Bandet Joy Division havde ikke en forfærdelig lang levetid, men på blot 2 albums og en række singler, nåede de at lave meget fantastisk musik. Det sidste, de nåede at optage inden forsanger Ian Curtis’ død i 1980 var albummet Closer. Dette starter med nummeret Atrocity Exhibition, der er 6 minutter langt og konstant har et stort lag af støj bag Curtis’ dybe stemme. Derudover er der en funky basgang og eksotiske trommer, der gør det til et rigtig sjovt nummer at indlede pladen med. Sjovt er dog nok det forkerte ord, for teksten og leveringen er fanatisk og vanvittig, mens lyden jo er fuldkommen destruktiv. Isolation starter som en simpel new wave-sang med nogle lyse synthesizere, og det er på sin vis dermed en slags forløber for det, gruppens overlevende medlemmer ville lave under navnet New Order. Men Isolation handler vitterligt om isolation, og åbner med teksten “In fear every day, every evening”. Den handler om en tredjeperson, men den føles stadig mere jordnær end hvad godt er, og vokalens utydelige mix gør bare det hele bedre. Passover kører i længere stykker uden vokal, og når den endelig er der, bliver den leveret på monotom vis. Vokalen er langt fremme i mixet, og basgangen er ligeså ensartet, så sangen ender med at blive ret skræmmende.

Colony arbejder i endnu højere grad med gentagelser. Her er bassen ret langt fremme, og leverer en kort, mekanisk basgang igen og igen, mens alle mulige bindegale ting foregår omkring den. Det minder lidt om industriel musik eller endda krautrock, men stadig med det psykotiske twist, som så meget af Joy Divisions musik har. A Means to an End nævner både ideen om et forbillede og om udødelighed – så¨den handler nok om religion. Tempoet på den sang er så inkonsekvent, at det bliver smukt. Man kan mærke hans liv gå fra hinanden, når sangen pludselig bliver lidt langsommere og så hurtigere. Der er ingen kontrol over noget. De gentagne udråb med vendingen “I put my trust in you” ender også med at have stor effekt. Heart and Soul er ikke et Huey Lewis-cover, og det er heller ikke æblemand på engelsk. Det er faktisk stort set det modsatte af de to ting. Den kom før Huey Lewis-sangen, men det er nok ikke et tilfælde, at den hedder det samme som sangen, alle klaver-nybegyndere skal lære. Curtis råber aldrig her, han lyder faktisk mest af alt glad for smerte og ødelæggelse. Han lyder tortureret og forskruet. Det er faktisk virkelig imponerende, at hans stemme kan udtrykke ubehag på så mange måder.

Twenty Four Hours er en ret langsom og stille sang i starten, og så går den over i kaos, og så tilbage til stilhed, og det mønster kører det efter i noget tid. Curtis’ dybe stemme følger ikke særlig godt med, men det lyder ikke engang som om, han lægger mærke til det. Denne manglende sammenhæng mellem musik og sang gør blot det hele endnu mere ubehageligt og kaotisk. Men Joy Division er den bedst tænkelige form for ubehagelighed. The Eternal er en helt igennem trist og langsom sang. Dens lyd er tung og dramatisk, men værst af alt lyder den opgivende. Det er en af de tristeste sange, gruppen har lavet, og den monotome, kolde lyd ligner meget det, der ville blive til trip hop senere. Det er uden tvivl den sang på pladen, der er sværest at holde ud, mest fordi tydeligt mærker al den pinsel, curtis udtrykker. Decades får lov til at afslutte pladen, og det gør den med nogle meget høje synthesizertoner. Det er en meget åben slutning, og i stemning udtrykker den mest af alt fortrydelse og angst. Der er intet, der er godt ved Closer, det er en plade af ren ondskab. Og det er derfor jeg elsker den.