Det er måske svært at forstå, men den eponyme debut af rockbandet Pretenders tog mig et par gennemlytninger, før jeg forstod, hvorfor den var så afholdt. Man skulle jo tro, at den let tilgængelige, ofte ret punkede pop-rock, de laver, ville være let at sætte pris på. Men det tog mig for alvor noget tid, før jeg forstod, at jeg lyttede til noget ganske unikt. Forsanger Chrissie Hynde er nemlig en eminent sangskriver. På et nummer som The Phone Call gør hun punk-rock til noget større og mere ambitiøst, end man til at starte med ville forvente, og på Private Life blander hun et sumpet, diskret Marley-groove med personlig intimitet og skrøbelighed. Selv på sange som Brass in Pocket er virkelig dybfølte og kreative. Ud over blæsere på et par få numre afviger de ikke fra det standard guitar/bas/trommer/keyboard-setup, men sangene har stadig meget forskellige udtryk. Hynde har en stor forståelse for hvordan hun kan få så mange forskellige lyde ud af instrumenterne som muligt, så selv når hun ikke er forfatteren bag et nummer, kan man mærke hendes kreativitet skinne igennem.

Produceren på Pretenders er ingen ringere end Chris Thomas, der nok er bedst kendt for at producere Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, en plade, der er kendetegnet af sin hårde, grimme lyd, hvor instrumenterne nærmest går i et med hinanden. På Pretenders er jeg faktisk imponeret over det præcis modsatte. Der bliver arbejdet med så mange forskellige lyde fra instrumenterne, men alligevel lyder det altid pænt og klart på samtlige instrumenter. Selv meget punkede sange som Precious og Tattooed Love Boys hjælper denne rene lyd med at skabe mere fokus på de mest markante instrumenter, her især guitar og bas. Noget af det, der gjorde, at det tog mig et stykke tid at få øjnene op for Pretenders, var, at de ikke følger nogen trends. Tænk lige over det, i 80’erne var stort set alle, selv undergrundsgrupperne, en del af en større trend. Pretenders leverer dog deres helt egen ambitiøse punk-rock, der på den ene side nok er for råt til mange i pop-publikummet, men samtidig er for kompliceret til mange punkere. Eller, det ville måske have været opfattelsen, hvis Hynde ikke skrev så gode sange.

Hyndes sangskrivning er vitterligt det, der får hele pladen til at hænge sammen, men derfor kan det netop gå galt, når Hynde ikke er involveret. Gruppen opfører et cover af The Kinks’ Stop Your Sobbing, og det er helt fint, måske lidt for tæt op ad originalen, men det er bare tydeligt, at det ikke er skrevet af de samme mennesker som de øvrige sange, og det er ret distraherende. Det er uden tvivl det svageste nummer på pladen, hvis du spørger mig, for selvom lyden er fin, føles det ikke spor inspireret. Den eneste øvrige sang, hun ikke var med til at skrive er den instrumentale Space Invader. Det er igen ikke min yndlingssang på pladen, men den passer langt bedre ind, og der er da i det mindste nogle kreative tiltag, f.eks. at inkorporere lyde fra spillet Space Invaders. Det går bare lidt langsomt med at udvikle sig, det føles faktisk som om, der burde have været vokal på. Noget dejligt ved pladen er, at den starter med en meget rå punklyd og efterhånden udvikler sig til noget mere poppet. Det skaber større sammenhæng mellem nogle ellers meget forskellige numre. Disse forskellige numre er generelt virkelig gode, og pladen er som helhed også bare bundsolid, så jeg kunne sagtens finde på at lytte til Pretenders igen en anden gang.