48 – Public Enemy – It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back (1988)

Hiphop startede essentielt blot som en form for festmusik, men der gik ikke længe, før en række grupper begyndte at sprøjte godt med politisk og social bevidsthed ind i stilarten – især i forhold til at udtrykke sig fra et eksplicit afroamerikansk perspektiv. Man kan pege helt tilbage til tidlige udgivelser som ‘The Message’ af Grandmaster Flash, men det første store navn til for alvor at være forbundet med deres politiske position var Public Enemy, der i slut-80’erne fik udforsket potentialet for hiphop som politisk udtryksform, mest mærkbart med deres andet album, ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ fra 1988. I front finder vi rapper Chuck D, der behersker mikrofonen så stilsikkert, at han faktisk stadig i dag lyder både målrettet, faretruende og overbevisende, når han kalder til oprør på sange som ‘Prophets of Rage’ og ‘Rebel Without a Pause’. Der skal ikke være nogen tvivl om, at han har været indflydelsesrig i sin levering – det triolbaserede flow, kunstnere som Migos og Gucci Mane har populariseret i de seneste par år, mestrer Chuck D allerede her på sangen ‘Bring The Noise’. Med sig har han Flavor Flav, der ikke så meget rapper, som han råber hist og her for at holde gang i energiniveauet. Deres fælles dynamik fungerer rigtig godt – de er totale modsætninger i stilart og teknik, hvilket gør deres lyd varieret.

Deres lyd kommer fra et klassisk rapper/dj-setup. Bag grammofonerne finder man Terminator X, og bevæbnet med et eklektisk udvalg af samples, formår han ganske imponerende at give albummet en sammenhængende lyd. Det kan næppe have været let, når instrumenterne kan komme fra både Slayer, David Bowie og James Brown. Han formår ofte at gøre dette gennem velvalgte trommer – uanset om vi har at gøre med metalguitar, vinylscratch eller soulblæsere, har han valgt simple, funky trommer, der definerer gruppens lyd og giver Chuck D god mulighed for at udfolde sig med diverse farverige flows. Der er en række kortere tracks, hvor Terminator X fyrer den af på sine turntables, og mens disse muligvis skaber lidt sonisk variation, er de også ret forglemmelige. Det problem kunne sagtens være løst på anden vis, fx ved at have nogle tracks, der blev rappet på anden vis end med Chuck D’s konsekvent frembrusende, selvsikre og konfronterende levering. Kunstnere som Kendrick Lamar, Joey Bada$$ og A Tribe Called Quest har sidenhen bevist, at man sagtens kan få stærke politiske udtalelser igennem med mere underspillede vokaler. Desværre lader det til, at Public Enemy ikke er særlig interesserede i at være diskrete. Som man nærmer sig slutningen af pladen, har sangene også ofte flere og flere samples, og sample-lydmurene kan være lidt af en mundfuld, når albummet næsten aldrig tager en slapper.

Albummet er dog lyrisk rigtig genialt sammensat. I sin oprindelige vinyludgave bestod den af to sider: en ‘Side Silver’ og en ‘Side Black’. Den første halvdel er en lidt mere radiovenlig, knap så politisk aggressiv side, der dog stadig ikke er bleg for at bruge revolutionære billeder. Her handler teksten ofte gruppen selv og om hiphop som udtryksform, og i løbet af disse sange viser de også gradvist hvordan politik på sin vis er uadskillelig fra hiphopgenren i musikkens natur. På den anden halvdel, der i mine øjne holder endnu bedre, skruer de yderligere op for den revolutionære ånd. Sangtitlerne taler nærmest for sig selv: ‘Black Steel in the Hour of Chaos’, ‘Rebel Without A Pause’, for ikke at forglemme det catchy afslutningsnummer, ‘Party for Your Right to Fight’. Dette nummer afslutter ganske charmerende pladen med at Chuck D og Flavor Flav lidt halvkluntet rapper i kor, men dette gør kun, at jeg kan mærke det sammenhold og den kærlighed i gruppen, der gør, at deres kamp er værd at kæmpe. Jeg får helt lyst til selv at deltage i deres revolution. Der er sket rigtig meget i hiphop i de 30 år siden udgivelsen af ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’, og albummets alder viser sig skam. Men det, albummet siger, er stadig både relevant og overbevisende at lytte til.

300 – Public Enemy – Fear of A Black Planet (1990)

Public Enemy er uden tvivl en af de mest indflydelsesrige rapgrupper nogensinde, og de gjorde sig bemærket for at skubbe genrens grænser godt og grundigt tilbage i 80’erne. Før dem var det mest politiske rapmusik, man kunne finde nok enten Run-DMC eller Grandmaster Flash, men Public Enemy banede vejen for navne som N.W.A., Nas og Eminem. De er hovedsageligt forbundet med 80’erne, men en af deres mest populære plader er nu alligevel Fear of a Black Planet fra 1990. Dennes succes skyldes bl.a. de nu klassiske singler 911 Is a Joke og Fight the Power, og de er da også uden tvivl fantastiske, både når man snakker beats og lyrik. Den store lyriker på denne plade er Chuck D, der kommer med mange virkelig stærke meddelelser på denne plade. Hver eneste sang på pladen handler om racisme, sexisme eller anden social uretfærdighed. Jeg nyder også deres fede pralerap fra tidligt i deres karriere, hvor meddelelser om racisme tit lå længere inde i sangen, men at have det sort på hvidt i løbet af hele denne plade er rart, og det gør det lettere at fokusere på meddelelserne.

Der er 3 rappere på dette album. Selvfølgelig har vi Chuck D, der rapper i løbet af det meste af pladen, men der er også Flavor Flav og Professor Griff. Flavor Flavs job er som regel bare udråb, der understøtter det, Chuck D siger, men han har også sine egne linjer. Faktisk har 911 Is a Joke og den ligeledes virkelig fede Can’t Do Nothin’ For Ya Man  Flavor Flav i front, og han er en overraskende habil rapper på egen hånd, og mange andre sange har også vers fra ham. Professor Griff er ikke specielt fremtrædende på pladen, men han passer fint ind, og han kommer med nogle fine linjer. Foruden disse har sangen Burn Hollywood Burn også gode gæstevers fra Ice Cube og Big Daddy Kane. Produktionen er noget af det, der gør pladen så god som den er. Den er meget levende, og dette sker gennem en næsten utællelig række af samples, der bliver brugt så unikt, at selv de største kritikere af sampling vil have svært ved at kalde det for tyveri. Vidste du f.eks. at I Shot the Sheriff bliver samplet på Fight the Power? Det er let nok at høre, hvis man ved det i forvejen, men det bliver til en så naturlig del af sangen, at det bare ville virke forkert uden.

I det første lange stykke tid er det virkelig let at forstå, hvorfor så mange kalder dette for en af de bedste rapplader nogensinde. Der er lige en ret lang instrumental passage på Anti-Nigger Machine, hvor på intet sker, men ellers går intet rigtig galt før titelnummeret kommer. Fear of A Black Planet er stadig god sang, men den kan godt virke ret monotom, og helt unødigt er visse linjer rappet med smølfestemme. Dette ville være et større rim, hvis ikke meddelelsen var så stærk. Beatet til Reggie Jax er meget vovet, men jeg synes ikke helt det virker. Det er dog forholdsvis små problemer. Det store problem ender bare med at være, at pladen bliver ved i ret lang tid. En time er ret lang tid at lytte til så konstant hårdtslående musik. Heldigvis afsluttes det med den stærke Fight the Power, der også er dejligt festlig. Fear of A Black Planet er måske ikke et mesterværk, men det er stadig en virkelig god plade, som jeg sagtens kan anbefale til de fleste, uanset om de kan lide hip hop eller ej. Jeg foretrækker nok andre plader i deres diskografi, men nogle af deres bedste numre findes her.

312 – Lauryn Hill – The Miseducation of Lauryn Hill (1998)

Fugees var en vidunderlig hip hop-gruppe, som desværre kun nåede at optage to albums. Efter det andet, The Score, gik medlemmerne hvert til sit, og alle tre begyndte ret succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde af dem var dog underligt nok den mindst produktive, nemlig Lauryn Hills. I skrivende stund har Lauryn Hill ikke lavet andet end ét studiealbum og ét livealbum, men studiealbummet var både et af 90’ernes mest roste og et af de mest solgte. Det hed The Miseducation of Lauryn Hill, og der blev taget et par skridt væk fra rapmusikken, hun ellers var kendt for. Hun rapper stadig på et par numre her og der på albummet, men generelt har vi at gøre med noget førsteklasses neo-soul. I modsætning til meget af samtidens R&B, så var The Miseducation of Lauryn Hill en meget organisk plade. Der er nogle få samples, men næsten al musikken er indspillet i studiet. Og det er ikke bare et lille antal musikere, nej der er mange, og ikke én spiller med på mere end halvdelen af numrene, så der er stor variation i instrumentationen.

På et af pladens bedste numre, To Zion, spiller selveste Carlos Santana endda med på guitar, og han gør det naturligvis virkelig imponerende. Men mest af alt er det vigtigt, at det lyder rigtig godt sammen med Lauryn Hills sang. Jeg vil også lige bide mærke i, at Hill heller ikke er den eneste, der synger på denne plade. Lauryn kunne med lethed bare have optaget flere vokalportioner, men hun har i god gammeldags motown-stil fået en masse korsangere til at skabe en mere levende lyd. De gør musikken meget mere fyldig og livlig, og det føles ikke helt ulig den nærhed, man mærker, når man lytter til The Roots. Et gennemgående tema på The Miseducation of Lauryn Hill er kærlighed. Mellem mange af sangene finder man interludier, der er optaget i et klasselokale, hvor en lærer snakker med eleverne om kærlighed. Det er sjovt at høre disse optagelser, og der spiller noget musik under, så de stadig passer musikalsk ind på albummet. Ellers sørger de for at fastslå dette tema, hvilket sørger for, at disse mange sange om kærlighedens facetter føles som om, de hænger mere sammen med Hills privatliv.

The Miseducation of Lauryn Hill er en ret lang plade. Den varer næsten 70 minutter, men længden er faktisk slet ikke et problem, og den væsentligste årsag til dette er, at alle sangene er virkelig stærke og sammenhængende. Derudover er de varierede. Der er meget hårdtslående rapnumre som åbningsnummeret Lost Ones, mens den sentimentale Ex-Factor har en meget flot ømhed, som Hill virkelig skønt udtrykker. Alle sangene lærer man let at kende så godt, at man får et ret nært forhold til dem hurtigt efter, man har lyttet til dem. Ingen, jeg kender, har som Hill formået at mestre både rap og sang så godt, og selvom hun ikke rapper så ofte her som på Fugees-pladerne, så er hun stadig sprød, når hun gør det på Lost OnesFinal Hour og Forgive them Father. Hun har også to rigtig dygtige gæstesangere med på pladen, nemlig Mary J. Blige og D’Angelo, der kommer med unikke bidrag til henholdsvis I Used to Love Him og Nothing Even Matters. Begge har smukke stemmer, og de arbejder godt sammen med Hill. Hvis du kan lide ambitiøs popmusik, så er The Miseducation of Lauryn Hill nok et album for dig, for det fortjener al sin ros og succes, hvis du spørger mig.

317 – Eminem – The Eminem Show (2002)

Eminem var i 2002 den hotteste rapper derude, og det havde især noget at gøre med, at han ikke var bange for noget. Han var ikke bange for at lyde dum, han var ikke bange for at være grov, og han var ikke bange for at være fandenindvoldsk. Men mest af alt havde det nok noget at gøre med, at han samtidig var pissegod til at rappe. The Eminem Show fra 2002 var hans sidste virkelig gode plade, før det begyndte at gå ned ad bakke med en række af albums, der ikke just var imponerende. Han åbner The Eminem Show med et nummer ved navn White America, der hårdt angriber alle Eminems unge hvide fans fra forstæderne. Øhm, ja, det inkluderer teknisk set mig, men han angriber rettere dem, der ellers lever fuldstændig isoleret fra rapmusik. Han kommer med mange interessante pointer, og det med et vidunderligt flow og et virkelig hårdtslående beat. Han skriger og skråler, og det er bare skønt. Han kan dog også sagtens lave fede sange, der ikke har så konkrete temaer. Jeg elsker f.eks. hans fjollede førstesingle Without Me. På den gør han det, der gjorde ham berømt i første omgang: siger så meget kontroversielt som muligt, mens han laver nogle virkelig fede rim.

Jeg vil dog ikke sige, at Eminems kontroverser altid virker. På numre som Without Me, My Dad’s Gone Crazy og Say What You Say er meget over-the-top på en meget charmerende måde, men af og til er det bare ikke morsomt. Det sker sjældent, men jeg synes virkelig Drips, som er opført i samarbejde med Obie Trice, er en ukomfortabel sang. Den handler om at både Eminem og Obie Trice har haft sex med en kvinde, der gav dem begge AIDS. Og så vælger Eminem at synge omkvædet. Forstå mig ret, jeg har i modsætning til så mange andre ikke noget i mod, at Eminem synger. Det fungerer fint på mange af pladens omkvæd. Jeg kunne ikke forestille mig nogen anden synge på omkvædene til sange som Say Goodbye Hollywood, Cleanin’ Out My Closet eller Business. Det er ikke rent eller noget, men der er så mange følelser lagt i det, at det føles autentisk. Han har endda en hel sang, hvor han udelukkende synger, nemlig Hailie’s Song, og den virker faktisk. Eller i hvert fald gør versene. I omkvædet virker det mere som om han lægger fokus i ikke at ramme tonerne end at udtrykke følelser, og det samme gælder på Drips.

Eminems største force er hans lyrik, og den er især fremragende, når han bliver personlig. Hans anekdoter om sin mor i Cleanin’ Out My Closet, hans filosoferen om sin sindstilstand på Soldier og Say Goodbye Hollywood, den stærke meddelelse om hans musiks indflydelse på publikummet på Sing For The Moment, hans fortælling om sine problemer med monogami på Superman og måske især hans snak om sin datter på Hailie’s Song viser, at Eminem ikke kun er kontroverser. Inderst inde gemmer sig en meget følsom ung mand. Produktionen er virkelig god, nok den bedste på noget Eminem-album. Alle beats er virkelig fede, og der er stor variation mellem dem. Hans sample af Aerosmith-sangen Dream On på Sing for the Moment er helt genialt, og horn-beatet på Without Me er bar umuligt at få ud af hovedet. Jeg vil ikke gå rundt og sige, at The Eminem Show er verdens bedste plade eller noget, men den er fyldt med fede rim og fede beats, og de fleste sange er virkelig gode.

346 – De La Soul – 3 Feet High and Rising (1989)

Når folk snakker om hip hops guldalder, så snakker de oftest om sidste halvdel af 80’erne og de første par år af 90’erne, selvom jeg nok ville sige, at genren faktisk er bedst lige for tiden. Nutidens hip hop er dog selvfølgelig meget påvirket af 80’er-klassikerne, og få albums har været nær så indflydelsesrige som 3 Feet High and Rising af De La Soul. For folk, der ikke interesserer sig videre meget for genren, så er De La Soul nok bare et one hit wonder, der ikke har lavet noget mere bemærkelsesværdigt end sangen Me, Myself and I. Denne sang er at finde på 3 Feet High and Rising, og med sit sjove funkadelic-sample og sin stærke tekst om identitet er det nok en af pladens allerbedste sange. Og dem er der ellers ikke så få af. Faktisk er der hele 23 individuelle numre, men jeg ville nok ikke kalde dem alle sange. 3 Feet High and Rising var det første hip hop-album, der brugte skits, altså små, komiske sketches mellem numrene, noget som rigtig mange albums har gjort siden. Nogle af disse er ganske sjove, f.eks. Intro, men en skit som De La Orgee er bare lyden af et orgie, og det er over 1 minut af pladen, der bare er fuldstændig spildt med det.

Der er også mange egentlige sange, der bare er rigtig korte. Men det gør slet ikke noget, at hverken Can U Keep a Secret?A Little Bit Of SoapDescription eller I Can Do Anything (Delacratic) end kommer op på hele to minutter. Det får faktisk albummet til at være mere dynamisk, og man behøver jo heller ikke at udvande alle ideer, man får. Nogle gange kan man bare nå at sige alt det nødvendige på meget kort tid, og så er der ingen grund til at vade rundt i det hele i så lang tid. Lad os lige kigge på samtidens store rappere. Vi har LL Cool J, N.W.A., Public Enemy, EPMD, Beastie Boys, Boogie Down Productions – alle meget hårdtslående navne, og de fleste var ikke bange for at være ret grovmundede. Ikke at der er noget i vejen med det, men hvis man ville have blødere, mere radiovenlig hip hop i 80’erne, blev man nødt til at ty til Will Smith eller MC Hammer. Med andre ord: musik, der måske kan være ganske sjov, men som ikke har specielt meget dybde. De fleste af sangene på 3 Feet High and Rising har hitpotentiale, så det er sært at kun en enkelt blev til et hit, og de udgav da også adskillige singler fra pladen.

De La Soul bruger meget kreative samples på 3 Feet High and Rising. Der er selvfølgelig de typiske samples af James Brown, Parliament/Funkadelic og Sly and the Family Stone. Der bliver dog også samplet meget mere bemærkelsesværdige sange og lyde: Mary Had a Little Lamb, Three Is a Magic Number og noget stand-up af Eddie Murphy. Det gør albummet meget levende, og hvis man kan genkende et sample, så føler man sej lidt sej, for de fleste af dem er ret svære at finde, for ikke at snakke om at mange af dem i første omgang er ret obskure. Der er mange ord, der går igen i løbet af albummet, og disse idiosynkrasier giver dem noget ekstra charme. De mest fremtrædende er “Jenny”, “daisy”, “plug” og “de la”, og albummet føles meget gennemarbejdet og helstøbt, fordi disse ganske få ord danner en rød tråd. Hvis du kan lide klassisk hip hop, så er dette et album, man bare skal lytte til. Hvis du bare kan lide sjov 80’er-pop, så er dette nok heller ikke alt for svært at tilgå, og det kan i alle fald let anbefales, for det meste er rigtig godt.

359 – OutKast – Stankonia (2000)

I 90’erne opbyggede rapduoen OutKast langsomt deres omdømme som nogle af sydstaternes sjoveste, mest funky og i det hele taget bedste rappere, og med intet album slog de bedre deres talenter fast end med Stankonia fra år 2000. Gruppen består af André 3000 og Big Boi, begge meget kreative ordsmede, der også har været med til at producere det meste af albummet. I starten af albummet bliver man som lytter bare blæst omkuld af det hårdtslående, rockede nummer Gasoline Dreams. Efter dette kommer der virkelig mange rigtig gode numre, der er virkelig varierede. Hvor Gasoline Dreams er meget rocket, So Fresh So Clean er meget blød og forførende. Ms. Jackson har til trods for sin ret ironiske tekst en meget sjælfuld melodi, og Snappin’ & Trappin‘ er grovkornet gangsta-rap. På Stankonia beviser OutKast, at de ikke blot kan stort set hvad som helst, de kan også det hele rigtig godt. Det er let at synge med på de fleste af sangene, og det får man også virkelig lyst til.

I løbet af albummet er der også nogle skits mellem numrene. Jeg synes generelt at skits er dårlige for albumoplevelsen, uanset hvor morsomme de nu engang er, hvis de ikke arbejder godt sammen med sangene. Det gør de 8 forskellige skits faktisk generelt. F.eks. sørger den latterligt teatralske skit Kim & Cookie godt for at lede op til den ligeledes fjollede sang I’ll Come Before I Come, og dermed lyder sangen ikke nær så tumpet. Faktisk er det en af mine absolutte favoritter på albummet, da den bare er virkelig sjov, og så er den umulig at få ud af hovedet. Der er også mange gæsteoptrædende i løbet af albummet. Navnlig elsker jeg Killer Mikes vers på Snappin’ & Trappin’, men Khujo fra Goodie Mob på Gasoline Dreams, Gangsta Boo fra Three 6 Mafia på I’ll Call Before I Come og Erykah Badu op Humble Mumble gør det også fremragende. De øvrige gæsteoptrædende er også ganske dygtige. De mange gæster sørger for at gøre albummet sjovere og mere farverigt, men på alle sange sørger André 3000 og Big Boi stadig for at fastslå, at de er hovedpersonerne

Albummet består af 24 numre, hvis man medregner de otte skits, og de første 17 numre er alle virkelig gode. Fra det attende nummer, Red Velvet, begynder det dog at sakke lidt ned. Red Velvet starter egentlig ret fint, beatet er funky, og Big Boi kommer med nogle fede rim. Som sangen fortsætter dukker André 300 dog op, og derfra er sangen domineret af distraherende stemmeeffekter, der gør det svært at fokusere på musikken. Med undtagelse af Gangsta Shit, så er det meste derefter ikke noget specielt. Det er ganske fint, men det er ikke nær så unikt, nytænkende eller sjovt. Kvaliteten på Stankonia er generelt virkelig, virkelig høj. Den begynder at falde lidt i kvalitet mod slutningen, men hver eneste sang på de første to tredjedele af pladen er nogle af 00’ernes bedste rapnumre. Hvis du er til rapmusik har du højst sandsynligt lyttet til Stankonia tonsvis af gange allerede, men hvis du ikke har, så kan den rigtig let anbefales. Hvis du ikke nødvendigvis er specielt glad for genren generelt, er der dog så meget genrefusion, eksperimentation og tilgængelighed på Stankonia, at den kan anbefales alligevel.

400 – Nas – Illmatic (1994)

I 1994 kom en ung, spirende rapper på banen med albummet Illmatic. Hans navn var Nasir Jones, og han udgav dette album under navnet Nas. Illmatic er siden blevet kendt for to ting: først og fremmest at være et af de bedste rap-albums nogensinde, men det er også uden tvivl det eneste album, Nas har udgivet, der på nogen måde er på det niveau. I rapverdenen er debuten rigtig ofte det bedste album, især hvis deres tekster handler meget om livet på gaden og problemer med politiet, for efter gennembruddet er sådanne ting sjældent problematiske. Til gengæld er de et rigtig vigtigt element på Illmatic, hvorpå Nas i løbet af alle numre maler et meget interessant billede af miljøet for fattige sorte i New York. Hans tekster er hæsblæsende, og de er nok noget af det bedste ved albummet. Man får linje efter linje, om hvordan det stod til for Nas før albummets udgivelse. Linjer som “Life’s a bitch and then you die; that’s why we get high, cause you never know when you’re gonna go” fra Life’s a Bitch og “I never sleep, cause sleep is the cousin of death” fra N.Y. State of Mind er gode eksempler på dette.

Nas har dog en langt større force end bare at have oplevet meget i løbet af sit liv, hvilket dog i sig selv er bemærkelsesværdigt, da han kun var 19 år gammel dengang. Nas’ helt store våben er hans evner som lyriker. Hans vendinger er helt fantastiske. Hvert eneste ord kommer perfekt og helt naturligt efter det hele, og lydene, der kommer ud af hans mund, nærmer sig perfektion. Han virker meget selvsikker i sin levering, selvom han alt efter emnerne selvfølgelig kan virke meget påvirket af det, han synger – men hans mund kører stadig fuldstændig mirakuløst afsted, og den passer som fod i hose til beatet. Og pladens beats er også virkelig gode. Med så gode tekster som Nas’, ville de fleste beats nok falme virkelig meget, men Illmatic har noget af 90’ernes bedste hip hop-produktion på sig. Den er ikke nær så stor og teknisk imponerende som Puff Daddys, og den er ikke nær så vild som Rick Rubins, men den lyder kraftigt af storbyen. Den er ret upoleret, og der bliver samplet ikke blot meget funk og soul som så ofte med tidens hip hop, men jazz har faktisk også en stor rolle, og det føles ganske unikt.

I hip hop er der vane for, at man har nogle gæsterappere med på et par numre. Men virkelig, hvem i alverden kunne på nogen måde være på et niveau, hvor det overhovedet er retfærdigt at sammenligne dem med Nas? Nok ikke ret mange, men han har ikke desto mindre en gæst med, og det er ikke et stort navn, men AZ kommer med et ret fedt vers på Life’s a Bitch. Jeg har aldrig lyttet til andet AZ end det ene vers, men hans er faktisk næsten lige så godt som Nas’ – og Nas har konstant et virkelig, virkelig højt niveau på pladen. Jeg elsker 90’er-rap, men jeg anerkender, at alt for mange af den periodes albums spilder tiden med ikke specielt morsomme skits eller sange, der ikke siger noget som helst, mens albummet oven i købet er så langt, at der slet ingen konsekvens ville være på at skære middelmådighederne. Middelmådigheder er der dog ingen af på Illmatic. Hvert sekund er værd at lytte til. Selv det meget korte intronummer, The Genesis, giver et rigtig godt billede af begyndelsen på Nas’ rapkarriere, selvom det består af hovedsageligt skuespil. Illmatic er opfattet af mange som det bedste rap-album nogensinde, og man forstår det let. Jeg har nok nogle få favoritter over denne, men det er stadig næsten umuligt at lave en hip hop-plade bedre end Illmatic.

444 – Boogie Down Productions – Criminal Minded (1987)

Boogie Down Productions bestod af D-Nice, Scott La Rock og KRS-One, og det helt store  navn i denne trio er uden tvivl KRS-One, der, hvis du spørger mig, den mest morsomme rapper nogensinde, og denne gruppes debut, Criminal Minded fra 1987, viser klart både hans og Scott La Rocks talenter. D-Nices bidrag er, så vidt jeg ved, ikke specielt store, han var vist mest en beatboxer, som de havde med til koncerter, men han får da lige en mindre optræden i starten af South Bronx i en dialog med Scott La Rock. Hr. La Rock er albummets DJ, og i højere grad end nogen anden af tidens grupper, sørger Boogie Down Productions på Criminal Minded for at vise en stærk kemi mellem DJ og rapper. Der er faktisk ikke et enkelt nummer, hvorpå KRS-One ikke nævner Scott La Rock – og det kan både være i et komplimenterende eller drillende lys. Sangen Super-Hoe, handler faktisk om Scott La Rocks i følge KRS-One rimelig overdrevne sexvaner. Der bliver gjort tykt grin med ham, og jeg kunne nok forestille mig, at det var et ret pinligt nummer for ham, men at han stadig arbejdede med på det, viser virkelig deres venskab.

Albummet er også fyldt med rigtig festlige samples. Hvis du kender sangene, burde de være ret lette at få øje på; Get Up Offa That Thing og Get Up, Get Into It, Get Involved af James Brown på South Bronx, Hey Jude af the Beatles på titelnummeret eller Back in Black af AC/DC på Dope Beat. Det er ikke just de mest ukendte sange, og jeg kan ikke sige, at de her bliver brugt på forfærdeligt anderledes end i originalerne. Især Dope Beat bruger Back In Blacks guitarriff latterligt simplistisk – det er lidt som hvordan Vanilla Ice og MC Hammer blev berømte stort set eksklusivt gennem dovne samples af klassikere. Jeg kan dog ikke benægte, at det så stadig lyder rigtig godt, selvom det ikke er videre kreativt. KRS-One er til gengæld en rigtig kreativ rapper. Han er aldrig specielt seriøs, heller ikke selvom han kaster til højre og venstre med udtalelser om, hvad han kan finde på at gøre med en pistol. Man skal kunne klare, at han ser rimelig let på forholdsvis seriøse ting, men hvis man kan det, så er hans rim utrolig sjove og varierede.

En af mine egne yndlingssange fra pladen er 9mm Goes Bang, som fortæller en historie om at KRS-One begår nogle rigtig koldblodige mord, og han gør det på rigtig barnlig maner. Det er måske en smule dårlig smag, men Boogie Down Productions forstod virkelig at skubbe nogle grænser, og Criminal Minded er absolut ikke et album, man skal introducere for folk med et dårligt forhold til hip hop. En hel del sange herpå kunne nok opfattes som nogle af de tidligste eksempler på gangsta-rap, så indflydelsesrig har pladen også været. Og til trods for et par dovne samples, så sidder produktionen virkelig også i skabet. Hvert eneste beat lyder rigtig godt, og de mange samples af især funksange gør musikken meget mere levende, og det gør igen, at det er lettere at fokusere på KRS-Ones fantastiske leg med ordene. Criminal Minded af Boogie Down Productions er en plade, der kan anbefales til enhver fan af hip hop. Hvis du ikke kan lide hip hops vanlige toner, så skal du dog blive væk, for albummet er ikke så fantastisk på grund af dets emner – det er fantastisk, fordi KRS-One og Scott La Rock leverer det med klasse.

477 – Fugees – The Score (1996)

Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras dannede i 1992 Fugees, som i 1996 brød igennem med deres andet og sidste album, The Score. Hvis du vil høre tilsvininger eller pral, så er der masser af god hip hop fra samtiden at kaste sig over, men hvis man derimod vil høre bidende samfundskritik, så er Fugees en gruppe man burde kaste sig over, og The Score er et godt sted at starte, selvom der jo næsten ikke er andre muligheder. Noget, man hurtigt lægger mærke til, er at Wyclef Jean og Lauryn Hill ikke kun kan rappe, men de er også gode sangere – i Lauryn Hills tilfælde endda en fantastisk en, så det er ikke et tilfælde at hun oftest er den, der hives frem, når der skal synges. Når Wyclef Jean dog af og til får lov til at tage de portioner, lyder han heller ikke værst, selvom han måske har en tendens til at overreagere. Deres cover af Bob Marleys No Woman, No Cry, hvor Wyclef synger er på den måde et godt alternativ til Marleys udgave, men den kan ikke konkurrere med originalen på samme måde, som Lauryn Hill gør på deres cover af Roberta Flacks Killing Me Softly with His Song.

Især No Woman, No Cry passer dog godt ind på albummet, da Marley i løbet af hele albummet har sin indflydelse, og de har moderniseret nummeret en smule, så det har mere at gøre med 90’ernes amerikanske storbyliv. Det er små ændringer, men de ændrer meget på sangen. Hele albummet har meget med storbylivet at gøre, og et andet emne er hvordan tidens hip hop-scene så ud. De nævner ingen navne, for der er jo intet problem, hvis bestemte rappere er materialistiske løgnhalse – men det er surt, hvis vi snakker en stor del, uanset hvem, der nu engang er værst. Numre som How Many Mics, Cowboys og The Mask kritiserer på det groveste kulturen, og de vidste, at dem, der gjorde det, vidste, hvem de var. Produktionen er foretaget af et utal af forskellige mennesker, heriblandt Wyclef, Hill og Pras selv, og de var hele vejen igennem meget inspirerede af reggae, der også spiller en væsentlig rolle på deres debutalbum. Det er rimelig interessant, for albummet inkorporerer næsten ingen reggae-rytmer, og de sampler ikke en eneste reggae-sang, med mindre vi medregner No Woman, No Cry. De havde bare reggae i sjælen, og fik på den måde genskabt det på unormal vis.

Både Pras, Wyclef og Hill er fantastiske lyrikere, og deres flow er meget originalt. De kører sjældent på samme måde igennem en hel sang, de kan gå fra at være stive til løse på et splitsekund. De har på alle mulige måder dynamiske stemmer, der ofte skifter tempo, styrke og punch for at tilføje effekt. De er om noget lidenskabelige, og det føles som om, de er i gang med at ændre verden med deres ord. Noget af det bedste ved dem er dog, at de aldrig føles som selvhøjtidelige gangstere – de er bare tre gutter, der har stærk meddelelser. Hvis du er til hip hop af den mere alternative slags, så er The Score et utrolig let album at anbefale. Det er faktisk så alternativt, at der ikke rigtig indeholder noget af det, som mange ikke kan lide hip hop på grund af. Man behøver slet ikke at være en fan af genren for at kunne nyde det – man kunne lige så godt være fan af reggae eller R&B. Det kan dog hjælpe at have lyttet til noget hip hop før, da sproget sikkert kunne være lidt svært at forstå for en, der ikke har lyttet til nok i forvejen.

497 – Public Enemy – Yo! Bum Rush the Show (1987)

Public Enemy er ikke blot en af 80’ernes bedste rapgrupper, de kunne meget vel være den bedste hip hop-gruppe nogensinde. Deres debutalbum, Yo! Bum Rush the Show fra 1987 viser klart deres talenter. De er ikke bange for noget som helst, og deres mod er nok en af de helt definerende karakteristika. Følelsesladet hip hop var ikke rigtig noget man havde i 80’erne, men selvom ingen andre grupper heller ville indrømme deres eventuelle fejltrin, virker Public Enemy stadig som de mest hårdføre af dem alle. De havde selvtillid som ingen andre, og de vovede at berøre nogle ret så kontroversielle emner. For det meste er der faktisk kun en enkelt, der rapper, i gruppen, nemlig Chuck D. Den anden vokal, Flavor Flav, fungerer oftest som det man kalder hype man. Det vil sige at han egentlig kun kommer med indskudte udråb, der skal øge effekten af de i forvejen hårdtslående sange. Sådan noget var set tidligere i hip hop – Grandmaster Flash havde f.eks. en hypeman – men ingen havde gjort det i samme grad som Public Enemy. Flavor Flav sørger for variation og enormt øget styrke til Chuck D’s vers.

Yo! Bum Rush the Show starter ud med You’re Gonna Get Yours, et nummer, der kører over et dejligt guitar-sample af en totalt ukendt funksang ved navn Getting it On. Public Enemy har altid udmærket sig ved at inkorporere samples af sange, som langt de færreste lyttere vil kende, hvilket gør lyden dejlig frisk. Samtidig er det produceret så godt, at selv når de bruger lettere genkendelige sange, føles det stadig som skræddersyet til deres musik. You’re Gonna Get Yours handler om en biljagt, hvor vores hovedpersoner bliver jagtet af politiet. De første tre vers handler mest om at gøre grin med politiet og at snakke om gruppens bil – hvilket let kunne blive trivielt, hvis det ikke var for Flavor Flavs energi, og Chuck D’s utrolig underholdende beskrivelser. Jeg har aldrig været så underholdt af at få en velfungerende bil beskrevet. Det bliver dog virkelig interessant, når man når til det fjerde og sidste vers. Det viser sig, at politiet jagtede dem helt uden grund.

Public Enemy har tit solgt sig selv med det politiske indhold i deres sange, og det er da også en af deres meget interessante sider. Men alle kan være politiske, det kræver virkelig ingenting at skrive en historie om politisk uretfærdighed. Det, der til gengæld kræver talent er at gøre sangen underholdende. Teksterne på Yo Bum! Rush the Show har mange små interne rim, altså rim, der foregår i løbet af en enkelt linje, og allitterationen er helt på plads. Sådanne ting kan virke trivielle, men de føjer meget energi til en sang, og disse småting forhindrer hip hop fra at lyde for meget som børnerim. At have alle disse ting på plads i sin lyd er så imponerende nok, men at man samtidig kan lave strukturerede sætninger med god legen med ordene inden for disse rammer er virkelig værd at beundre. Der er næsten altid meddelelser om racisme, politieffektivitet e.l. i deres sange, men det er langt fra altid fokus – den bliver lagt mere i energien og humoren, og den har de også masser af. Yo! Bum Rush the Show er en af de bedste hip hop-plader nogensinde, og jeg ville endda kun kalde den Public Enemys tredjebedste plade, så det siger noget om gruppens generelle kvalitet!