I mange år var det populært at have forskellige udgaver af et album alt efter kontinentet, de blev solgt i. Jeg forstår det selvfølgelig i visse tilfælde, Between the Buttons er lettere at sælge, hvis den har Ruby Tuesday og Let’s Spend the Night Together på sig, og da With the Beatles blev til Meet the Beatles! fjernede de mange af de middelmådige covers og erstattede dem af klassikerne I Want to Hold Your Hand og I Saw her Standing There. Af og til er det dog ikke helt forståeligt. Da The Whos debutalbum, My Generation, skulle sælges til amerikanere fjernede de gruppens cover af I’m a Man, der åbenbart var for seksuel, og så erstattede de den af Circles (Instant Party). Det er alt sammen fint nok, men Circles (Instant Party) overtog ikke bare I’m a Man‘s plads, den blev bare hægtet på for enden, og så blev der byttet om på de to numre, der ellers ville have været de sidste. Nu kommer A Legal Matter efter The Ox. Der er noget helt fundamentalt forkert ved det, for The Ox er så tydeligt tiltænkt at skulle være afslutningsnummeret. Det er et vildt, animalsk jam, som virkelig er det lydmæssige klimaks. At der kommer to sange efter den føles bare forkert.

Men heldigvis ødelægger det ikke frygtelig meget. Foruden at Out in the Street er et fantastisk åbningsnummer og trods at The Ox fungerer perfekt som afslutning, så var der tydeligvis ikke tænkt så meget på rækkefølgen på den europæiske originaludgave heller. Det er surt at mangle deres fremragende cover af Bo Diddleys I’m a Man, for det er ærlig talt langt bedre end Circles (Instant Party), men det er som sådan en bagatel. Jeg vil kun sige, at den europæiske er en lille smule bedre end den amerikanske. De første 9 sange er også de helt samme, og de er generelt rigtig gode. Både deres to James Brown-covers og deres meget varierede originale numre. De fik startet powerpop-genren med numre som The Kids are Alright og A Legal Matter, og punk-rock havde næppe været det samme uden My Generation. Og foruden at være epokegørende sange, så holder de på imponerende vis. Især formår My Generation konstant at blive ved med ikke at lyde gammel. Men derudover, så er det nogle virkelig fede, fængende melodier, der vækker en del forskellige stemninger. Der er meget langt fra den glade, animalske Out in the Street, den melankolske Much Too Much og den vrede, oprørske My Generation.

Der er virkelig ikke noget som helst, på originalen, jeg ville kalde fyld – kun Circles (Instant Party) er lidt kedelig, og den er jo kun på den amerikanske udgave. Men uanset hvad, så er albumoplevelsen ikke rigtig tilgodeset. Det er en overraskende begivenhedsløs oplevelse at lytte til pladen. Det er ganske vist opstillet godt nok til, at intet nummer virkelig ødelægger det næste, men de bakker slet ikke hinanden op. Jeg har hørt kronologisk opstillede opsamlingsalbums, der føles mindre som opsamlinger end dette album, og det er ret trist. Det gør, at man bliver ret træt af pladen hurtigt, og selvom standarden er høj, så hjælper det kun på første gennemlytning. Jeg kunne lytte til denne plade i enhver rækkefølge, så længe Out in the Street åbnede pladen, og den ville hverken være værre eller bedre, med mindre The Ox fik sin retmæssige plads som afslutningsnummer. Tendensen med at censurere The Whos plader i USA fortsatte desværre med den næste plade, A Quick One, som i USA hed Happy Jack. På samme måde som med debuten er det en ganske god plade uanset hvad, men originalen er og bliver nu den bedste.