Kategoriarkiv: Otis Redding

74 – Otis Redding – Otis Blue: Otis Redding Sings Soul (1965)

Udgivet den af
Svar

Jeg har svært ved at pege på en bølge i soulmusikken, der har haft en nær fed lyd som den sydstatssoul, man kunne finde hos pladeselskabet Atlantic i 1960’erne. Mens Motown takket være folk som Smokey Robinson, Marvin Gaye og Stevie Wonder kunne prale af at have genrens bedste sangskrivere, havde Atlantic helt klart det bedste band, nemlig Booker T. & The M.G.’s. De spillede på en lang række af tidens store soul-plader, men bedst husket er nok deres plader med den store soulsanger Otis Redding. Især pladen ‘Otis Blue: Otis Redding Sings Soul’ fra 1965 er populær. Det er nok den mest velansete soulplade, Atlantic nogensinde har udgivet. Den er ofte nær toppen af lister over de bedste soulplader nogensinde, og den gav Redding sit store gennembrud gennem singler som ‘I’ve Been Loving You Too Long’ og hans cover af ‘Satisfaction’. Og det er jo egentlig ret sjovt, at den er blevet så populær, for det er næsten en regulær cover-plade. Der er lige så mange sange her, der oprindeligt er af Sam Cooke som oprindeligt er af Redding. En stor del af sangene var desuden allerede meget populære i forvejen, og de huskes stadig i dag bedst i originaludgaverne. Derfor kan man let spørge sig selv: hvorfor ikke bare høre originalerne?

For at undersøge dette, kunne man nok kigge på det cover, der i min optik fungerer allerbedst, nemlig ‘Satisfaction’, oprindeligt af The Rolling Stones. Det er det eneste cover af en rock-sang, men den fungerer rigtig godt. Der er i forvejen lidt R&B-elementer i originalen, og det er fedt at høre Redding trække dem ud og accentuere dem. Tilføjelsen af blæserne fungerer også rigtig godt, og sangens rockede natur lægger op til godt med impulsiv energi på tværs af Redding og bandet. Et rygte siger, at Redding egentlig ikke teksten udenad, hvilket ledte til en mere improviseret, impulsiv vokaloptræden. Vildskab er en kvalitet, der generelt klæder Redding og bandet rigtig godt, og vi får den også på Reddings egen ‘Respect’, der senere blev endnu mere populær i en cover-udgave af Aretha Franklin, samt på ‘Shake’ af den dengang nyligt afdøde Sam Cooke. Sam Cooke fylder som sagt en del på denne plade, for han har været en afgørende indflydelse på Redding som musiker. Mens jeg føler, at Reddings fortolkning af ‘Wonderful World’ gør den fjollede kærlighedssang lidt for storladen, er hans udgave af ‘Change Gonna Come’ rigtig smuk og respektfuld, selvom man måske med rette kan kritisere den for at læne sig meget op ad originalen.

Generelt er sangene faktisk super lækre. Det er let at forstå, hvorfor Redding har vækket opsigt. Alligevel finder jeg det distraherende, at så mange sange er covers. Det er jo stadig god musik, men pladen føles bare ret usammenhængende. Cover-plader, selv af meget velkendte sange, kan sagtens have sammenhæng, det har bl.a. Xiu Xiu, Willie Nelson og Johnny Cash bevist, for ikke at tale om et utal af juleplader. Jeg tror bare, at det kræver lidt ekstra fokus på struktur. Den fokus har ‘Otis Blue’ ikke rigtig. Til gengæld har vi en formidabel sanger i Otis Redding, et skidedygtigt band i Booker T. and the M.G.’s og en fantastisk producer i Isaac Hayes, og de er alle sammen absolut i højsædet. Det lyder alt sammen rigtig godt, men jeg føler ikke den store sammenhæng i pladen. Hvis man vil høre disse sange i deres ideelle sammenhæng, bør man muligvis rettere opsøge nogle af de live-plader, Redding optog på denne tid, bl.a. ‘Live in Europe’ og ‘Historic Performances Recorded at the Monterey International Pop Festival’. Stadig, hvis man vil udforske Reddings diskografi, er ‘Otis Blue’ en mindeværdig, velskåret samling sange.

251 – Otis Redding – Dictionary of Soul (1966)

Udgivet den af
Svar

Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med et live-album ved navn Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King and Queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & Unbelievable: The Otis Redding Dictionary of Soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of Soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske Try a Little Tenderness, men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings andre plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med virkelig dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og producerstolene sad også 4 navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.

Sangskrivningen er generelt rigtig god i løbet af Dictionary of Soul, og Redding har helt eller delvist skrevet 7 af pladens 12 sange. Dette overraskede mig meget, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller intet andet album, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet nær så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den virkelig fængende Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song), som er let at synge med på, den går over i den funky I’m Sick Y’all, som er virkelig sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke super-tydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af country-sangen Temnessee Waltz. Det er ikke albummets bedst kendte sang, men det er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Selv er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer Sweet Loreene stærkt med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på I’m Sick Y’all. Første halvdel af pladen har også meget god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, mere trist eller sentimentalt nummer, efter det kommer en, man virkelig kan feste løs til. Efter Sweet Loreene kommer da albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras Try a Little Tenderness, og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.

Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen Day Tripper, og det er langt fra nær så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig 6 ret fede sange, men de er med undtagelse af She Put the Hurt on Me slet ikke nær så energiske som de festligste på første halvdel. Denne er dog nok det bedste af de energiske numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både My Lover’s Prayer og You’re Still My Baby er meget lig Tennessee Waltz i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, og især My Lover’s Prayer er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er meget glad for den Smokey Robinson-inspirerede Ton of Joy, og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en meget fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede Hawg for You, der med sin animalske seksualitet virkelig viser en uvant side for Redding, og noget der er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, Love Have Mercy starter som en ret gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of Soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.

474 – Otis Redding – Live In Europe (1967)

Udgivet den af
Svar

Det sidste album, den legendariske soulsanger Otis Redding nåede at udgive før sin alt for tidlige død i september 1967 var et live-album optaget i Paris under hans europaturné det år. Albummet fik navnet Live In Europe, og det er klart, at Otis Redding ikke blev værre med tiden. Jeg tror, jeg vil sige, at næsten alle sange på albummet er bedst i denne udgave. Måske har det bare noget at gøre med, hvor ofte jeg har hørt de oprindelige udgaver af Try a Little Tenderness eller I’ve Been Loving You to Long, hvilket nok bare har gjort mig træt af dem, men også med sange, som jeg ikke har hørt så ofte, foretrækker jeg dem i Live In Europe-udgaven. Sådan en sang som Respect, der jo nok er bedst kendt i Aretha Franklins coverversion, har jeg sjældent lyttet til Reddings studieudgave af, men hans liveoptagelse er helt formidabel, og den sætter virkelig gang i festen, da den er åbningsnummeret, og det skyldes ikke alene hvor meget energi Redding lægger i sin vokal, det skyldes også at han har et fantastisk band med sig, og vi snakker ikke om hvem som helst.

Gennem hele turneen havde han selveste Booker T. & the MG’s med sig. De spillede også til de fleste af hans studiealbums, men de leverer enormt meget her. Man kan høre at hvert eneste medlem spiller med liv og sjæl, og det er meget svært at sidde stille, når de virkelig giver den gas. Den gas bliver spredt tilpas ud, så der ikke kommer for meget energi af gangen, hvilket gør de energiske dele meget mere effektive. Otis giver den lige så meget som sanger, og han sætter tydeligvis sin stemme på spidsen ofte, både teknisk og følelsesmæssigt. Albummets optrædener er stort set fejlfri, men albummet har nogle mindre problemer. For det første har produktionen mangler. Der er vel kun så og så meget, en producer har at gøre med en koncertoptagelse, og det handler vel om lydens styrke og kvalitet. Kvaliteten har ingen problemer, det føles som om, man er der, men lydstyrken måtte gerne være balanceret bedre. Musikken er rigtig rigtig høj, men når Redding en sjælden gang imellem beslutter sig for at tale, skal jeg gøre mig rigtig umage, før jeg kan høre, hvad han siger.

Sangvalget kunne nok også godt have været en smule bedre. Forstå mig ret, det er nogle rigtig gode sange, han synger, men 8 af de 10 sange kommer fra enten Dictionary of Soul eller Otis Blue. Det er to af hans absolut bedste plader, men han har vel andet i sig end de to. Næsten hele hans katalog var jo til rådighed, da koncerten fandt sted. Alt i alt er Live In Europe en meget tilfredsstillende soulplade. Den oser langt væk af entusiasme, sjæl og høj teknisk standard i sang og spil. Hvis du ikke er til Otis Redding ellers, har denne plade dog ikke meget anderledes at byde på. Den lyder fuldkommen sådan, man ville forvente Otis Redding at lyde live. Det kan så både være en god og en dårlig ting, men det er i alle fald svært at sidde stille til.