dem end på noget andet instrument, især i form af fills på de mere energiske eller bluesede numre, såsom Commotion og Tombstone Shadow. Der er dog også plads til nogle fine, mere singer/songwriter-agtige numre, hvor melodien og teksten kan komme lidt mere i fokus. Disse befinder sig især mod midten af pladen i form af numrene Bad Moon Rising, Lodi og Wrote a Song for Everyone. Det kan virke som et sært valg at placere dem alle op ad hinanden, men det virker faktisk ganske fint, hvis du spørger mig. Det er ikke en særlig lang plade, så den grove opdeling i 3 bluesede groove-bårne numre, da 3 mere melodiske singer/songwriter-numre, sidst atter 3 af første slags, den fungerer ganske fint. Det gør at numrene støtter op om hinanden i stil og giver albummet mere kohærens.

De mere melodiske numre er absolut de mest mindeværdige individuelle numre på pladen – melodien er jo sjovt nok mere fængende på dem. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de giver det største aftryk på pladen. Stadig, måske fordi den mere bluesede stil omfavner hver ende af pladen, står den som det klart definerende for mig. I bedste fald, såsom på titelnummeret og Tombstone Shadow, er der tale om detaljerede, velspillede og ganske underholdende sumprock, der virkelig ydnytter genrens repetition til sin fordel. Andre, fx det deres cover af Nappy Browns, The Night Time is the Right Time, har en lettere flad lyd, og det ender med at visse elementer, fx koret, gentager sig så meget, at det ender med at klinge hult. Selv de svagere numre indeholder dog ganske gode elementer – selvom Sinister Purpose har en ret tam vokalmelodi, så er trommerne mod slutningen helt og aldeles geniale. Desværre er de svagere numre generelt mod slutningen, og det gør, at pladen altid efterlader mig en smulle skuffet, da jeg godt kunne have tænkt mig en mere mindeværdig afslutning. Men man kan ikke komme uden om, at der er godt med kvalitet på pladen, og især de tre midterste singer/songwriter-numre viser gruppen fra deres bedste side.

96 – The Who – Tommy (1969)

Udgivet den af
3

Tommy af the Who er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver af mange kaldt den første rockopera, og den noget specielle historie fortalt herpå er både berømt og berygtet. For uanset hvor godt, man synes, albummet er, så er handlingen dybt latterlig: en dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham fra hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At the Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne til at få gjort dette er via gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, Overture hovedsageligt består af fraser, der senere opleves i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda 2 akter, som var det en opera – delt op over to skiver.

Til trods for at skulle afspejle et væld af figurer og scenarier, har albummet generelt en meget skøn, grandiøs lyd. Der er godt med afvigelser herfra, hvilket naturligvis også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger yderligere vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Det er værd at nævne, at jeg muligvis får nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige, fantastiske præstationer, begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han slutteligt starter en religion. Samtidig er han dog en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er just virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man tydeligt mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især fordi musikkens pompøse udstråling sørger for det.

Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen A Quick One), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene generelt assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er virkelig udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom Tommy’s Holiday Camp og Tommy Can You Hear Me, der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de assisterer historien fyldestgørende. Det er især de kortere numre, dette gælder for, men jeg føler ikke at længden er en god undskyldning, med mindre de ikke kommer meget over et halvt minut. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man selvfølgelig ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en unik, original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som Pinball Wizard, Amazing Journey og We’re Not Gonna Take It samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.

118 – Sly and The Family Stone – Stand! (1969)

Udgivet den af
Svar

Sly and The Family Stone har stået bag mange af slut-60’ernes og start-70’ernes bedste funksange, og de var på mange måder både definerende og redefinerende for genren i disse skelsættende år. Og vil man have noget af deres bedste numre, er Stand! fra 1969 et godt sted at kigge. Åbningsnummeret, der ligeledes hedder Stand!, indkapsler mange af gruppens allerbedste kvaliteter. Det er en festlig og fængende sang, der på overfladen lyder glad og lykkelig, men den skarpe tekst handler om at stå op for det, man tror på. Der er høj detaljerigdom i instrumentationen, og lyden er dejligt varieret. Andet nummer, Don’t Call Me Nigger, Whitey, falder nærmest i den anden grøft. Den lyder virkelig politisk med sin provokerende titel, og den vrede lyd hjælper absolut mod dette. Dog er omkvædet blot mange gentagelser af vendingen “Don’t call me nigger, whitey; Don’t call me whitey, nigga”, mens sangens eneste vers er ganske smukt, men alt for abstrakt til at kunne have nogen vigtig meddelelse. Derimod er sangen en 6 minutter lyd-udforskning, hvor man kommer vidt omkring i gruppens vanvittige univers. Der er ikke nær så meget dybde, men sangen er vældig underholdende.

En af deres helt store klassikere er I Want to Take You Higher, endnu en af de festligere numre, her uden nær så meget subtekst. Dog er hele nummerets konstruktion nok et af de stærkeste på hele pladen. Jeg elsker hvordan groovet udvikler sig fra det ganske rolige til det vilde underlag for hele resten af festen. Det er en af de bedste funksange nogensinde, hvis du spørger mig. Somebody’s Watching You er et lættere psykedelisk popnummer, der kan virke ret minimalt i sin skala og sit ambitionsniveau, men alligevel bliver den latterligt dragende i sit skæve, sære, jazzede pop-univers. Der kommer ret tit spøjse indslag, hvor man må løfte et øjenbryn eller to. Dette gælder især i instrumentationen, men selve kompositionen kan også være ret overraskende i forhold til afvigelserne fra den vante lyd. Sing a Simple Song virker i starten som en tilbagevenden til den mere typiske funk-lyd, men man skal ikke lytte længe til den, før den næsten bliver lige så spøjs og bizar som Somebody’s Watching You eller i hvert fald Don’t Call Me Nigger, Whitey. Der er dog stadig masser af klassisk, solid funk-lyd og fede grooves til at give de underlige ideer noget substans.

I den helt poppede ende finder vi endnu en af gruppens bedste sange nogensinde, den store anti-diskriminations-hymne Everyday People. Noget af det geniale ved teksten til denne sang, er at det hele er artikuleret i børnehøjde. Det lyder jo faktisk barnligt, når der synges There is a blue one who can’t accept the green one for living with a fat one, trying to be a skinny one; and different strokes for different folks; And so on and so on and scooby dooby doo-bee doo”. Det smukke er jo, at det stadig siger præcis, det der skal formuleres, og hvis man tager ordene til sig er de alligevel stærke. Pladens længste nummer hedder Sex Machine, og det er et 14 minutter langt, sumpet instrumentalnummer. Nummeret udtrykker absolut den titulære seksuelle vildskab, især gennem de instrumenter, der er i gang med en solo på det pågældende tidspunkt. 14 minutter er bare alt for lang tid at køre i denne suppedas, hvis man spørger mig, og nummeret bliver med tiden trættende. De slutter af med den simple, funky You Can Make It If You Try, der gentager visse dynamiske principper fra før, men som sædvanlig indføres også unikke, kreative ideer. Stemningsmæssigt er det en dejligt positiv måde at runde pladen af på, og Stand! er da som helhed også en sjov, glad og vidunderligt skør plade.

150 – Santana – Santana (1969)

Udgivet den af
Svar

I latin-rocks store vide verden er der vist kun virkelig ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum ved navn Santana. Den åbner med Waiting, en intens instrumental sang med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der virkelig at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter denne lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den vældig dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også bandets forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos Evil Ways stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange til trods for den anonyme vokal. Shades of Time har nogle ret svage vers, der hele tiden leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod opfører Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør sangens eksistens.

Shades of Time  går direkte over i Savor, et kortere instrumentalt nummer. Her bliver det meget hurtigt, meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for at tage en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Man kan blive tvunget til at holde nogle pauser for at kunne sluge det hele. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne Jingo. Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på i min optik. Persuasion er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.

Treat er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvorpå Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver, hvilket tilføjer til stemningen. I slutningen af dette nummer vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er meget forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. De måtte godt have vekslet lidt mere mellem de to instrumenter. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det som en ret naturlig udvikling at gå i en mere blues-orienteret retning med You Just Don’t Care. Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som så meget i starten af pladen, så den er meget velkommen på pladen i mine øjne. Pladen slutter dog af med det, jeg selv ser som Santanas uden tvivl bedste nummer, nemlig den instrumentale Soul Sacrifice. Det er en sang, der lyder af storhed, af mystik og af voodoo. Den lægger meget op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, Abraxas. Santana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.

185 – The Stooges – The Stooges (1969)

Udgivet den af
Svar

The Velvet Underground er et af de vigtigste bands nogensinde i forhold til indflydelse på populærmusikken sidenhen, og det er også et af mine absolutte yndlingsbands. Især i forhold til punkmusik er de vigtige, og selv efter den latterligt dygtige bratschist John Cale forlod dem i 1968 fortsatte de med at være formidable og indflydelsesrige. Og John Cale lavede også flere store værker, f.eks. da han opdagede et ungt garagerockband og valgte at producere deres debutplade. Et af medlemmerne af denne gruppe hed Iggy Pop, og bandet hed The Stooges. Det hed pladen også. Denne plade starter med nummeret 1969, bare i fald, at man skulle være i tvivl om årstallet, pladen blev udgivet i. Det er en enormt energisk sang om at være en taber, der ikke udretter noget. Der er en klar blues-indflydelse, men den sløsede og distorterede instrumentation gør den så meget mere moderne. Det største værk på pladen er dog I Wanna Be Your Dog. Jeg er helt enig med konsensus her – det er det bedste, gruppen nogensinde har lavet. Den bærer i sin fyldige lyd meget præg af John Cales produktion, og den sensuelle tekst og melodi er forførende på en måde, man ikke nødvendigvis er helt komfortabel med – men det er derfor, nummeret er så perfekt, fordi det udfordrer dig.

Noget af det smukke ved The Stooges er bare generelt, at de prøver at udfordre dig til trods for, at deres sange i grunden er ganske simple. Og ingen sang er så udfordrende som We Will Fall. Med det mener jeg ikke, at ingen sang på pladen er, jeg mener, at jeg aldrig har hørt en sang, jeg har haft nær så svært ved at høre færdig. Den kører i en dyster, rituel lyd, det lyder faktisk lidt af en eller anden kult, der har messe. Og det er en fed sang – i rigtig, rigtig kort tid. For det fortsætter bare i samme smøre uden at udvikle sig markant, og det bliver ved i 10 minutter. Det er muligvis det værste nummer på nogen plade, jeg nogensinde har anmeldt. Og da pladen er 34 minutter lang, så er 10 minutter ret meget. Heldigvis følger No Fun lige efter, og det er endnu en af gruppens mesterværker. Den er så dejligt fuld af liv og spilleglæde, og den går bare helt amok til sidst, så nydelsen er stor. Real Cool Time er en kortere sang, der lyder betydeligt mindre sexet end teksten lægger op til, men for pokker, det er en lækker guitar, der er på det nummer, og trommerne er helt ustyrlige, og det støtter Iggy Pops animalske udtryk godt.

Ann er en lidt langsommere sang, med en mere minimal lyd. Der er virkelig en fed mystisk aura over den, og Iggy lyder truende i en skræmmende grad. Og til sidst, hvor sangen helt uventet går amok rent instrumentalt, der er det faktisk ret uhyggeligt. På Not Right gør Iggy det, enhver punker er ekspert i, nemlig at råbe op i utilfredshed. Her er det seksuel utilfredshed, og han lyder mere oprigtigt vred og frustreret her end ellers. Så er melodien måske ikke det mest kreative, man nogensinde har hørt, men denne sløsethed udtrykker måske også meget af hele konceptet bag gruppen. Little Doll er, jeps, endnu en sang om sex. Det er vist alt, hvad Iggy tænker på. Helt præcist er det om at have sex med en, man ikke kender – hvilken grad af fremmedhed, der er tale om her, er mig dog ubekendt. Men pointen er, at han er ligeglad. Og intet ord opsummerer The Stooges nær så godt som “ligeglad”. Men det er noget af skønheden ved dem. De gør, det der passer dem, og det giver deres debutplade en charme, der er svær at matche, selv når nummeret ikke er fantastisk.

189 – Quicksilver Messenger Service – Happy Trails (1969)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 60’erne blev rockmusikkens muligheder udforsket i grader, der er svære at sammenligne med nogen anden periode. Rockmusik markerede sig nu som noget, man i lige så høj grad som jazz og klassisk kunne tage seriøst. The Beatles var selvfølgelig en stor del af dette, men ligeledes gjorde navne som The Velvet Underground, Frank Zappas, The Beach Boys og Captain Beefheart. Et af de mere ukendte bands, der udfordrede rockmusikkens konformiteter, var Quicksilver Messenger Service, der lavede en meget finurlig afart af psykedelisk bluesrock. Deres hovedværk var en liveplade ved navn Happy Trails. Hvad er så specielt ved denne plade? Jo, hele a-siden er et cover af en sang, der oprindeligt var 2½ minut langt, nemlig Who Do You Love af Bo Diddley. Dette cover er delt op i forskellige undersektioner med titler som When You Love, Where You Love, How You Love og Which Do You Love. Hver gang sangen skifter navn, betyder det stort set, at en ny solo begynder, og når den i starten og slutningen blot hedder Who Do You Love, så får vi vokal med på noget, der ligner vers og omkvæd.

Hele denne Who Do You Love-suite er en spirituel og følelsesmæssig rejse fra én udgave af en sang til en anden. Det sker enormt smukt og virkelig gnidningsfrit, ja, man lægger knap nok mærke til, hvor anderledes sangen i grunden er til sidst. Den er rodet og grim, og verset er opført, så stemmerne lyder kraftigt berusede. Min yndlingsdel af suiten er nok Where You Love, en i starten ret stille sektion, der åbenbart skulle være fuldkommen improviseret. Især med dette taget i betragtning, så er den utrolig spændende. Det er som en tikkende bombe, parat til at eksplodere, og når den så gør det, så går den amok med klappelyde, intens walking bass og syret latter og råben. Hele suiten er fænomenal, og det er dejligt upoleret. B-siden består af fire sange, Mona, der også er et Bo Diddley-cover, Maiden of the Cancer Moon, Calvary og Happy Trails. Mona fungerer vældig godt til at fortsætte, hvor Who Do You Love slap, da vi jo har at gøre med samme sangskriver i endnu en besynderlig syre-fortolkning. Det er en rigtig god udgave, og den baner ret så flot vejen for resten af B-siden, der ligesom A-siden kører med overgange mellem hvert nummer.

Det andet nummer på B-siden er et kortere, instrumentalt nummer, der hedder Maiden of the Cancer Moon. Det er en eventyrlig sang, der kommer føleslesmæssigt og musikalsk vidt omkring, og det er dynamisk som bare pokker. Selv med alle disse pæne ord, jeg siger, føles det mest af alt som en intro til nummeret, der kommer bagefter, Calvary, og det er måske synd, for Maiden of the Cancer Moon er også en pragtfuld sang, men det har nok mest af alt noget at gøre med, at pladens generelle niveau er så højt, og at Maiden of the Cancer Moon er lidt kort i forhold til resten af pladen. Den 13 minutter lange Calvary vil dog stå klart frem hos alle lyttere. Hvis noget på pladen er en rejse, er det dette nummer. At toppe suiten fra side 1 er svært, men Quicksilver Messenger Service gør det sgu. Det er svært at hive fat i alt det, der sker, for der sker så frygtelig meget, og man bør bare opleve det selv. Pladen skifter til sidst fuldkommen stil med et kort cover af Happy Trails, en country-sang, der stammer fra The Roy Rogers Show. Det er antiklimaktisk, ja, men som sådan vældig morsomt, for det står i virkelig i kontrast til alt andet i pladen, og så tager den også navn efter dette nummer. Og sådanne finurligheder er med til at gøre albummet til et overset mesterværk.

190 – Elvis Presley – From Elvis in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

Elvis Presleys materiale fra 50’erne og starten af 60’erne lovprises ofte fra højre og venstre, men som 60’erne gik fremad, så begyndte han at ligne lidt af et sellout. Han begyndte allerede tidligt i sin karriere at medvirke i spillefilm, men som 60’erne gik fremad, blev det mindre og mindre interessant for det brede publikum, mest fordi han pumpede så mange film og plader ud om året, og langt fra det hele var lige godt. Han udstrålede virkelig bare middelmådighed i en årrække. I 1969 udløb hans filmkontrakt dog, og han kunne komme tilbage til det, der virkelig betød noget, nemlig musikken. Elvis’ første mærkbare album i mange år kom da med From Elvis in Memphis, der var en ganske fokuseret plade i sin lyd. Kun to producere, ét fast band, og alle numre var optaget i samme studie i Memphis, hvorfor pladen da også hedder, det den hedder. Det skaber en mere sammenhængende lyd, end man måske ville forvente af en plade, der har krediteret forskellige sangskrivere på næsten hvert eneste nummer. Det er også imponerende idet albummet har både storladne soul-sange og stille country-standarder. Men selv country-numrene får tit lidt soul-lyd, hvilket gør dem lettere at holde ud for mig.

Det, jeg foretrækker på pladen, er dog R&B-numrene, hvor dem, der bærer mest præg af denne stilart er Wearin’ That Loved on Look og den fuldkommen formidable Long Black Limousine. Jeg er dog også ret vild med Power of My Love, der er nær en rendyrket bluessang. Hoveddelen af denne plade er dog country, og det er af den ret vattede, polerede slags, som folk som Gram Parsons samtidig gjorde opgør mod. Det er selvfølgelig sjovt med denne soul-lyd oveni, men man sidder bare tit og håber på, at de vil gøre noget udfordrende snart. I bedste fald gør de lyden mere levende og støtter Elvis’ stemme virkelig pænt, f.eks. på Gentle on My Mind og In the Ghetto. I værste fald går det som på It Keeps Right on A-Hurtin’, hvor lyden bliver alt for poleret, mens melodien og teksten ikke går udenfor det, man forventer af en standard country-sang. Med andre ord tager den de værste klichéer fra hver genre i stedet for at udnytte de forcer, som de sammen kan opnå, hvilket det meste af pladen jo heldigvis prøver på – nemlig at blande den lækre lyd fra soul med ærligheden og oprigtigheden fra country.

Pladens struktur er ganske fin. In the Ghetto er fuldkommen perfekt som afslutningsnummer, og Wearin’ That Loved on Look starter pladen med bombast. Efter det er pladen også ganske god til at veksle mellem forskellige slags sange, nogle med mest fokus på soul, nogle med mest fokus på country, men i det hele taget en fin variation, der giver pladen liv. Man kan bare tit tænke, at pladen mangler noget sjæl. Og med det mener jeg ikke Elvis’ stemme, den har masser af sjæl, nej jeg mener pladen som helhed. Den føles stadig meget kold og studieproduceret. Jeg kan godt se, at den er bygget op omkring et musikalsk koncept, men det gør det nærmest ekstra underligt, at de ikke har gjort mere end de har. Pladen mangler et “statement”, en måde, den skiller sig ud. Men i 1969 var Elvis allerede ved at være et oldtidsfund. Han ville ikke lave noget udfordrende. Han har ikke selv skrevet én eneste af sangene. Men i 1969 var det jo ligemeget. Elvis skulle nok sælge alligevel, man kunne udgive hvad som helst. Og med det i betragtning, så er pladen langt bedre end man ville forvente, og uden tvivl et højdepunkt i hans sene karriere.

192 – The Flying Burrito Brothers – The Gilded Palace of Sin (1969)

Udgivet den af
Svar

Vi har alle en stilart, vi bare har det ret svært med. For mig er der et par stykker, men den mest populære og den mest vidtfavnende er country. Ikke al country har jeg noget i mod, men det er en genre, hvor selv klassikerne efter min mening ofte ikke holder sig særlig godt. Der er dog nye og spændende musikere nu til dags, der leger meget med, hvad man kan opnå i genren, og samme forhold som jeg har til Neko Case, Ryan Adams og Angel Olsen havde mange sikkert dengang til Gram Parsons. Uanset om det var i The Byrds, The Flying Burrito Brothers eller hans solokarriere, så gav han genren noget kant, og fusionerede den så meget med rock, at mange kalder ham skaberen af country-rock. Hvis man skal kigge på The Flying Burrito Brothers, så blev de især defineret af én plade, nemlig debuten, The Gilded Palace of Sin. Man kan stadig i dag mærke, at der er mørke emner på denne plade, eller i hvert fald nogle alvorlige nogen. Og billedsproget er stærkt, især på numre som Sin City og Dark End of the Street. Sidstnævnte er ganske vist et cover, men teksten er stadig formidabel.

I det hele taget emmer lyrikken af konceptualitet. Emner som synd og djævelen går hånd i hånd om tragiske historier om familie, landevejen og hjertesorger. Pladen udkom da også i 1969, hvor satan var det nye sort. Vi var i løbet af 60’erne gået fra Devil in Her Heart til decideret Sympathy for the Devil. Led Zeppelin og Deep Purple var de selv samme måneder ved at danne grundlaget for Heavy Metal. The Flying Burrito Brothers lavede country mere vovet end nogensinde før. Men ét er at være innovativ, andet er om musikken er værd at lytte til i 2015. Og det kommer meget an på nummeret. Sange som Sin City og Wheels har ikke rigtig melodier, der afviger fra det, man typisk forventer af country-musik, og det er de langt fra ene om. Der er dog heldigvis altid et eller andet, der hiver nummeret op. Og Gram Parsons selv er ofte en stor del af det. Allerede dengang var mange countrymusikere begyndt at ofre noget af den råhed, genren ellers er bygget op om, for at få et bredere publikum. Gram Parsons derimod, han er ikke verdens bedste sanger. Han kan til gengæld virkelig udtrykke sig vokalt. En sang som Hot Burrito #1 er egentlig på papiret ganske ubemærkelsesværdig, men Parsons’ stemme formår om noget at løfte den til et niveau, hvor den kan kaldes en af pladens bedste sange.

Hot Burrito #1 er desuden i fællesskab med Hot Burrito #2 en af de sange, hvor country-elementerne er fuldkommen fraværende. På den måde hænger de meget godt sammen, og foruden dette, fortæller de også sammen en lille, fin historie. Hvorfor sangene har sådan nogle latterlige navne, kan jeg dog slet ikke svare på. Men det klæder virkelig Parsons med en knap så country-påvirket tilgang til sine sange, og så meget som jeg holder af sange som Christine’s Tune og My Uncle, så foretrækker jeg virkelig, når burritobrødrene begrænser country-indflydelsen på deres sange. Mest fordi deres melodier bliver så meget mindre eventyrlystne deraf. Alle sangene er fulde af detalje og finesse, men langt fra dem alle har fuldkommen solid grund at bygge al dette på. Melodien til Sin City er nok det groveste eksempel på en middelmådig melodi, der er omgivet af så mange gode idéer, at melodiens ringe kvalitet virkelig bliver tydeliggjort. Og det samme kan desværre også siges om numre som Wheels og Dark End of the Street. De to sidste numre på pladen, Do You Know How It Feels og Hippie Boy er desværre også lette at glemme, måske fordi de kommer direkte efter de to Hot Burrito-numre. Men der er meget godt på The Gilded Palace of Sin, selvom problemerne af og til bliver tydelige.

208 – Neil Young & Crazy Horse – Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Udgivet den af
Svar

Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Mange af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde blandt disse var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han sit første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody Knows This Is Nowhere og starter med nummeret Cinnamon Girl, der bare er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget til den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter ganske naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret til omkvædet er også bare skønne og særprægede.

Round & Round (It Won’t Be Long) er ikke særlig rocket, og den er uden tvivl langsommere såvel som mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm herpå. Den fumler meget rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på Down By The River, den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere herpå end tidligere, og derfor føles sangen slet ikke så lang. 2 minutter inde begynder en virkelig interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er meget imponerende, men den er også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen som sådan hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. The Losing End (When You’re On) er nærmest bare elektrisk country, og Neil Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større end ellers.

Running Dry (Requiem for the Rockets) var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af en ti minutter lang sang med titlen Cowgirl in the Sand. Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde virkelig stor og vigtig. Ligesom med Down by the River er størstedelen her lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men det er på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.