Tag-arkiv: Country-gospel

129 – Hank Williams – 40 Greatest Hits (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg er ikke en stor countryfan, det indrømmer jeg, og at skulle anmelde The Complete Hank Williams var derfor noget af en opgave. Men nu, hvor jeg har gjort det, kan jeg jo for alvor dømme, hvorvidt Hank Williams-opsamlingen 40 Greatest Hits fra 1978 virkelig har indsnævret det til creme de la creme af Williams’ værk. Der vil jeg utvivlsomt sige ja. Størstedelen af disse sange husker jeg ganske tydeligt fra mine oplevelser med mega-bokssættet. Når jeg får hans karriere i denne mere kondenserede udgave, er det på alle måder også tydeligere, at Hank Williams faktisk var virkelig god til det med ord. Man får så vidt, jeg har observeret, ikke et eneste uægte rim, og hvis det ikke var imponerende nok, er hver eneste tekst samtidig meget tydeligt formidlet, mens han samtidig konsekvent fokuserer på emnet. Ordvalgene er også meget naturlige for det miljø, han repræsenterer. Foruden dette har Williams også et rigtig godt øre for fængende melodier. Der er hele 40 sange på denne opsamling, men når jeg kigger ned af tracklisten, kan jeg sagtens huske melodierne til næsten alle sange bare ved at kigge på sangens navn. Dette er ej heller fordi de bare banker melodien ind, for kun ét nummer varer over 3 minutter.

Hvor Hank Williams’ melodier altid er fængende, ender han dog tit med at blive lidt for glad for visse af dem. Man skal ikke lede særlig længe for at finde to melodier, der er helt ens: femte nummer, Mind Your Own Business, er blot en mindre energisk udgave af åbningsnummeret, Move It on Over; A Mansion on the Hill, Wedding Bells og My Son Calls Another Man Daddy har også alle samme melodi. Foruden dette problem, så støder vi også på, at Hank Williams skriver om de samme emner rigtig tit. Han skriver om kærlighed, især at få sit hjerte knust, men også af og til de mere lykkelige sider af det. Der er også nogle få sange om andre ting, men der er langt mellem dem. Jeg indrømme, at Hank Williams’ stemme dog sælger disse emner rigtig troværdigt. Der er masser af følelse i hans stemme, og det er uanset emne. Hans vanlige små knæk kan dog godt ende med at være en smule irriterende i længden. 40 sange er trods alt ret meget. Til trods for deres korte gennemsnitslængde, er pladen næsten 2 timer lang.

Denne 2 timers længde er nok en af de helt store dræbere. Hank Williams udgav aldrig et album i løbet af sin levetid, kun en lang stribe singler. Han mestrede faktisk virkelig singleformatet, selvom jeg må indrømme at visse sange stadig er lidt for vamle til min smag. Ingen af sangene holder heller helt fantastisk i dag, da de er ret simple, og mest af alt er et grundlag, som mange sangskrivere har bygget på sidenhen, men en stor del er stadig charmerende og underholdende. Williams er utvivlsomt dygtig til det, han gør, men det gør ikke nødvendigvis hans værker særlig gribende. Hans talenter er dog så åbenlyse, at jeg helt klart kan anbefale folk, at lytte til ham, men 2 timers Hank Williams er simpelthen for meget. Det er ikke nær så svært at komme igennem som med The Complete Hank Williams, men det er stadig anstrengende. Vi lever i streamingalderen, lyt hellere til nogle assorterede sange her og der. Hank Williams har aldrig været tiltænkt albumudgivelser, så hvis du vil gøre dig bekendt med ham, anbefaler jeg rettere at lytte til individuelle numre som Move it on Over, Kaw-Liga, Jambalaya (on the Bayou), Why Don’t You Love Me, I’m So Lonesome I Could Cry, Dear John, Long Gone Lonesome Blues eller Hey Good Lookin’.

225 – Hank Williams – The Complete Collection (1998)

Udgivet den af
Svar

Før jeg begynder denne anmeldelse for alvor, er der vist brug for en introduktion. Jeg prøver ikke at sige noget ondt om folkene bag en plade, når jeg giver den en negativ anmeldelse, min anmeldelse skal udelukkende reflektere min personlige oplevelse med albummet. På samme måde prøver jeg ikke at få musikerne til at se uvæsentlige ud i musikhistorien. Normalt behøver jeg ikke at sige sådan noget, for det kan almindeligt antages, at de bare har lavet en enkelt svipser, og at resten er noget bedre. Det kan dog ikke rigtig siges med denne plade, for med The Complete Hank Williams har jeg hørt ALT, manden har lavet. Det kan være svært at forstå, hvor meget det er. Det er alle singler, alle album-tracks, alle alternative udgaver af alle sangene, alle radiooptrædener, hvert eneste sekund af Hank Williams-lyd, der var tilgængelig i 1998, da opsamlingen udkom, selv interviews og lignende. Og opsamlingen er meget imponerende, tag ikke fejl af det. De har fundet næsten 10 timers lyd, og selvom det er noget af en præstation, så gør det også pladen meget svær at lytte til, med mindre man er stor fan af Williams.

Jeg synes selv godt om mange af Williams’ klassiske sange – både Lovesick Blues, Kaw-Liga, Hey Good Looking og mange andre fungerer så godt som mange af f.eks. Frank Sinatras klassiske popsange, men countrygenren giver dem noget kant. Det er ikke noget af min yndlingsmusik, men det er uden tvivl godt håndværk, og Williams laver meget hæderlige opførsler af sangene, uanset om han selv har skrevet dem eller ej. Denne opsamling har dog lært mig om mange meget dårlige Hank Williams-sange ved siden af. De fleste af dem er religiøse. Åbningsnummeret, Calling You, er en meget ensformig sang om at høre guds kald, og det er langt fra den bedste introduktion, man kunne få, men det bliver heldigvis bedre. Det er dog først med den syvende sang, Honky Tonkin’, at jeg får noget, jeg kan lide bare det mindste. Og de dårlige sange er der mange af. Ikke alle er dårlige, fordi de er religiøse, selvom det absolut hjælper på uudholdeligheden. Nogle er bare virkelig kedelige, langsomme og klichéfyldte countrysange.

Man kan altid sige, at de værre sange ikke var klichéfyldte efter den tids standarder, og at Hank Williams opfandt disse tendenser. Det er meget muligt, men der er to problemer ved det argument. For det første gør det ikke musikken mere interessant at lytte til nu til dags, og derudover var Williams også en stor faktor i at gøre sådan noget til klichéer. Bare at kigge på hans sangtitler kan være forvirrende, når de er så ens: 3 titler indeholder ordet “lonesome”, 11 indeholder “blues” og hele 12 forskellige numre har “heart” eller “hearts” i titlen. Det virker måske ikke som så meget, men vi snakker om en karriere, der spreder sig over under 6 år i alt. Det ender med at være meget ensformigt, også musikalsk. Det hjælper ikke, at mange af hans mest berømte sange findes i adskillige udgaver på pladen. Man kommer f.eks. til at høre Honky Tonk Blues hele 4 gange i løbet af opsamlingen. Set udelukkende som et arkæologisk værk, så er den helt vildt imponerende – hele 53 tracks derpå var aldrig før udgivet, og indpakningen såvel som infohæfterne er virkelig smukt udført. Som et album, som man lytter til fra start til slut, så er det noget sværere at holde af eller endda holde ud, hvis man ikke er meget stor fan. Men det har da gjort mig lidt gladere for mandens musik.

276 – Diverse Kunstnere – Anthology of American Folk Music (1952)

Udgivet den af
Svar

Harry Smith var en eksperimenterende filmskaber, der i 1952 samlet 84 folkesange, som var blevet optaget i 20’erne og 30’erne. Smith samlede disse sange på tre dobbelt-LP’er. Den første af disse havde undertitlen Ballads og fokuserede sjovt nok på ballader. Den anden havde den lidt mere uigennemskuelige titel Social Music og fokuserede delvist på musik spillet til festlige lejligheder og delvist på religiøs musik. Den sidste har den latterligt vage titel Songs, og den handler mest om hverdagsting – men næsten alt, der ikke ville passe på Ballads eller Social Music har fået sin stjernestund her. Meget af musikken er ikke værd at lytte til nu til dags, hvis man bare lytter til det for at høre noget god musik. Meget af det er meget simpelt og ensformigt, og til trods for, at hver sang kun varer ca. 3 minutter, er mange af dem virkelig langtrukne, da vers såvel som omkvæd er meget korte. Dette kan især siges om Ballads, hvor sange som King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O af Chubby Parker og Peg and Awl af The Carolina Tar Heels kan være svære at holde ud i længden

Der er dog meget, der stadig er værd at lytte til, især på Social Music. Noget er ganske vist lige så ensartet som det værste på Ballads, men disse sange er ofte ret sære. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, når jeg lytter til Saut Crapaud af Columbus Fruge eller Rocky Road af Alabama Sacred Harp Singers. Social Music er uden tvivl også den del, der er lettest at forstå. Selv med det værste af denne musik, forstår man, hvorfor det er her, for det gjorde folk glade. Dels er der rigtig meget festmusik, der bliver spillet på strygere, og man kan lige se for sig, hvordan folk danser rundt i salen. I nogle af tilfældene kan man endda høre folk hoppe rundt og sige “one – two”. Det giver en vis livsglæde. Al gospelmusikken er også virkelig sjov. Musikerne lever sig virkelig ind i det, og man føler sig velsignet af deres enorme dedikation. Songs er uden tvivl den mest moderne af de tre dobbelt-LP’er. Det er dog kun relativt til de andre, men meget af det lyder ikke særlig langt fra Elmore James’ og Woodie Guthries tidlige værker.

Hvis man har en interesse indenfor musikhistorie bliver albummet nok meget bedre end ellers. Grateful Dead, Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez, Beck, Nick Cave, Elvis Costello, John Fahley, Steve Earle, Sonic Youth, Lou Reed, Wilco og Richard Thompson er kun få af de navne, der har ladet sig inspirere af musikken herpå. På Songs lærer man også meget om hverdagslivet for de fattige dengang. Man hører om deres daglige problemer, om deres pengemangel, om døden omkring dem, om alskens sorger, men mange lykkestunder er også at finde. Det er ikke det mest berigende rent musikalsk, men det er jo bare lavet med det, der lige var i nærheden. Halvdelen af instrumenterne på pladen er nok hjemmelavede. Disse mennesker har ikke studeret musik eller noget, de var bare nogle hyggelige mennesker, der aldrig nogensinde ville tjene mere end nogle få håndører på musikken. Der er kun én årsag til at nogen som helst af disse numre blev optaget, og det er fordi disse mennesker elskede musikken. Det gør ikke albummet bedre at lytte til, for meget af denne musik er helt oprigtigt noget værre hø. Det er dog hø, der er optaget med kærlighed, og det kan man mærke. Det er svært at anbefale den, hvis musikhistorie ikke interesserer dig, men hvis det gør, så er den en meget god måde at lære denne periode at kende.