I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var rap-grupper det helt store. Og man forstår da også godt hvorfor. Én rapper i løbet af en hel plade kan godt blive lidt trivielt, og denne idé lever i bedste velgående i dag, for selvom rapgrupper ikke er så almindelige igen længere, laver rappere jo konstant gæstevers på hinandens plader. En af de bedste og mest innovative grupper under årtiskiftet var A Tribe Called Quest, der bestod af Q-Tip, Phife Dawg, Ali Shaheed Muhammad og Jarobi White. Jarobi White valgte at forlade gruppen efter det første album, så på klassikeren The Low End Theory fra 1991 finder man kun de tre første. Især Q-Tip er fremtrædende, og det er efter min mening retfærdigt. Han har den sprødeste stemme, det mest ubesværede flow og de mest interessante tekster. Han er også stemmen, der får lov til at åbne pladen med sangen Excursions. Her fortæller han om gruppens rødder, og hvorfor deres lyd er som den er. De sampler nemlig meget jazzmusik, hvilket gør lyden meget spændende og stadig i dag ret unik. Der er få hip hop-plader, hvor man kan få så mange svedige rim så hurtigt og stadig slappe vældig godt af.

Det er dog ikke kun deres lyd, der er progressiv, det er deres emner også. De er politiske og samfundsbevidste, men ikke på samme måde som Public Enemy, der jo var vrede og rebelske. Det minder faktisk mere om rappere som Nas eller Common. De er reflekterende og dybsindige, når de laver sange som The Infamous Date Rape eller Show Business, sange med titler, der meget tydeligt afslører, hvad de handler om. Man skal dog ikke lytte til The Low End Theory og forvente at få serveret Illmatic eller To Pimp a Butterfly. De fleste af sangene er “bare” sjove hip hop-sange, hvor de praler beskriver og sammenligner aktualiteter og især nostalgi. Nostalgi er et vigtigt emne, og det er jo tydeligt i lyden. Gruppens medlemmer er vokset op med jazz og tidlig hip hop side om side, så det gør sig til udtryk i lyd såvel som tekst, hvor de godt kan finde på at snakke om barndom. Det interessante er jo, at lyden stadig er så langt fra noget, der nogensinde var udgivet før, mens de som sådan hæftede sig meget ved fortiden. Men det er fordi A Tribe Called Quest altså forstod at blande deres egen kreativitet med fortidens genier, så det blev en særegen oplevelse.

De to rappere, Phife Dawg og Q-Tip er sammen med DJ Ali Shaheed Muhammad en meget tiltalende trio, men nogle af pladens bedste øjeblikke kommer med gæsterappere. Sådan nogle finder man på to numre; på Show Business møder man foruden Q-Tip og Phife Dawg også  Diamond D, Lord Jamar og Sadat X. Du kender næppe nogen af dem, og de springer ikke vildt meget ud, men deres vers er solide, og det skaber variation. Det er dog på afslutningsnummeret, Scenario, hvor gæsterapperne virkelig stjæler showet. Pladen aflsluttes i samarbejde med hele gruppen Leaders of the Old School, som jo bestod af Charlie Brown, Dinco D og ingen ringere end Busta Rhymes. Busta Rhymes er naturligvis højdepunktet med sit vilde flow og uforudsigelige udtalelser. De andre, som jeg ikke kendte i forvejen, overraskede mig meget positivt. Der er ikke noget decideret dårligt nummer på The Low End Theory, men jeg har lyttet til den ret meget, og det er begrænset, hvor længe den holder. Man kunne godt ønske lidt flere klimakser, som f.eks. Scenario, der giver pladen noget mere dynamik. Men generelt er The Low End Theory en rigtig lækker hip hop-plade, som lige så godt kunne være fra i går som fra for 25 år siden.