68 – Michael Jackson – Off the Wall (1979)

Michael Jackson var stor popstjerne helt fra barndommen som sanger i The Jackson 5, men generelt siger man, at han først skabte sig en moden kunstneridentitet med pladen ‘Off the Wall’ fra 1979, hvor han for første gang arbejdede sammen med producer Quincy Jones. Mens Jones havde fået til opgave at være fast producer i løbet af projektet, var sangene leveret af et bredt udvalg af sangskrivere, heriblandt Stevie Wonder, Rod Temperton og Jackson selv. Lyden på pladen bevæger sig meget omkring tidens trends. Der er disko, der er følsomme bløde pop-ballader, og der er nogle rigtig poppede vinkler på funk og soul. Nogle af sangene er stadig klassikere i dag, og især disko-numrene holder. Pladen starter med ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’, en af Jacksons sjoveste dansenumre. Nummeret har en velfortjent plads i den store disko-kanon, for stort set hvert eneste lille element hænger perfekt sammen. Mens det ikke er det eneste nummer, der tiltaler mig på ‘Off the Wall’, må jeg dog nok erklære, at intet andet nummer rigtig formår at opnå samme storhed. Dansenumrene er dog nok generelt dem, der holder sig bedst. ‘Working Day and Night’, ‘Off the Wall’ og ‘Burn This Disco Out’ rammer stadig med pivlækre grooves, der lystigt inviterer til, at man hiver danseskoene frem.

Jeg føler dog stadig, at der er mange corny elementer på størstedelen af disse numre. Selv ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’ har nok svært ved at løbe fra, hvor akavet Michael lyder på introen. Det har ofte en vis charme, men jeg finder det ikke nær så underholdende ved gentagne gennemlytninger at observere cheesy vokalfrasering eller at le af genrens klichéer. Det er ikke fordi musikken har den store dybde, og så sjov som musikken kan være, er det ikke svært at forstå ‘disco sucks’-bevægelsen. Der er generelt ikke samme niveau af finesse som på Michaels næste par plader. Intet sted er dette tydeligere end på de langsommere numre. Mens ‘Rock with You’ er en ganske sød kærlighedssang, der især har en ganske velskrevet bro, så holder resten langt fra nær så godt. Han opfører bl.a. et cover af Paul McCartneys ‘Girlfriend’, og mens den lyder langt mere smooth og sexet med Jackson, redder den ikke ‘Girlfriend’ fra at være en af de pinligste, mest kedelige sange, McCartney nogensinde har skrevet. Det er et hæderligt forsøg på at polere en lort, men lort er sangen nu stadig.

‘Girlfriend’ er langt fra den eneste synder på pladen, og de dårlige ballader hober sig især op på side 2 af pladen. Lige efter ‘Girlfriend’ får vi en endnu ringere sang i form af adult contemporary-balladen ‘She’s Out of My Life’, der prøver så hårdt på at virke dyb, voksen og følsom, at sangen ender med at være en virkelig flad oplevelse. At et nummer, der lyder så ligegyldigt som dette, blev udgivet som en single er mig et mysterium, men det var vist en anden tid. Den Stevie Wonder-skrevne ‘I Can’t Help It’ er også en lidt tynd kop te, men den vinder da nogle point for at bringe Stevie Wonders lækre signaturlyd med sig, og omkvædet er da lidt sødt. Den søde, uskyldige charme bringer albummet ret langt, for størstedelen af sangene siger mig i grunden slet ikke noget, og selv størstedelen af de bedre sange har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til. Hvis starten på pladen ikke var så stærk, og hvis Jackson ikke senere i sin karriere lavede klassikere som ‘Bad’ og ‘Thriller’, kunne jeg let se denne plade gå i glemmebogen. Der er mange bedre disko-plader, og der er en del bedre Michael Jackson-plader. ‘Off the Wall’ er generelt ikke værd at skrive hjem om.

72 – Prince and The Revolution – Purple Rain (1984)

Princes død var et stort musikalsk tab, og til trods for, at at han på overfladen kunne synes blot at være en fjollet popmusiker, var hans ambition og arbejdsmoral ikke noget at kimse af. En af hans store satsninger var hans første spillefilm, ‘Purple Rain’ fra 1984. Filmen var en stor kommerciel succes, men i mine øjne holder den ikke særlig godt. Det er i grunden en rigtig dårlig film fyldt med kluntet dialog, dårligt skuespil og et tyndt plot. Det eneste punkt, hvor filmen brillerer, er i soundtracket. Hvis vi ser bort fra en alt for lang koncertsekvens mod slutningen, så understøtter alle sangene flot de scener, de knytter sig til. ‘Let’s Go Crazy’ er en energisks måde at sætte stemningen for filmen, ‘Purple Rain’ udgør et følelsesmæssigt klimaks og en nyvunden skrøbelighed hos hovedpersonen, ‘The Beautiful Ones’ læner sig flot op ad hovedpersonernes sensuelle flirten, og ‘When Doves Cry’ understøtter den tumult, hovedrollen går igennem i forholdet med sine forældre. Det er jo alt sammen rigtig fint, men jeg har personligt erfaret, at filmen slet ikke er nødvendig at få set, før man bliver forelsket i soundtracket. Jeg elskede pladen før jeg havde noget indblik i filmen, og jeg elsker den stadig efter at have erfaret filmens middelmådighed.

Prince leverer på ‘Purple Rain’ en kreativ, spøjs blanding af synthfunk og poprock, en lyd, der ikke var ham totalt uvant, men som heller ikke tidligere har været så velskåret. Princes lyd er et potpourri af modstridende indflydelser, hvilket sagtens kunne lede til et værre roderi, men i hænderne på Prince ender det med at skabe nogle nye, farverige klangflader. Det klassiske eksempel, folk fremhæver er ‘When Doves Cry’, der bl.a. udmærker sig ved ikke at have en basguitar på hele nummeret. Der skulle oprindeligt have været både en bas og et keyboard, men keyboardet fik på det endelige nummer lov til at overtage hele bassens funktion. Der er nok også andre faktorer – bl.a. den skarpe melodi, den legesyge tekst og hvordan hvert eneste instrument er arrangeret til at gøre lyden rigere og mere levende – men jeg føler stadig, at keyboardets erstatning af bassen på hvad der ellers er et rigtig funky nummer, er en essentiel del af appealet. Dette niveau af finesse bringer Prince i mine øjne til hvert eneste nummer på ‘Purple Rain’. Uanset om det er den søde kærlighedssang ‘I Would Die 4 U’, den oprørte ‘Computer Blue’ eller den sensuelle ‘Darling Nikki’. De fylder mig alle med en umiddelbar glæde, muligvis bare over hvor lækkert det hele er sammenskruet.

Rækkefølgen på soundtracket er stort set ligesom i filmen. Der er nogle få forskelle, men i mine øjne virker de. I filmen, efter hovedrollen har blottet sig ved at spille ‘Purple Rain’, skal der en triumf til i form af nogle gladere sange. På pladen er disse to, ‘I Would Die 4 U’ og ‘Baby I’m a Star’, rykket ind mod midten af pladen, mens den dramatiske ‘Purple Rain’ passende får lov til at afslutte albummet. Det meste af tiden fungerer pladen faktisk så godt, at man let kunne mistænke Prince for at have sammensat pladen først og derefter have sørget for, at filmen nogenlunde logisk fulgte albummets tracklist så tæt som muligt. Det eneste tilfælde, hvor jeg føler, jeg mere er i gang med at høre på et soundtrack end en helstøbt plade, er den instrumentale sektion i slutningen af ‘Computer Blue’, men selvom lyden på det stykke er lettere soundtrack-agtig, går den også virkelig tilfredsstillende over i ‘Darling Nikki’ bagefter. ‘Purple Rain’ er da også mere end et soundtrack. Det er en fænomenal popplade. Albummet er altid en succes i sociale sammenhænge, og jeg er end ikke tæt på at være træt af den efter at have hørt den adskillige gange op til anmeldelsen.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som BadMan in the MirrorSmooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth CriminalSpeed DemonDirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.

237 – Madonna – Like a Prayer (1989)

I 1989 var Madonna toppen af poppen. Hun havde udgivet tre vildt succesfulde studiealbums med utrlolig populære singler, spillet hovedrollen i 4 film, og til en af dem havde hun endda lavet soundtracket, som har nogle ret populære sange på sig. Hendes popularitet nåede dog højdepunktet med albummet Like a Prayer i 1989. På denne finder man nogle af de bedste popsange nogensinde, heriblandt det fantastiske titelnummer. Det store gospelkor, den sjove melodi og den faktisk særdeles kloge og vittige tekst arbejder sammen om at opnå det, enhver popmusiker bør stræbe efter. Det er simpelthen bare perfektion. Madonna ved, hvad hun laver, og selvom det hele er simpel popmusik, så gør hun hver sang ganske forskellig fra den sidste, og hun sørger også på de individuelle sange for ikke at gentage sig for meget. Det er en stor kunst at skabe en fængende sang uden at gentage sig så meget, at det kan være trættende at lytte til gentagne gange. Den sang, der er tættest på at komme til dette er Cherish, men den er kompositorisk virkelig stærk, og selvom det er en simpel kærlighedssang, er teksten ganske klog. Og instrumentationen er godt nok funky.

I forhold til, at det er popmusik, så er sangene også meget lange. Kun to af pladens 11 sange er under 4 minutter, og de fleste er tættere på 5 minutter end 4. Det er dog fuldkommen retfærdiggjort i de fleste tilfælde. Cherish udvikler sig nok lidt for lidt efter min smag, den måtte godt have skåret 30 sekunder af. Ellers er der mere på spil end blot omkvæd og vers. Der er mange brud i strukturen, selv på tilsyneladende simple sange som Keep it Together og Till Death Do Us Part. Till Death Do Us Part er dog ikke den bedste sang på pladen på nogen måde. Den er sjov og energisk, men den føles kunstig, og før Madonna begynder på at synge, så lyder det lidt som baggrundsmusik fra The Sims eller TV-shoppen. Den er lidt sukkersød og hyperaktiv, men heldigvis bliver den efterfulgt af den stille klaverballade Promise To Try, der er en flot afstikker på pladen. Apropos afstikkere, så tog det mig virkelig lang tid at værdsætte Love Song, som hun har skrevet og opført i samarbejde med Prince. Den lyder rigtig meget af Prince, og det er lidt distraherende, for den er meget skævere end noget andet på pladen. Den er dog både stemningsrig og dybsindig, og det ender med at være et højdepunkt.

Selvom der er nogle små problemer på nogle enkelte numre, så er det største problem nok pladens afslutningsnummer, Act of Contrition. Madonna synger ubehageligt ømt over små klip fra sangen Like a Prayer spillet baglæns. Det er en meget sær sang, og heldigvis er den ganske kort, men det er en meget antiklimaktisk afslutning. Hun afslutter med at råbe “What Do You Mean It’s Not in the Computer?”. Det ville måske have virket, hvis hun generelt var mere eksperimentel, men her føles det bare underligt. Det passer slet ikke ind. Dog vil jeg give det point for at være kreativt og unikt. I løbet af Like a Prayer får du både nogle velkendte singler, men som du hører albummet adskillige gange, bliver det til en meget helstøbt oplevelse, hvor sange som Express Yourself og Cherish er lige så store klassikere i dit hoved som Love Song og Spanish Eyes. På sidstnævnte samt faktisk ret mange andre af pladens sange er der en ægte messingblæserkvartet. Samtidens popsangere ville sikkert bare bruge synthesizere, men Like a Prayer er en af Madonnas mest organiske plader. Og det er også en af de bedste.

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I KnowGreatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

275 – Janet Jackson – Rhythm Nation 1814 (1989)

Michael Jacksons søster Janet havde ligeså meget stjernepower som sin bror, og det beviste hun for alvor med albummet Control fra 1986. Det gjorde hende til en superstjerne med singler som NastyLet’s Wait Awhile og When I Think of You. Tre år efter udgav hun endnu et album, og hvor Control blot var en godt skåret popplade med fængende sange, så var opfølgeren, Rhythm Nation 1814, et konceptalbum på over en time om social uretfærdighed. Samtidig formåede det dog at være usandsynligt succesfuldt. 8 af de 12 sange blev udgivet som singler, og halvdelen af disse røg hele vejen til toppen af de amerikanske hitlister – og den anden halvdel klarede sig ligeledes fantastisk. Okay, konceptet er måske lidt løst. Der er plads til nogle kærlighedssange, men det er tit ikke svært at få dem til at have noget med emnet at gøre. Love Would Never Do (Without You) handler sandsynligvis om et forhold mellem to af forskellig race, og EscapadeLonely og Come Back to Me handler om at undslippe fra hverdagens problemer gennem kærlighed. På Someday Is Tonight lader det til at handle om to mennesker, der på en eller anden måde har været modvilligt afskåret fra hinanden.

Men hvem ved, måske lægger jeg bare for meget i det. Miss You Much og Alright lader i hvert fald ikke til at handle om andet end lyksalig forelskelse. Det er gode sange, men temaet lægger de sig ikke særlig tæt opad. Gode sange, dem er der i øvrigt overflod af på dette album. Black Cat er lige til at rocke med på, Alright er enormt dansevenlig, The Knowledge blander spoken word med sang på en måde, der virkelig udtrykker visdom. Der er meget variation i sangskrivningen, men de har alle én ting til fælles: de har alle omkvæd, og disse omkvæd er sindssygt fængende. Når du hører albummet for anden gang, så kan du næsten garanteret synge med på alle omkvæd, så snart de begynder. Albummet er også meget stilfuldt opbygget. Der er 6 små, virkelig korte interludier spredt omkring på albummet. De skaber virkelig naturlige overgange mellem sangene. Nogle gange kan man godt begynde at tænke “Hvad? Er der begyndt et nyt nummer” – man lægger ikke engang mærke til det før Janet åbner munden. Der er også genial vekslen mellem det blide og det hårde, det langsomme og det mere energiske.

Det ender dog lidt med at bide pladen i halen, at det hele er så sammenhængende. De første par gange, man lytter til pladen, er det helt fantastisk, hvor naturligt det bare flyder. Men der skal ikke særlig mange gennemlytninger til, før det hele er meget forudsigeligt. I forhold til, at det varer en hel time, lærer man så hurtigt det hele at kende, at der bare ikke er særlig meget at vende tilbage til. Det er ret let at huske, alt, der sker. Dine favoritter efter første gennemlytning vil næppe ændre sig, og man opdager hverken styrker eller svagheder ved de individuelle numre, der ikke var synlige ved første gennemlytning. I forhold til at den varer en time, er det dog en meget solid plade. Man kan mærke konceptet, selvom det ikke altid er lige tydeligt, man kan mærke, at alt dette betød noget for Janet Jackson, og melodierne er bare noget af det sjoveste, perioden havde at byde på. Der er mange følelser, og sangene er bundsolide. Det lyder ret meget af Michael, men det er slet ikke noget skidt. Hvis du kan lide ham, er Rhythm Nation 1814 nok også noget for dig, men bare en smag for popmusik generelt bør være nok.

278 – Madonna – The Immaculate Collection (1990)

Madonna, dronningen af pop, var et af 80’ernes største musikalske navne. Hendes albums solgte godt, hendes singler blev spillet ofte, og hun havde aldrig udgivet en greatest hits-plade. Dette blev ændret i 1990 med The Immaculate Collection, der samler 17 af hendes største hits. Pladen er opbygget kronologisk, og man følger dermed meget nøje Madonnas udvikling fra den søde lille popprinsesse på Holiday til den bombastiske excentriker på Rescue Me. Der er sange fra alle hendes dengang fire studiealbums, plus to sange fra soundtracks og to sange udgivet for første gang i anledning af The Immaculate Collection, og disse to, Vogue og Justify my Love, endte heldigvis også med at blive store hits. Det kan være svært at udvælge sange til en greatest hits-opsamling, når man har at gøre med en så kommercielt succesfuld kunstner som Madonna. Enten får man en meget lang plade, der ikke rigtig holder som et album, eller også får man en plade af acceptabel længde, der ikke medtager alle de store hits.

På The Immaculate Collection må man undvære sange som True BlueWho’s That Girl og Causing a Commotion. Pladen varer 73 minutter, og denne længde fungerer fint. De andre sange er ikke rigtig nogle af mine personlige favoritter eller noget, så jeg kan sagtens overleve uden dem. Til gengæld er næsten alle sangene på pladen popmusik af højeste kvalitet. Grundet den store udvikling, Madonna foretog sig på de 7 år, pladen strækker sig over, er den kronologiske opstilling også en virkelig god måde at kunne følge med i hendes udvikling som kunstner. Derfor føles de tre sidste sange, Vogue Justify my Love og Rescue Me, der alle er meget syntetiske og futuristiske og indeholder spoken word, som en slags endelig udvikling for Madonna. Og det føles virkelig som om hendes karriere kunne have stoppet her, selv hvis man tager senere mesterværker som Ray of Light i betragtning. Man har været gennem en rejse med Madonna, og jeg nød rigtig meget af den.

Madonnas store singler, Like a PrayerLike a VirginPapa Don’t PreachMaterial Girl og Borderline er jo lige til at synge med på, og de fylder meget af pladen. Albummets sange er alle meget poppede, og derfor kan man allerede ved anden gennemlytning synge med på selv dem, man ikke kender i forvejen. De fleste af sangene er også meget sjove at danse til. Jeg vil sige, at to af sangene fra True Blue-albummet, Live to Tell og Open my Heart, ikke er nær så lette for mig at nyde som resten. De er fine nok, men ved siden af sjove, nærmest latterlige sange som Into the Groove og Like a Prayer virker det ikke helt overbevisende. Det bliver bare til nogle ret ordinære middeltempo-sange. Så kunne man i det mindste gøre dem ligeså oprigtige og ømme som Borderline eller Papa Don’t Preach, men man kunne også bare give dem et lille gimmick som latin-inspirationen på den eksotiske La Isla Bonita. Det meste af pladen er dog fyldt med bundsolid, dansevenlige popsange fra en af 80’ernes bedste popstjerner. Hvis du vil lære Madonna at kende, så er dette det ideelle sted at starte, og den er bedre end det moderne modsvar, Celebration, som jeg selv finder alt for langtrukken.

316 – No Doubt – Rock Steady (2001)

No Doubt har jeg et besværligt forhold til. Jeg gav deres gennembrudsalbum, Tragic Kingdom, en særdeles positiv anmeldelse for noget tid siden, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er vild med nogen andre plader, de har lavet. Rock Steady fra 2001 er ingen undtagelse, men langt fra hele pladen er noget værre lort. Dens intro er ikke lige min stil. Den er hovedsageligt a capella, men noget bip-bip-tekno dukker op mod slutningen, og det matcher ikke sangen specielt godt. Det er nok det ord, der bedst dækker over pladens væsentligste problem, altså “bip-bip-tekno”. Jeg har ikke noget i mod elektronisk musik, men de elektroniske elementer på denne plade er forfærdeligt underproducerede. De mangler noget af den stil og elegance, der gjorde Tragic Kingdom til sådan en fed plade. Den første reelle sang, Hella Good, er faktisk slet ikke dårligt skrevet, riffet er endda rigtig godt. Det er bare synd, at lag på lag af minimalistisk distortion og bippen.

Det andet nummer, Hey Baby, er dog fuldkommen forfærdeligt. Den er højlydt og ikke specielt tiltalende. Og hvad er det for en underlig idé med dance-musik, som man ikke kan danse til? De hiver dancehall-stjernen Bounty Killer ind til et gæstevers her, og for at være ærlig, så gør han bare det hele mere irriterende. Først på pladens femte nummer går gruppen væk fra dancemusikken, og det gør de med reggae-sangen Underneath It All. Produktionen er ret fin her, selvom hornene i baggrunden ikke er de mest tiltalende, og melodien er sjov og fængende, men det store problem her er bare teksten: “You want to love me – underneath it all” – fy for den da! Hele første halvdel af pladen kunne jeg let have levet uden, men så sker der noget. Det syvende nummer, Don’t Let Me Down er faktisk skidegod. Den har meget af den punkede attitude og stil, der gjorde Tragic Kingdom til en så formidabel plade. Produktionen er stadig ikke helt i øjet, men generelt fortsætter albummet med at være godt herfra.

Reggae-nummeret Start the Fire er ganske hyggelig, og den simplistiske Running udnytter rent faktisk bip-bip-teknoen til at skabe stemning! Produktionen er faktisk rigtig god herpå, og forsanger Gwen Stefani lægger virkelig hele sit hjerte i det. Det er næsten for godt til at være på denne plade. In My Head er et skridt i den forkerte retning, men det har faktisk mest noget med Gwen Stefani at gøre. Den kunne sikkert fungere godt med en anden sanger på sig, for hun er ikke så god til at være så dæmonisk og funky, som denne sang kræver. Derudover er teksten ret egoistisk, ikke ulig Underneath It All. Det bliver dog hurtigt gjort godt igen med to virkelig fede rocknumre. Først Platinum Blonde Life, der bare er en fed, fængende rocksang med masser af attitude og et svedigt guitarriff, men et rent højdepunkt kommer i form at Waiting Room som er opført i samarbejde med Prince, som de også skrev den med. Den er virkelig fed. Jeg ser sjældent plader, der er af så svingende kvalitet som Rock Steady. Der er virkelig gode sange og virkelig dårlige sange side om side. Desværre er det dårlige dog ikke kedeligt, det er bare irriterende, og det er om muligt værre, hvis du spørger mig.

361 – New Order – Substance (1987)

Da Ian Curtis, forsanger i post-punk-bandet Joy Division, begik selvmord i 1980, skiftede gruppen navn til New Order. Under dette navn udviklede gruppen sig gradvist væk fra den oprindelige deprimerede post-punk-stil. Med tiden blev deres sange rigtig dansevenlige, og i 1987 udkom alle singler, de hidtil havde udgivet, som et album, og det kom til at hedde Substance. New Order var store fans af 12-tommers-singler, og derfor er mange af sangene på denne plade naturligvis rigtig lange; kun seks af de 24 sange på cd-udgaven er under 5 minutter lange. Albummet er opstillet sådan, at man på første cd kan finde alle deres hidtil udgivne singler i kronologisk rækkefølge, mens man på den anden cd kan finde de udvalgte b-sider, ligeledes kronologisk opstillet. Den første cd nærmer sig perfektion. Der er bare fedt nummer efter fedt nummer, og man lægger ikke engang mærke til, at de fleste numre er ufatteligt lange. Den kronologiske opstilling gør deres udvikling meget tydelig, og den forhindrer også albummet i at være en stor rodebutik.

Problemerne opstår først, når man kommer til anden cd. Dette materiale findes ikke på vinyludgaven, men det har været på cd’en siden første udgivelse i 1987, så jeg vil ikke regne det som en bonus-cd. Men på den finder man som sagt en masse b-sider. B-siderne er ikke dårlige, men de er langt fra nær så lette at sluge. Mange af dem er instrumentale, især er mange instrumentale udgaver af numre på første cd. Ellers er der en del meget alternative numre, der ikke på nogen måde er nær så dansevenlige eller sjove som singlerne. Et par stykker er dog næsten på niveau med dem fra første cd. Cries and WhispersHurt og 1963 er nok de bedste af b-siderne, og selvom ingen af dem er så gode som Blue MondayBizarre Love Triangle eller True Faith, så er de stadig virkelig gode. Til gengæld er jeg ikke særlig interesseret i at høre instrumentale eller alternative udgaver af sange, jeg allerede har hørt, og det har jeg især ikke, hvis jeg skal igennem dem for at nå til sange, jeg slet ikke har hørt før. Underligt nok finder man desuden Procession på disc 2, selvom den var en single.

Det er ikke alle b-sider, man kan finde på Substance, hvorimod alle singler fra før pladens udgivelse er derpå. Sangen Mesh er det eneste originale B-side-nummer, der ikke kan findes på opsamlingen, og det er ellers en ganske fin sang. Hvis nu den var tilføjet til albummet, mens alle de alternative udgaver blev fjernet, så ville jeg personligt have meget mere til overs for pladen, der ellers er af rigtig høj kvalitet. Derudover ville det have været fedt, hvis singlerne og b-siderne ikke var så adskilte. Jeg har efterhånden nævnt rigtig mange negative ting, men lad mig dog lige slå fast en gang for alle, at disse ting ikke betyder specielt meget, for kvaliteten på albummet er konstant virkelig, virkelig høj. Det er bare strukturen, der er nogle problemer med. New Orders singler var af konstant enormt høj kvalitet. Hvert eneste nummer på disc 1 er fremragende, og hvert eneste nummer på disc 2 er godt. Hvis du kan lide noget sjov, fængende popmusik, der samtidig kan få dig til at tænke en smule, så er New Order nok noget for dig, og Substance er nok det bedste sted at starte, da mange af deres bedste sange faktisk kun findes på opsamlinger, og denne giver dig de bedste udgaver af nogle af deres bedste numre.