Kategoriarkiv: 1989

226 – Pixies – Doolittle (1989)

Udgivet den af
Svar

Jeg tror efterhånden, at jeg har gjort det ret klart, at jeg elsker Pixies. Jeg roste deres album Surfer Rosa til skyerne, da jeg anmeldte det i sin tid, og de var et af de bands, der lå højest, da jeg rangerede, hvem jeg glædede mig mest til at se på NorthSide 2014. Desuden har jeg sammenlignet talrige bands med dem, både i og udenfor anmeldelserne. Selvom min første oplevelse med dem var Surfer Rosa, så mener jeg dog, at deres bedste værk uden tvivl må være deres andet album, Doolittle fra 1988. Dette er pladen, hvor de har den højeste generelle kvalitet, og sangene hænger utrolig godt sammen. Jeg skreg på et tidspunkt så højt med på åbningsnummeret Debaser, at min søster kom ind til mig for at bede mig om at lade være – og jeg kunne bare ikke stoppe. Der var pladen knap nok gået i gang, og jeg kan ikke engang rigtig ordene til den sang. Alligevel er den så gribende, at jeg følte en enorm trang til at råbe med og nynne det fantastiske guitarriff. Min søster delte dog ikke entusiasmen, og i sidste ende måtte jeg tage hovedtelefoner på og lukke munden.

Der er hele 15 af sådan nogle gode sange, og hvor der selvfølgelig er variation, deler albummet som helhed mange kvaliteter med åbningsnummeret. Det er højlydt, det er skrigende, man bliver suget ind i lyduniverset, og spilleglæden er helt enorm. Meget af deres lyd ligger i bassen, der måske ikke er så fremtrædende, men når man siger, at bassen lægger fundamentet, så er Pixies et af de bedste bands at kigge på. Bassisten hedder Kim Deal, og hun er blevet en virkelig afholdt del af bandet af god grund. Hun synger også med på mange sange, heriblandt Hey, Silver og There Goes My Gun. Hendes stemme giver noget ekstra kant og karakter til disse sange, og hun lyder jo slet ikke som forsanger Black Francis’ skingre skrig, så det tilføjer ret meget, man ellers ikke ville få. Det gør også, at det føles meget mere hjemmelavet og dermed til at føle lidt på. Noget andet, der gør dette er, at sangene er virkelig forskellige fra hinanden, hvilket også gør det til en mere mættet plade end f.eks. Surfer Rosa.

Der er mange af de vilde rocknumre, Pixies blev kendte for gennem Surfer Rosa, men mellem Monkey Gone To Heaven, Gouge Away og Debaser, så finder man en hel del musik, som nok end ikke ville have været så god på egen hånd, men det vækker opsigt på en plade som Doolittle. Nu siger jeg noget kontroversielt, men La La Love You er ikke en specielt god sang. Den er så fjollet og klichéfuld, at det er til at le af, og det er virkelig corny. Jeg mener helt ærligt, den rimer maybe og baby. Og den gør det endda meget kluntet. Det er uden tvivl den værste sang på pladen, og det er derfor den er så fantastisk. Den er så underlig at høre blandt alle disse vilde numre om gud og djævelen og død og alt sådan noget. Og det hjælper virkelig med at holde pladen frisk. Det samme gør den western-inspirerede Silver, og den underligt lystige og for en stund reggae-prægede Mr. Grieves. Doolittle er en skøn plade, og jeg har virkelig svært ved at udpege noget som helst negativt ved pladen som en helhed. Hvis du kan lide rockmusik, der er bare en smule hårdt, så bør du give det en chance.

229 – Bonnie Raitt – Nick of Time (1989)

Udgivet den af
Svar

Blues er en genre, der ikke ligefrem har været spækfuld af store kvindelige navne. I gamle dage var der selvfølgelig Big Mama Thornton, og Janis Joplin såvel som Grace Slick havde klare rødder i genren, men den eneste store kvindelige bluesguitarist, jeg kan komme på er Bonnie Raitt. Raitt har lavet plader siden starten af 70’erne, og hun holder sig faktisk stadig ret godt. Hendes store folkelige gennembrud var den grammy-vindende Nick of Time fra 1989, der også er en ret god introduktion til hende. Man lægger lige fra det første nummer mærke til hendes dejligt sprøde stemme og flotte evner på guitaren. Lydbilledet er mere fyldigt end man er vant til fra gammeldags blues, og det gør, at man ikke nødvendigvis lægger så meget til guitaren, men den ender faktisk med at gøre hendes lyd meget større. Raitt har kun skrevet to af numrene på pladen, Nick of Time og The Road’s My Middle Name. Resten er skrevet af et meget varieret udbud af sangskrivere, og sangene er også meget forskellige. De fleste lyder meget af blues, mere end titelnummeret gør, men der er også mange, der lugter meget af country eller endda reggae.

Reggae-sangen er en ret ren, ufarlig popsang, men Have a Heart er stadig fuld af følelser. Det er dog hendes bluesmateriale, der virkelig vækker opsigt. Thing Called Love, Love Letter og Real Man er rå og ustyrlige, og hun fyrer den virkelig af på spaden. Og det er også bare virkelig forfriskende at høre en kvindestemme opføre sådan noget musik. Genren har i årevis været kendetegnet ved en vis hørm af machomand og ærlig talt ret sexistiske sange. Det er da dejligt at høre det modsatte perspektiv, for rigtig mange bluessange handler trods alt om den underrepræsenterede demografi. Det er jo ikke fordi Raitt ikke kan lide disse gamle bluesdrenge, hun er tydeligvis inspireret af dem, og hun har optaget sange med mere end bare få af dem. Desuden er kun ganske få sange skrevet af hende, og langt fra alle er heller skrevet af andre kvinder. De er selvfølgelig skrevet til Raitt, og det betyder stadig noget, og hendes måde at synge og spille disse sange er ganske unik. Man kan så begynde at spørge sig selv, hvorvidt vi faktisk får et kvindeligt perspektiv på en mandsdomineret genre, men uanset hvad så får vi nogle stadig meget moderne bud på hvad blues kan gøres til. Og det lyder rigtig godt.

Jeg nyder alle numrene på Nick of Time, og selvom jeg foretrækker de mere blues-prægede numre, så er det rart med de små afbrydelser man får fra de andre, mere stille numre. Det ender med at blive ganske hyggeligt. Og det er nok det store problem, som dette ellers virkelig gode album lider af: det er lidt for begivenhedsløst. Der sker en masse, men jeg savner nogle reelle højdepunkter at kunne pege på. Der er altid smukke følelser, og store er de da, men de bliver aldrig enorme. Alle sangene fungerer rigtig godt på egen hånd, men de bygger ikke rigtig op mod noget større. Det føles lidt som en opsamling. Heldigvis er kvaliteten så rigtig høj, og heldigvis får man også meget forskellig musik. Bonnie Raitt er en virkelig talentfuld guitarist og sanger, og denne konsekvente kvalitet holder albummet rigtig højt oppe, og selvom den manglende sammenhæng gør, at man ikke kan lytte til albummet nær så mange gange i træk som visse andre plader. Den store variation gør dog, at man altid får noget nyt, og hvis du ikke har lyttet til den i noget tid, eller hvis du aldrig har lyttet til den før, så kan det absolut anbefales at give Nick of Time en omgang, for den er fuld af kvalitetsmusik.

237 – Madonna – Like a Prayer (1989)

Udgivet den af
Svar

I 1989 var Madonna toppen af poppen. Hun havde udgivet tre vildt succesfulde studiealbums med utrlolig populære singler, spillet hovedrollen i 4 film, og til en af dem havde hun endda lavet soundtracket, som har nogle ret populære sange på sig. Hendes popularitet nåede dog højdepunktet med albummet Like a Prayer i 1989. På denne finder man nogle af de bedste popsange nogensinde, heriblandt det fantastiske titelnummer. Det store gospelkor, den sjove melodi og den faktisk særdeles kloge og vittige tekst arbejder sammen om at opnå det, enhver popmusiker bør stræbe efter. Det er simpelthen bare perfektion. Madonna ved, hvad hun laver, og selvom det hele er simpel popmusik, så gør hun hver sang ganske forskellig fra den sidste, og hun sørger også på de individuelle sange for ikke at gentage sig for meget. Det er en stor kunst at skabe en fængende sang uden at gentage sig så meget, at det kan være trættende at lytte til gentagne gange. Den sang, der er tættest på at komme til dette er Cherish, men den er kompositorisk virkelig stærk, og selvom det er en simpel kærlighedssang, er teksten ganske klog. Og instrumentationen er godt nok funky.

I forhold til, at det er popmusik, så er sangene også meget lange. Kun to af pladens 11 sange er under 4 minutter, og de fleste er tættere på 5 minutter end 4. Det er dog fuldkommen retfærdiggjort i de fleste tilfælde. Cherish udvikler sig nok lidt for lidt efter min smag, den måtte godt have skåret 30 sekunder af. Ellers er der mere på spil end blot omkvæd og vers. Der er mange brud i strukturen, selv på tilsyneladende simple sange som Keep it Together og Till Death Do Us Part. Till Death Do Us Part er dog ikke den bedste sang på pladen på nogen måde. Den er sjov og energisk, men den føles kunstig, og før Madonna begynder på at synge, så lyder det lidt som baggrundsmusik fra The Sims eller TV-shoppen. Den er lidt sukkersød og hyperaktiv, men heldigvis bliver den efterfulgt af den stille klaverballade Promise To Try, der er en flot afstikker på pladen. Apropos afstikkere, så tog det mig virkelig lang tid at værdsætte Love Song, som hun har skrevet og opført i samarbejde med Prince. Den lyder rigtig meget af Prince, og det er lidt distraherende, for den er meget skævere end noget andet på pladen. Den er dog både stemningsrig og dybsindig, og det ender med at være et højdepunkt.

Selvom der er nogle små problemer på nogle enkelte numre, så er det største problem nok pladens afslutningsnummer, Act of Contrition. Madonna synger ubehageligt ømt over små klip fra sangen Like a Prayer spillet baglæns. Det er en meget sær sang, og heldigvis er den ganske kort, men det er en meget antiklimaktisk afslutning. Hun afslutter med at råbe “What Do You Mean It’s Not in the Computer?”. Det ville måske have virket, hvis hun generelt var mere eksperimentel, men her føles det bare underligt. Det passer slet ikke ind. Dog vil jeg give det point for at være kreativt og unikt. I løbet af Like a Prayer får du både nogle velkendte singler, men som du hører albummet adskillige gange, bliver det til en meget helstøbt oplevelse, hvor sange som Express Yourself og Cherish er lige så store klassikere i dit hoved som Love Song og Spanish Eyes. På sidstnævnte samt faktisk ret mange andre af pladens sange er der en ægte messingblæserkvartet. Samtidens popsangere ville sikkert bare bruge synthesizere, men Like a Prayer er en af Madonnas mest organiske plader. Og det er også en af de bedste.

275 – Janet Jackson – Rhythm Nation 1814 (1989)

Udgivet den af
Svar

Michael Jacksons søster Janet havde ligeså meget stjernepower som sin bror, og det beviste hun for alvor med albummet Control fra 1986. Det gjorde hende til en superstjerne med singler som Nasty, Let’s Wait Awhile og When I Think of You. Tre år efter udgav hun endnu et album, og hvor Control blot var en godt skåret popplade med fængende sange, så var opfølgeren, Rhythm Nation 1814, et konceptalbum på over en time om social uretfærdighed. Samtidig formåede det dog at være usandsynligt succesfuldt. 8 af de 12 sange blev udgivet som singler, og halvdelen af disse røg hele vejen til toppen af de amerikanske hitlister – og den anden halvdel klarede sig ligeledes fantastisk. Okay, konceptet er måske lidt løst. Der er plads til nogle kærlighedssange, men det er tit ikke svært at få dem til at have noget med emnet at gøre. Love Would Never Do (Without You) handler sandsynligvis om et forhold mellem to af forskellig race, og Escapade, Lonely og Come Back to Me handler om at undslippe fra hverdagens problemer gennem kærlighed. På Someday Is Tonight lader det til at handle om to mennesker, der på en eller anden måde har været modvilligt afskåret fra hinanden.

Men hvem ved, måske lægger jeg bare for meget i det. Miss You Much og Alright lader i hvert fald ikke til at handle om andet end lyksalig forelskelse. Det er gode sange, men temaet lægger de sig ikke særlig tæt opad. Gode sange, dem er der i øvrigt overflod af på dette album. Black Cat er lige til at rocke med på, Alright er enormt dansevenlig, The Knowledge blander spoken word med sang på en måde, der virkelig udtrykker visdom. Der er meget variation i sangskrivningen, men de har alle én ting til fælles: de har alle omkvæd, og disse omkvæd er sindssygt fængende. Når du hører albummet for anden gang, så kan du næsten garanteret synge med på alle omkvæd, så snart de begynder. Albummet er også meget stilfuldt opbygget. Der er 6 små, virkelig korte interludier spredt omkring på albummet. De skaber virkelig naturlige overgange mellem sangene. Nogle gange kan man godt begynde at tænke “Hvad? Er der begyndt et nyt nummer” – man lægger ikke engang mærke til det før Janet åbner munden. Der er også genial vekslen mellem det blide og det hårde, det langsomme og det mere energiske.

Det ender dog lidt med at bide pladen i halen, at det hele er så sammenhængende. De første par gange, man lytter til pladen, er det helt fantastisk, hvor naturligt det bare flyder. Men der skal ikke særlig mange gennemlytninger til, før det hele er meget forudsigeligt. I forhold til, at det varer en hel time, lærer man så hurtigt det hele at kende, at der bare ikke er særlig meget at vende tilbage til. Det er ret let at huske, alt, der sker. Dine favoritter efter første gennemlytning vil næppe ændre sig, og man opdager hverken styrker eller svagheder ved de individuelle numre, der ikke var synlige ved første gennemlytning. I forhold til at den varer en time, er det dog en meget solid plade. Man kan mærke konceptet, selvom det ikke altid er lige tydeligt, man kan mærke, at alt dette betød noget for Janet Jackson, og melodierne er bare noget af det sjoveste, perioden havde at byde på. Der er mange følelser, og sangene er bundsolide. Det lyder ret meget af Michael, men det er slet ikke noget skidt. Hvis du kan lide ham, er Rhythm Nation 1814 nok også noget for dig, men bare en smag for popmusik generelt bør være nok.

326 – The Cure – Disintegration (1989)

Udgivet den af
Svar

The Cure er et band, der virkelig har udviklet sig meget. Prøv at lytte til deres tidlige numre som Boys Don’t Cry, Killing an Arab eller Primary. Det er meget punkede sange, og forsanger Robert Smith er meget aggressiv. I løbet af 80’erne udviklede de sig rigtig meget; deres sange blev længere, keyboards blev mere fremtrædende, de begyndte at eksperimentere mere, og måske vigtigst af alt blev deres musik mere melankolsk og deprimeret. The Cure var allerede ret kendte på grund af deres tidligere materiale, men deres helt store gennembrud var nok pladen Disintegration fra 1989, som siden er blevet til gruppens mest kendte plade. På den finder vi nogle af gruppens mest kendte numre, heriblandt Pictures of You, Love Song og Lullaby. Mange af sangene på denne plade er rigtig lange. Faktisk er halvdelen af sangene over 6 minutter lange. På de længere sange er der ofte lange fuldkommen instrumentale passager, hvor du bare skal synke stemningen. Det er tit virkelig smukt, og der bliver bygget rigtig godt op mod forsanger Robert Smith, der med sin hulkende stemme bliver pladens højdepunkt.

Med det sagt, det er let at forstå, hvis du ikke kan lide Robert Smith som sanger. Han kan være overmelankolsk, og for visse lyttere kan han sikkert være svær at tage seriøs med sin konstante vrælen, der ofte ikke engang rammer tonerne ordentligt. Sådan er min personlige mening dog ikke. Jeg kan slet ikke få nok af ham. Han optager som sagt ikke frygtelig meget af den ellers ret lange plade grundet de lange instrumentale passager, men når han er der, så er han fuldkommen fortryllende. Nu hvor jeg lige har nævnt det, så ville det også være godt lige at røre ved, at denne plade er virkelig lang. Jeg bliver altid lidt bange, når jeg skal lytte til plader på over en time, for det er forfærdeligt svært at retfærdiggøre en så lang længde. Gør Disintegration det? Det meste af tiden, ja. Jeg må dog sige, at det langt fra hver gang er tilfældet. Nogle gange kan det være lidt af en mundfuld, og visse af numrene kan, hvis jeg ikke er i godt nok humør, bare føles uendeligt lange, når de stemningsrige instrumentale passager går i gang.

Sangskrivningen på Disintegration er helt fænomenal. Ikke alene sidder mange af sangene virkelig godt fast i hjernen, men de er også virkelig følelsesrige. Jeg mærker tydeligt den inderlige kærlighed på Love Song og det skræmmende mareridtsscenarium på Lullaby. Det mærkeligste er, at jeg mærker dette allertydeligst i de instrumentale passager. Jeg mærker længsel, sorg, pinsel og alle mulige andre følelser virkelig tydeligt gennem hele pladen, og nu og da kan det faktisk ske, jeg selv går igennem dem – helt uden udefrakommende strabadser. Albumstrukturen er godt gennemtænkt. Slutningen er især en fascinerende, sammenhængende rejse. Jeg vil dog også sige, at slutningen kan være svær at komme igennem i starten, da de fire sidste numre til sammen varer en halv time, men hvis du har tid til at høre det hele i en lang køre, så er det smukt sammensat. Jeg har ikke hørt specielt mange albums af The Cure, men virkelig mange siger, at denne er deres allerbedste, og det har jeg slet ikke svært ved at tro, for den er virkelig, virkelig god.

346 – De La Soul – 3 Feet High and Rising (1989)

Udgivet den af
Svar

Når folk snakker om hip hops guldalder, så snakker de oftest om sidste halvdel af 80’erne og de første par år af 90’erne, selvom jeg nok ville sige, at genren faktisk er bedst lige for tiden. Nutidens hip hop er dog selvfølgelig meget påvirket af 80’er-klassikerne, og få albums har været nær så indflydelsesrige som 3 Feet High and Rising af De La Soul. For folk, der ikke interesserer sig videre meget for genren, så er De La Soul nok bare et one hit wonder, der ikke har lavet noget mere bemærkelsesværdigt end sangen Me, Myself and I. Denne sang er at finde på 3 Feet High and Rising, og med sit sjove funkadelic-sample og sin stærke tekst om identitet er det nok en af pladens allerbedste sange. Og dem er der ellers ikke så få af. Faktisk er der hele 23 individuelle numre, men jeg ville nok ikke kalde dem alle sange. 3 Feet High and Rising var det første hip hop-album, der brugte skits, altså små, komiske sketches mellem numrene, noget som rigtig mange albums har gjort siden. Nogle af disse er ganske sjove, f.eks. Intro, men en skit som De La Orgee er bare lyden af et orgie, og det er over 1 minut af pladen, der bare er fuldstændig spildt med det.

Der er også mange egentlige sange, der bare er rigtig korte. Men det gør slet ikke noget, at hverken Can U Keep a Secret?, A Little Bit Of Soap, Description eller I Can Do Anything (Delacratic) end kommer op på hele to minutter. Det får faktisk albummet til at være mere dynamisk, og man behøver jo heller ikke at udvande alle ideer, man får. Nogle gange kan man bare nå at sige alt det nødvendige på meget kort tid, og så er der ingen grund til at vade rundt i det hele i så lang tid. Lad os lige kigge på samtidens store rappere. Vi har LL Cool J, N.W.A., Public Enemy, EPMD, Beastie Boys, Boogie Down Productions – alle meget hårdtslående navne, og de fleste var ikke bange for at være ret grovmundede. Ikke at der er noget i vejen med det, men hvis man ville have blødere, mere radiovenlig hip hop i 80’erne, blev man nødt til at ty til Will Smith eller MC Hammer. Med andre ord: musik, der måske kan være ganske sjov, men som ikke har specielt meget dybde. De fleste af sangene på 3 Feet High and Rising har hitpotentiale, så det er sært at kun en enkelt blev til et hit, og de udgav da også adskillige singler fra pladen.

De La Soul bruger meget kreative samples på 3 Feet High and Rising. Der er selvfølgelig de typiske samples af James Brown, Parliament/Funkadelic og Sly and the Family Stone. Der bliver dog også samplet meget mere bemærkelsesværdige sange og lyde: Mary Had a Little Lamb, Three Is a Magic Number og noget stand-up af Eddie Murphy. Det gør albummet meget levende, og hvis man kan genkende et sample, så føler man sej lidt sej, for de fleste af dem er ret svære at finde, for ikke at snakke om at mange af dem i første omgang er ret obskure. Der er mange ord, der går igen i løbet af albummet, og disse idiosynkrasier giver dem noget ekstra charme. De mest fremtrædende er “Jenny”, “daisy”, “plug” og “de la”, og albummet føles meget gennemarbejdet og helstøbt, fordi disse ganske få ord danner en rød tråd. Hvis du kan lide klassisk hip hop, så er dette et album, man bare skal lytte til. Hvis du bare kan lide sjov 80’er-pop, så er dette nok heller ikke alt for svært at tilgå, og det kan i alle fald let anbefales, for det meste er rigtig godt.

389 – Don Henley – The End of the Innocence (1989)

Udgivet den af
Svar

I 1980 gik Eagles i opløsning, men alle fem medlemmer af gruppen havde skam en solokarriere i ærmet, og den mest succesfulde blandt de fem nu enlige ørne var nok Don Henley, der bl.a. fik mange store hits gennem sit tredje album, The End of the Innocence, der åbner med et virkelig flot, sentimentalt titelnummer. Det er både virkelig charmerende og velskrevet, og selvom det ikke i sin stil er andet end vanlig soft rock, gør den det virkelig godt på det felt. How Bad Do You Want It? er mere af en stor, glad popsang. Hornene derpå er skønne, og melodien er både sjov og fængende. Det er ikke verdens dybeste eller mest teknisk imponerende nummer, men det er virkelig sjovt, og mere tillader jeg mig ikke at bede om. Pladens hårdeste nummer hedder I Will Not Go Quietly, og Henley opfører denne sammen med ingen ringere end Axl Rose. Det lyder ikke fuldstændig Guns ‘N Roses, men det har nogle elementer derfra, hvor den helt store forskel er, at Henley er betydeligt mere poppet. Dog lyder det stadig rigtig fedt. Det kunne dog nok tåle at have været lidt kortere.

The Last Worthless Evening er en virkelig sød romantisk  soft-rock-sang. Henleys stemme virker virkelig omsorgsfuld og betryggende. Melodien er virkelig fængende, og den passer fuldstændig perfekt til teksten. Igen er det dog som tidlgere, at det her nummer nok er en smule for langt i forhold til hvor mange gange, jeg ønsker et omkvæd gentaget. Apropos sange, der gentager omkvædet alt for længe, så kommer pladens længste sang, New York Minute, lige derefter. Det er faktisk en virkelig god, dramatisk sang, men man bliver så utrolig hurtigt virkelig træt af omkvædet på grund af de mange gentagelser, og så at omkvædet i sig selv er ret ensartet. Og det er virkelig synd, for nummerets holdbarhed falder drastisk på grund af det. Shangri-La er i rytmen inspireret af en eller anden form for eksotisk folkemusik, men det ender bare med at være en ganske fin funksang. De eksotiske lyde gør det vældig interessant, og musikken udvikler sig faktisk en del, så denne har slet ingen problemer med længden. Den reggae-inspirerede Little Tin God er også ganske sjov, men det er vist som sådan det. Den siger mig ikke rigtig noget, og reggae-rytmer er ikke rigtig nok til at gøre hele nummeret interessant.

Gimme What You’ve Got lyder meget af Eliminator-æraens ZZ Top. Og den har også en virkelig sjov, rå melodi til fælles med dem. Der er en rigtig fed guitarsolo på sig, men den har desværre også nogle negative ting til fælles med dem. Det har nemlig ikke specielt meget dybde, hverken lyrisk eller musikalsk. If Dirt Were Dollars er et blues-inspireret nummer, og den starter også med en rigtig fed blues-guitar. Derudover lyder det faktisk også virkelig som noget, der kunne være på ZZ Tops Eliminator, igen på grund af charme, selvtillid og sjov, men også lidt på grund af at det er en ret tynd sang. På afslutningsnummeret, The Heart of the Matter, vender Henley tilbage til soft-rock, og det har han fandeme styr på. Den har al den sentimentalitet og følelse, som han leverede så flot på så utrolig mange Eagles-numre, og man kunne let ønske, at han have gjort det lidt oftere på dette album. Ikke fordi alle sange på albummet burde lyde ens, men der er en enorm mangel på rød tråd her. Det virker mere som en opsamling end et egentligt album, og albumdynamikken er decideret ringe. The End of the Innocence er et fint album, men det vil næppe blæse dig omkuld eller noget.