Tag-arkiv: Adult contemporary

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Udgivet den af
Svar

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I Know, Greatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

389 – Don Henley – The End of the Innocence (1989)

Udgivet den af
Svar

I 1980 gik Eagles i opløsning, men alle fem medlemmer af gruppen havde skam en solokarriere i ærmet, og den mest succesfulde blandt de fem nu enlige ørne var nok Don Henley, der bl.a. fik mange store hits gennem sit tredje album, The End of the Innocence, der åbner med et virkelig flot, sentimentalt titelnummer. Det er både virkelig charmerende og velskrevet, og selvom det ikke i sin stil er andet end vanlig soft rock, gør den det virkelig godt på det felt. How Bad Do You Want It? er mere af en stor, glad popsang. Hornene derpå er skønne, og melodien er både sjov og fængende. Det er ikke verdens dybeste eller mest teknisk imponerende nummer, men det er virkelig sjovt, og mere tillader jeg mig ikke at bede om. Pladens hårdeste nummer hedder I Will Not Go Quietly, og Henley opfører denne sammen med ingen ringere end Axl Rose. Det lyder ikke fuldstændig Guns ‘N Roses, men det har nogle elementer derfra, hvor den helt store forskel er, at Henley er betydeligt mere poppet. Dog lyder det stadig rigtig fedt. Det kunne dog nok tåle at have været lidt kortere.

The Last Worthless Evening er en virkelig sød romantisk  soft-rock-sang. Henleys stemme virker virkelig omsorgsfuld og betryggende. Melodien er virkelig fængende, og den passer fuldstændig perfekt til teksten. Igen er det dog som tidlgere, at det her nummer nok er en smule for langt i forhold til hvor mange gange, jeg ønsker et omkvæd gentaget. Apropos sange, der gentager omkvædet alt for længe, så kommer pladens længste sang, New York Minute, lige derefter. Det er faktisk en virkelig god, dramatisk sang, men man bliver så utrolig hurtigt virkelig træt af omkvædet på grund af de mange gentagelser, og så at omkvædet i sig selv er ret ensartet. Og det er virkelig synd, for nummerets holdbarhed falder drastisk på grund af det. Shangri-La er i rytmen inspireret af en eller anden form for eksotisk folkemusik, men det ender bare med at være en ganske fin funksang. De eksotiske lyde gør det vældig interessant, og musikken udvikler sig faktisk en del, så denne har slet ingen problemer med længden. Den reggae-inspirerede Little Tin God er også ganske sjov, men det er vist som sådan det. Den siger mig ikke rigtig noget, og reggae-rytmer er ikke rigtig nok til at gøre hele nummeret interessant.

Gimme What You’ve Got lyder meget af Eliminator-æraens ZZ Top. Og den har også en virkelig sjov, rå melodi til fælles med dem. Der er en rigtig fed guitarsolo på sig, men den har desværre også nogle negative ting til fælles med dem. Det har nemlig ikke specielt meget dybde, hverken lyrisk eller musikalsk. If Dirt Were Dollars er et blues-inspireret nummer, og den starter også med en rigtig fed blues-guitar. Derudover lyder det faktisk også virkelig som noget, der kunne være på ZZ Tops Eliminator, igen på grund af charme, selvtillid og sjov, men også lidt på grund af at det er en ret tynd sang. På afslutningsnummeret, The Heart of the Matter, vender Henley tilbage til soft-rock, og det har han fandeme styr på. Den har al den sentimentalitet og følelse, som han leverede så flot på så utrolig mange Eagles-numre, og man kunne let ønske, at han have gjort det lidt oftere på dette album. Ikke fordi alle sange på albummet burde lyde ens, men der er en enorm mangel på rød tråd her. Det virker mere som en opsamling end et egentligt album, og albumdynamikken er decideret ringe. The End of the Innocence er et fint album, men det vil næppe blæse dig omkuld eller noget.

480 – George Michael – Faith (1987)

Udgivet den af
Svar

Wham! var et af de mest uskyldige bands nogensinde. Der var absolut intet provokerende ved dem. Indtil man da når til Careless Whisper, en sang, som forsanger George Michael faktisk lavede på egen hånd, selvom den findes på Wham!-albummet Make It Big. Den er fræk og vovet, og den har absolut intet med det andet Wham!-medlem, Andrew Ridgeley at gøre, og uskylden i Wham! er selvfølgelig charmerende nok, men George Michaels evner som musiker blev kraftigt begrænset af dette image, så i 1986 gik Ridgeley og Michael fra hinanden, og Michael fokuserede på mere moden musik. Det resulterede så i albummet Faith fra 1987, som indeholder så mange megahits, at man ikke kan tælle dem på en enkelt hånd. Bid mærke i, at der altså kun er 9 sange på Faith, så det er næsten som at høre et opsamlings-album, men næ nej – alle disse sange var lavet til et og samme album. De er alle enormt fængende, og hvis ikke én eneste sang sidder fast i dit hoved, når du er færdig med at lytte til albummet, så har man vist bare generelt svært ved at få sange på hjernen.

George Michael var uden tvivl meget påvirket af funk og soul, da han skrev Faith, og han formår på fremragende vis at gøre det, disse genrer er berømte for. Hans stemme er sjælfuld og længende på bl.a. Father Figure og One More Try, og han bliver funky og fuld af energi på f.eks. I Want Your Sex (Parts I & II) og Monkey. Der bliver på albummet vekslet meget imellem de funk- og soul-inspirerede sange, så de energiske dansesange kommer med gode mellemrum, så de ikke virker for overgearede, mens de langsomme sange heller ikke trækker ned på albummets overordnede tempo. Samtidig er de to genrer jo tæt beslægtede, så det føles ikke på nogen måde underligt at høre Father Figure efterfulgt af I Want Your Sex (Parts I & II). Nu er det jo heller ikke ren og skær R&B vi har at gøre med. Hans fortid i synthpop bliver ikke ignoreret, så det var let at forholde sig til for Wham!-fans. Personligt tror jeg ikke, at det ville have ændret meget på musikken, hvis han havde brugt traditionelle instrumenter i stedet for synthesizeren, men det irriterer mig ikke, at den er der.

Faith vil ikke ændre på, hvordan du lytter til musik. Den tilføjer ikke meget til poplandskabet, som man ikke allerede har set tusindvis af gange før, men Michael forstod tydeligvis, hvorfor de gamle metoder virkede så godt. Han udnyttede alle de gamle tricks i bogen rigtig godt, men næsten intet føles til gengæld som et helt unikt Michael-varemærke. På den måde mærker man ikke at Michael har haft noget specielt personligt at fortælle, selvom han selv har skrevet, komponeret og produceret hele albummet. Hvis man dog vil have et album, der ikke er en opsamling, der har traditionel 80’er-pop af konstant høj kvalitet, så er Faith et af de bedste albums, man kan finde sig, især hvis man vil have noget, der afviger fra al den new wave, årtiet ellers havde at byde på, men hvis man vil have noget mere unikt, skal man lede en kende længere.