Tag-arkiv: Blues

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

74 – Otis Redding – Otis Blue: Otis Redding Sings Soul (1965)

Udgivet den af
Svar

Jeg har svært ved at pege på en bølge i soulmusikken, der har haft en nær fed lyd som den sydstatssoul, man kunne finde hos pladeselskabet Atlantic i 1960’erne. Mens Motown takket være folk som Smokey Robinson, Marvin Gaye og Stevie Wonder kunne prale af at have genrens bedste sangskrivere, havde Atlantic helt klart det bedste band, nemlig Booker T. & The M.G.’s. De spillede på en lang række af tidens store soul-plader, men bedst husket er nok deres plader med den store soulsanger Otis Redding. Især pladen ‘Otis Blue: Otis Redding Sings Soul’ fra 1965 er populær. Det er nok den mest velansete soulplade, Atlantic nogensinde har udgivet. Den er ofte nær toppen af lister over de bedste soulplader nogensinde, og den gav Redding sit store gennembrud gennem singler som ‘I’ve Been Loving You Too Long’ og hans cover af ‘Satisfaction’. Og det er jo egentlig ret sjovt, at den er blevet så populær, for det er næsten en regulær cover-plade. Der er lige så mange sange her, der oprindeligt er af Sam Cooke som oprindeligt er af Redding. En stor del af sangene var desuden allerede meget populære i forvejen, og de huskes stadig i dag bedst i originaludgaverne. Derfor kan man let spørge sig selv: hvorfor ikke bare høre originalerne?

For at undersøge dette, kunne man nok kigge på det cover, der i min optik fungerer allerbedst, nemlig ‘Satisfaction’, oprindeligt af The Rolling Stones. Det er det eneste cover af en rock-sang, men den fungerer rigtig godt. Der er i forvejen lidt R&B-elementer i originalen, og det er fedt at høre Redding trække dem ud og accentuere dem. Tilføjelsen af blæserne fungerer også rigtig godt, og sangens rockede natur lægger op til godt med impulsiv energi på tværs af Redding og bandet. Et rygte siger, at Redding egentlig ikke teksten udenad, hvilket ledte til en mere improviseret, impulsiv vokaloptræden. Vildskab er en kvalitet, der generelt klæder Redding og bandet rigtig godt, og vi får den også på Reddings egen ‘Respect’, der senere blev endnu mere populær i en cover-udgave af Aretha Franklin, samt på ‘Shake’ af den dengang nyligt afdøde Sam Cooke. Sam Cooke fylder som sagt en del på denne plade, for han har været en afgørende indflydelse på Redding som musiker. Mens jeg føler, at Reddings fortolkning af ‘Wonderful World’ gør den fjollede kærlighedssang lidt for storladen, er hans udgave af ‘Change Gonna Come’ rigtig smuk og respektfuld, selvom man måske med rette kan kritisere den for at læne sig meget op ad originalen.

Generelt er sangene faktisk super lækre. Det er let at forstå, hvorfor Redding har vækket opsigt. Alligevel finder jeg det distraherende, at så mange sange er covers. Det er jo stadig god musik, men pladen føles bare ret usammenhængende. Cover-plader, selv af meget velkendte sange, kan sagtens have sammenhæng, det har bl.a. Xiu Xiu, Willie Nelson og Johnny Cash bevist, for ikke at tale om et utal af juleplader. Jeg tror bare, at det kræver lidt ekstra fokus på struktur. Den fokus har ‘Otis Blue’ ikke rigtig. Til gengæld har vi en formidabel sanger i Otis Redding, et skidedygtigt band i Booker T. and the M.G.’s og en fantastisk producer i Isaac Hayes, og de er alle sammen absolut i højsædet. Det lyder alt sammen rigtig godt, men jeg føler ikke den store sammenhæng i pladen. Hvis man vil høre disse sange i deres ideelle sammenhæng, bør man muligvis rettere opsøge nogle af de live-plader, Redding optog på denne tid, bl.a. ‘Live in Europe’ og ‘Historic Performances Recorded at the Monterey International Pop Festival’. Stadig, hvis man vil udforske Reddings diskografi, er ‘Otis Blue’ en mindeværdig, velskåret samling sange.

115 – Derek and the Dominos – Layla and Other Assorted Love Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

Da Eric Clapton var medlem af Cream, markerede det perioden, hvor han ville udgive sit mest rå, simple materiale. Bandet bestod da også kun af én guitarist, én bassist og én trommeslager. I den anden grøft af Claptons karriere finder vi gruppen Derek and the Dominos, et fem mand stort band med to guitarister, en keyboardist, en trommeslager og en bassist, hvor hele to af disse er sangere – ofte samtidig. Så selvom Claptons variant af rockmusik som altid er inspireret af blues, er det en mere fyldig, progressiv, varieret lyd man får på det eneste studiealbum, Derek and the Dominos nogensinde udgav, Layla and Other Assorted Love Songs. Som titlen antyder, omhandler alle sange på dette dobbeltalbum kærlighed. Da der tages udgangspunkt i bluesmusikken, bør det næsten give sig selv, at det heller ikke er verdens lykkeligste kærlighedsscenarier, der udspiller sig. Der er meget tematik om knuste hjerter, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er 77 minutters klynken. Disse sorger bliver gjort meget energiske og vilde på numre som Why Does Love Got to Be So Sad? og naturligvis den mesterlige Layla. Endvidere er der også nogle mere muntre numre, såsom Keep on Growing og Anyday.

De mere energiske numre er nok netop mine favoritter på pladen, og det er den lyd, jeg tænker på, når vi snakker om Derek and the Dominos. Det er den, der mest umiskendeligt lyder som dem frem for nogen anden blues-rock-gruppe, og man kan endda mærke elementer af progressiv rock på disse numre. Lyden er knap så karakteristisk på de mere klassisk strukturerede blues-numre, hvoraf der også er en del covers, men de bliver stadig smukt opført. Deres udgave af blues-standarden Nobody Knows You When You’re Down and Out er meget mindeværdig, og teksten går rent ind gennem Claptons vokal. Der er i løbet af hele pladen en klar dynamik mellem det langsomme og det hurtige, det stille og det højlydte, det simple og det komplicerede. Det næstsidste nummer, Layla er et klasseeksempel på dette. Sangen går i et minut gennem et crescendo bygget op om sangens riff, hvorefter et klaver pludselig hopper ind, hvorefter alle instrumenter brat stopper. Så begynder en ny opbygning, her en mere inderlig, følsom optræden, der dog stadig ender med at blive ret højlydt og kompakt i sin lyd. Pladen vælger at afslutte på en endnu mere afdæmpet måde, nemlig med en stille akustisk folk-sang ved navn Thorn Tree in the Garden. Det sætter et elegant punktum på hele pladen.

Der er ikke noget dårligt nummer på hele pladen – Key to the Higway ville nok være bedre hvis det kunne have været en smule kortere end 9 minutter, og It’s Too Late er en lidt for simpel popsang, til at den passer så godt ind på pladen, men gruppens opførsel af den er stadig rigtig solid. Problemet ved pladen er mest af alt længden. Det er selvfølgelig ikke nogen synd i sig selv, at pladen er 77 minutter lang, men plader af den længde skal altså have meget variation, for at de ikke bliver spor trættende i længden. Som sagt er de fleste af sangene blues-prægede rocksange om ulykkelig kærlighed, så selvom der er fin variation indenfor dette tema, er det nok for afgrænset til, at 77 minutter ikke bliver en for stor mundfuld for mig. Hvis de havde formået at skære en 15-25 minutter af, ville jeg absolut synes mere om pladen. Som den er, er det dog stadig et album, der absolut er værd at lytte til. Man skal bare være i det helt rette humør, for 77 minutters bluesrock om hjertesorger passer ikke til alle stunder. Når disse stunder dog kommer, er Claptons og Allmans guitareskapader dog ideelle.

116 – Etta James – At Last! (1960)

Udgivet den af
Svar

Etta James havde en af de største soul-stemmer nogensinde. Den var virkelig blød for det meste, men hun havde så flot kontrol over den, at hun sagtens kan trække den i mere hårdføre retninger. Hendes første album, der fik titlen At Last!, udkom i 1960, men siden 1955 havde hun udgivet stribevis af populære singler. Indholdet på At Last! var dog spritnyt, og mange af hendes bedste numre er på tracklisten. Naturligvis kan titelnummeret nævnes, men også Trust in Me og A Sunday Kind of Love er store, sjælfulde ballader, som absolut er værd at lytte til, og den bluesede I Just Want to Make Love To You er skøn. Det er som med de fleste albums fra den tid ikke et særlig stilren eller konsekvent helhedsoplevelse. Det er mest af alt en samling sange, som Etta James tilfældigvis indspillede i 1960. Det er dog heldigvis ikke en lang plade, den er kun 29 minutter lang, så pladens manglende dynamik gør stort set aldrig, at man bliver træt af Etta James. Til gengæld kan det ændre på indtrykket, man får af visse numre. Jeg ville fx muligvis have syntes bedre om den rock and roll-prægede Tough Mary, hvis resten af pladen på nogen måde havde lagt op til den stil. Som den står nu, virker den lettere fjollet.

Der er desværre også et generelt kvalitetssving på pladen. De storladne, lykkelige eller længselsfulde kærlighedssange er uden tvivl det, der klæder Etta James bedst. Det er heldigvis også dem, der er flest af, men når hun begynder at være sørgmodig på All I Could Do Was Cry, bliver det en kende vammelt, og det lyder på ingen måde oprigtigt. Jeg føler mig faktisk en smule talt ned til, hvis det er meningen, jeg skal tro på det scenarie, der bliver fremstillet i teksten. Det kunne måske være en smule trættende, hvis det storladne soul-skrålen skulle være basis for alle sange på pladen, men så ville jeg absolut foretrække nogle mere blues-prægede sange i stedet, og pladen er som sagt ikke så lang, så det er begrænset, hvor meget den kan udmatte dig. Med det sagt, så virker dynamikken faktisk ret fint. Den er absolut ikke ideel, men pladen er stadig relativt varieret i forhold til både stil, hastighed og lydniveau. Den er absolut acceptabel til en plade på 29 minutter. Andre former for albumstruktur er dog slet ikke til stede. Intet nummer bygger op til et andet eller er med til at skabe et større tematisk helhedsindtryk.

Lyden på pladen er generelt meget klassisk soul. Der er elementer af standard-vokaljazz, hvilket blot udnytter James’ stemme endnu bedre. I det hele taget er hvert eneste nummer meget imponerende, hvis man har fokus på Etta James’ vokalpræstation. Hendes stemme lyder fuldkommen fantastisk på hvert eneste nummer, ingen undtagelse. Den slags situationer kommer tit med en tilgang, hvor det er vigtigere at sangeren skal kunne imponere med sin stemme, end at musikken rent faktisk forsøger at have noget at byde på i sig selv. Dette er ikke generelt tilfældet på At Last!. Det er ikke alle numre, jeg holder lige meget af, så på visse er James’ flotte stemme den væsentligste “saving grace”. Men på alle numrene kan jeg se, hvad de har prøvet at opnå, og ganske tit lykkes det da også. At Last! er en ganske fin plade. Den underholder acceptabelt nok i den korte tid den varer, og sangene er varierede nok, til at man aldrig keder sig, mens der stadig er nok af balladerne, som jo er guffet. Der er ikke de store overraskelser eller den helt store holdbarhed på pladen, men den har stadig absolut noget at byde på.

141 – B.B. King – Live at the Regal (1965)

Udgivet den af
Svar

B. B. King er en af de bedste bluesmusikere nogensinde, og da han var på toppen var han med sit talentfulde band et af tidens bedste livenavne. Hans flotte optræden fra The Regal Theater i Chicago i 1964 blev året efter udgivet som plade. I denne form blev koncerten cementeret som et af bluesmusikkens helt store mesterværker, og kaldes ofte for den bedste liveplade i hele bluesgenren, hvis ikke endda den bedste bluesplade nogensinde. Det er stadig i dag en meget levende plade. Man kan høre publikums entusiasme, når bandet går på scenen, og man har let ved at forestille sig bandet gå på scenen, gribe fat i deres instrumenter og spille en yderst slagkraftig og svingende udgave af Every Day I Have The Blues. King sørger for at tale mellem numrene, mens bandet spiller i baggrunden. Når han taler forsøger han ikke kun at skabe kontakt til publikum, han forbinder også sangene sammen. Han får gennem sin monolog It’s My Own Fault til at fremstå som en direkte fortsættelse til Sweet Little Angel, hvilket jeg synes gør sangene mere interessante, og derudover er det også bare en pudsig idé. Sangene glider også således meget naturligt over i hinanden, og derfor er der aldrig øjeblikke, hvor man ikke har noget at lytte til.

Foruden det sædvanlige ensamble med en kontrabassist og en trommeslager har guitarvirtuosoen King også en saxofonist og en pianist med på scenen. Disse to giver pladen mere fylde end de fleste bluesplader, og hele bandet sender mange tanker over mod bluesmusikkens populære søstergenre, jazz. Det hele er spillet så planlagt og nøjagtigt et sekund, og det næste begynder fri improvisation fra Kings side på guitaren. Ikke alene viser dette bandets kundskaber som musikere og som fællesskab, det er også absolut med til at gøre oplevelsen mere gribende. Når King går ind i en af disse soloer, er det noget af det mest imponerende Blues-guitar, man kan forestille sig, og endnu mere fascinerende er det, hvor let han får det til at lyde. Selvom han giver det gas som mester af bluesguitaren, er der absolut også plads til at han fremviser sine evner som vokalist. Han synger med sine lungers fulde kraft, og hver eneste sang får meget mere betydning gennem hans vokalpræstation. Det er sjældent man finder nogen, der som B.B. King kan både synge og spille guitar så imponerende godt, og på Live at the Regal overgår han muligvis sig selv indenfor begge kunstarter.

Med alt dette sagt, er Live at the Regal dog ikke en perfekt plade. Pladens B-side starter underligt nok med, at King bliver introduceret igen, hvorefter bandet begynder at spille noget langsom musik. Så stopper de brat, og efter et sekunds stilhed begynder You Upset Me Baby. Det er underligt at få reintroduceret ham midt i albummet, hvis man lytter til cd-udgaven, og uanset hvad, er det underligt, at musikken stopper brat, for at en ny sang kan begynde. Mit største problem, er dog, at pladen afslutter vældig svagt. Forstå mig ret, Help the Poor er et fedt nummer, og det lyder vidunderligt på pladen med sine eksotiske rytmer og B.B Kings lumre stemme. Det afslutter dog ikke koncerten særlig eksplosivt. Klapsalven er lille, og King takker ikke publikum eller noget. Man hører kun et svagt “thank you” i baggrunden. Pladen er kun 35 minutter lang, så de har sandsynligvis klippet en del fra, men at klippe det, så afslutningsnummeret ikke på nogen måde runder pladen af, er i min optik et stort fejltrin. Faktum er og bliver dog stadig, at Live at the Regal er en yderst anbefalelsesværdig plade, som sagtens kan fungere som introduktion til bluesmusikkens vidunderlige verden.

153 – Howlin’ Wolf – Moanin’ in the Moonlight (1959)

Udgivet den af
Svar

Howlin’ Wolf var født med en stemme, der var perfekt til bluesmusik. Den var sprød og kradset, og den var på en gang beskidt og fuld af sjæl. Hans måde at formidle blues gennem sin stemme er uovertruffen, og selv hvis han skulle finde på at lave et mere middelmådigt nummer, ville hans stemme løfte det højt op. I løbet af 50’erne udgav han mange singler for pladeselskabet Chess, og 12 af disse blev i 1959 opsamlet på hans første studiealbum, Moanin’ in the Moonlight. Ja, definitionen af et studiealbum var noget løsere dengang, og fordi de næppe oprindeligt blev udgivet med henblik på et album, vil jeg anmelde Moanin’ in the Moonlight som en opsamling. Og i forhold til, at den er en opsamling, er den ret konsekvent i sin lyd. Det siger måske mest af alt, at Howlin’ Wolf ikke udviklede sig synderligt meget fra 1951 til 1959, men han havde også fat i en fed lyd. Derudover er udvalget også ret godt. Der er visse Chess-singler, der er blevet fravalgt, og det er ikke nogle, der er blevet store klassikere sidenhen. Jeg er dog ret glad for sange som Howlin’ Wolf Boogie og Mr. Highway Man, men det er ikke store tab.

Derudover er Howlin’ Wolfs musik nok lidt for simpel, til at flere numre ville være en særlig god idé. 33 minutter virker som en ganske tilpas længde, når der nu ikke er bedre albumstruktur. For albumstrukturen virker i grunden ret tilfældig i opbygning. Der er lige sørget for, at sange, der minder alt for meget om hinanden (f.eks. Smokestack Lightning  og Moanin’ for My Baby) ikke er for tæt på hinanden. Dermed kan man nyde begge to, selvom man da kommer til at lægge mærke til, at Moanin’ for My Baby minder lige lovlig meget om en sang, man tidligere har hørt, og som desuden var langt mere veludført. Der er også som så mange opsamlinger svingninger i kvaliteten. Når man bliver præsenteret for mesterlige sange som Smokestack Lightning, Evil, I Asked for Water (She Gave Me Gasoline) og How Many More Years, kan sange som I’m Leaving You, Moanin’ for My Baby og No Place to Go godt virke lidt banale. Men stadig, der er masser af følelse, og de er ikke decideret dårlige. Til gengæld er de ikke produceret lige godt, og det er problematisk. Noget af årsagen til, at man husker Smokestack Lightning så godt, er måske bare, at den er produceret så meget mere lækkert end den rodede All Night Boogie (All Night Long).

Howlin’ Wolf er måske i grunden ikke en kunstner, der er særlig velegnet til albumformatet, men Chess gjorde et hæderligt forsøg, og efter min mening, fik de faktisk skruet noget ganske tilfredsstillende sammen et par år efter med pladen, der blot hedder Howlin’ Wolf. Denne er opbygget efter samme koncept, men indenfor en kortere årrække, nemlig kun fra 1959 til 1962. Man kan let anskaffe disse to i en bundle, det er faktisk stort set lettere end at få dem hver for sig. Sammen udgør de en rigtig god introduktion til Howlin’ Wolf, og de rummer alle de essentielle tracks. Der er også mange fine numre på Moanin’ in the Moonlight, men kvaliteten på optagelserne såvel som selve sangene svinger, og jeg har derfor svært ved at anbefale Moanin’ in the Moonlight med hele mit hjerte, med mindre man skulle være meget interesseret i at udforske Howlin’ Wolfs karriere. Start i så fald med albummet Howlin’ Wolf, som da også kommer først på bundlen, og hvis den er noget for dig, så søg i det mere beskidte guld på Moanin’ in the Moonlight.

214 – Bo Diddley – Bo Diddley/Go Bo Diddley (1990)

Udgivet den af
Svar

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Denne blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og derpå er et meget varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig ville kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, Bo Diddley er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens I’m A Man er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra Hoochie Coochie Man af Muddy Waters, men det her fungerer bare endnu bedre, nok fordi det er blevet gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid virkelig sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra Bo Diddley, så er riffet fra I’m A Man blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at Mona og Road Runner mangler, men Road Runner var end ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og Mona var trods alt kun en b-side til Hey! Bo Diddley, og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. Hey! Bo Diddley er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også virkelig god. Den er bygget over Old MacDonald Had a Farm, og den bliver faktisk forvandet til en ret sej rock and roll-sang. På pladen er der en ganske fin blanding af traditionel bluesmusik og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men med Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en meget interessant oplevelse. Der er nogle ret spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er Say Man en virkelig særpræget sang, hvor han har en ganske morsom samtale med sin maracas-spiller over en meget energisk instrumentation.

Der er også hele 2 instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. er Dearest Darling herpå, og mens det er en virkelig god sang, så har vi allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er Oh Yeah stort set bare I’m a Man med anden tekst. Mange af sangene er bare heller ikke så mindeværdige, selvom visse, f.eks. Say Man, Crackin’ Up og især den dramatiske The Great Grandfather er særdeles positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er I’m Sorry en virkelig kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Jeg forstår godt, at de valgte at udgive denne som en single, for lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge meget korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

223 – Howlin’ Wolf – Howlin’ Wolf (1962)

Udgivet den af
Svar

Blueslegenden Howlin’ Wolf gjorde sig mest i singler, og hans to første albums var da også stort set bare opsamlinger af singler, han havde udgivet de sidste par år. Den første af disse, Moanin’ in the Moonlight består hovedsageligt af sange, Howlin’ Wolf selv skrev, mens størstedelen af den anden plade, der blot hed Howlin’ Wolf, er skrevet af Willie Dixon, der også spiller bas på visse numre. På de andre spiller Buddy Guy, så bluestalenter har Howlin’ Wolf ikke savnet at arbejde sammen med. Howlin’ Wolf – eller The Rockin’ Chair Album, som det også kaldes grundet den markante gyngestol på coveret – opsamler samtlige singler og b-sider han lavede fra slutningen af 1959 til en gang i midten af 1962. Det er 11 sange i alt, og oven i disse finder man sangen Howlin’ for My Baby, der dengang ikke var udgivet før. Noget af det, jeg elsker ved Howlin’ Wolf er, at han er så let, meget lettere end mange andre bluesmusikere bare at lytte til uden at skulle være i noget særligt humør og uden at man skal falde bagover grundet instrumentationen. Det er stort set rock and roll, meget af det.

Det, der gør, at han ikke normalt opfattes som en rockmusiker er bl.a. hans stemme. Det er en af de største bluesstemmer nogensinde. Den er så beskidt og så grim, at sangene får en helt særlig personlighed, de næppe ville have fået, hvis det bare var Dixon selv eller en eller anden tilfældig sanger havde sunget dem. Sange som Wang Dang Doodle, Shake for Me og Little Baby er så beskidte og liderlige, at man har svært ved ikke at holde af dem i deres animalske natur. Vokalmelodierne er som forventet meget simple, men de er spillet med meget variation og fylde. Det er ikke som gamle standarder af Robert Johnson, hvor man måske i længden kan blive træt af, hvor ens meget af det lyder, da det jo bare er hans stemme og hans utrolige guitarevner. Det er heller ikke som Folk Singer af Muddy Waters, en anden plade, Dixon arbejdede med, hvor bas trommer og guitar sammen spiller virkelig forbløffende. Det er mere som noget rå rockmusik, hvor klaver bliver kastet oveni, og hvor præcision er langt fra nær så vigtigt som evnen til at have det sjovt. Garageblues er en vending, jeg har hørt brugt om f.eks. The White Stripes, men den passer på fuldkommen andre parametre også perfekt på Howlin’ Wolf.

Howlin’ Wolf lider desværre af et væsentligt problem, selvom kvaliteten er meget høj, og det er overraskende nok ikke, at det ikke føles som et album. Sangene hænger vældig godt sammen, og det er virkelig ikke til at høre, at de ikke var tiltænkt albumformatet. Det er, at det kun føles som et halvt album. Albummet er færdigt før man opdager det. Jeg har tit spillet det, og sagt til mig selv, at jeg var ved den anden sang, og så fundet ud af, at jeg var midt i track 5, og når det hele er slut, tænker man “var det det hele?”. Det er end ikke fordi sangene er korte eller ikke er mindeværdige, der er bare ikke nok, og der mangler nogle klare dynamiske højdepunkter. Dynamikken er bare ikke skarp nok til at klare så kort en albumlængde. Det er sikkert derfor at mange foretrækker at høre Howlin’ Wolf og Moanin’ in the Moonlight i én lang køre, og der er da også en udgave, hvor man får begge plader på én cd. Det er underligt nok i omvendt rækkefølge, men det er faktisk en meget solid måde at lytte til musikken. Howlin’ Wolf er dog også en ganske solid plade på egne ben.

276 – Diverse Kunstnere – Anthology of American Folk Music (1952)

Udgivet den af
Svar

Harry Smith var en eksperimenterende filmskaber, der i 1952 samlet 84 folkesange, som var blevet optaget i 20’erne og 30’erne. Smith samlede disse sange på tre dobbelt-LP’er. Den første af disse havde undertitlen Ballads og fokuserede sjovt nok på ballader. Den anden havde den lidt mere uigennemskuelige titel Social Music og fokuserede delvist på musik spillet til festlige lejligheder og delvist på religiøs musik. Den sidste har den latterligt vage titel Songs, og den handler mest om hverdagsting – men næsten alt, der ikke ville passe på Ballads eller Social Music har fået sin stjernestund her. Meget af musikken er ikke værd at lytte til nu til dags, hvis man bare lytter til det for at høre noget god musik. Meget af det er meget simpelt og ensformigt, og til trods for, at hver sang kun varer ca. 3 minutter, er mange af dem virkelig langtrukne, da vers såvel som omkvæd er meget korte. Dette kan især siges om Ballads, hvor sange som King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O af Chubby Parker og Peg and Awl af The Carolina Tar Heels kan være svære at holde ud i længden

Der er dog meget, der stadig er værd at lytte til, især på Social Music. Noget er ganske vist lige så ensartet som det værste på Ballads, men disse sange er ofte ret sære. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, når jeg lytter til Saut Crapaud af Columbus Fruge eller Rocky Road af Alabama Sacred Harp Singers. Social Music er uden tvivl også den del, der er lettest at forstå. Selv med det værste af denne musik, forstår man, hvorfor det er her, for det gjorde folk glade. Dels er der rigtig meget festmusik, der bliver spillet på strygere, og man kan lige se for sig, hvordan folk danser rundt i salen. I nogle af tilfældene kan man endda høre folk hoppe rundt og sige “one – two”. Det giver en vis livsglæde. Al gospelmusikken er også virkelig sjov. Musikerne lever sig virkelig ind i det, og man føler sig velsignet af deres enorme dedikation. Songs er uden tvivl den mest moderne af de tre dobbelt-LP’er. Det er dog kun relativt til de andre, men meget af det lyder ikke særlig langt fra Elmore James’ og Woodie Guthries tidlige værker.

Hvis man har en interesse indenfor musikhistorie bliver albummet nok meget bedre end ellers. Grateful Dead, Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez, Beck, Nick Cave, Elvis Costello, John Fahley, Steve Earle, Sonic Youth, Lou Reed, Wilco og Richard Thompson er kun få af de navne, der har ladet sig inspirere af musikken herpå. På Songs lærer man også meget om hverdagslivet for de fattige dengang. Man hører om deres daglige problemer, om deres pengemangel, om døden omkring dem, om alskens sorger, men mange lykkestunder er også at finde. Det er ikke det mest berigende rent musikalsk, men det er jo bare lavet med det, der lige var i nærheden. Halvdelen af instrumenterne på pladen er nok hjemmelavede. Disse mennesker har ikke studeret musik eller noget, de var bare nogle hyggelige mennesker, der aldrig nogensinde ville tjene mere end nogle få håndører på musikken. Der er kun én årsag til at nogen som helst af disse numre blev optaget, og det er fordi disse mennesker elskede musikken. Det gør ikke albummet bedre at lytte til, for meget af denne musik er helt oprigtigt noget værre hø. Det er dog hø, der er optaget med kærlighed, og det kan man mærke. Det er svært at anbefale den, hvis musikhistorie ikke interesserer dig, men hvis det gør, så er den en meget god måde at lære denne periode at kende.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of Fire, Oh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All Right, Whole Lotta Shakin’ Goin’ On, Oobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.