Tag-arkiv: 1978

92 – Buddy Holly / The Crickets – 20 Golden Greats (1978)

Udgivet den af
Svar

I midt-70’erne startede pladeselskabet EMI deres albumserie 20 Golden Greats, hvor de samlede 20 af de mest populære numre fra en af deres kendte kunstnere. Blandt kunstnerne, der fik lavet sådan et album kan nævnes The Beach Boys, Nat King Cole og Diana Ross, men det album fra serien, der huskes bedst, er nok det dedikeret til Buddy Holly. Jeg tror til dels, det har noget at gøre med, at Buddy Holly aldrig fik lavet noget særlig definitivt album i sin korte levetid. Jovist, der er en del klassiske sange på især hans to første albums, men jeg ville have svært ved at anbefale nogen af dem for at introducere Buddy Holly til nogen, der ikke kender ham – der er simpelthen for mange fyld-numre, der ikke holder. Derfor er opsamlinger nok en langt bedre måde at blive introduceret til Holly. Derudover fungerer Buddy Holly nok særligt godt til denne albumserie, da hans numre generelt er rigtig korte, så 20 tracks bliver ikke for stor en mundfuld. Albummet varer trods de 20 numre blot 45 numre, så man får dels en mere fyldestgørende oplevelse end studiepladerne, der alle varede under en halv time, men samtidig er oplevelsen stadig relativt kompakt

Nu er jeg ret glad for en del Buddy Holly-sange, men trods dette må jeg alligevel anerkende, at der er mange punkter, hvor hans musik ikke har ældet med ynde. Teksterne er spækket med klichéer, og nogle gange er disse klichéer hele omdrejningspunktet for nummeret. Man mærker aldrig særlig stor følelsesmæssig dybde, ikke særlig større end, at det er rart at være forelsket. Især de triste sange har derfor svært ved at ramme mig. Raining in my Heart er nok det bedste eksempel på en sang, jeg ikke føler, mest fordi den behandler en metafor, hvor regn repræsenterer sorg, alt for bogstaveligt til at tage seriøst. Words of Love bliver, trods den lykkelige stemning, også alt for sødsuppeagtig, og koret er nærmest arrangeret, så det lyder som en smølfesang. De to covers, der er inkluderet, er heller ikke værd at lytte til, især ikke sammenlignet med originalerne af hhv. Chuck Berry og Bo Diddley. Hollys scenepersona har altid været den lidt naive, kække skoledreng, der nok var den pæne dreng i klassen i forhold til mange af de andre tidlige rock and roll-musikere. Brown Eyed Handsome Man og Bo Diddley er numre, der kræver lidt mere attitude, ja hele pointen bag sidstnævnte er egentlig niveauet af attitude, og der kan Holly altså ikke følge med.

Sætter man pladen på med en forståelse for hvilken tid, musikken springer ud af, er der dog rigeligt med godter alligevel. Det er stort set altid kærlighedssange, melodierne er meget simple, og teksterne er ej just heller stor poesi, men meget af musikken kan alligevel sætte et stort smil på læben. Især første side af pladen, hvor man finder klassikere som That’ll Be the Day, Peggy Sue, Everyday og Not Fade Away er værd at lytte til. Her er det hovedsageligt numre fra Hollys to første studiealbums, mens den anden halvdel hovedsageligt kommer fra enten diverse singler eller posthume udgivelser. Mens de ganske vist er mere mindeværdige end meget af albumfyldet på Hollys studiealbums, så er mange af dem stadig en lettere tynd kop te, som jeg ikke tror, jeg vender tilbage til. De har dog placeret Rave On, muligvis Hollys bedste sang, på denne del af pladen, og når det kommer til Hollys knap så rockprægede sange, så har jeg et svagt punkt for True Love Ways, der efter min mening er Sinatras stemme værdig. I det store hele, selvom der ikke er nogen sange, jeg savner på 20 Golden Greats, er kvalitetsniveauet stadig meget svingende, og jeg tror, at man skulle trimme opsamlingen ned til 10-15 numre, før den nåede sit fulde potentiale.

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up, (I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s Girl, Lip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.

129 – Hank Williams – 40 Greatest Hits (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg er ikke en stor countryfan, det indrømmer jeg, og at skulle anmelde The Complete Hank Williams var derfor noget af en opgave. Men nu, hvor jeg har gjort det, kan jeg jo for alvor dømme, hvorvidt Hank Williams-opsamlingen 40 Greatest Hits fra 1978 virkelig har indsnævret det til creme de la creme af Williams’ værk. Der vil jeg utvivlsomt sige ja. Størstedelen af disse sange husker jeg ganske tydeligt fra mine oplevelser med mega-bokssættet. Når jeg får hans karriere i denne mere kondenserede udgave, er det på alle måder også tydeligere, at Hank Williams faktisk var virkelig god til det med ord. Man får så vidt, jeg har observeret, ikke et eneste uægte rim, og hvis det ikke var imponerende nok, er hver eneste tekst samtidig meget tydeligt formidlet, mens han samtidig konsekvent fokuserer på emnet. Ordvalgene er også meget naturlige for det miljø, han repræsenterer. Foruden dette har Williams også et rigtig godt øre for fængende melodier. Der er hele 40 sange på denne opsamling, men når jeg kigger ned af tracklisten, kan jeg sagtens huske melodierne til næsten alle sange bare ved at kigge på sangens navn. Dette er ej heller fordi de bare banker melodien ind, for kun ét nummer varer over 3 minutter.

Hvor Hank Williams’ melodier altid er fængende, ender han dog tit med at blive lidt for glad for visse af dem. Man skal ikke lede særlig længe for at finde to melodier, der er helt ens: femte nummer, Mind Your Own Business, er blot en mindre energisk udgave af åbningsnummeret, Move It on Over; A Mansion on the Hill, Wedding Bells og My Son Calls Another Man Daddy har også alle samme melodi. Foruden dette problem, så støder vi også på, at Hank Williams skriver om de samme emner rigtig tit. Han skriver om kærlighed, især at få sit hjerte knust, men også af og til de mere lykkelige sider af det. Der er også nogle få sange om andre ting, men der er langt mellem dem. Jeg indrømme, at Hank Williams’ stemme dog sælger disse emner rigtig troværdigt. Der er masser af følelse i hans stemme, og det er uanset emne. Hans vanlige små knæk kan dog godt ende med at være en smule irriterende i længden. 40 sange er trods alt ret meget. Til trods for deres korte gennemsnitslængde, er pladen næsten 2 timer lang.

Denne 2 timers længde er nok en af de helt store dræbere. Hank Williams udgav aldrig et album i løbet af sin levetid, kun en lang stribe singler. Han mestrede faktisk virkelig singleformatet, selvom jeg må indrømme at visse sange stadig er lidt for vamle til min smag. Ingen af sangene holder heller helt fantastisk i dag, da de er ret simple, og mest af alt er et grundlag, som mange sangskrivere har bygget på sidenhen, men en stor del er stadig charmerende og underholdende. Williams er utvivlsomt dygtig til det, han gør, men det gør ikke nødvendigvis hans værker særlig gribende. Hans talenter er dog så åbenlyse, at jeg helt klart kan anbefale folk, at lytte til ham, men 2 timers Hank Williams er simpelthen for meget. Det er ikke nær så svært at komme igennem som med The Complete Hank Williams, men det er stadig anstrengende. Vi lever i streamingalderen, lyt hellere til nogle assorterede sange her og der. Hank Williams har aldrig været tiltænkt albumudgivelser, så hvis du vil gøre dig bekendt med ham, anbefaler jeg rettere at lytte til individuelle numre som Move it on Over, Kaw-Liga, Jambalaya (on the Bayou), Why Don’t You Love Me, I’m So Lonesome I Could Cry, Dear John, Long Gone Lonesome Blues eller Hey Good Lookin’.

140 – Blondie – Parallel Lines (1978)

Udgivet den af
Svar

Den indflydelsesrige new wave-gruppe Blondie udgav deres debut i 1976, men det var først da de i 1978 udgav deres tredje album, Parallel Lines, at de fik deres helt store gennembrud. På pladen finder man populære singler som Heart of Glass, One Way or Another og deres cover af The Nerves-sangen Hanging on the Telephone. Disse tre sange udgør dog kun en brøkdel af pladen, som er propfyldt med fængende pop-rock. Der er et ganske varieret udbud af det. Det kan være langsomt og stemningsfuldt som på Fade Away and Radiate, 50’er-inspireret rock and roll som på I’m Gonna Love You Too, der da også er et Buddy Holly-cover, eller endda regulær disko som på Heart of Glass. Deres rødder i punkmusikken kan også mærkes over det hele, især i Chris Steins guitar og Clem Burkes trommer. Burke er ikke en enormt teknisk trommeslager, men han indsætter rigeligt med fills, og sørger for at bringe så meget variation til trommerne, som han nu engang kan gøre. Det føles en kende rodet, men ikke for rodet til, at det også er dybt charmerende. Bandet er måske ikke de største instrumentalister, men i fællesskab rammer de en blanding af pop og punk, som var helt unik dengang.

Forsanger Debbie Harry er dog for alvor stjernen i bandet. Hendes stemme går fra rå, dyb punkstemme på et nummer som Will Anything Happen? til de nu verdensberømte høje toner på Heart of Glass. Der er i det hele taget et væld af variation på pladen fra alle musikere, men det ændrer aldrig på, at der er en gennemgående lyd på pladen, så den føles konsekvent. Den er altid stilfuld og selvsikker, men aldrig fin eller excentrisk. Den lyd holder stadig den dag i dag, men jeg må indrømme, at teksterne lyder meget forældede. Lidt for ofte får man klichéfyldte rim som girl og world eller kiss og miss, men endnu oftere får man mere originale omend klodsede forsøg, såsom på den musikalsk meget spændende Picture This. En linje derfra går “I will give you my finest hour – The one I spent watching you shower”. Narrativet i tekster som I Know But I Don’t Know og Sunday Girl er også meget dårligt formidlet, nærmest som om, rimskemaet bare gør fortællingerne langsommere og sværere at forstå. Og når man snakker om forældede tekster var det intet mindre end en fejltagelse at lave et Buddy Holly-cover. Musikalsk passer den relativt godt ind, selvom den stadig lyder lidt gammeldags, men teksten er tydeligvis fra en anden tidsalder.

I Blondie var de dog gode til at lade næsten hele bandet være med til at skrive sange, så kvaliteten i både tekster og melodier kan naturligvis variere. Teksterne til One Way or Another og 11:59 er meget medrivende, levende og velskrevne, og det er i det hele taget nogen af pladens bedste sange med deres høje intensitet, der passer yderst godt til teksterne. I det hele taget graviterer jeg mest over mod de mere rockede numre, hvorfor Will Anything Happen? og Hanging on the Telephone. Det har muligvis noget at gøre med, at de mere højlydte numre pakker teksterne mere ind, hvor på et så rent produceret nummer som Sunday Girl eller Fade Away and Radiate er det svært ikke at fokusere på teksten, hvilket så kan være godt eller skidt alt efter tekstskriveren. Men det er nok noget, man må anerkende som både en fordel og en ulempe vel Parallel Lines som album: variationen. Det kan variere i stemning, i melodi, i inspirationskilder, men det falder dermed nok næppe i alles smag hele tiden. Men jeg tror, jeg kan sige, at det falder i de flestes smag det meste af tiden. Det falder i hvert fald i min smag rigtig ofte, og en stor del af pladen er fremragende.

151 – Bruce Springsteen – Darkness on the Edge of Town (1978)

Udgivet den af
2

Med albummet Born to Run fra 1975 havde Bruce Springsteen sat sig på det musikalske verdenskort som arbejderklassens talsmand, og hans sjove rock and roll-sange havde så meget sjæl og så meget stil, at der ingen skam var i, at han ikke rigtig havde skiftet spor, da han udgav sit næste album, Darkness on the Edge of Town, i 1978. Han havde stadig sit trofaste E Street Band med sig, og sammen lavede de 10 spritnye sange, og lyden var nu renere og mere lækker end før. Produktionen skinner lige fra det ikoniske klaverriff på Badlands åbner pladen. Den er produceret af Springsteen selv i fællesskab med Jon Landau, der også producerede Born to Run sammen med springsteen, og sidenhen har han produceret mange andre Springsteen-plader. Lyden er ganske vist ren, men der er ikke tale om barokpop eller noget. Det er musik om at arbejde, om at finde lykke og om at overkomme de værste perioder i sit liv gennem fællesskab, tro og mod. Og det afspejler sig også i musikken. Factory lyder meget trist og udmattet udmattet, som havde musikerne knoklet dag ud og dag ind inden optagelsen.

Badlands er udadtil en ret lykkelig sang. Men i grunden er den kun så lykkelig, fordi den handler om at drømme. Den handler om ambition og om viljestyrke hos en fattig ung mand. Han har ikke meget godt i livet, men han er glad for at være i live, og som Springsteen synger: “It ain’t no sin to be glad you’re alive”. Det er flotte, store ord. Albummet er dog på ingen måde en romantisering af fattigdom. På Streets of Fire hører man om hvordan afhængighed ødelægger en ung arbejders liv. Guitarsoloen derpå udtrykker godt, hvor skidt, det står til, næsten bedre end Springsteen selv er i stand til. Darkness on the Edge of Town er en oplagt plade at sammenligne med Born to Run. Det er som sådan bare en oprustning af samme formel. Badlands handler om det samme som Born to Run, Prove It All Night handler om det samme som Thunder Road. Jeg foretrækker ikke rigtig disse nye sange frem for dem på Born to Run, men de har deres egne kvaliteter, og jeg ville absolut ikke være foruden nogen af dem. Et rigtig klogt valg på Darkness on the Edge of Town er at placere Badlands først. Den skildrer situationen så godt, at den kan fungere som springbræt for resten af pladen.

Springsteen prøver dog nogle nye ting, der virkelig er beundringsværdige. Jeg elsker, hvordan han forsøger sig med hård rock på Adam Raised a Cain. Jeg synes ikke, det er en af de bedste sange på pladen, men jeg synes virkelig, at det er flot, han vil udfordre sin stil på den måde. Den er dog lidt monotom, og omkvædet går ikke rigtig nogen vegne, men det er godt med et break fra det man kender og forventer. Så er jeg mere for Candy’s Room, en af de mest ambitiøse sange, Springsteen nogensinde har skrevet. Det er en kortere sang, der bruger en unik blanding af sentimentalitet og hurtige trommer. Det er ikke noget, jeg tror jeg har hørt udført så godt udenfor elektronisk musik. Springsteen bliver også meget ambitiøs som sangskriver på Racing in the Street, en mere traditionel sang, der fortæller om et pars strabadsder gennem 7 minutter. Sangen udvikler sig meget for at kunne holde til den lange varighed, og det lykkedes i min optik vældig godt. I det hele taget er der meget godt på Darkness on the Edge on Town. Det er ikke min favorit i Springsteens diskografi, men det siger vist mere om ham end om pladen, for den er rigtig god.

177 – Funkadelic – One Nation Under a Groove (1978)

Udgivet den af
Svar

Nu er det tid til et band, jeg har haft æren at se live, og det var en af de mest utrolige koncerter, jeg nogensinde har været til. De hedder Parliament-Funkadelic, og det er en sammenslutning af to af 70’ernes bedste funkgrupper: Parliament og Funkadelic, begge ledt af funkgeniet George Clinton. Funkadelic var mere rockpræget end Parliament, og de udgav i 1978 en af de bedste fusioner mellem funk… og stort set alt andet: One Nation Under a Groove. Okay, det er en overdrivelse, men lige fra åbningsnummeret, der ligeledes hedder One Nation Under a Groove. Det er stille og tilbagelænet, men teksten nævner da også noget om at bryde fri fra sine hæmninger. Nogle hæmninger, man kan mærke, og man kan nærmest mærke lydmure blive brudt i takt med at nummeret går amok. Det ender med at være umuligt at sidde stille til, og det er smukt. Bagefter bliver vi budt velkommen til det magiske land Funkadelica på Groovalleggiance. Denne sang har elementer af doo-wop og gospel, og Clintons grupper har da også en tendens til at prise funk på et spirituelt plan. Funk er ikke nødvendigvis en genre, hvis genren var så hellig, blev den jo ikke fusioneret. Det er en livsstil. Og den går netop ud på at smide hæmningerne, både fra sig selv og fra sin musik.

Det læner sig meget godt op af spørgsmålet, der udgør titlen på pladens tredje sang, Who Says a Funk Band Can’t Play Rock?! Og det er i grunden et godt spørgsmål? Hvorfor ikke fusionere det? Hvis jeg kunne, ville jeg hoppe hen til min guitar og være med til det, men det kan jeg ikke, for guitarist Michael Hampton er latterligt dygtig. Han er faktisk næsten lige så god som deres tidligere guitarist, Eddie Hazel, og det siger en del. Han giver blandingen af funk og rock meget liv, og det på en helt anden måde end mere moderne funk-rock-grupper som Primus og Red Hot Chili Peppers – måske fordi de angriber musikken fra den modsatte vinkel, hvor funk kommer før rock. Efter dette guitarmesterværk kommer den bizarre Promentalshitbackwashpsychosis Enema Squad, der er svævende, psykedelisk, og i længere tid stort set bare er en vidunderlig guitarsolo med underlige vendinger råbt henover sig: “The fear of being eaten by the sandwich”, “Count the calories of your thoughts” og selvfølgelig den uforglemmelige “Fried ice cream is a reality”. Disse er altid skægge, og guitaren er altid gribende.

Som en klog mand engang sagde: “Fuck genren! Vi hylder lyden”. Og han har så evigt ret, men hvis vi lige skal blande genre og lyd sammen, så er det imponerende, at lyden stadig er så konsekvent og idiosynkratisk i løbet af alt dette. Især på den langsomme ballade Into You. Det er soul-funk a la det Sly & The Family Stone mestrede. Men dette er så meget grimmere og lagrigt i forhold til Sly Stone. Der er altid adskillige spændende ting i lyden, der overrasker hele tiden. Vi afslutter i det mere rendyrkede funkhjørne med Cholly (Funk Getting Ready to Roll), der er bombastisk og vild. Dermed står den i skarp kontrast til titelnummeret, der jo er mere afslappet. Det viser en udvikling fra track 1 til afslutningsnummeret. De øvrige numre har udviklet vores funk, givet den nye kendetegn, ja en helt anden identitet. Der er stadig mange fællestræk, men selvom lyden føles konsekvent, er det kun på grund af den gode albumstruktur. Enhver anden rækkefølge ville slet og ret resultere i, at det ville lyde som en opsamling. Men One Nation Under a Groove har det hele. Der er en meddelelse, variation, kreativitet, dygtig sangskrivning, og utallige mindeværdige øjeblikke.