Kategoriarkiv: 1966

236 – The Who – The Who Sings My Generation (1966)

Udgivet den af
Svar

I mange år var det populært at have forskellige udgaver af et album alt efter kontinentet, de blev solgt i. Jeg forstår det selvfølgelig i visse tilfælde, Between the Buttons er lettere at sælge, hvis den har Ruby Tuesday og Let’s Spend the Night Together på sig, og da With the Beatles blev til Meet the Beatles! fjernede de mange af de middelmådige covers og erstattede dem af klassikerne I Want to Hold Your Hand og I Saw her Standing There. Af og til er det dog ikke helt forståeligt. Da The Whos debutalbum, My Generation, skulle sælges til amerikanere fjernede de gruppens cover af I’m a Man, der åbenbart var for seksuel, og så erstattede de den af Circles (Instant Party). Det er alt sammen fint nok, men Circles (Instant Party) overtog ikke bare I’m a Man‘s plads, den blev bare hægtet på for enden, og så blev der byttet om på de to numre, der ellers ville have været de sidste. Nu kommer A Legal Matter efter The Ox. Der er noget helt fundamentalt forkert ved det, for The Ox er så tydeligt tiltænkt at skulle være afslutningsnummeret. Det er et vildt, animalsk jam, som virkelig er det lydmæssige klimaks. At der kommer to sange efter den føles bare forkert.

Men heldigvis ødelægger det ikke frygtelig meget. Foruden at Out in the Street er et fantastisk åbningsnummer og trods at The Ox fungerer perfekt som afslutning, så var der tydeligvis ikke tænkt så meget på rækkefølgen på den europæiske originaludgave heller. Det er surt at mangle deres fremragende cover af Bo Diddleys I’m a Man, for det er ærlig talt langt bedre end Circles (Instant Party), men det er som sådan en bagatel. Jeg vil kun sige, at den europæiske er en lille smule bedre end den amerikanske. De første 9 sange er også de helt samme, og de er generelt rigtig gode. Både deres to James Brown-covers og deres meget varierede originale numre. De fik startet powerpop-genren med numre som The Kids are Alright og A Legal Matter, og punk-rock havde næppe været det samme uden My Generation. Og foruden at være epokegørende sange, så holder de på imponerende vis. Især formår My Generation konstant at blive ved med ikke at lyde gammel. Men derudover, så er det nogle virkelig fede, fængende melodier, der vækker en del forskellige stemninger. Der er meget langt fra den glade, animalske Out in the Street, den melankolske Much Too Much og den vrede, oprørske My Generation.

Der er virkelig ikke noget som helst, på originalen, jeg ville kalde fyld – kun Circles (Instant Party) er lidt kedelig, og den er jo kun på den amerikanske udgave. Men uanset hvad, så er albumoplevelsen ikke rigtig tilgodeset. Det er en overraskende begivenhedsløs oplevelse at lytte til pladen. Det er ganske vist opstillet godt nok til, at intet nummer virkelig ødelægger det næste, men de bakker slet ikke hinanden op. Jeg har hørt kronologisk opstillede opsamlingsalbums, der føles mindre som opsamlinger end dette album, og det er ret trist. Det gør, at man bliver ret træt af pladen hurtigt, og selvom standarden er høj, så hjælper det kun på første gennemlytning. Jeg kunne lytte til denne plade i enhver rækkefølge, så længe Out in the Street åbnede pladen, og den ville hverken være værre eller bedre, med mindre The Ox fik sin retmæssige plads som afslutningsnummer. Tendensen med at censurere The Whos plader i USA fortsatte desværre med den næste plade, A Quick One, som i USA hed Happy Jack. På samme måde som med debuten er det en ganske god plade uanset hvad, men originalen er og bliver nu den bedste.

243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

251 – Otis Redding – Dictionary of Soul (1966)

Udgivet den af
Svar

Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med et live-album ved navn Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King and Queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & Unbelievable: The Otis Redding Dictionary of Soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of Soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske Try a Little Tenderness, men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings andre plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med virkelig dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og producerstolene sad også 4 navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.

Sangskrivningen er generelt rigtig god i løbet af Dictionary of Soul, og Redding har helt eller delvist skrevet 7 af pladens 12 sange. Dette overraskede mig meget, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller intet andet album, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet nær så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den virkelig fængende Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song), som er let at synge med på, den går over i den funky I’m Sick Y’all, som er virkelig sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke super-tydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af country-sangen Temnessee Waltz. Det er ikke albummets bedst kendte sang, men det er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Selv er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer Sweet Loreene stærkt med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på I’m Sick Y’all. Første halvdel af pladen har også meget god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, mere trist eller sentimentalt nummer, efter det kommer en, man virkelig kan feste løs til. Efter Sweet Loreene kommer da albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras Try a Little Tenderness, og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.

Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen Day Tripper, og det er langt fra nær så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig 6 ret fede sange, men de er med undtagelse af She Put the Hurt on Me slet ikke nær så energiske som de festligste på første halvdel. Denne er dog nok det bedste af de energiske numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både My Lover’s Prayer og You’re Still My Baby er meget lig Tennessee Waltz i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, og især My Lover’s Prayer er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er meget glad for den Smokey Robinson-inspirerede Ton of Joy, og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en meget fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede Hawg for You, der med sin animalske seksualitet virkelig viser en uvant side for Redding, og noget der er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, Love Have Mercy starter som en ret gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of Soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.

349 – The Yardbirds – Roger the Engineer (1966)

Udgivet den af
Svar

I 1966 udgav The Yardbirds deres andet album med guitarlegenden Jeff Beck, der erstattede den anden guitarlegende Eric Clapton i gruppen. Og senere ville beck selv blive erstattet af endnu en guitarlegende, nemlig Jimmy Page, der senere ville omdanne gruppen til Led Zeppelin. Albummet hed som sådan Yardbirds, men de fleste kalder den for Roger the Engineer, da det også står på pladens cover, og for at gøre navnelegen endnu mere forvirrende, fik den i USA, Tyskland og Frankrig titlen Over Under Sideways Down, hvilket også er navnet på en af pladens bedste sange. På det nummer fyrer Jeff Beck den virkelig af på spaden, og riffet er et af hans allerbedste. Det er måske endda min yndlingssang af gruppen. I løbet af hele albummet imponerer Jeff Beck rigtig meget med sin guitar. Han har endda et nummer opkaldt efter sig, nemlig Jeff’s Boogie, der er et instrumentalt nummer, hvor Becks guitar spiller hovedrollen. Andre numre, hvor den er rigtig flot er The Nazz Are Blue, Rack My Mind og What Do You Want.

Meget af deres musik herpå er ligesom deres foregående album, Having a Rave Up, og ligesom på det, så er blues også en stor inspiration på Roger the Engineer. Hvor Having A Rave Up dog var meget opdelt i en bluessektion og en psykedelisk sektion, føles elementerne mere blandede på Roger the Engineer. Der er dog en hel del variation, så mens et numre The Nazz Are Blue og Jeff’s Boogie er rimelig rendyrket bluesrock, kan numre som He’s Always There og Ever Since the World Began være psykedelisk rock uden det mindste strejf af blues. De fleste numre er dog som Lost Women og What Do You Want ret flotte blandinger af stilarterne. De tolv sange på pladen arbejder temmelig godt sammen om at skabe en helhed, der er værd at lytte til mange gange. Der er god dynamik på albummet, og de mest ens numre er aldrig i nærheden af hinanden, så oplevelsen føles meget varieret. Det er også ret kort, og hvis man kan nå at få gjort meget rent musikalsk på kun lidt over 30 minutter, så er det godt gået!

Sangene er ofte rigtig sjove, og man kan rigtig tit synge med på dem, og kompositionerne er virkelig imponerende. Vi har at gøre med nogle meget stærke melodier. Det er dog ikke rigtig noget, som jeg selv kan identificere mig med generelt. Det er stadig en kanon plade, som jeg rigtig let kan anbefale, og der er utrolig lidt i vejen med den, men jeg formår stadig ikke at få et specielt personligt forhold til dens drama og begær. Sangene er også generelt ret simpelt skrevet – der er undtagelser, f.eks. det formidable afslutningsnummer Ever Since the World Began – men man lærer hurtigt albummet at kende. Sangene holder stadig i længden, men de holder ikke i nær så vidunderlig grad som de første par gange, hvor det faktisk formåede at imponere mig i så høj grad, at jeg troede, jeg ville ende med at kalde det et perfekt album i denne anmeldelse. Det er måske ikke perfekt, men det er fed, testosteron-fyldt psykedelisk rock, der har masser af attitude og legelyst. Roger the Engineer, Yardbirds, Over Under Sideways Down eller hvad du nu vil kalde den kan i hvert fald anbefales. Kært barn har mange navne, og dette er i sandhed kært barn.

355 – The Rolling Stones – Between the Buttons (1966)

Udgivet den af
Svar

The Rolling Stones er alment opfattet som et fuldkommen legendarisk band, og denne status er yderst velfortjent. Deres albumguldalder er generelt opfattet som værende fra Beggars Banquet i 1968 til og med Exile on Main St. fra 1972. De har dog både lavet mange gode albums både før og efter denne periode, og et af de bedste albums fra før disse mesterværker er Between the Buttons fra 1967. Dette album består af nogle generelt ret korte, meget poppede sange. De har meget barokke musikalske elementer, der gør, at det samtidig føles friskt og interessant, for selvom The Last Time og I Wanna Be Your Man er fede sange, var de ikke noget, man trængte til i 1967. Sangenes længde sørger for at skabe meget variation på albummet. Sangene har et ganske eklektisk udvalg af instrumenter, hvor de fleste bliver spillet af Brian Jones. Jones agerede normalt som guitarist, men Keith Richards spillede også guitar, og da de fleste sange på dette album kun har en enkelt guitar på sig, blev Brian Jones sat til både at spille harmonika, blokfløjte, æterofon, saxofon, cembalo, orgel, banjo, blokfløjte og sitar.

Sangene er generelt ikke specielt lange – kun to af de tolv numre er over fire minutter lange – men de er meget varierede. Den glade og energiske Connection, den sentimentale Backstreet Girl, den psykedeliske Something Happened to me Yesterday, den euforiske She Smiled Sweetly og den vrede Please Go Home er alle gode eksempler på, hvor dygtige sangskrivere Mick Jagger og Keith Richards er, uanset hvilket humør, de nu engang skulle være i. Variationen sørger for, at pladen altid føles frisk. Jeg ved virkelig ikke, hvor mange gange jeg har lyttet til den, men jeg kan sagtens tåle mange flere. Melodierne er alle exceptionelt sjove og fængende, og der er virkelig ikke en eneste dårlig en iblandt dem. En hel del af charmen kommer også fra forsanger Mick Jagger, der nok kunne være en god kandidat til en pris for den mest karismatiske forsanger i rockhistorien. Hans enorme glæde for musikken er virkelig tydelig, og det gør, at man også selv bliver helt vildt glad.

Dette album var det sidste Rolling Stones-album produceret af Andrew Loog Oldham, der bl.a. startede gruppens “bad boy”-image og bad Jagger og Richards om, at de skulle skrive deres egne sange. Hans produktion er meget ren og klar. Man kan tydeligt høre alle instrumenterne, og det er dejligt, især når Brian Jones spiller på så mange forskellige. Det er ikke nødvendigvis en stil, der ville passe til alle deres albums, de første par stykker producerede Oldham også i en mere rå stil, der passede godt til den vilde rock and roll, de lavede dengang, men hans største værk som producer for denne gruppe er nok dette album. The Rolling Stones har lavet så mange forskellige albums, og de er meget varierede i både stil og kvalitet, men dette lidt blødere bud på et album er faktisk nok også et af de bedste. Hvis du kan lide 60’ernes mere barokke pop-rock, så er Between the Buttons rigtig let at anbefale, og hvis du vil lære bandets albums fra før guldalderen bedre at kende, så er det bedste måske dette.

383 – The Who – A Quick One (1966)

Udgivet den af
Svar

The Whos første plade, My Generation, var blot en virkelig solid pop-rock-plade, men med deres andet album, A Quick One fra 1966 blev de meget mere ambitiøse. Dette album byggede langt mere på psykedelisk rock, og mange af dets elementer minder meget om det, der senere ville blive til progressiv rock. Åbningsnummeret hedder Run Run Run, og det er en af pladens mere poppede sange. Det er let at synge med på omkvædet, og riffet minder ret meget om My Generation. Dog er lyden virkelig upoleret, og vokalharmonien i omkvædet er ret syret. Boris the Spider er en noget særere sang. Den beskriver en edderkop, der går rundt i et hus på virkelig dramatisk vis. De får denne ufarlige spindler til at virke som noget af det mest uhyggelige, og i omkvædet synger bassist John Entwistle på en måde, der kan anses som prototypen for et metal-growl. I Need You er en meget fængende, dramatisk sang, der har mange kreative øjeblikke på sig. Især elsker jeg det spøjse klaver på andet vers og spoken word-portionen, der kommer før sidste vers.

Whiskey Man handler om en mands drukproblemer, men den bliver fortalt på en meget interessant måde: vores hovedperson fortæller om denne imaginære mand, der kommer frem, hvis han drikker. Hele situationen lyder vanvittig, og melodien i sig selv lyder ret fordrukken. Så kommer pladens nok underligste indslag, et cover af Martha and the Vandellas-sangen (Love is Like a) Heat Wave. Det har ikke en spor underlig lyd eller noget, men jeg undrer mig virkelig over, hvorfor den er der. Den tilføjer ikke noget til albummet, og den væsentligste ændring i forhold til originalen, er at den lyder betydeligt mere beskidt i instrumentationen. Noget der i sig selv er betydeligt mere sært er den instrumentale sang Cobwebs and Strange, der dog passer smukt ind i albummets psykedeliske landskab. Nummeret er mere marchmusik end rock, og der sker rigtig mange vilde ting. Især trommeslager Keith Moon giver den virkelig gas. Don’t Look Away er et mere poppet nummer, men det har nok psykedelisk skævhed på sig, til at man sagtens kan fascineres af det.

See My Way har en virkelig uren lyd, og hele lydbilledet er meget forvrænget derpå. Der er også nogle horn på den, og de tilføjer meget til den psykedeliske lyd. So Sad About Us lyder som sådan ikke specielt forskelligt fra noget, der kunne have været på My Generation-albummet. Det er en virkelig fængende melodi, og sangen er faktisk også ret rørende. Mod slutningen kan man dog godt høre, at den hører mere hjemme på dette album, for instrumentationen ender med at blive ret skæv. Så kommer afslutningsnummeret, og sikke et nummer, det er. Det hedder A Quick One While He’s Away, det er ni minutter langt, og det er en hel lille rockopera, meget i stil med albummet Tommy, som de ville udgive nogle år derefter. A Quick One While He’s Away er i sin struktur meget opdelt. Det føles ikke rigtig som en helstøbt sang, men rettere som 6 små sange, men disse 6 små sange fortæller sammen virkelig flot en historie om kærlighed, savn og utroskab. A Quick One er et fabelagtigt album. Man får rigtig meget for pengene, og langt det meste er af virkelig høj kvalitet.