I 1980 gik Eagles i opløsning, men alle fem medlemmer af gruppen havde skam en solokarriere i ærmet, og den mest succesfulde blandt de fem nu enlige ørne var nok Don Henley, der bl.a. fik mange store hits gennem sit tredje album, The End of the Innocence, der åbner med et virkelig flot, sentimentalt titelnummer. Det er både virkelig charmerende og velskrevet, og selvom det ikke i sin stil er andet end vanlig soft rock, gør den det virkelig godt på det felt. How Bad Do You Want It? er mere af en stor, glad popsang. Hornene derpå er skønne, og melodien er både sjov og fængende. Det er ikke verdens dybeste eller mest teknisk imponerende nummer, men det er virkelig sjovt, og mere tillader jeg mig ikke at bede om. Pladens hårdeste nummer hedder I Will Not Go Quietly, og Henley opfører denne sammen med ingen ringere end Axl Rose. Det lyder ikke fuldstændig Guns ‘N Roses, men det har nogle elementer derfra, hvor den helt store forskel er, at Henley er betydeligt mere poppet. Dog lyder det stadig rigtig fedt. Det kunne dog nok tåle at have været lidt kortere.

The Last Worthless Evening er en virkelig sød romantisk  soft-rock-sang. Henleys stemme virker virkelig omsorgsfuld og betryggende. Melodien er virkelig fængende, og den passer fuldstændig perfekt til teksten. Igen er det dog som tidlgere, at det her nummer nok er en smule for langt i forhold til hvor mange gange, jeg ønsker et omkvæd gentaget. Apropos sange, der gentager omkvædet alt for længe, så kommer pladens længste sang, New York Minute, lige derefter. Det er faktisk en virkelig god, dramatisk sang, men man bliver så utrolig hurtigt virkelig træt af omkvædet på grund af de mange gentagelser, og så at omkvædet i sig selv er ret ensartet. Og det er virkelig synd, for nummerets holdbarhed falder drastisk på grund af det. Shangri-La er i rytmen inspireret af en eller anden form for eksotisk folkemusik, men det ender bare med at være en ganske fin funksang. De eksotiske lyde gør det vældig interessant, og musikken udvikler sig faktisk en del, så denne har slet ingen problemer med længden. Den reggae-inspirerede Little Tin God er også ganske sjov, men det er vist som sådan det. Den siger mig ikke rigtig noget, og reggae-rytmer er ikke rigtig nok til at gøre hele nummeret interessant.

Gimme What You’ve Got lyder meget af Eliminator-æraens ZZ Top. Og den har også en virkelig sjov, rå melodi til fælles med dem. Der er en rigtig fed guitarsolo på sig, men den har desværre også nogle negative ting til fælles med dem. Det har nemlig ikke specielt meget dybde, hverken lyrisk eller musikalsk. If Dirt Were Dollars er et blues-inspireret nummer, og den starter også med en rigtig fed blues-guitar. Derudover lyder det faktisk også virkelig som noget, der kunne være på ZZ Tops Eliminator, igen på grund af charme, selvtillid og sjov, men også lidt på grund af at det er en ret tynd sang. På afslutningsnummeret, The Heart of the Matter, vender Henley tilbage til soft-rock, og det har han fandeme styr på. Den har al den sentimentalitet og følelse, som han leverede så flot på så utrolig mange Eagles-numre, og man kunne let ønske, at han have gjort det lidt oftere på dette album. Ikke fordi alle sange på albummet burde lyde ens, men der er en enorm mangel på rød tråd her. Det virker mere som en opsamling end et egentligt album, og albumdynamikken er decideret ringe. The End of the Innocence er et fint album, men det vil næppe blæse dig omkuld eller noget.