44 – Patti Smith – Horses (1975)

»Jesus died for somebody’s sins, but not mine« – med disse provokerende linjer indleder protopunkeren Patti Smith sin nyfortolkning af Them-sangen ‘Gloria’, der fungerer som åbningsnummer på hendes debutalbum ‘Horses’ fra 1975. ‘Horses’ var forud for sin tid. Hvis det var udkommet i dag, var der muligvis klistret et postpunkprædikat over det, eller muligvis den evigt populære paraplyterm alternativ rock. Man kan høre albummets genklang i talrige musikere gennem tiden: PJ Harvey, Nick Cave, The Replacements, Blondie og Nirvana står frem som nogle af de mest tydelige eksempler på kunstnere, der skylder Smith en hel del. På ‘Horses’ viser hun sig ikke blot som en stærk sangskriver og performer, hun står frem som en malerisk, bidende og fandenivoldsk poet. Ganske vist har der været poetiske skikkelser i rockmusikken før hende – Bob Dylan, Jim Morrison og Leonard Cohen kan blandt andre nævnes – men det er svært at komme i tanker om nogen før Smith, der i samme grad formåede på en gang at være så oprørsk og attituderig i det poetiske univers, hun præsenterer. Selv i sin skrevne form brager hendes lyrik frem med punket viljestyrke. Teksterne er nærmest umulige at adskille fra rocken som kulturel institution.

På de to længste numre, ‘Birdland’ og ‘Land’ går hun endda til tider over i noget spoken word, som hun serverer med en på overfladen impulsiv levering. Det betyder dog på ingen måde, at musikken spiller andenviolin. Disse to – især ‘Land’ – er trods deres skramlede lyd nogle af de mest musikalsk komplekse stykker på hele pladen, og bandet sørger virkelig flot for at holde det følelsesmæssige intensitetsniveau ved lige. Disse numre er som store dele af pladen grimme, skramlede og dissonerende. Smith bruger i løbet af albummet tit denne uslebne lyd til at skabe en ægthed, der sjældent var matchet af samtidens kunstnere. I modsætning til punkbølgen, der fulgte i kølvandet på ‘Horses’, er det dog kun små dele af ‘Horses’, der er vred. Hun skildrer lige så ofte, hvis ikke oftere, en stor eksistentiel krise, der er yderst fascinerende at følge. Der er masser af op- og nedture i løbet af albummet, hvilket også sørger for en varierende og altid givende lytteoplevelse. Smith har været god til at ramme et bredt dynamisk spændingsfelt i løbet af albummet, helt fra den tætpakkede afslutning på ‘Free Money’ til den dødbringende langsomme melankoli på størstedelen af ‘Elegie’.

Hvis det lyder lidt som om, at universet på ‘Horses’ er et mørkt, humorforladt landskab, så er det ikke helt korrekt. Albummet starter som sagt med noget så kækt som et Them-cover, og trods sine nye provokerende åbningslinjer, er ‘Gloria’ i sit hjerte stadig en kærlighedssang. Smith har også god sans for at inkludere passager, der får mig til at smile, blandt andet på ‘Land’ og ‘Free Money’. Men mest mærkbart bliver humøret løftet af to poppede sange, jeg ville blive fristet til at kalde for new wave, hvis de ikke var fra et par år før det begreb gav mening at bruge: ‘Redondo Beach’ og ‘Kimberly’ er to numre, der splitter mig lidt. Som popsange er begge virkelig vellykkede, og hvis hverken The Pretenders, Elvis Costello eller Blondie har hørt dem, bliver jeg virkelig overrasket. Men omvendt tog det mig noget tid lige at acceptere dem. Deres udadtil joviale natur var i starten ret distraherende på et ellers så råt og rebelsk album, men med tiden viste deres grumme undertoner sig for mig. Jeg synes dog fortsat, at de stikker lidt for meget ud, og det er synd, men det er også lidt noget flueknepperi fra min side. ‘Horses’ holder stadig rigtig godt i dag. Den fortsætter stadig med at inspirere talrige nye musikere, for den rammer ironisk nok noget tidløst med sin tidsånd.

125 – Iggy and The Stooges – Raw Power (1973)

Raw Power af det klassiske protopunk-band The Stooges er en lidt besværlig plade at anmelde. Den oprindelige producer, David Bowie, fik kun én dag til at mixe pladen sammen, og den lyder ikke rigtig, som forsanger Iggy Pop ønskede. Den udkom senere i en ny udgave, hvor Iggy Pop havde taget sig af produktionen, og der er lidt delte meninger om, hvilken udgave, der er bedst. Til denne anmeldelse har jeg hørt Bowies produktion, da det er den oprindelige udgave, men jeg må indrømme, at den er ret ringe, at bas og trommer sjældent markerer sig særlig meget, og at sangene tit lyder som om, de slet ikke skulle komme fra samme plade. Selve sangskrivningen kan man dog ikke tage noget fra, og åbningsnummeret, Search and Destroy er uanset udgaven en af de bedste rocksange nogensinde. Iggy synger med enorm desperation og overbevisning, og man mærker tydeligt tekstens pessimisme. Guitaren er også meget vild herpå, og den bevæger sig tit ganske stilfuldt udenfor rytmen. Den lidt mere stille Gimme Danger er en af de bedst lydende sange på Bowie-udgaven. Den er dybt seksuel, og den akustiske guitars tydelighed i hver eneste streng giver sangen noget karakter.

Your Pretty Face Is Going To Hell er en af de mest punkede sange. Mixet er desværre meget mudret, men Iggys vokal er ikke langt fra et black metal-growl til tider, så ondskabsfuld er den. Guitarsoloen mod slutningen er også rigtig vild, og den øger stemningnen markant. Heldigvis er denne ret tydelig i mixet, og den undskylder næsten den mudrede produktion. Gruppen vender tilbage til det seksuelle på Penetration, og det bliver seksuelt på den mest ukomfortable omend underholdende måde, man kan forestille sig. Det lyder til tider mere som et mord, end det lyder som sex, og de mange lyde, Iggy hæmningsløst ytrer mod slutningen gør kun nummeret mere sensuelt. Nummeret Raw Power er tæt på et glam-rock-nummer, og det lyder lidt hen af noget, New York Dolls kunne have lavet. Der er et meget simpelt klaverriff på dette nummer, men det giver nummeret masser af kant. Det føles rigtig impulsivt og råt, og ligesom på Gimme Danger, synes jeg faktisk, at Bowies produktion klæder nummeret, muligvis grundet hans erfaringer med glam-rock. I det hele taget er produktionen aldrig så forfærdelig, at man ikke tydeligt kan mærke Iggys styrker som både optrædende og sangskriver.

Hvor titelnummeret er meget energisk, bliver der skruet gevaldigt ned for tempoet på I Need Somebody. Den er krybende og underdanig, men på en yderst seksuel måde. Iggy tigger og beder om samvær med så stor desperation, at det kan synes ubehageligt. Med gruppens flotte sans for dynamik efterfølger de I Need Somebody med dens mere tempofyldte modstykke, Shake Appeal. Det er stadig, som titlen antyder, et meget seksuelt nummer. Hvis man må være lidt fræk, er dette dog pladens klimaks, altså seksuelt. Det er svært at lede tankerne hen på andet med den rus man føler i løbet af guitarsoloen samt de lyde, Iggy laver, der mest af alt lyder som en orgasme. Det er en fed udvikling, og jeg elsker samspillet mellem disse to numre. The Stooges er dog ikke gruppen der ender en plade med en orgasme. Ikke fordi det er for vulgært, det er blot for positivt. Afslutningsnummeret er derfor rettere den makabre Death Trip. Her opsummeres et væld af ungdommelig nihilistisk selvhad og personligt forfald. Guitarerne sørger for at bidrage til denne nedadgående spiral, og denne bliver helt ukontrolleret mod slutningen. Sangen slutter med et fade, hvilket ikke er min yndlingsmåde at slutte et album af på, men sangen fungerer som afsluttende statement, og Raw Power er et mesterligt album.

185 – The Stooges – The Stooges (1969)

The Velvet Underground er et af de vigtigste bands nogensinde i forhold til indflydelse på populærmusikken sidenhen, og det er også et af mine absolutte yndlingsbands. Især i forhold til punkmusik er de vigtige, og selv efter den latterligt dygtige bratschist John Cale forlod dem i 1968 fortsatte de med at være formidable og indflydelsesrige. Og John Cale lavede også flere store værker, f.eks. da han opdagede et ungt garagerockband og valgte at producere deres debutplade. Et af medlemmerne af denne gruppe hed Iggy Pop, og bandet hed The Stooges. Det hed pladen også. Denne plade starter med nummeret 1969, bare i fald, at man skulle være i tvivl om årstallet, pladen blev udgivet i. Det er en enormt energisk sang om at være en taber, der ikke udretter noget. Der er en klar blues-indflydelse, men den sløsede og distorterede instrumentation gør den så meget mere moderne. Det største værk på pladen er dog I Wanna Be Your Dog. Jeg er helt enig med konsensus her – det er det bedste, gruppen nogensinde har lavet. Den bærer i sin fyldige lyd meget præg af John Cales produktion, og den sensuelle tekst og melodi er forførende på en måde, man ikke nødvendigvis er helt komfortabel med – men det er derfor, nummeret er så perfekt, fordi det udfordrer dig.

Noget af det smukke ved The Stooges er bare generelt, at de prøver at udfordre dig til trods for, at deres sange i grunden er ganske simple. Og ingen sang er så udfordrende som We Will Fall. Med det mener jeg ikke, at ingen sang på pladen er, jeg mener, at jeg aldrig har hørt en sang, jeg har haft nær så svært ved at høre færdig. Den kører i en dyster, rituel lyd, det lyder faktisk lidt af en eller anden kult, der har messe. Og det er en fed sang – i rigtig, rigtig kort tid. For det fortsætter bare i samme smøre uden at udvikle sig markant, og det bliver ved i 10 minutter. Det er muligvis det værste nummer på nogen plade, jeg nogensinde har anmeldt. Og da pladen er 34 minutter lang, så er 10 minutter ret meget. Heldigvis følger No Fun lige efter, og det er endnu en af gruppens mesterværker. Den er så dejligt fuld af liv og spilleglæde, og den går bare helt amok til sidst, så nydelsen er stor. Real Cool Time er en kortere sang, der lyder betydeligt mindre sexet end teksten lægger op til, men for pokker, det er en lækker guitar, der er på det nummer, og trommerne er helt ustyrlige, og det støtter Iggy Pops animalske udtryk godt.

Ann er en lidt langsommere sang, med en mere minimal lyd. Der er virkelig en fed mystisk aura over den, og Iggy lyder truende i en skræmmende grad. Og til sidst, hvor sangen helt uventet går amok rent instrumentalt, der er det faktisk ret uhyggeligt. På Not Right gør Iggy det, enhver punker er ekspert i, nemlig at råbe op i utilfredshed. Her er det seksuel utilfredshed, og han lyder mere oprigtigt vred og frustreret her end ellers. Så er melodien måske ikke det mest kreative, man nogensinde har hørt, men denne sløsethed udtrykker måske også meget af hele konceptet bag gruppen. Little Doll er, jeps, endnu en sang om sex. Det er vist alt, hvad Iggy tænker på. Helt præcist er det om at have sex med en, man ikke kender – hvilken grad af fremmedhed, der er tale om her, er mig dog ubekendt. Men pointen er, at han er ligeglad. Og intet ord opsummerer The Stooges nær så godt som “ligeglad”. Men det er noget af skønheden ved dem. De gør, det der passer dem, og det giver deres debutplade en charme, der er svær at matche, selv når nummeret ikke er fantastisk.

196 – Diverse Kunstnere – Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968 (1972)

Jeg elsker punk i alle mulige afskygninger, og jeg elsker ligeledes musikhistorie. Helt naturligt nyder jeg da også at kigge lidt i punkens rødder, nemlig garagerocken, der var virkelig populær i 60’ernes USA. 27 forskellige af disse sange blev i 1972 samlet på opsamlingen Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968, en opsamling, der ville være til stor inspiration for senere punkgrupper. Dette dobbeltalbum indeholdt både relativt store hits og mindre kendte numre, men de fleste af dem er meget ukendte i dag. I 1998 udkom tre ekstra cd’er, der har lidt flere kendte navne på sig, heriblandt The Kingsmen, The Sonics, Love, Paul Revere & the Raiders og endda The Turtles. Disse bonus-cd’er er vældig sjove bekendskaber, men de er ikke nær så fokuserede som originalen, og jeg vil ikke dvæle meget længere ved de nyere tilføjelser. Noget rigtig rart ved sangene på Nuggets er, at de lyder meget ens. Det kunne lyde som noget negativt, men i forhold til, at de er lavet af så mange bands, så er lyden meget konsekvent. De fleste af disse sange kunne sagtens alle være lavet til én og samme plade af et og samme band.

Lyden er meget rå det meste af tiden, og selvom der står Psychedelic på coveret skal man ikke forvente Jimi Hendrix eller The Doors. Det er mere noget energisk poprock tilsat noget støj og tit også et markant orgel. Der er af og til noget østlig musikinspiration, f.eks. på åbningsnummeret I Had Too Much to Dream (Last Night), men selvom tekst og instrumentation er særpræget, så er sangene sjældent skrevet efter særlig komplicerede formularer. Der er sikkert en del af disse grupper, der ikke gør særlig meget andet end den formular, de bruger på deres specifikke nummer på denne opsamling, men så er det jo heldigt, at vi kun får én sang per gruppe. Selvom lyden er meget konsekvent, så er der stadig en hel del variation. Det er også enormt vigtigt, for pladen er jo et dobbeltalbum, og dermed varer den hele 76 minutter, hvilket er en hel del, men den holder skam det meste af vejen. Der er en tendens til, at de kortere numre (dem på ca. 2 minutter) er meget simple rocksange med lidt garageflair over sig, så er de længste sange meget mere eksperimenterende og dynamiske.

Der er ikke mange længere sange, og så lange er de ikke igen, men når de kommer, er de forfriskende. Desværre er de to længste sange placeret klods op ad hinanden. Det er i sidste halvdel af pladen, og derfor føles denne del meget mere overkommelig og fyldig end den første. Udvalget af sange er heller ikke helt perfekt, hvis du spørger mig. De fleste efterlader et ret stort indtryk, men det gælder ikke dem alle. Oh Yeah af The Shadows of Knight er f.eks. bare en ret uoriginal udgave af en af Bo Diddleys efter min mening mindre interessante sange, og Lies af The Knickerbockers føles bare som en lidt tam Beatles-efterligning. Men de fleste numre er virkelig solide, og det er overraskende, når de jo blev både indspillet og udvalgt for så mange år siden. For en musiknørd som mig er der selvfølgelig meget at grave ned i, men jeg føler, at man ikke har brug for et særlig stort kendskab til rytmisk musikhistorie for at kunne nyde Nuggets. Det kræver bare lidt smag for god garagerock, og mere skal der egentlig ikke til. Så Nuggets kan anbefales til langt de fleste, og hvis du kan lide denne anbefales det også at lytte til volume 2-4.

236 – The Who – The Who Sings My Generation (1966)

I mange år var det populært at have forskellige udgaver af et album alt efter kontinentet, de blev solgt i. Jeg forstår det selvfølgelig i visse tilfælde, Between the Buttons er lettere at sælge, hvis den har Ruby Tuesday og Let’s Spend the Night Together på sig, og da With the Beatles blev til Meet the Beatles! fjernede de mange af de middelmådige covers og erstattede dem af klassikerne I Want to Hold Your Hand og I Saw her Standing There. Af og til er det dog ikke helt forståeligt. Da The Whos debutalbum, My Generation, skulle sælges til amerikanere fjernede de gruppens cover af I’m a Man, der åbenbart var for seksuel, og så erstattede de den af Circles (Instant Party). Det er alt sammen fint nok, men Circles (Instant Party) overtog ikke bare I’m a Man‘s plads, den blev bare hægtet på for enden, og så blev der byttet om på de to numre, der ellers ville have været de sidste. Nu kommer A Legal Matter efter The Ox. Der er noget helt fundamentalt forkert ved det, for The Ox er så tydeligt tiltænkt at skulle være afslutningsnummeret. Det er et vildt, animalsk jam, som virkelig er det lydmæssige klimaks. At der kommer to sange efter den føles bare forkert.

Men heldigvis ødelægger det ikke frygtelig meget. Foruden at Out in the Street er et fantastisk åbningsnummer og trods at The Ox fungerer perfekt som afslutning, så var der tydeligvis ikke tænkt så meget på rækkefølgen på den europæiske originaludgave heller. Det er surt at mangle deres fremragende cover af Bo Diddleys I’m a Man, for det er ærlig talt langt bedre end Circles (Instant Party), men det er som sådan en bagatel. Jeg vil kun sige, at den europæiske er en lille smule bedre end den amerikanske. De første 9 sange er også de helt samme, og de er generelt rigtig gode. Både deres to James Brown-covers og deres meget varierede originale numre. De fik startet powerpop-genren med numre som The Kids are Alright og A Legal Matter, og punk-rock havde næppe været det samme uden My Generation. Og foruden at være epokegørende sange, så holder de på imponerende vis. Især formår My Generation konstant at blive ved med ikke at lyde gammel. Men derudover, så er det nogle virkelig fede, fængende melodier, der vækker en del forskellige stemninger. Der er meget langt fra den glade, animalske Out in the Street, den melankolske Much Too Much og den vrede, oprørske My Generation.

Der er virkelig ikke noget som helst, på originalen, jeg ville kalde fyld – kun Circles (Instant Party) er lidt kedelig, og den er jo kun på den amerikanske udgave. Men uanset hvad, så er albumoplevelsen ikke rigtig tilgodeset. Det er en overraskende begivenhedsløs oplevelse at lytte til pladen. Det er ganske vist opstillet godt nok til, at intet nummer virkelig ødelægger det næste, men de bakker slet ikke hinanden op. Jeg har hørt kronologisk opstillede opsamlingsalbums, der føles mindre som opsamlinger end dette album, og det er ret trist. Det gør, at man bliver ret træt af pladen hurtigt, og selvom standarden er høj, så hjælper det kun på første gennemlytning. Jeg kunne lytte til denne plade i enhver rækkefølge, så længe Out in the Street åbnede pladen, og den ville hverken være værre eller bedre, med mindre The Ox fik sin retmæssige plads som afslutningsnummer. Tendensen med at censurere The Whos plader i USA fortsatte desværre med den næste plade, A Quick One, som i USA hed Happy Jack. På samme måde som med debuten er det en ganske god plade uanset hvad, men originalen er og bliver nu den bedste.

239 – The Replacements – Let It Be (1984)

Let It Be er titlen på to store albumklassikere. Den mest kendte er selvfølgelig den sidste plade, The Beatles udgav, og den anden er af et lidt mindre kendt band, der dog stadig har opnået enormt imponerende status hos indie-publikummet, nemlig The Replacements. The Replacements lavede i 80’erne en virkelig flot blanding af punk og powerpop. Let It Be var gruppens helt store gennembrud, og det var da også den sidste plade de udgav på et uafhængigt selskab. I løbet af albummet benytter de mange forskellige teknikker til deres sangskrivning. På åbningsnummeret, I Will Dare, arbejder en virkelig lystig guitar og en ganske sjov bas sammen med en sprød, hæs og som sådan ikke særlig køn sangstemme fra forsanger Paul Westerberg om at lave en særdeles oprigtig kærlighedsærklæring. Andre gange går de helt simpelt til værks, f.eks. på den stille Androgynous. Her er instrumentationen blot et klaver og meget svag percussion. Af og til er der en backingvokalist, men det er stadig uden tvivl pladens simpleste sang. Det er også en meget livsbekræftende sang, som man kan føle på et meget nært niveau grundet den simple instrumentation men også bare den gode, varme melodi.

De laver endda et cover, og det er igen et eksempel på, hvorfor de er så fantastiske. Lignende bands ville sikkert fortolke Wire, The Stooges eller The Velvet Underground, for de er jo cool og havde stor indflydelse på undergrunden. Nej, The Replacements fortolker en sang af en af de største, mest latterlige mainstream rockgrupper nogensinde, nemlig Kiss. Men man kan jo ikke bebredje dem, for Black Diamond er en fantastisk sang, og den lyder endnu bedre med The Replacements bag roret, selvom Kiss-essensen stadig er tydelig. Der er dog også mange almindelige, rå, beskidte punkede sange – med titler som Gary’s Got a Boner og Tommy Gets His Tonsils Out ved man godt, hvad man skal forvente, og den væsentligste appel ved disse numre er da også deres grimhed. Hele pladen er meget grim, og det er nok det mest konsekvente. Selv de stille sange er som sådan grimme. Unsatisfied handler jo netop om depression, og Androgynous handler om socialt udstødte individer, der finder tryghed hos hinanden. Og Sixteen Blue handler om at føle sig udenfor.

Man behøver ikke at vide specielt meget om The Replacements for at kunne værdsætte Let It Be. Man skal faktisk blot kigge på det fantastiske cover. Der ser man nogle punkere, der sidder udenfor et hus, og de sidder bare der. De kigger lidt på hinanden, og den ene tørrer en tåre væk. Og samtidig siger en lille tekst under dem “Let It Be”. Og man kan stort set høre Paul Westerberg bede dig om at lade det være, når man læser det. The Replacements gav punkmusikken følelser. Dybe, store og oprigtige følelser. Og det er nok derfor, at beskrivelser som punk, post-punk, new wave, indie og alternativ aldrig helt har virket for mig. Let It Be har mange forskellige former for sange på sig, og de er spredt, så det føles som om, man hele tiden får noget nyt at tygge i. Det er god albumopbygning, og det sørger ikke blot for, at albummet føles meget varieret, men man lægger også i sidste ende mere mærke til de individuelle sange, for de stikker meget ud blandt det, der er omkring dem. Let It Be er et mesterværk, og jeg vil oven i det vove at påstå, at den er bedre end Beatles-pladen af samme navn.

292 – The Velvet Underground – White Light/White Heat (1968)

Hvis du så meget som bare nævner The Velvet Underground i min nærhed, kan du gøre mig usandsynligt glad. Min yndlingssang af den eksperimentelle gruppe er en 17 minutter lang protopunk-sang ved navn Sister Ray. Den findes på gruppens anden plade, White Light/White Heat fra 1968. Denne plade åbner med et titelnummer, der blander noget af den mest støjende rockmusik, man kunne finde dengang med en meget blues-inspireret melodi og backingvokalister, der mest af alt lyder af doo-wop. Det er ikke den bedste lydkvalitet i verden, men det lægger flot grund for det, pladen kommer til at være. Det andet nummer, The Gift, har meget støjende instrumentation i højre speaker og spoken word læst op af bandets bassist, bratschist og organist, John Cale, i den venstre. John Cales stemme er i modsætning til musikken meget rolig, hvilket får begge til at springe ud. Han fortæller en virkelig morsom historie, som jeg helst ikke vil afsløre slutningen på, men jeg vil da fortælle, at det handler om en mand, der sender sig selv med posten.

Albummet fortsætter stærkt med det tredje nummer, Lady Godiva’s Operation. Denne sang formår på en eller anden sær måde at være både stille og larmende, i instrumentation såvel som sang. De går begge meget fint frem og tilbage mellem det så hurtigt, at det føles som om, det sker på en og samme tid. Sangen virker meget simpel omend excentrisk i starten, men som tiden går, bliver den mere og mere bindegal, især i vokalen, men instrumentationen udvikler sig også. Det er interessant, at så meget kan ske, for melodien er uhyre simpel. En ligeledes simpel melodi er den efterfølgende Here She Comes Now, der også starter meget stille ud. Den er mere diskret end Lady Godiva’s Operation i sin udvikling, men den er der skam. Det er en virkelig fed melodi, og gruppens excentricitet er virkelig tydelig her. Den fungerer måske bedre i kontekst, end den gør på egen hånd, men den er stadig et eksempel på fantastisk sangskrivning. På albummet markerer den som albummets uden tvivl roligste sang overgangen mellem en rolig omend stadig støjende første halvdel, og det støjorgie, der er anden halvdel.

Lige fra første tone på I Heard Her Call My Name er der dømt støj for fuld skrue. Det er støjende i starten, og det bliver helt vanvittigt, som den skrider fremad. Efter det første minut, hvor der er sang, der kører efter en egentlig melodi, så går det brat over i en kort guitarsolo på et halvt minut. Så kommer endnu et decideret vers, men så går den igen brat over i en støjende guitarsolo, der varer halvdelen af sangen, over 2 minutter. Men det er ikke langt, og det er ikke støjende, hvis man sammenligner det med afslutningsnummeret, den efter min mening bedste sang på pladen. Sangen hedder som tidligere sagt Sister Ray og varer over 17 minutter. Den kører næsten hele vejen igennem på et meget simpelt riff, og det hele er dejligt distorteret og støjende. Teksten handler om vold, stoffer, homoseksualitet og transvestitter, og med linjer som “She’s busy sucking on my ding-dong” og vilde orgelsoloer, der bare overfalder hinanden. Det er et fantastisk nummer, men jeg indrømmer at det langt fra er noget for alle. Det er dog noget for mig, og det er en væsentlig del af årsagen til, at White Light/White Heat er en fantastisk plade.

294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.

349 – The Yardbirds – Roger the Engineer (1966)

I 1966 udgav The Yardbirds deres andet album med guitarlegenden Jeff Beck, der erstattede den anden guitarlegende Eric Clapton i gruppen. Og senere ville beck selv blive erstattet af endnu en guitarlegende, nemlig Jimmy Page, der senere ville omdanne gruppen til Led Zeppelin. Albummet hed som sådan Yardbirds, men de fleste kalder den for Roger the Engineer, da det også står på pladens cover, og for at gøre navnelegen endnu mere forvirrende, fik den i USA, Tyskland og Frankrig titlen Over Under Sideways Down, hvilket også er navnet på en af pladens bedste sange. På det nummer fyrer Jeff Beck den virkelig af på spaden, og riffet er et af hans allerbedste. Det er måske endda min yndlingssang af gruppen. I løbet af hele albummet imponerer Jeff Beck rigtig meget med sin guitar. Han har endda et nummer opkaldt efter sig, nemlig Jeff’s Boogie, der er et instrumentalt nummer, hvor Becks guitar spiller hovedrollen. Andre numre, hvor den er rigtig flot er The Nazz Are Blue, Rack My Mind og What Do You Want.

Meget af deres musik herpå er ligesom deres foregående album, Having a Rave Up, og ligesom på det, så er blues også en stor inspiration på Roger the Engineer. Hvor Having A Rave Up dog var meget opdelt i en bluessektion og en psykedelisk sektion, føles elementerne mere blandede på Roger the Engineer. Der er dog en hel del variation, så mens et numre The Nazz Are Blue og Jeff’s Boogie er rimelig rendyrket bluesrock, kan numre som He’s Always There og Ever Since the World Began være psykedelisk rock uden det mindste strejf af blues. De fleste numre er dog som Lost Women og What Do You Want ret flotte blandinger af stilarterne. De tolv sange på pladen arbejder temmelig godt sammen om at skabe en helhed, der er værd at lytte til mange gange. Der er god dynamik på albummet, og de mest ens numre er aldrig i nærheden af hinanden, så oplevelsen føles meget varieret. Det er også ret kort, og hvis man kan nå at få gjort meget rent musikalsk på kun lidt over 30 minutter, så er det godt gået!

Sangene er ofte rigtig sjove, og man kan rigtig tit synge med på dem, og kompositionerne er virkelig imponerende. Vi har at gøre med nogle meget stærke melodier. Det er dog ikke rigtig noget, som jeg selv kan identificere mig med generelt. Det er stadig en kanon plade, som jeg rigtig let kan anbefale, og der er utrolig lidt i vejen med den, men jeg formår stadig ikke at få et specielt personligt forhold til dens drama og begær. Sangene er også generelt ret simpelt skrevet – der er undtagelser, f.eks. det formidable afslutningsnummer Ever Since the World Began – men man lærer hurtigt albummet at kende. Sangene holder stadig i længden, men de holder ikke i nær så vidunderlig grad som de første par gange, hvor det faktisk formåede at imponere mig i så høj grad, at jeg troede, jeg ville ende med at kalde det et perfekt album i denne anmeldelse. Det er måske ikke perfekt, men det er fed, testosteron-fyldt psykedelisk rock, der har masser af attitude og legelyst. Roger the Engineer, Yardbirds, Over Under Sideways Down eller hvad du nu vil kalde den kan i hvert fald anbefales. Kært barn har mange navne, og dette er i sandhed kært barn.

353 – The Yardbirds – Having a Rave Up (1965)

I 60’ernes britiske rocklandskab var blues en helt enorm indflydelse, og et af de bedste blues-rock-bands i branchen var The Yardbirds, der gennem tiden har haft hele tre af de største guitarlegender nogensinde med i bandet. Her snakker jeg om Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page. På kun et eneste af deres studiealbums kan man finde to af disse guitarister, nemlig på Having a Rave Up fra 1965, hvor både Jeff Beck og Eric Clapton spiller vidunderligt guitar. Pladen er opdelt af nogle ret psykedeliske studieoptagelser med Jeff Beck og nogle rockede bluescovers spillet live med Eric Clapton. På vinyludgaven optager de hver en side af pladen. Underligt nok kommer sektionen med Beck først, selvom de blev optaget efter Clapton havde forladt dem, men at slutte af med nogle dyriske covers af bluesklassikere er faktisk ret passende, og det føles mere konkluderende end nogen af numrene med Beck gør. Man får dermed 6 numre med Jeff Beck og 4 numre med Eric Clapton, hvilket betyder i alt 10 numre i selskab med guitarguder!

Numrene med Beck er generelt mere syrede end bluescoverne, her især den sidste halvdel af dem han spiller med på, altså Still I’m SadHeart Full of Soul og The Train Kept A-Rolling. Dog kan man sagtens høre, at bandet har nogle klare bluesrødder, især hvis vi sammenligner det senere psykedeliske rockbands. Having a Rave Up er en af de allerførste psykedeliske rockplader. Før den kender jeg kun Mr. Tambourine Man af the Byrds. Disse to plader er i øvrigt rigtig sjove at sammenligne, for hvad Having a Rave Up tager fra blues, tager Mr. Tambourine Man fra folk, og på den finder man ligeledes mange folk-covers. Disse var begge før Rubber Soul af the Beatles, den selvbetitlede fra The Doors, Are You Experienced, af The Jimi Hendrix Experience, Surrealistic Pillow af Jefferson Airplane eller nogen anden psykedelisk klassiker, jeg kan komme i tanker om. Denne plade var klar en enorm indflydelse på inkorporationen af blues i psykedelisk rock, noget genren har haft lige siden.

De første tre numre på pladen befinder sig et sted mellem den rene blues-rock-stil fra Claptons fire numre og den kraftigt psykedeliske retning, den bliver taget i på de sidste tre numre, Jeff Beck spiller med på. De har meget skævhed og knap så meget testosteron i sig, men især på coveret af Bo Diddleys I’m A Man kan man klart høre, at de startede som en blues-rock-gruppe. Netop I’m A Man er dog en af pladens svagere punkter. Man kan nemlig både finde den i en studieudgave med Jeff Beck og en liveudgave med Eric Clapton. Det er selvfølgelig sjovt at sammenligne de forskellige fortolkninger, men det skaber virkelig tomgang i albummets flow. Jeg har ikke nødvendigvis noget imod gentagelser af numre, det kan virkelig gøre noget for oplevelsen, hvis man gør det rigtigt. I dette tilfælde sker det dog, at man bliver dobbelt så hurtigt træt af nummeret, som man gør med resten af pladen, og det er synd, for det er ellers en fantastisk fortolkning. Derudover er lyden ikke så konsekvent, selvom det naturligvis er dejligt at høre to så forskellige sider af bandet. Hvis du kan lide blues-rock eller psykedelisk rock, så burde du nok give et kig til Having a Rave Up, for den er ret så revolutionerende – men for alt i verden, undgå udgaven ved navn The Definitive Edition, for den er i helt forkert rækkefølge, og alle numrene med Clapton mangler. Definitive min bare!