Tag-arkiv: Jazz-rap

154 – A Tribe Called Quest – The Low End Theory (1991)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var rap-grupper det helt store. Og man forstår da også godt hvorfor. Én rapper i løbet af en hel plade kan godt blive lidt trivielt, og denne idé lever i bedste velgående i dag, for selvom rapgrupper ikke er så almindelige igen længere, laver rappere jo konstant gæstevers på hinandens plader. En af de bedste og mest innovative grupper under årtiskiftet var A Tribe Called Quest, der bestod af Q-Tip, Phife Dawg, Ali Shaheed Muhammad og Jarobi White. Jarobi White valgte at forlade gruppen efter det første album, så på klassikeren The Low End Theory fra 1991 finder man kun de tre første. Især Q-Tip er fremtrædende, og det er efter min mening retfærdigt. Han har den sprødeste stemme, det mest ubesværede flow og de mest interessante tekster. Han er også stemmen, der får lov til at åbne pladen med sangen Excursions. Her fortæller han om gruppens rødder, og hvorfor deres lyd er som den er. De sampler nemlig meget jazzmusik, hvilket gør lyden meget spændende og stadig i dag ret unik. Der er få hip hop-plader, hvor man kan få så mange svedige rim så hurtigt og stadig slappe vældig godt af.

Det er dog ikke kun deres lyd, der er progressiv, det er deres emner også. De er politiske og samfundsbevidste, men ikke på samme måde som Public Enemy, der jo var vrede og rebelske. Det minder faktisk mere om rappere som Nas eller Common. De er reflekterende og dybsindige, når de laver sange som The Infamous Date Rape eller Show Business, sange med titler, der meget tydeligt afslører, hvad de handler om. Man skal dog ikke lytte til The Low End Theory og forvente at få serveret Illmatic eller To Pimp a Butterfly. De fleste af sangene er “bare” sjove hip hop-sange, hvor de praler beskriver og sammenligner aktualiteter og især nostalgi. Nostalgi er et vigtigt emne, og det er jo tydeligt i lyden. Gruppens medlemmer er vokset op med jazz og tidlig hip hop side om side, så det gør sig til udtryk i lyd såvel som tekst, hvor de godt kan finde på at snakke om barndom. Det interessante er jo, at lyden stadig er så langt fra noget, der nogensinde var udgivet før, mens de som sådan hæftede sig meget ved fortiden. Men det er fordi A Tribe Called Quest altså forstod at blande deres egen kreativitet med fortidens genier, så det blev en særegen oplevelse.

De to rappere, Phife Dawg og Q-Tip er sammen med DJ Ali Shaheed Muhammad en meget tiltalende trio, men nogle af pladens bedste øjeblikke kommer med gæsterappere. Sådan nogle finder man på to numre; på Show Business møder man foruden Q-Tip og Phife Dawg også  Diamond D, Lord Jamar og Sadat X. Du kender næppe nogen af dem, og de springer ikke vildt meget ud, men deres vers er solide, og det skaber variation. Det er dog på afslutningsnummeret, Scenario, hvor gæsterapperne virkelig stjæler showet. Pladen aflsluttes i samarbejde med hele gruppen Leaders of the Old School, som jo bestod af Charlie Brown, Dinco D og ingen ringere end Busta Rhymes. Busta Rhymes er naturligvis højdepunktet med sit vilde flow og uforudsigelige udtalelser. De andre, som jeg ikke kendte i forvejen, overraskede mig meget positivt. Der er ikke noget decideret dårligt nummer på The Low End Theory, men jeg har lyttet til den ret meget, og det er begrænset, hvor længe den holder. Man kunne godt ønske lidt flere klimakser, som f.eks. Scenario, der giver pladen noget mere dynamik. Men generelt er The Low End Theory en rigtig lækker hip hop-plade, som lige så godt kunne være fra i går som fra for 25 år siden.

400 – Nas – Illmatic (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1994 kom en ung, spirende rapper på banen med albummet Illmatic. Hans navn var Nasir Jones, og han udgav dette album under navnet Nas. Illmatic er siden blevet kendt for to ting: først og fremmest at være et af de bedste rap-albums nogensinde, men det er også uden tvivl det eneste album, Nas har udgivet, der på nogen måde er på det niveau. I rapverdenen er debuten rigtig ofte det bedste album, især hvis deres tekster handler meget om livet på gaden og problemer med politiet, for efter gennembruddet er sådanne ting sjældent problematiske. Til gengæld er de et rigtig vigtigt element på Illmatic, hvorpå Nas i løbet af alle numre maler et meget interessant billede af miljøet for fattige sorte i New York. Hans tekster er hæsblæsende, og de er nok noget af det bedste ved albummet. Man får linje efter linje, om hvordan det stod til for Nas før albummets udgivelse. Linjer som “Life’s a bitch and then you die; that’s why we get high, cause you never know when you’re gonna go” fra Life’s a Bitch og “I never sleep, cause sleep is the cousin of death” fra N.Y. State of Mind er gode eksempler på dette.

Nas har dog en langt større force end bare at have oplevet meget i løbet af sit liv, hvilket dog i sig selv er bemærkelsesværdigt, da han kun var 19 år gammel dengang. Nas’ helt store våben er hans evner som lyriker. Hans vendinger er helt fantastiske. Hvert eneste ord kommer perfekt og helt naturligt efter det hele, og lydene, der kommer ud af hans mund, nærmer sig perfektion. Han virker meget selvsikker i sin levering, selvom han alt efter emnerne selvfølgelig kan virke meget påvirket af det, han synger – men hans mund kører stadig fuldstændig mirakuløst afsted, og den passer som fod i hose til beatet. Og pladens beats er også virkelig gode. Med så gode tekster som Nas’, ville de fleste beats nok falme virkelig meget, men Illmatic har noget af 90’ernes bedste hip hop-produktion på sig. Den er ikke nær så stor og teknisk imponerende som Puff Daddys, og den er ikke nær så vild som Rick Rubins, men den lyder kraftigt af storbyen. Den er ret upoleret, og der bliver samplet ikke blot meget funk og soul som så ofte med tidens hip hop, men jazz har faktisk også en stor rolle, og det føles ganske unikt.

I hip hop er der vane for, at man har nogle gæsterappere med på et par numre. Men virkelig, hvem i alverden kunne på nogen måde være på et niveau, hvor det overhovedet er retfærdigt at sammenligne dem med Nas? Nok ikke ret mange, men han har ikke desto mindre en gæst med, og det er ikke et stort navn, men AZ kommer med et ret fedt vers på Life’s a Bitch. Jeg har aldrig lyttet til andet AZ end det ene vers, men hans er faktisk næsten lige så godt som Nas’ – og Nas har konstant et virkelig, virkelig højt niveau på pladen. Jeg elsker 90’er-rap, men jeg anerkender, at alt for mange af den periodes albums spilder tiden med ikke specielt morsomme skits eller sange, der ikke siger noget som helst, mens albummet oven i købet er så langt, at der slet ingen konsekvens ville være på at skære middelmådighederne. Middelmådigheder er der dog ingen af på Illmatic. Hvert sekund er værd at lytte til. Selv det meget korte intronummer, The Genesis, giver et rigtig godt billede af begyndelsen på Nas’ rapkarriere, selvom det består af hovedsageligt skuespil. Illmatic er opfattet af mange som det bedste rap-album nogensinde, og man forstår det let. Jeg har nok nogle få favoritter over denne, men det er stadig næsten umuligt at lave en hip hop-plade bedre end Illmatic.