Tag-arkiv: Pop-rock

25 – Fleetwood Mac – Rumours (1977)

Udgivet den af
1

Fleetwood Mac er et band, der i de bedste øjeblikke er så stærkt, at man let kan komme til at overse eventuelle svipsere. I hvert fald er det min holdning til deres pop- og softrock, deres tidlige bluesrock er lidt en anden historie. Jeg havde ret hårde ord om store dele af deres eponyme album fra 1975, hvor stærke klassikere som ‘Monday Morning’, ‘Landslide’ og ‘Rhiannon’ stod side om side med mere forglemmelige sange. Jeg bebrejdede Christine McVies sangskrivning for mange af problemerne, og det var nok uretfærdigt, for hun er helt fantastisk på deres opfølger, ‘Rumours’ fra 1977. De sange, hun har skrevet, har så eminent dramatisk indhold, og instrumentationen sørger flot for at få det bedste ud af dem. Mens jeg måske engang ville have kaldt eksempelvis ‘Songbird’ kedelig, er den både arrangeret og placeret således, at dens skrøbelige udtryk bliver formidlet exceptionelt. Et lidt mere komplekst arrangeret nummer som ‘Oh Daddy’, atter skrevet af McVie, bliver med virkelig diskrete virkemidler til hele albummets dramatiske højdepunkt. Herefter får vi den vemodige ‘Gold Dust Woman’ som en æterisk epilog, der stilfuldt lader lytteren drage sine egne konklusioner.

Men tillad mig at backtracke: disse konklusioner, hvad vedrører de? Jo, ‘Rumours’ er ofte blevet læst som et breakup-album. Et breakup-album om hele to brud, der fandt sted samtidig, og hvor alle fire hovedpersoner var medlemmer af bandet. Der var så mange konflikter i bandet, og i stedet for at lade bandet gå i opløsning, skrev de nogle af deres mest nærværende og potente sange nogensinde. Af alle Fleetwood Macs poprockalbum, er dette nok det, der er tættest på at være helt foruden fyld. De knap så gode sange er på en gang så fåtallige og så forglemmelige, at jeg flere gange bildte mig selv ind, at det var et fejlfrit album. Den udtalelse kan jeg, trods de mange fantastiske numre, ikke stå ved. Der skal nok være fans, der er uenig med mig, men ‘Never Going Back Again’ og ‘I Don’t Want to Know’ er ikke særlig gode. De er tematisk relevante i teksten, de er velspillede, og melodierne er skam fængende nok, men det kan siges om størstedelen af sangene. Jeg føler ikke at disse to sange bidrager noget særlig bemærkelsesværdigt til albummets helhedsoplevelse, som andre sange ikke allerede byder på. Men når jeg kun kan sige dette om to sange betyder det jo også netop, at hvert eneste øvrigt nummer har noget unikt at sige om den situation, bandet befandt sig i.

Gruppens sangskrivning er på papiret rigtig simpel og let at fordøje – men den bliver aldrig triviel. Vi har i mange af sangene at gøre med simple vers-omkvæd-strukturer, tit med en lille guitarsolo som c-stykke. Men håndværket er simpelthen bare så solidt. Det er i kernen velskrevne, ufatteligt catchy popsange, hvor følelserne kommer helt uden på tøjet – nærmest som et lidt mere rootsy svar på ABBA. Albummet er også ret godt struktureret i forhold til dramaet. Jeg er allerede kommet ind på, hvor fint det slutter, men starten er også rigtig flot opbygget. Det øjeblikkeligt inficerende åbningsnummer ‘Second Hand News’ giver alene med sit første vers et ret solidt fundament for de problemstillinger, hele albummet arbejder henover. Mens denne har en noget accepterende tone i forhold til utroskabet, der synges om, får vi flere nuancer lige fra det andet nummer, den vemodige ‘Dreams’. Og når vi når til albummets nok mest centrale sange, de diamentralt modsatrettede ‘Go Your Own Way’ og ‘The Chain’ kan man for alvor mærke en filosofisk splittelse i bandets mentalitet. ‘Rumours’ har nogle få tracks, der ikke helt lander i dag, men resten er så godt, isoleret såvel som samlet, at man næsten helt glemmer, at de mere forglemmelige sange er på albummet. Så det skal nok forblive en klassiker i mange, mange år endnu.

26 – U2 – The Joshua Tree

Udgivet den af
Svar

U2 gik med deres 1987-album ‘The Joshua Tree’ fra at være hypede helte i den alternative rockscene, der dog kunne prale af nogle crossover-hits hist og her, til at være regulære superstjerner, der tog hele verden med storm. Det er derfor også et album, der har splittet U2-fans – for det er jo noget nær umuligt at få et mainstream-gennembrud uden at der medfølger en del anklager om at være sellouts fra fans, der havde fulgt med siden begyndelsen. Jeg var der ikke selv dengang, så lad mig sige det som en person i 20’erne, der både har hyldet U2’s rødder og kritiseret deres mere kommercielle skiver: ‘The Joshua Tree’ er et fremragende album. Ikke nær så godt som ‘War’ eller ‘Boy’, men den byder på noget, jeg ikke føler, noget andet U2-album i samme grad kan prale af – nemlig at deres sangskrivning er fandens catchy, og deres lyd er lettilgængelig og iørefaldende, men intet af dette sker på bekostning af albummets ægthed. Deres tidligere ret punkede æstetik er blevet erstattet af noget nyt, til tider ret poleret, men der er stadig plads til noget kant, der gør at man tydeligt kan mærke albummets følelser.

Jeg forstår dog fuldt ud, hvorfor U2 har ladet den mest poppede del af ‘The Joshua Tree’ være skabelon for deres videre karriere. De mest poppede sange er nemlig i min optik det suverænt bedste på albummet. Gruppen har et fantastisk øre for melodier, og såvel Bonos ekspressive vokal som The Edges på en gang ængstelige og flashy guitarlyd lægger sig upåklageligt til den mere poppede sangskrivning, der mestendels er placeret på albummets a-side. Noget af det, jeg tror, der gav albummet sin store gennemslagskraft, er, at det blev udgivet i 1987. Det er et tidspunkt hvor pop og poprock var kunstig og poleret som aldrig før – på godt og ondt naturligvis. Men når selv Bruce Springsteen efterhånden havde svært ved at holde sig fra at blande heartland-lyden med noget syntetisk glasur, giver U2’s eksplosion i popularitet mening – akkurat som hvordan Guns N’ Roses fik popularitet ved at føre noget fare ind i den hårde rock samme år. A-siden på ‘The Joshua Tree’ er bare den ene stærke popmelodi efter den anden – med en lille ekskurs til den mere alternative ‘Bullet The Blue Sky’, der da ellers stadig er en rigtig catchy og velkomponeret sang med en fantastisk basgang, omend Bonos vokal her til tider nærmer sig noget selvparodi.

Albummets anden halvdel er ikke nær så poppet som den første, men U2 er stadig ikke ligefrem Frank Zappa, og meget af det ville nok stadig have været i den mere radiovenlige ende af deres foregående album, der ej heller just var avantgarde. Sidens første to tracks, ‘Red Hill Mining Town’ og ‘In God’s Country’ fører fint lyden videre fra A-siden, men uden at de skarpe melodier er der. Det er ret poleret alternativ rock, som man sagtens kan synge med på, men først med ‘One Tree Hill’ får de for alvor pumpet liv i den formel igen, blandt andet da The Edges guitarlyd her bare er fænomenal. Det countryinspirerede nummer ‘Trip Through Your Wires’ har splittet mange fans. Selv er jeg nået til den konklusion, at instrumentationen og produktionen er virkelig kreativ, men vokalmelodien bliver hurtigt trættende. At pludselig høre mundharmonika på en U2-sang har dog uden tvivl sin charme. De to sidste numre på albummet er dog fremragende, og jeg synes de er alt for oversete i U2-regi. ‘Exit’ er en af mine absolutte yndlingssange af gruppen. Den er lowkey i starten, og med tiden bygger den en angst op, der er en klump i halsen værdig. U2 vinder lidt af den punkede energi fra deres tidlige album tilbage her. De slutter af med ‘Mothers of the Dissapeared’, der muligvis ikke er det helt store nummer i sig selv, men i albummets kontekst er de vemodige toner derfra yderst forløsende. Det sætter et godt punktum på albummet, og grundmelodien sætter sig faktisk fast. Det er en veludført, oplagt afrunding af en ligeledes veludført plade.

35 – David Bowie – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars (1972)

Udgivet den af
Svar

Det er sjovt, at David Bowies anmelderroste 1972-album ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’ så ofte bliver anset som det definitive album i glamrockgenren. For det er også en dekonstruktion af den glamrock, der kun få år forinden var begyndt at etablere sig som en markant musikalsk bevægelse. Albummet omhandler en figur ved navn Ziggy Stardust, en selvcentreret, berømmelseshungrende rockstjerne fra Mars, der i følge nummeret ‘Ziggy Stardust’ »took it all too far«. Albummet er på visse punkter en hyldest til rockstjernefænomenet – den overdrevne cockyness er noget af det, der gør ‘Moonage Daydream’ til et af albummets bedste sange, og på ‘Starman’ bliver den nærmest religiøse idolisering af Ziggy præsenteret som en euforisk oplevelse, hvilket de elegante strygerarrangementer flot udtrykker. Sangene kører meget flot frem og tilbage i en vekselvirkning mellem en hyldest til rockstjernekulturen og en kritik af den personlighedskult, der følger med. Det er gribende, og man ender med at forstå hvorfor berømmelsen ender med at omsvulme Ziggy Stardust så meget, at albummet på tragisk vis slutter af med et ‘Rock ‘n’ Roll Suicide’.

Der er nogle stærke arrangementer på albummet. Oftest er de i klassisk glamstil, men tit er der mere finesse til stede, end der er på et typisk nummer med T. Rex eller Slade, der gik noget mere efter rå attitude. Bowies sange har ofte en aura af tomhed eller melankoli til stede, hvilket fx får hooket til ‘Star’ til at være meget rammende. Sangen er også så stærkt skruet sammen, at både vokal og instrumentation gradvis lyder mere og mere håbløs for hver gang Bowie synger linjen »as a rock & roll Star«. På mange af sangene står den elektriske guitar meget centralt – symbolsk såvel som sonisk er den fantastisk til at udtrykke den rockstjerneflamboyance, som er en så stor del af Ziggy Stardust-personaen. Instrumentet bliver behersket af Mick Ronson, og han er den helt perfekte guitarist til dette album. Hans stil er cool og selvsikker, men den er også fremtrædende med sin cockyness. Selv når han spiller meget simple, protopunkede riffs, er hans stil veloplagt, og hans soli på ‘Moonage Daydream’ og ‘Star’ er så nogle af albummets følelsesmæssige højdepunkter. På sangen ‘Ziggy Stardust’ bliver hovedpersonen omtalt i tredjeperson af Bowie, og da er det guitaren mere end noget andet, der er selve hr. Stardust.

Mine yndlingssange på albummet er generelt balladerne. Jovist, ‘Moonage Daydream’ og ‘Suffragette City’ er vidunderlige, vilde rocktracks, hvor der er underholdende meget gang i bandet – men på sange som ‘Five Years’, ‘Lady Stardust’ og ‘Rock ‘n’ Roll Suicide’ vendes både musikalske og lyriske glamrockklichéer på hovedet for at skabe medrivende drama. Det er de sange, der er limen i albummet, og ganske symmetrisk er de henholdsvis det første, det midterste og det sidste nummer, hvilket er med til at gøre lytteoplevelsen dynamisk. Der er nogle mindre problemer ved dette album – blandt andet er ‘Hang on to Yourself’ en lidt flad T. Rex-pastiche, der ikke ligefrem spragler med stærke musikalske idéer, og mens ‘It Ain’t Easy’ byder på fed karakterskildring, er dens loud-quiet-loud-dynamik til tider lidt udmattende. Jeg kan dog ikke se bort fra, at jeg elsker teksten, og at hvis den var lidt kortere, ville man have løst en del problemer. Men albummets væld af kreative ideer overstråler klart de få problemer, albummet har. ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’ er et konceptalbum af den bedste slags, netop fordi musikken er så fængslende i sig selv, mens konceptet formår at tilføje endnu mere til oplevelsen. Det er et album, der absolut har fortjent sin klassikerstatus, og den er klart en af de bedste glamrockudgivelser nogensinde.

37 – Eagles – Hotel California (1976)

Udgivet den af
1

Det er svært at underdrive hvor indflydelsesrig Eagles’ 1976-album ‘Hotel California’ var. Albummet var deres første vigen væk fra countryrocken, der ellers var definerende for alle deres hidtidige udgivelser. Der var stadig nogle få countryelementer på albummet, men i stedet fik de monstersucces ved både at tage mere indflydelse fra softrock og popmusik, og med denne kombination blev ‘Hotel California’ deres mest populære studiealbum nogensinde. Sammen med Fleetwood Macs ‘Rumours’ kan den nok på godt og ondt tage æren for, hvor dominerende en stilart poppet softrock var i de kommende 15 år. Og det er nok én af årsagerne til, at ‘Hotel California’ ikke just er det album i Eagles’ diskografi, der har holdt sig bedst. For Eagles-lyden blev efterlignet langt mere end Fleetwood Macs lyd. Med det sagt, så er Eagles langt mere kompetente end Richard Marx, Bryan Adams, Peter Cetera, Michael Bolton eller alskens andre kunstnere, der har forsøgt at genskabe lyden fra ‘Wasted Time’ og ‘The Last Resort’ adskillige gange. De er dygtige på deres instrumenter, og de forstår især at skrive mindeværdige guitarpassager. Deres vokaler er en kende uslebne – kun Don Henley klarer uskadt skridtet væk fra countryinspirationen, men hans stemme er til gengæld også som skabt for poprock.

Henley synger heldigvis leadvokal på størstedelen af sangene på ‘Hotel California’, men han skulle nok have taget endnu flere. ‘Try and Love Again’ er et af de mere countryklingende tracks, men Randy Meisner lyder stadig frygtelig på nummeret, som han prøver at ramme de høje toner. Joe Walsh flade vokal er derimod lidt for anonym på ‘Pretty Maids All in a Row’, hvor han til tider drukner i ellers ret underspillet instrumentation. Glenn Frey klarer sig ret godt på ‘New Kid in Town’, et af albummets bedste numre. Det er også helt klart det nummer, der lyder mest af Eagles’ oprindelige countryrock, omend det er en kende mere poleret her. Mens softrock fylder en del på ‘Hotel California’ er det ikke alt sammen ballader. Vi får blandt andet to forsøg på hård rock i form af ‘Life in the Fast Lane’ og ‘Victim of Love’. Henley er en glimrende rocksanger, og som sådan er det ret stærke sydstatsrockklingende kompositioner iført godt med guitarlir. De er desværre ledsaget af meget poleret produktion fra Bill Szymczyk, hvilket gør, at deres hårdføre energi ender med at føles rimelig påtaget. Det gør selvfølgelig, at de passer bedre ind på det rimelig bløde album, men i grunden savner næsten hele skiven lidt kant og autenticitet i lyden.

Jeg kan vist ikke komme uden om at nævne titelnummeret, et track langt de fleste har hørt så meget til hudløshed, at de nok har en meget fasttømret holdning til det. Selv synes jeg, det er en pragtfuld sang – ja, et mesterværk om man vil. Som intet andet nummer på albummet lyder det reelt farligt, ja endda mystisk. Døden lurer om hjørnet på hver eneste verselinje, og med sin smukke, forførende intro fungerer den perfekt som albummets åbningstrack. Dertil er dens guitarsolo også en af rockhistoriens allerbedste. Det er lidt synd, at den bliver efterfulgt af ‘New Kid in Town’, for de to er helt klart de allerbedste sange på albummet. Jeg går ud fra, at der også gemmer sig glimrende ballader et eller andet sted i både ‘Wasted Time’ og ‘The Last Resort’, men de bliver akkurat så pompøse i lyden, at jeg har meget svært ved at blive grebet af deres melodrama. Jeg kan dog ikke benægte, at begge tekster er godt skrevet, og at Henley synger den med overbevisende meget indlevelse. Mens den bombastiske afslutning på ‘The Last Resort’ ikke tjener selve sangen særlig godt, fungerer det godt som afslutning på albummet. ‘Hotel California’ byder flere steder på noget af Eagles’ bedste sangskrivning, men albummet er desværre som helhed rimelig tandløst. Det var en meget blandet oplevelse for mig, og jeg forventede egentlig mere fra et så anmelderrost album.

39 – The Beatles – Please Please Me (1963)

Udgivet den af
Svar

Der var engang et engelsk skiffleband, der hed The Quarrymen. Som årene gik, bevægede gruppen sig væk fra Skiffle og over mod rock & roll og rhythm and blues. I 1960 skiftede de navn til The Beatles og turnerede rundt med især covers af amerikanske rocksange. I 1962 rekrutterede de studietrommeslager Ringo Starr som fast medlem, og de indspillede deres debutsingle, ‘Love Me Do’, der var bandets egen komposition. Den endte senere på albummets debutalbum ‘Please Please Me’ i 1963, dog her i en udgave med Andy White på trommer. ‘Please Please Me’ består som så mange rockudgivelser fra start-60’erne af en del covers. Seks af albummets 14 sange er covers, og ganske mærkbart alle af relativt nylige amerikanske popsange med klare rhythm and blues-elementer. Det siger en del om, hvad The Beatles kiggede efter, da de indspillede deres debutalbum. De lod sig mere inspirere af nye tendenser i amerikansk popmusik end den britiske skiffletradition, de startede i. Dette påvirker også sangskrivning og spillestil i de numre, de selv har skrevet, men de medbringer noget af deres egen liverpoolske uslebenhed i lyden. De er alle sammen fine sangere, men på dette album var de langt fra den tekniske skønsang, der på godt og ondt dominerede amerikansk popmusik i start-60’erne.

Generelt har gruppens egne kompositioner klaret tidens tand langt bedre end deres covers. De er generelt meget tro mod originalerne. De mest radikale ændringer er ofte, at en guitar spiller en del, der i forlægget var spillet på klaver, eller at nogle vokalharmonier bliver skåret fra. Problemet er, at de ikke ligefrem har valgt særlig gode sange at fortolke. ‘Baby It’s You’ er muligvis den mest corny Burt Bacharach-komposition nogensinde, og Mack Davids tekst gør det kun værre; ‘Boys’ er en særdeles uinspireret rock & roll-melodi, af den mest forudsigelige slags; ‘A Taste of Honey’ er helt specifikt en fortolkning af Larry Welchs kluntede forsøg på at gøre den oprindelige instrumentale popsang mere rhythm and blues-orienteret med en dreven vokal. De bliver dog modvejet af gruppens muligvis bedste covernummer nogensinde, der bruger The Isley Brothers-fortolkningen af The Top Notes’ ‘Twist and Shout’ som forlæg. Det er et brag af en afslutning, og især John Lennons leadvokal gør meget for at sælge deres udgave som den definitive version af tracket. Men hele bandet har det ganske tydeligt fedt i studiet. Det er et vidunderligt festtrack, der viser en energi, man godt kunne savne fra mange af de andre sange på albummet.

Gruppen har lidt flere esser i ærmet med deres egne sange, der på dette album alle er skrevet af John Lennon og Paul McCartney, der også skiftevis tager sig af leadvokalerne på størstedelen af albummets sange. Paul McCartney synger blandt andet det pragtfulde åbningsnummer ‘I Saw Her Standing There’, der er så propspækket med hooks, at den med god grund har fået status som popklassiker. ‘Please Please Me’ og ‘Love Me Do’ er ligeledes rigtig fine popsange, der er rigtig charmerende. På disse numre deles Lennon og McCartney om leadvokal, og Lennon hiver dertil sin kære mundharmonika frem, hvilket gør dem til nogle af de mere farverige og varierede tracks på albummet. De prøver at gentage denne cocktail med ‘There’s a Place’, og selv om dette nummer nok aldrig kunne have været nær så stort et hit, fungerer det stadig. ‘Misery’ er en meget simpel sang, og den lyder lidt som en The Four Seasons-efterligning, men den er stadig langt bedre end noget nummer, The Four Seasons har hittet med. De resterende numre er såmend fængende nok, men de føles også ret ligegyldige. Jeg synes ikke, det er overilet at kalde dem albumfyld. For ‘Please Please Me’ er et ret ujævnt album. Der er fire klassiske tracks, men derudover er der nok højst tre af dem, der holder. Det er kun halvdelen af pladen, og når kvaliteten ikke er mere konsekvent, har jeg svært ved give en helhjertet anbefaling.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

62 – U2 – Achtung Baby (1991)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme grad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

72 – Prince and The Revolution – Purple Rain (1984)

Udgivet den af
Svar

Princes død var et stort musikalsk tab, og til trods for, at at han på overfladen kunne synes blot at være en fjollet popmusiker, var hans ambition og arbejdsmoral ikke noget at kimse af. En af hans store satsninger var hans første spillefilm, ‘Purple Rain’ fra 1984. Filmen var en stor kommerciel succes, men i mine øjne holder den ikke særlig godt. Det er i grunden en rigtig dårlig film fyldt med kluntet dialog, dårligt skuespil og et tyndt plot. Det eneste punkt, hvor filmen brillerer, er i soundtracket. Hvis vi ser bort fra en alt for lang koncertsekvens mod slutningen, så understøtter alle sangene flot de scener, de knytter sig til. ‘Let’s Go Crazy’ er en energisks måde at sætte stemningen for filmen, ‘Purple Rain’ udgør et følelsesmæssigt klimaks og en nyvunden skrøbelighed hos hovedpersonen, ‘The Beautiful Ones’ læner sig flot op ad hovedpersonernes sensuelle flirten, og ‘When Doves Cry’ understøtter den tumult, hovedrollen går igennem i forholdet med sine forældre. Det er jo alt sammen rigtig fint, men jeg har personligt erfaret, at filmen slet ikke er nødvendig at få set, før man bliver forelsket i soundtracket. Jeg elskede pladen før jeg havde noget indblik i filmen, og jeg elsker den stadig efter at have erfaret filmens middelmådighed.

Prince leverer på ‘Purple Rain’ en kreativ, spøjs blanding af synthfunk og poprock, en lyd, der ikke var ham totalt uvant, men som heller ikke tidligere har været så velskåret. Princes lyd er et potpourri af modstridende indflydelser, hvilket sagtens kunne lede til et værre roderi, men i hænderne på Prince ender det med at skabe nogle nye, farverige klangflader. Det klassiske eksempel, folk fremhæver er ‘When Doves Cry’, der bl.a. udmærker sig ved ikke at have en basguitar på hele nummeret. Der skulle oprindeligt have været både en bas og et keyboard, men keyboardet fik på det endelige nummer lov til at overtage hele bassens funktion. Der er nok også andre faktorer – bl.a. den skarpe melodi, den legesyge tekst og hvordan hvert eneste instrument er arrangeret til at gøre lyden rigere og mere levende – men jeg føler stadig, at keyboardets erstatning af bassen på hvad der ellers er et rigtig funky nummer, er en essentiel del af appealet. Dette niveau af finesse bringer Prince i mine øjne til hvert eneste nummer på ‘Purple Rain’. Uanset om det er den søde kærlighedssang ‘I Would Die 4 U’, den oprørte ‘Computer Blue’ eller den sensuelle ‘Darling Nikki’. De fylder mig alle med en umiddelbar glæde, muligvis bare over hvor lækkert det hele er sammenskruet.

Rækkefølgen på soundtracket er stort set ligesom i filmen. Der er nogle få forskelle, men i mine øjne virker de. I filmen, efter hovedrollen har blottet sig ved at spille ‘Purple Rain’, skal der en triumf til i form af nogle gladere sange. På pladen er disse to, ‘I Would Die 4 U’ og ‘Baby I’m a Star’, rykket ind mod midten af pladen, mens den dramatiske ‘Purple Rain’ passende får lov til at afslutte albummet. Det meste af tiden fungerer pladen faktisk så godt, at man let kunne mistænke Prince for at have sammensat pladen først og derefter have sørget for, at filmen nogenlunde logisk fulgte albummets tracklist så tæt som muligt. Det eneste tilfælde, hvor jeg føler, jeg mere er i gang med at høre på et soundtrack end en helstøbt plade, er den instrumentale sektion i slutningen af ‘Computer Blue’, men selvom lyden på det stykke er lettere soundtrack-agtig, går den også virkelig tilfredsstillende over i ‘Darling Nikki’ bagefter. ‘Purple Rain’ er da også mere end et soundtrack. Det er en fænomenal popplade. Albummet er altid en succes i sociale sammenhænge, og jeg er end ikke tæt på at være træt af den efter at have hørt den adskillige gange op til anmeldelsen.

76 – John Lennon – Imagine (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Beatles. De har lavet noget af den bedste popmusik nogensinde, og selv efter de gik i opløsning fortsatte alle medlemmerne med at have stor succes som solokunstnere. Den mest populære sang, der nogensinde blev udgivet af nogen af medlemmerne, må uden tvivl være ‘Imagine’ af John Lennon fra pladen af samme navn. Den stille klaverballade, der udtrykker en forsigtig bøn om verdensfred, er naturligvis en klassiker, men jeg tror, egentlig, jeg har hørt den for meget. Det samme troede jeg egentlig om Beatles-sangen ‘Let It Be’ indtil jeg fik hørt den påny, men der blev den hjulpet på vej af smuk, smuk strygersektion. Der er også strygere på ‘Imagine’, men de bliver lidt for rolige i mine øjne. Instrumentationen er ikke særlig spændende, og det er retfærdigt nok, da fokus skal være på teksten. Nu er det så bare en tekst, vi alle har kunnet recitere siden 70’erne, så titelnummeret ender med moderne øren at lyde som et lidt fedtfattigt cover af sig selv. Sammenligningen med ‘Let It Be’ er interessant, for ligesom det album, er ‘Imagine’-pladen produceret i samarbejde med mesterproduceren Phil Spector. Jeg elsker meget af Phil Spectors produktion, men ‘Imagine’ er virkelig ikke et album, der fremhæver hans bedste kvaliteter.

Der er mange sange på ‘Imagine’ der er underligt skæve, kække rock & roll-sange. Den country-inspirerede ‘Crippled Inside’ og den bluesede ‘It’s So Hard’ er især underlige sangvalg. Lennons stemme bliver lidt druknet i instrumentationen, der ærlig talt føles en kende bøvet, når man hører sangene side om side med kønne ballader som ‘Imagine’, ‘Jealous Guy’ og ‘Oh Yoko!’. Jeg ville faktisk nærmest ønske, at John Lennon helt havde ignoreret enhver idé om at skulle være rockstjerne på ‘Imagine’ og bare havde holdt sig til singer/songwriter-pop. Så meget som jeg nok er blevet træt af titelnummeret, klæder lyden ham altså bedre i 1971 end rå rock gør, og det klæder især Phil Spector bedre. Især afslutningsnummeret, ‘Oh Yoko!’ er mærkbart, for det er en kærlighedssang med gang i den. Her ser man, at Spector og Lennon sagtens kan fungere sammen på sange med lidt hurtigere tempo. Spectors produktion ender elegant med at få Lennons affektion til at fremstå yderligere troværdig. Hellere det end sange som den kluntede, mudrede protest-sang ‘I Don’t Want to Be a Soldier’, hvor Lennon og bandet jammer over det samme tørre groove i 6 minutter, mens Phil Spectors ‘Wall of Sound’ får det til at lyde som en ensartet grød, der aldrig kommer nogen vegne.

Balladerne lyder helt fantastisk. ‘Jealous Guy’ går lige i hjertet, fordi den mesterligt transformerer klichéer som stryger-backing og fløjten til noget smukt, der rent faktisk understøtter Lennons vokal frem for at distrahere fra den. Selv sangene ‘How?’ og ‘Oh My Love’, hvor jeg ellers ikke just finder sangskrivningen særlig ophidsende, lyder smukke som bare pokker. Omvendt er det også værd at påpege, at Lennon sagtens kan finde ud af at skrive gode rocksange, det gjorde han trods alt ofte i The Beatles. De fleste af rocksangene tror jeg godt kunne virke på en anden plade med en anden producer. ‘Gimme Some Truth’ er faktisk stærkt nok leveret til at kunne klare den ringe produktion. Den er ligesom mange andre af pladens sange politisk betonet, og man kan sagtens mærke Lennons frustration. Det er da også rart med et mere aggressivt modstykke til titelnummeret. ‘How Do You Sleep?’, et slags diss-track rettet mod Paul McCartney, er nok den rocksang, der lyder bedst, dels grundet et godt samspil mellem strygersektionen og guitaren omkring omkvædet. Og atter er det rart at høre Lennon på sit arrigste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en kende skuffet af ‘Imagine’. Det er højst halvdelen af sangene, jeg på nogen måde kan lide, og lytteoplevelsen er vældig usammenhængende.