126 – Talking Heads – Remain in Light (1980)

Talking Heads kan på overfladen blot virke som et fjollet firserband, der kom lidt tidligere end alle de andre fjollede firserbands. Det er dog på ingen måde en beskrivelse, der yder dem retfærdighed, for deres mest roste plade, Remain In Light, er så innovativ og aparte, at det er svært at fatte, at den blev udgivet allerede i 1980. Åbningsnummeret, Born Under Punches (The Heat Goes On) starter “blot” som et meget funky post-punk-nummer, lidt hen af noget Gang of Four kunne have lavet, men senere kommer mange elementer af Afrobeat, og mens nogle elementer bliver repeteret, kommer andre i massevis af lag, og ender i et stort cluster af lyd og galskab. Denne åbning er så sær og alligevel fængslende, at man ikke helt kan stoppe med at lytte til sangen. Afrobeat-lyden fortsætter på Crosseyed and Painless, især i forhold til hvordan forsanger David Byrne råbesynger over groovet, for derefter at gå over i melodiske, lettere psykedeliske korstykker. Den bidende koklokke er også værd at fremhæve. De inkorporerer endda et kort stykke, der mest af alt lyder som rap, men det forsvinder lige så hurtigt som det kommer. Talking Heads forstår om noget at ride grænsen mellem det morsomme og det ukomfortable.

The Great Curve er på mange måder et af de mere poppede numre, og på mange andre slet ikke. Omkvædet er simpelt og fængende, men lyden er som helhed mørk og dommedagsagtig, hvilket kun bliver stærkere af en skæv Robert Fripp-lignende guitarsolo fra Adrian Belew. Det simple omkvæd rammer også en intensitet til sidst, og man kommer i tvivl om, hvorvidt man bør danse eller skælve. En sang, jeg dog har hørt så mange gange, at jeg næsten altid bliver glad af at høre den, er den sjove Once in a Lifetime. Her formår de, som de nok i højere grad gjorde senere i karrieren, at gemme det mørke og sindstvivlende under noget glad, poppet new wave. Det gør dog ikke, at de ikke rammer den stemningsmæssige “uncanny valley” til tider, men man får lige akkurat nok, så man stadig kan synge med på omkvædet. Houses in Motion er en på alle måder mere gruopvækkende sang, især grundet soloen til sidst, der mest af alt lyder som en halvslatten trompet. At Talking Heads’ tekster kan være svære at forstå øger i mine øjne denne følelsesmæssige usikkerhed. Hvad betyder “Visiting houses in motion”? Jeg ved det ikke, men det lyder syret.

Seen and Not Seen starter nærmest som noget vestkyst-hip hop fra 90’erne, og det ærger mig, at den aldrig er blevet samplet af Snoop Dogg eller Dr. Dre. Som sangen dog skrider frem, bliver den mere æterisk og for en gangs skyld, er der et meget klart narrativ. Det er en underholdende, lettere tankevækkende tekst. Instrumentationen er også mere tilbagelænet her, så teksten kommer virkelig i fokus. Det handler om udseende, identitet og mangel på samme. Det minder mig i grunden lidt om en sang som Showroom Dummies af Kraftwerk, hvilket kun er en god ting. Listening Wind indeholder nogle tydelige psykedeliske elementer, nogle instrumenter lyder endda til tider som om, de bliver spillet baglæns. Brian Enos produktion er noget af det væsentligste, der gør dette nummer gribende, og så meget mere inderligt end resten af pladen. Og så lægger det flot op til nok det mørkeste nummer, Talking Heads nogensinde har lavet. The Overload er ikke en sjov sang. Det er en langsom, grum sang, der sender kuldegysninger ned af ryggen. Den sætter et meget deprimeret punktum på en plade, der er fuld af følelsesmæssige op- og nedture. Hvis du vil høre, hvorfor Talking Heads ikke blot er nogle sjove firsergøglere, så lyt til Remain in Light. Den udtrykker eminent bandets dybde.

155 – Pretenders – Pretenders (1980)

Det er måske svært at forstå, men den eponyme debut af rockbandet Pretenders tog mig et par gennemlytninger, før jeg forstod, hvorfor den var så afholdt. Man skulle jo tro, at den let tilgængelige, ofte ret punkede pop-rock, de laver, ville være let at sætte pris på. Men det tog mig for alvor noget tid, før jeg forstod, at jeg lyttede til noget ganske unikt. Forsanger Chrissie Hynde er nemlig en eminent sangskriver. På et nummer som The Phone Call gør hun punk-rock til noget større og mere ambitiøst, end man til at starte med ville forvente, og på Private Life blander hun et sumpet, diskret Marley-groove med personlig intimitet og skrøbelighed. Selv på sange som Brass in Pocket er virkelig dybfølte og kreative. Ud over blæsere på et par få numre afviger de ikke fra det standard guitar/bas/trommer/keyboard-setup, men sangene har stadig meget forskellige udtryk. Hynde har en stor forståelse for hvordan hun kan få så mange forskellige lyde ud af instrumenterne som muligt, så selv når hun ikke er forfatteren bag et nummer, kan man mærke hendes kreativitet skinne igennem.

Produceren på Pretenders er ingen ringere end Chris Thomas, der nok er bedst kendt for at producere Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, en plade, der er kendetegnet af sin hårde, grimme lyd, hvor instrumenterne nærmest går i et med hinanden. På Pretenders er jeg faktisk imponeret over det præcis modsatte. Der bliver arbejdet med så mange forskellige lyde fra instrumenterne, men alligevel lyder det altid pænt og klart på samtlige instrumenter. Selv meget punkede sange som Precious og Tattooed Love Boys hjælper denne rene lyd med at skabe mere fokus på de mest markante instrumenter, her især guitar og bas. Noget af det, der gjorde, at det tog mig et stykke tid at få øjnene op for Pretenders, var, at de ikke følger nogen trends. Tænk lige over det, i 80’erne var stort set alle, selv undergrundsgrupperne, en del af en større trend. Pretenders leverer dog deres helt egen ambitiøse punk-rock, der på den ene side nok er for råt til mange i pop-publikummet, men samtidig er for kompliceret til mange punkere. Eller, det ville måske have været opfattelsen, hvis Hynde ikke skrev så gode sange.

Hyndes sangskrivning er vitterligt det, der får hele pladen til at hænge sammen, men derfor kan det netop gå galt, når Hynde ikke er involveret. Gruppen opfører et cover af The Kinks’ Stop Your Sobbing, og det er helt fint, måske lidt for tæt op ad originalen, men det er bare tydeligt, at det ikke er skrevet af de samme mennesker som de øvrige sange, og det er ret distraherende. Det er uden tvivl det svageste nummer på pladen, hvis du spørger mig, for selvom lyden er fin, føles det ikke spor inspireret. Den eneste øvrige sang, hun ikke var med til at skrive er den instrumentale Space Invader. Det er igen ikke min yndlingssang på pladen, men den passer langt bedre ind, og der er da i det mindste nogle kreative tiltag, f.eks. at inkorporere lyde fra spillet Space Invaders. Det går bare lidt langsomt med at udvikle sig, det føles faktisk som om, der burde have været vokal på. Noget dejligt ved pladen er, at den starter med en meget rå punklyd og efterhånden udvikler sig til noget mere poppet. Det skaber større sammenhæng mellem nogle ellers meget forskellige numre. Disse forskellige numre er generelt virkelig gode, og pladen er som helhed også bare bundsolid, så jeg kunne sagtens finde på at lytte til Pretenders igen en anden gang.

157 – Joy Division – Closer (1980)

Bandet Joy Division havde ikke en forfærdelig lang levetid, men på blot 2 albums og en række singler, nåede de at lave meget fantastisk musik. Det sidste, de nåede at optage inden forsanger Ian Curtis’ død i 1980 var albummet Closer. Dette starter med nummeret Atrocity Exhibition, der er 6 minutter langt og konstant har et stort lag af støj bag Curtis’ dybe stemme. Derudover er der en funky basgang og eksotiske trommer, der gør det til et rigtig sjovt nummer at indlede pladen med. Sjovt er dog nok det forkerte ord, for teksten og leveringen er fanatisk og vanvittig, mens lyden jo er fuldkommen destruktiv. Isolation starter som en simpel new wave-sang med nogle lyse synthesizere, og det er på sin vis dermed en slags forløber for det, gruppens overlevende medlemmer ville lave under navnet New Order. Men Isolation handler vitterligt om isolation, og åbner med teksten “In fear every day, every evening”. Den handler om en tredjeperson, men den føles stadig mere jordnær end hvad godt er, og vokalens utydelige mix gør bare det hele bedre. Passover kører i længere stykker uden vokal, og når den endelig er der, bliver den leveret på monotom vis. Vokalen er langt fremme i mixet, og basgangen er ligeså ensartet, så sangen ender med at blive ret skræmmende.

Colony arbejder i endnu højere grad med gentagelser. Her er bassen ret langt fremme, og leverer en kort, mekanisk basgang igen og igen, mens alle mulige bindegale ting foregår omkring den. Det minder lidt om industriel musik eller endda krautrock, men stadig med det psykotiske twist, som så meget af Joy Divisions musik har. A Means to an End nævner både ideen om et forbillede og om udødelighed – så¨den handler nok om religion. Tempoet på den sang er så inkonsekvent, at det bliver smukt. Man kan mærke hans liv gå fra hinanden, når sangen pludselig bliver lidt langsommere og så hurtigere. Der er ingen kontrol over noget. De gentagne udråb med vendingen “I put my trust in you” ender også med at have stor effekt. Heart and Soul er ikke et Huey Lewis-cover, og det er heller ikke æblemand på engelsk. Det er faktisk stort set det modsatte af de to ting. Den kom før Huey Lewis-sangen, men det er nok ikke et tilfælde, at den hedder det samme som sangen, alle klaver-nybegyndere skal lære. Curtis råber aldrig her, han lyder faktisk mest af alt glad for smerte og ødelæggelse. Han lyder tortureret og forskruet. Det er faktisk virkelig imponerende, at hans stemme kan udtrykke ubehag på så mange måder.

Twenty Four Hours er en ret langsom og stille sang i starten, og så går den over i kaos, og så tilbage til stilhed, og det mønster kører det efter i noget tid. Curtis’ dybe stemme følger ikke særlig godt med, men det lyder ikke engang som om, han lægger mærke til det. Denne manglende sammenhæng mellem musik og sang gør blot det hele endnu mere ubehageligt og kaotisk. Men Joy Division er den bedst tænkelige form for ubehagelighed. The Eternal er en helt igennem trist og langsom sang. Dens lyd er tung og dramatisk, men værst af alt lyder den opgivende. Det er en af de tristeste sange, gruppen har lavet, og den monotome, kolde lyd ligner meget det, der ville blive til trip hop senere. Det er uden tvivl den sang på pladen, der er sværest at holde ud, mest fordi tydeligt mærker al den pinsel, curtis udtrykker. Decades får lov til at afslutte pladen, og det gør den med nogle meget høje synthesizertoner. Det er en meget åben slutning, og i stemning udtrykker den mest af alt fortrydelse og angst. Der er intet, der er godt ved Closer, det er en plade af ren ondskab. Og det er derfor jeg elsker den.

204 – Prince – Dirty Mind (1980)

Prince er en ener. Det er svært at pege på nogen som ham, og hans status som en unik personlighed blev for alvor slået fast i 1980 med pladen Dirty Mind. Denne plade begynder med et virkelig groovy titelnummer, der blander new wave og disco på smukkeste vis. Sangen er meget simpel, men den fungerer fuldkommen perfekt. Den har al Princes i dag let genkendelige liderlighed og excentricitet, og hans stemme er som forventet ganske forførende. Teksten er også morsom, og synth-riffet er rigtig solidt. Prince spiller en meget blueset guitar til sidst i nummeret, og det giver det noget kant. Derefter kommer min yndlingssang fra pladen, When You Were Mine. Det er en virkelig fængende sang, som jeg oprindeligt lærte at kende i en cover-udgave af Cyndi Lauper, der også er glimrende. Med Prince er den dog helt perfekt, og det skyldes måske især den følelsesrige instrumentation. Guitaren er meget funky, og synthesizeren er virkelig sentimental. Det er et fuldkommen fantastisk nummer. Disse spiller sammen med Princes stemme om at skabe noget virkelig sjov, god og endda ret følelsesrig musik.

Så står det på fest på Do It All Night. Denne sang starter med en virkelig festlig intro, hvorefter Prince begynder at synge, og da bliver det mere stille. Efterhånden som sangen skrider fremad bliver den vildere, og Prince synger højere. Han bliver også virkelig fræk i sin tekst, og når han siger “yeah” over en synth-solo udtrykker det næsten mere end ord kan formå at gøre. Prince kan dog også være godt gammeldags romantisk, og det beviser han på den forholdsvis langsomme Gotta Broken Heart, hvor han også spiller en meget følelsesrig guitarsolo. Måden nummeret er arrangeret er fuldkommen fantastisk, og Princes charme er fuldkommen uimodståelig. Det viser også en meget alsidig kunstner, og det er jo noget af det, der gør, at han i dag er så afholdt. Så får vi en af albummets mest populære sange, Uptown, der fortæller en interessant historie. Den fremviser virkelig Princes lyriske evner, når han fortæller om almene folks diskrimination og had, hvorefter han smutter til fiktive Uptown, hvor den slags ikke findes.

Apropos Princes lyriske kundskaber, så handler Head om oralsex. Han er ikke spor diskret omkring det, og det er nok noget af sangens bizarre ynde. Han er så direkte, og han lyder som om han er i ekstase bare af tanken om oralsex. Jeg kan meget godt lide, hvordan teksterne bare bliver mere og mere interessante, jo længere ind i pladen man kommer. Denne tendens gør sig især gældende på det næste nummer, Sister. Denne sang er virkelig kort og hurtig, og dens energi er virkelig gribende. Nå jo, og så handler den om at have sex med sin søster. Igen er han ikke spor diskret, han synger endda ordet incest. Hans beskrivelser er også bare uvurderlige, især i sammensætning med måden, hvorpå han synger det. Pladen afsluttes helt spektakulært af nummeret Partyup. Det er som titlen antyder et fedt festnummer af den slags, Prince er ekspert i at skrive. Det er helt klart et højdepunkt. A capella-afslutningen på nummeret er en perfekt måde at afslutte albummet, for så føles det stort. Dirty Mind er ikke en lang plade, den varer faktisk kun 30 minutter, men mere vil jeg ikke kræve, for det hænger stadig godt sammen, og albummet føles fuldendt. Dirty Mind er en fantastisk plade, og Prince er enormt talentfuld.

Da Prince og YouTube ikke er gode venner, så må det i denne omgang stå på en Spotify-udgave – prøvede ellers at finde en video til samtlige tracks.