Tag-arkiv: Buddy Holly

92 – Buddy Holly / The Crickets – 20 Golden Greats (1978)

Udgivet den af
Svar

I midt-70’erne startede pladeselskabet EMI deres albumserie 20 Golden Greats, hvor de samlede 20 af de mest populære numre fra en af deres kendte kunstnere. Blandt kunstnerne, der fik lavet sådan et album kan nævnes The Beach Boys, Nat King Cole og Diana Ross, men det album fra serien, der huskes bedst, er nok det dedikeret til Buddy Holly. Jeg tror til dels, det har noget at gøre med, at Buddy Holly aldrig fik lavet noget særlig definitivt album i sin korte levetid. Jovist, der er en del klassiske sange på især hans to første albums, men jeg ville have svært ved at anbefale nogen af dem for at introducere Buddy Holly til nogen, der ikke kender ham – der er simpelthen for mange fyld-numre, der ikke holder. Derfor er opsamlinger nok en langt bedre måde at blive introduceret til Holly. Derudover fungerer Buddy Holly nok særligt godt til denne albumserie, da hans numre generelt er rigtig korte, så 20 tracks bliver ikke for stor en mundfuld. Albummet varer trods de 20 numre blot 45 numre, så man får dels en mere fyldestgørende oplevelse end studiepladerne, der alle varede under en halv time, men samtidig er oplevelsen stadig relativt kompakt

Nu er jeg ret glad for en del Buddy Holly-sange, men trods dette må jeg alligevel anerkende, at der er mange punkter, hvor hans musik ikke har ældet med ynde. Teksterne er spækket med klichéer, og nogle gange er disse klichéer hele omdrejningspunktet for nummeret. Man mærker aldrig særlig stor følelsesmæssig dybde, ikke særlig større end, at det er rart at være forelsket. Især de triste sange har derfor svært ved at ramme mig. Raining in my Heart er nok det bedste eksempel på en sang, jeg ikke føler, mest fordi den behandler en metafor, hvor regn repræsenterer sorg, alt for bogstaveligt til at tage seriøst. Words of Love bliver, trods den lykkelige stemning, også alt for sødsuppeagtig, og koret er nærmest arrangeret, så det lyder som en smølfesang. De to covers, der er inkluderet, er heller ikke værd at lytte til, især ikke sammenlignet med originalerne af hhv. Chuck Berry og Bo Diddley. Hollys scenepersona har altid været den lidt naive, kække skoledreng, der nok var den pæne dreng i klassen i forhold til mange af de andre tidlige rock and roll-musikere. Brown Eyed Handsome Man og Bo Diddley er numre, der kræver lidt mere attitude, ja hele pointen bag sidstnævnte er egentlig niveauet af attitude, og der kan Holly altså ikke følge med.

Sætter man pladen på med en forståelse for hvilken tid, musikken springer ud af, er der dog rigeligt med godter alligevel. Det er stort set altid kærlighedssange, melodierne er meget simple, og teksterne er ej just heller stor poesi, men meget af musikken kan alligevel sætte et stort smil på læben. Især første side af pladen, hvor man finder klassikere som That’ll Be the Day, Peggy Sue, Everyday og Not Fade Away er værd at lytte til. Her er det hovedsageligt numre fra Hollys to første studiealbums, mens den anden halvdel hovedsageligt kommer fra enten diverse singler eller posthume udgivelser. Mens de ganske vist er mere mindeværdige end meget af albumfyldet på Hollys studiealbums, så er mange af dem stadig en lettere tynd kop te, som jeg ikke tror, jeg vender tilbage til. De har dog placeret Rave On, muligvis Hollys bedste sang, på denne del af pladen, og når det kommer til Hollys knap så rockprægede sange, så har jeg et svagt punkt for True Love Ways, der efter min mening er Sinatras stemme værdig. I det store hele, selvom der ikke er nogen sange, jeg savner på 20 Golden Greats, er kvalitetsniveauet stadig meget svingende, og jeg tror, at man skulle trimme opsamlingen ned til 10-15 numre, før den nåede sit fulde potentiale.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Udgivet den af
Svar

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

421 – Buddy Holly and the Crickets – The “Chirping” Crickets (1957)

Udgivet den af
Svar

Buddy Holly er et af de største ikoner i tidlig rock and roll-musik, og sammen med sit band, the Crickets, udgav han i 1957 sit første album. Det hed The “Chirping” Crickets og på dette finder man mange af Buddy Hollys mest berømte sange, heriblandt That’ll Be the Day, Not Fade Away og Oh Boy. Han starter ud med Oh Boy, og intet nummer ville virkelig kunne have startet et Buddy Holly-album bedre. Det er energisk, vildt og efter blot første gennemlytning sidder den godt fast i hovedet og efterlader et stort smil. Den ligeledes klassiske Not Fade Away følger lige efter, og det er igen et virkelig sjovt nummer. Man kan virkelig mærke, at Buddy Holly elsker at synge disse sange. De handler ganske vist alle sammen om kærlighed, men han lyder så oprigtig og lystig, at man bare begynder at elske ham tilbage. Hans charme er virkelig også det, der gør You’ve Got Love til sådan en god kærlighedssang, for selvom melodien ikke er ringe, ville sangen nok virke banal i hænderne på Frankie Valli eller Bruce Channel. Det samme kan nok siges om Maybe Baby, men den er dog noget kækkere i lyden, så den dur stadig.

Buddy Holly har jeg absolut ingen problemer med som forsanger, mens resten af the Crickets heller ikke forvolder mig nogen problemer med deres instrumentation. Det største problem i løbet af hele pladen er the Picks, der virkelig irriterer mig med deres personlighedsløse falsetter. På sølle tre numre medvirker de ikke, og selvom de ikke decideret ødelægger de ellers gode sange, er det dejligt, når de ikke er der. Det er ikke kun deres skyld, men jeg synes virkelig, It’s Too Late er et kedeligt, banalt nummer. Heldigvis er ingen af sangene på pladen længere end 2½ minut, så hvis du ikke kan lide et nummer, så er det heldigvis hurtigt overstået. Buddy Holly er uden tvivl bedst til det kække og lystige, og her kan jeg absolut sige, at Tell Me How Brillerer. Dog er den ikke nær så sjov og fængende som That’ll Be The Day, som jeg ville kalde hans allerbedste sang, og det er jeg ikke ene om. Hvis vi lige overser den i dag tragikomiske linje i omkvædet, der nævner dagen, han skal dø på, er dette en helt perfekt popsang. Det er en af de få sange uden the Picks på sig, og den er slet ikke til at stå for.

I’m Looking for Someone to Love er også rigtig sjov. Omkvædene er måske ret lange, hvilket er et problem, men man får nogle ret gode guitarsoloer mellem omkvæd og vers, så det opvejer lidt problemerne. Triste sange er ikke noget, Holly er specielt god til. Det viste han tidligere på It’s Too Late, og An Empty Cup (And a Broken Date) er faktisk værre. Den siger mig intet, og der er en alt for lang sektion, hvor kun the Picks synger. Send Me Some Loving er derimod et godt eksempel på, at han sagtens kan være sentimental. Det ødelægger ikke noget, at han er langsom, og ikke decideret spjætter af lykke. Dog er charmen på dette nummer ikke vildt langvarig, og det skulle nok ikke have været pladens længste nummer, selvom det jo så ikke siger så meget igen. Last Night kører meget i samme dur, og man kan godt blive lidt varm om hjertet, når man hører den. The “Chirping” Crickets afsluttes i det sjove hjørne med Rock Me My Baby. Sjældent har vrøvleord lydt så oprigtigt som derpå. The “Chirping” Crickets har sine fejl og mangler – det havde de fleste albums fra før Beatles-æraen, men dette albums største problem er faktisk længden. Man føler det er slut, næsten så snart det er begyndt. Det kan dog stadig anbefales til alle fans af klassisk rock and roll.