The Cure er et band, der virkelig har udviklet sig meget. Prøv at lytte til deres tidlige numre som Boys Don’t Cry, Killing an Arab eller Primary. Det er meget punkede sange, og forsanger Robert Smith er meget aggressiv. I løbet af 80’erne udviklede de sig rigtig meget; deres sange blev længere, keyboards blev mere fremtrædende, de begyndte at eksperimentere mere, og måske vigtigst af alt blev deres musik mere melankolsk og deprimeret. The Cure var allerede ret kendte på grund af deres tidligere materiale, men deres helt store gennembrud var nok pladen Disintegration fra 1989, som siden er blevet til gruppens mest kendte plade. På den finder vi nogle af gruppens mest kendte numre, heriblandt Pictures of You, Love Song og Lullaby. Mange af sangene på denne plade er rigtig lange. Faktisk er halvdelen af sangene over 6 minutter lange. På de længere sange er der ofte lange fuldkommen instrumentale passager, hvor du bare skal synke stemningen. Det er tit virkelig smukt, og der bliver bygget rigtig godt op mod forsanger Robert Smith, der med sin hulkende stemme bliver pladens højdepunkt.

Med det sagt, det er let at forstå, hvis du ikke kan lide Robert Smith som sanger. Han kan være overmelankolsk, og for visse lyttere kan han sikkert være svær at tage seriøs med sin konstante vrælen, der ofte ikke engang rammer tonerne ordentligt. Sådan er min personlige mening dog ikke. Jeg kan slet ikke få nok af ham. Han optager som sagt ikke frygtelig meget af den ellers ret lange plade grundet de lange instrumentale passager, men når han er der, så er han fuldkommen fortryllende. Nu hvor jeg lige har nævnt det, så ville det også være godt lige at røre ved, at denne plade er virkelig lang. Jeg bliver altid lidt bange, når jeg skal lytte til plader på over en time, for det er forfærdeligt svært at retfærdiggøre en så lang længde. Gør Disintegration det? Det meste af tiden, ja. Jeg må dog sige, at det langt fra hver gang er tilfældet. Nogle gange kan det være lidt af en mundfuld, og visse af numrene kan, hvis jeg ikke er i godt nok humør, bare føles uendeligt lange, når de stemningsrige instrumentale passager går i gang.

Sangskrivningen på Disintegration er helt fænomenal. Ikke alene sidder mange af sangene virkelig godt fast i hjernen, men de er også virkelig følelsesrige. Jeg mærker tydeligt den inderlige kærlighed på Love Song og det skræmmende mareridtsscenarium på Lullaby. Det mærkeligste er, at jeg mærker dette allertydeligst i de instrumentale passager. Jeg mærker længsel, sorg, pinsel og alle mulige andre følelser virkelig tydeligt gennem hele pladen, og nu og da kan det faktisk ske, jeg selv går igennem dem – helt uden udefrakommende strabadser. Albumstrukturen er godt gennemtænkt. Slutningen er især en fascinerende, sammenhængende rejse. Jeg vil dog også sige, at slutningen kan være svær at komme igennem i starten, da de fire sidste numre til sammen varer en halv time, men hvis du har tid til at høre det hele i en lang køre, så er det smukt sammensat. Jeg har ikke hørt specielt mange albums af The Cure, men virkelig mange siger, at denne er deres allerbedste, og det har jeg slet ikke svært ved at tro, for den er virkelig, virkelig god.