26 – U2 – The Joshua Tree

U2 gik med deres 1987-album ‘The Joshua Tree’ fra at være hypede helte i den alternative rockscene, der dog kunne prale af nogle crossover-hits hist og her, til at være regulære superstjerner, der tog hele verden med storm. Det er derfor også et album, der har splittet U2-fans – for det er jo noget nær umuligt at få et mainstream-gennembrud uden at der medfølger en del anklager om at være sellouts fra fans, der havde fulgt med siden begyndelsen. Jeg var der ikke selv dengang, så lad mig sige det som en person i 20’erne, der både har hyldet U2’s rødder og kritiseret deres mere kommercielle skiver: ‘The Joshua Tree’ er et fremragende album. Ikke nær så godt som ‘War’ eller ‘Boy’, men den byder på noget, jeg ikke føler, noget andet U2-album i samme grad kan prale af – nemlig at deres sangskrivning er fandens catchy, og deres lyd er lettilgængelig og iørefaldende, men intet af dette sker på bekostning af albummets ægthed. Deres tidligere ret punkede æstetik er blevet erstattet af noget nyt, til tider ret poleret, men der er stadig plads til noget kant, der gør at man tydeligt kan mærke albummets følelser.

Jeg forstår dog fuldt ud, hvorfor U2 har ladet den mest poppede del af ‘The Joshua Tree’ være skabelon for deres videre karriere. De mest poppede sange er nemlig i min optik det suverænt bedste på albummet. Gruppen har et fantastisk øre for melodier, og såvel Bonos ekspressive vokal som The Edges på en gang ængstelige og flashy guitarlyd lægger sig upåklageligt til den mere poppede sangskrivning, der mestendels er placeret på albummets a-side. Noget af det, jeg tror, der gav albummet sin store gennemslagskraft, er, at det blev udgivet i 1987. Det er et tidspunkt hvor pop og poprock var kunstig og poleret som aldrig før – på godt og ondt naturligvis. Men når selv Bruce Springsteen efterhånden havde svært ved at holde sig fra at blande heartland-lyden med noget syntetisk glasur, giver U2’s eksplosion i popularitet mening – akkurat som hvordan Guns N’ Roses fik popularitet ved at føre noget fare ind i den hårde rock samme år. A-siden på ‘The Joshua Tree’ er bare den ene stærke popmelodi efter den anden – med en lille ekskurs til den mere alternative ‘Bullet The Blue Sky’, der da ellers stadig er en rigtig catchy og velkomponeret sang med en fantastisk basgang, omend Bonos vokal her til tider nærmer sig noget selvparodi.

Albummets anden halvdel er ikke nær så poppet som den første, men U2 er stadig ikke ligefrem Frank Zappa, og meget af det ville nok stadig have været i den mere radiovenlige ende af deres foregående album, der ej heller just var avantgarde. Sidens første to tracks, ‘Red Hill Mining Town’ og ‘In God’s Country’ fører fint lyden videre fra A-siden, men uden at de skarpe melodier er der. Det er ret poleret alternativ rock, som man sagtens kan synge med på, men først med ‘One Tree Hill’ får de for alvor pumpet liv i den formel igen, blandt andet da The Edges guitarlyd her bare er fænomenal. Det countryinspirerede nummer ‘Trip Through Your Wires’ har splittet mange fans. Selv er jeg nået til den konklusion, at instrumentationen og produktionen er virkelig kreativ, men vokalmelodien bliver hurtigt trættende. At pludselig høre mundharmonika på en U2-sang har dog uden tvivl sin charme. De to sidste numre på albummet er dog fremragende, og jeg synes de er alt for oversete i U2-regi. ‘Exit’ er en af mine absolutte yndlingssange af gruppen. Den er lowkey i starten, og med tiden bygger den en angst op, der er en klump i halsen værdig. U2 vinder lidt af den punkede energi fra deres tidlige album tilbage her. De slutter af med ‘Mothers of the Dissapeared’, der muligvis ikke er det helt store nummer i sig selv, men i albummets kontekst er de vemodige toner derfra yderst forløsende. Det sætter et godt punktum på albummet, og grundmelodien sætter sig faktisk fast. Det er en veludført, oplagt afrunding af en ligeledes veludført plade.

61 – Guns n’ Roses – Appetite for Destruction (1987)

Det amerikanske rockband Guns n’ Roses udgav i 1987 det, der senere ville vise sig at være det bedst sælgende debutalbum nogensinde, ‘Appetite for Destruction’. Det var lummert og beskidt i sin natur, men lyden var samtidig poleret nok til, at deres provokationer sagtens kunne appellere bredt. Med successingler som ‘Sweet Child o’ Mine’, ‘Paradise City’ og ‘Welcome to the Jungle’ gjorde de sig bemærket øjeblikkeligt som et mere komplekst, mere vovet og ofte lidt mørkere alternativ til den glam-metal, der ellers var den hårde rocks væsentligste repræsentant i mainstream-sfæren. Jeg kan også godt lide Def Leppard og Mötley Crüe i doser, men ingen af dem har lavet sange, der får mig til at føle lige så meget som ‘Sweet Child o’ Mine’ eller ‘Mr. Brownstone’. Der er ikke tale om store dramaer eller noget, men man kan rent faktisk fornemme noget dybde i deres angst, deres glæde og deres vildskab. Michelle fra ‘My Michelle’ føles som et ægte menneske, hvilket hun også er. ‘Mr. Brownstone’ er ved første øjekast en sjov, lidt mere blueset rocksang, men under overfladen lurer en desperat fortælling om heroin-afhængighed. Det får ikke nødvendigvis ‘Appetite for Destruction’ til at stikke ud i dag i en post-Nirvana-verden, men i tidens kontekst viste de en ny retning.

Der er dog stadig masser af årsager til at lytte til pladen i dag. Ikke alene har musikkens kant og dybde sørget for, at musikken holder sig bedre end størstedelen af tidens konkurrence, musikernes store talent sørger for at give musikken godt med detalje, der gør, at gennemlytningerne længe forbliver engagerende. Guitaristen Slash er især mærkbar på dette felt. Jeg elsker bl.a. hvordan et diskret, ømt akustisk guitarriff skaber flot kontrast til den hårde macho-lyd, der gør sig gældende på ‘Think About You’, eller hvordan varsler soloen på ‘You’re Crazy’ med en afdæmpet lille optakt, der blot gør soloen mere forløsende. Bassist Duff McKagan bidrager også meget til pladens lyd, og de tidspunkter, hvor bassen i fokus, får da også elegant etableret en dyster stemning, bl.a. på introen til ‘Rocket Queen’ og mod slutningen på ‘Welcome to the Jungle’. Men i det hele taget bør man ikke underkende hvor godt bandet bare fungerer som helhed. Meget af dynamikken på pladen hænger enormt meget sammen med hvor tight deres samspil i praksis er. Det er måden de afslutter numre, måden de starter dem, de mange breakdowns, der især forekommer i c-stykkerne, der gør at pladen holder i næsten en time.

Så meget godt som jeg har at sige om Guns n’ Roses, ville jeg lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke forstod deres kritikere. Jeg tror, de har haft de samme problemer med Guns n’ Roses, som jeg har haft med de AC/DC-plader, jeg har anmeldt, men jeg føler overraskende nok ikke, at Guns n’ Roses er nær så udmattende at lytte til i længere perioder. Det har nok noget at gøre med mørket i sangene. Jovist, AC/DC synger også om satan og helvede, om sex og stoffer, men det føles mere reelt og mere nuanceret på ‘Appetite for Destruction’. Alligevel kan jeg som sagt ikke sige, at det er den helt store dybde, der er til stede på pladen. Det er sjovt, og det er holdbart, men jeg kan ikke sige, at det ligefrem er det mest nærende guf i slikbutikken. Der er selvfølgelig heller ikke alle sange, jeg har det lige fedt med, og selv mange af de sange, jeg godt kan lide, har nogle ret latterlige øjeblikke, men pladen bliver ved med at være sjov. Bandet har forsøgt at gå i en mere alvorlig retning på senere plader, men den energiske riff-rock er nok stadig det, de er allerbedst til.

227 – Eric B. & Rakim – Paid in Full (1987)

Eric B. & Rakim var en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper, og dette var især takket være rapperen Rakim. DJ Eric B. var også ganske dygtig, men Rakim var revolutionerende. Mange af deres bedste sange er at finde på deres debutalbum, Paid in Full fra 1987, der vendte op og ned på, hvad hip hop kunne være. Før det havde vi rappere som Beastie Boys, Run-D.M.C., KRS-One og Chuck D, alle hæderlige ordsmede, men de kunne godt lige lære at tage en slapper. Når jeg lytter til Run-D.M.C.’s debutplade føles det f.eks. så konfronterende konstant, så det ende med at miste ret meget af sin kraft, og på numre som Wake Up ender de bare med at lyde latterlige med al deres råben. Rakim var afslappet og cool. Han lyder på et nummer som Paid in Full bare som om, han har alt under kontrol. Og det har han virkelig også. Han rimer hele tiden stærke linjer, og selvom det i tema bare er standard pralerap, så er han hele tiden underholdende og kreativ. Han var f.eks. personen, der introducerede interne rim, og det lyder stadig godt i dag: “I ain’t no joke, I used to let the mic smoke, now I slam it when I’m done and make sure it’s broke” rapper han i starten af åbningsnummeret I Ain’t No Joke.

Rakim er dog kun halvdelen af duoen, og Eric B. er også en virkelig stor del af Paid in Full. Han sørger for et virkelig funky og varieret. Han sampler meget James Brown, der er faktisk James Brown-samples på hele 4 af pladens 10 sange, og nogle af dem indeholder mere en bare en af hans numre. På de mest sample-rige numre kan man finde hele 7 forskellige sange. De er heller ikke alle funksange. Han sampler både Long Red af Mountain, Love’s Theme af Fausto Papetti og endda Flick of the Switch af AC/DC. Sidstnævnte er på et regulært DJ-track, Chinese Arithmetic, hvorpå man ikke kan høre ét eneste ord fra Rakim. Det lyder godt i starten, og der er meget fokus på den østasiatiske stemning, men de 4 minutter, den varer, føles meget lange, for der sker ikke særlig meget, når det først er gået i gang. Det er til at blive bims af. Der er to andre DJ-tracks, Eric B. Is on the Cut, der sampler Rakims stemme, hvilket gør det noget mere levende, men ensformigt er det stadig. Det eneste af disse DJ-numre, jeg rent faktisk nyder er Extended Beat, nok fordi der ikke er så meget fokus på scratch, og også fordi musikken rent faktisk udvikler sig ganske pænt. Det er et udmærket afslutningsnummer.

Der er da i alt 7 tracks, hvor Rakim rapper, og det er måske ikke så meget, men kvaliteten på disse numre er yderst høj. Jeg har svært ved at finde så meget som én dårlig linje, og det til trods for, at han egentlig ikke gør andet end at prale. Jeg sagde tidligere, at han var meget afslappet, men det var selvfølgelig kun i sammenligning med hans samtid. Han udviser både denne kendte lethed og noget mere aggressiv attitude. Man disser ikke bare sådan Rakim og slipper let fra det – du er verbalt død, hvis du udfordrer ham. Det er især på åbningsnummeret, I Ain’t No Joke, hvor han skal bevise, at han virkelig ikke er en, man bare fucker med. Han var ganske vist ny, men han var ikke en hr. hvem som helst. Efter han har sat punktum ved dette, så handler det mere om fest, pral, penge og alt det andet hejs. Han er en genial rapper, Eric B. er en dygtig DJ, og sammen har de lavet et album, du absolut må lytte til, hvis du kan lide hiphop. Jovist, numrene uden Rakim er ikke så gode igen, men alt andet er gyldent!

361 – New Order – Substance (1987)

Da Ian Curtis, forsanger i post-punk-bandet Joy Division, begik selvmord i 1980, skiftede gruppen navn til New Order. Under dette navn udviklede gruppen sig gradvist væk fra den oprindelige deprimerede post-punk-stil. Med tiden blev deres sange rigtig dansevenlige, og i 1987 udkom alle singler, de hidtil havde udgivet, som et album, og det kom til at hedde Substance. New Order var store fans af 12-tommers-singler, og derfor er mange af sangene på denne plade naturligvis rigtig lange; kun seks af de 24 sange på cd-udgaven er under 5 minutter lange. Albummet er opstillet sådan, at man på første cd kan finde alle deres hidtil udgivne singler i kronologisk rækkefølge, mens man på den anden cd kan finde de udvalgte b-sider, ligeledes kronologisk opstillet. Den første cd nærmer sig perfektion. Der er bare fedt nummer efter fedt nummer, og man lægger ikke engang mærke til, at de fleste numre er ufatteligt lange. Den kronologiske opstilling gør deres udvikling meget tydelig, og den forhindrer også albummet i at være en stor rodebutik.

Problemerne opstår først, når man kommer til anden cd. Dette materiale findes ikke på vinyludgaven, men det har været på cd’en siden første udgivelse i 1987, så jeg vil ikke regne det som en bonus-cd. Men på den finder man som sagt en masse b-sider. B-siderne er ikke dårlige, men de er langt fra nær så lette at sluge. Mange af dem er instrumentale, især er mange instrumentale udgaver af numre på første cd. Ellers er der en del meget alternative numre, der ikke på nogen måde er nær så dansevenlige eller sjove som singlerne. Et par stykker er dog næsten på niveau med dem fra første cd. Cries and WhispersHurt og 1963 er nok de bedste af b-siderne, og selvom ingen af dem er så gode som Blue MondayBizarre Love Triangle eller True Faith, så er de stadig virkelig gode. Til gengæld er jeg ikke særlig interesseret i at høre instrumentale eller alternative udgaver af sange, jeg allerede har hørt, og det har jeg især ikke, hvis jeg skal igennem dem for at nå til sange, jeg slet ikke har hørt før. Underligt nok finder man desuden Procession på disc 2, selvom den var en single.

Det er ikke alle b-sider, man kan finde på Substance, hvorimod alle singler fra før pladens udgivelse er derpå. Sangen Mesh er det eneste originale B-side-nummer, der ikke kan findes på opsamlingen, og det er ellers en ganske fin sang. Hvis nu den var tilføjet til albummet, mens alle de alternative udgaver blev fjernet, så ville jeg personligt have meget mere til overs for pladen, der ellers er af rigtig høj kvalitet. Derudover ville det have været fedt, hvis singlerne og b-siderne ikke var så adskilte. Jeg har efterhånden nævnt rigtig mange negative ting, men lad mig dog lige slå fast en gang for alle, at disse ting ikke betyder specielt meget, for kvaliteten på albummet er konstant virkelig, virkelig høj. Det er bare strukturen, der er nogle problemer med. New Orders singler var af konstant enormt høj kvalitet. Hvert eneste nummer på disc 1 er fremragende, og hvert eneste nummer på disc 2 er godt. Hvis du kan lide noget sjov, fængende popmusik, der samtidig kan få dig til at tænke en smule, så er New Order nok noget for dig, og Substance er nok det bedste sted at starte, da mange af deres bedste sange faktisk kun findes på opsamlinger, og denne giver dig de bedste udgaver af nogle af deres bedste numre.

365 – The Smiths – Louder Than Bombs (1987)

I min verden er 80’erne ikke årtiet for Duran Duran, Michael Jackson, U2, Bon Jovi eller Whitney Houston. Ikke ét 80’er-band har jeg lyttet mere til end the Smiths, og jeg elsker alle deres fire studiealbums meget højt. Foruden disse udgav de også en hel del singler, der ikke optræder på nogen af disse numre. Visse af disse udkom på amerikanske udgaver af pladerne, og i 1987 blev de fleste Smiths-sange, der ellers ikke var på noget amerikansk album, udgivet på en opsamling, der fik navnet Louder Than Bombs. Der er dermed både singler, b-sider og sange, der kun var på europæiske opsamlingsalbums. Mange af deres bedste sange er at finde på denne plade. Jeg bliver aldrig træt af Sheila Take a BowShoplifters of the World UnitePanicWilliam, It Was Really NothingHeaven Knows I’m Miserable NowAsk eller Hand In Glove, og det er blot a-siderne. Mange af b-siderne er så gode, at man slet ikke kan fatte, at de ikke var a-sider. Is It Really So StrangeSweet and Tender HooliganHalf a PersonPlease, Please, Please Let Me Get What I Want og Asleep er alle ligeledes fantastiske.

Albummet er ikke opstillet efter noget tydeligt mønster, men til gengæld føles det ret dynamisk. De forskellige sange arbejder forholdsvis godt sammen, og der er en dejlig mængde variation. Man kan dog stadig høre, at det er en opsamling. Der er ikke noget tidspunkt, hvor to numre arbejder utrolig godt sammen, men albummet sørger stadig godt for, at man ikke bliver spor træt af bandets lyd. Ikke et eneste af numrene er dårlige, og selv de mindst interessante er ganske gode. De bedste er decideret fantastiske, og de er umulige at få ud af hovedet. Og det er slet heller ikke noget, man ønsker sig. De er fyldt med følelser, og der er få lyrikere, der virkelig kan røre mig nær så dybt som Morrissey. Sange som AskPlease, Please, Please, Let Me Get What I Want, Asleep og Half A Person taler til mig på et meget nært følelsesmæssigt niveau. Ikke alle deres sange har denne effekt i lige høj grad. Nogle er ganske vist fulde af følelser, der går i alle mulige retninger, men de har stadig nogle virkelig sjove melodier. Hvem har ikke lyst til at synge med på Sheila Take a BowWilliam, It Was Really Nothing eller Panic?

Foruden at albumdynamikken ikke er fantastisk, er det største problem ved pladen, hvor ubrugelig, den er fra et europæisk synspunkt. Som europæisk lytter savner man f.eks. sange som How Soon is Now? og This Charming Man, der ikke her blev udgivet på noget studiealbum, hvorimod de er på amerikanske udgaver af henholdsvis Meat is Murder og deres eponyme debutplade. Desuden var Louder Than Bombs tiltænkt som et amerikansk svar på de europæiske opsamlinger Hatful of Hollow og The World Won’t Listen, hvor den første er en mere konsekvent oplevelse, navnlig da alle dens sange er indspillet indenfor en ret kort periode. Jeg vil dog absolut ikke sige, at Louder Than Bombs på nogen måde bliver til et dårligt album af den årsag. Det bliver bare forfærdelig svært at anbefale af den årsag. Det er rigtig, rigtig godt sammensat, men på grund af bedre alternativer, ved ikke helt, hvorfor du ville lytte til det, med mindre du vil lytte til alt af The Smiths. Men hvis du beslutter dig for at gøre det, så vil du ikke fortryde det.

444 – Boogie Down Productions – Criminal Minded (1987)

Boogie Down Productions bestod af D-Nice, Scott La Rock og KRS-One, og det helt store  navn i denne trio er uden tvivl KRS-One, der, hvis du spørger mig, den mest morsomme rapper nogensinde, og denne gruppes debut, Criminal Minded fra 1987, viser klart både hans og Scott La Rocks talenter. D-Nices bidrag er, så vidt jeg ved, ikke specielt store, han var vist mest en beatboxer, som de havde med til koncerter, men han får da lige en mindre optræden i starten af South Bronx i en dialog med Scott La Rock. Hr. La Rock er albummets DJ, og i højere grad end nogen anden af tidens grupper, sørger Boogie Down Productions på Criminal Minded for at vise en stærk kemi mellem DJ og rapper. Der er faktisk ikke et enkelt nummer, hvorpå KRS-One ikke nævner Scott La Rock – og det kan både være i et komplimenterende eller drillende lys. Sangen Super-Hoe, handler faktisk om Scott La Rocks i følge KRS-One rimelig overdrevne sexvaner. Der bliver gjort tykt grin med ham, og jeg kunne nok forestille mig, at det var et ret pinligt nummer for ham, men at han stadig arbejdede med på det, viser virkelig deres venskab.

Albummet er også fyldt med rigtig festlige samples. Hvis du kender sangene, burde de være ret lette at få øje på; Get Up Offa That Thing og Get Up, Get Into It, Get Involved af James Brown på South Bronx, Hey Jude af the Beatles på titelnummeret eller Back in Black af AC/DC på Dope Beat. Det er ikke just de mest ukendte sange, og jeg kan ikke sige, at de her bliver brugt på forfærdeligt anderledes end i originalerne. Især Dope Beat bruger Back In Blacks guitarriff latterligt simplistisk – det er lidt som hvordan Vanilla Ice og MC Hammer blev berømte stort set eksklusivt gennem dovne samples af klassikere. Jeg kan dog ikke benægte, at det så stadig lyder rigtig godt, selvom det ikke er videre kreativt. KRS-One er til gengæld en rigtig kreativ rapper. Han er aldrig specielt seriøs, heller ikke selvom han kaster til højre og venstre med udtalelser om, hvad han kan finde på at gøre med en pistol. Man skal kunne klare, at han ser rimelig let på forholdsvis seriøse ting, men hvis man kan det, så er hans rim utrolig sjove og varierede.

En af mine egne yndlingssange fra pladen er 9mm Goes Bang, som fortæller en historie om at KRS-One begår nogle rigtig koldblodige mord, og han gør det på rigtig barnlig maner. Det er måske en smule dårlig smag, men Boogie Down Productions forstod virkelig at skubbe nogle grænser, og Criminal Minded er absolut ikke et album, man skal introducere for folk med et dårligt forhold til hip hop. En hel del sange herpå kunne nok opfattes som nogle af de tidligste eksempler på gangsta-rap, så indflydelsesrig har pladen også været. Og til trods for et par dovne samples, så sidder produktionen virkelig også i skabet. Hvert eneste beat lyder rigtig godt, og de mange samples af især funksange gør musikken meget mere levende, og det gør igen, at det er lettere at fokusere på KRS-Ones fantastiske leg med ordene. Criminal Minded af Boogie Down Productions er en plade, der kan anbefales til enhver fan af hip hop. Hvis du ikke kan lide hip hops vanlige toner, så skal du dog blive væk, for albummet er ikke så fantastisk på grund af dets emner – det er fantastisk, fordi KRS-One og Scott La Rock leverer det med klasse.

470 – R.E.M. – Document (1987)

R.E.M. havde udgivet 4 plader før Document i 1987, som indeholder sang efter sang af enormt høj kvalitet. Vi har klassiske singler som den energiske og vrede It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine) og den meget triste The One I Love, der med ganske få ord får fortalt en historie om kærlighed, had, utroskab og sex, som bliver ufattelig rørende, især med dens placering på albummet, hvor den fungerer som en virkningsfuld omend ikke for distraherende kontrast til It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine), som kommer lige før. Pladen er dog også spækket med fantastiske numre, der er knap så kendte, og især en rigtig god albumstruktur. Man skal ikke lytte til albummet mere end et par få gange, før hvert eneste nummer står klart frem, hvilket især er imponerende, da de som sådan minder ret meget om hinanden. Mange af sangene har midtertempo og en trist lyd. Instrumenterne bliver ofte brugt i nogenlunde samme omfang i hver eneste sang, og kun 2 sange har andet end de sædvanlige bas, trommer og guitar.

De individuelle sanges knap så umiddelbare men i retrospekt tydelig distinktion er selvfølgelig ikke kun et produkt af dynamiske kontraster, men i særdeleshed også af fabelagtige kompositioner. Alle sange er skrevet af hele bandet i fællesskab med undtagelse af deres cover af Strange af den klassiske post-punk-gruppe Wire, der netop var en af grundpillerne i skabelsen af alternativ rock, som R.E.M. var en af de første grupper til at spille. En anden indflydelse er 70’ernes og start-80’ernes klassiske punkbands, som tit og ofte havde politiske meddelelser i deres sange, og i højere grad end på nogen anden R.E.M.-plade spiller politik en stor rolle på Document. R.E.M. er dog ikke nær så aktive i deres aggression overfor deres politiske modstand. Deres bitterhed, angst og samtidige ro skaber en lyd, der ikke minder om noget andet på den tid, og som selvom mange bands sidenhen har taget meget fra deres stil, holder musikken dog stadig på grund af stærke tekster, solide kompositioner og et rigtig overbevisende væld af følelser.

R.E.M. var i deres tidlige år meget berygtede for forsanger Michael Stipes ofte uforståelige vokal, der mest af alt mumlede sig igennem musikken. Han havde absolut arbejdet på det problem mellem debuten og Document, hvor hans stemme er klar som krystal. Og det er rigtig, rigtig godt, for når stemmen er tydeligere, lægger man mærke til, at R.E.M.’s tekster er fænomenale. Som sagt klarer The One I Love at gøre kun 6 forskellige linjer til en dyb historie med masser at rive i, men også de andre sange har meget interessante, og i samme grad ikke specielt entydige meddelelser. Hvis man er til alternativ rock, er R.E.M. uundgåelige, og Document har meget rigtig stærkt materiale på sig, struktureret sådan, at lytteoplevelsen passer perfekt til at høre det fra ende til anden, men hver eneste sang fungerer uden tvivl også på egne præmisser, så man kan sagtens lytte til dem individuelt, og uanset hvordan man lytter til det, er det hvert sekund værd.

472 – Def Leppard – Hysteria (1987)

Jeg vil ikke forsøge på at overbevise nogen som helst om at Hysteria af Def Leppard er et revolutionerende kunstværk, der kan ændre din opfattelse af hvad man kan opnå med musik. For Def Leppard er bare fis og ballade, og når de lægger meget i at være fuldstændig hysterisk latterlige, er de da også bedst. Albummet åbner også med den ene fjollede sang efter den anden, og de første 6 sange blev alle udgivet som singler, så de er nogle af deres mest berømte sange. Selvfølgelig betyder det, at næsten alt det, man i forvejen kender, er i starten af pladen, hvilket kan gøre den sidste halvdel kedelig i starten, men selv efter gentagne gennemlytninger føles numre som Gods of War og Don’t Shoot Shotgun som om, de mangler det enorme hysteri, som Def Leppard ellers repræsenterer så godt i starten med klassikere som Pour Some Sugar on Me, Rocket, Love Bites og Armageddon It. Måske er de faktisk stadig lige så energiske og latterlige som i starten, men efter en halv time af den slags, føles de uden tvivl ikke nær så stærke.

Til gengæld er de bedste numre simpelthen umulige at kede sig til. Women, Rocket, Animal, Pour Some Sugar on Me og Armageddon It repræsenterer alt det, ikke blot Def Leppard, men hele hair metal-genren i det hele taget blev så populær af, nemlig den absolutte forkastning af alt seriøst her i verden. Imellem Animal, og Pour Some Sugar on Me finder man Love Bites, der nok er en af de få mere triste hair metal-sange, som rent faktisk er til at holde ud. At være latterligt melankolsk er rigtig sjældent morsomt, men Def Leppard formår rent faktisk at gøre det. Deres selvironi er ufatteligt tydelig, og det føles som at se et dramatisk b-film-drama, hvor skuespilleren på ingen måde kan opføre sig oprigtigt trist, hvorfor han da bare tudbrøler over selv de mindste småting. Som pladen da skrider frem, bliver det meget tydeligt, at den ikke er specielt dynamisk opbygget. Næsten hver eneste sang er konstant vild, og efter en time i Def Leppards selskab, vil man nok allerhelst høre noget med mindre råben og skrigen.

Hysterias sidste halvdel er generelt svagere – meget af det samme som på første halvdel, og ikke i nær så latterlige grader. Run Riot og Hysteria er nok de to bedste undtagelser til denne generalisering. Run Riot er fængende og energisk, og riffe tlyder ikke som noget andet på albummet. Hysteria er derimod nok den eneste oprigtigt lydende sang, Def Leppard nogensinde har skrevet. Den er ikke noget at græde over eller noget, men det er rigtig befriende, at man får denne ene sang, der rent faktisk tager sig selv seriøst. Hvis du er til overdreven hair metal, så er Def Leppards Hysteria en af de mest gennemgående sjove og lystige plader, man kan finde sig. Den har uden tvivl nogle skønhedsfejl, men præcis som hvordan de ikke tager sig selv for seriøst, så skal lytteren helst heller ikke. Hvis du tager din musik for seriøst, så burde du nok holde dig fra næsten al hair metal. Hysteria er, hvad det er, og det kan så være både godt og skidt.

475 – Bruce Springsteen – Tunnel of Love (1987)

Bruce Springsteens ægteskab med model og skuespillerinde Julianne Phillips var i 1987 i stor fare. Det gik mildest talt ikke for godt, og det skete både på grund Springsteens og Phillips’ handlinger. De havde utrolig mange problemer i forholdet, og samtidig havde Springsteen stadig sværere og sværere ved at skjule, at han ikke rigtig kunne repræsentere arbejderklassen, som han havde gjort det så ofte tidligere. Bruce Springsteen var en rigmand nu, så han besluttede sig for at lave en hel plade, der omhandlede et emne, som han havde noget mere at gøre med hans personlige liv. I 1987 udgav han så Tunnel of Love. Noget rigtig dejligt ved pladen er, at han slet ikke prøver at skjule sin berømmelse og rigdom. Nej, han vader ikke i det, men han åbner decideret med at fortælle om alle de materielle ting han har – men han har ikke sin ægtefælle, synger han på Ain’t Got You. Det er en sød lille sang, men albummet bliver for alvor stærkt, som man når lidt længere i at lytte til det.

Tougher Than the Rest handler om, hvad Springsteen har at byde på. Han er ikke en smuk drømmeprins, der siger alt det rigtige, men han kan holde til lidt af hvert. Og i løbet af det ægteskab har han klaret meget, og man kan høre tydeligt i hans stemme, at han er godt udkørt. Men han er villig til at fortsætte. I løbet af hele albummet er han ude på at redde deres ægteskab, og selvom det ikke lykkedes, kan man absolut ikke sige, at han ikke prøvede. Blandt alle Springsteens værker, tror jeg aldrig, han har lydt nær så oprigtigt desperat som på One Step Up, Brilliant Disguise eller All That Heaven Will Allow. Dette skyldes ikke blot Springsteens stemme eller hans tekst, det skyldes i særdeleshed også musikken. The E Street Band bliver ikke brugt voldsomt på albummet, og det var det sidste album i lang næsten ti år, hvor de i det hele taget spillede, men de få bidrag, de har, tilføjer meget. Det er dog nok bedst, at de kun spillede sporadisk, for ni personer i bandet kunne nok let have gjort oplevelsen for pompøs og i værste fald upersonlig.

Han har både nogle langsomme numre og et par stykker med mere gang i den, og at der kommer fut i fejemøget, gør ikke at han føles mindre oprigtig. Det gør blot hans ønske om et lykkeligt ægteskab mere højlydt. Energien er ikke en negativ side, nej det er rettere noget, jeg ville sige om et par få af de langsomme numre. Forstå mig ret, jeg elsker mange af dem, men Walk Like a Man og Valentines Day har bare melodier, som slet ikke rammer de tilhørende teksters kvalitet. Det lyder som albumfyld, men teksterne er absolut mere værd, så jeg synes næsten, at det er synd, at melodierne har så lidt at byde på. Og det er ikke fordi, de er langsomme, der sker bare ikke nok i dem. One Step Up og Tougher Than the Rest er smukke sange, og de er også ret langsomme, men de er mere dynamiske og instrumentalt bearbejdede. Alt i alt er Tunnel of Love et smukt indblik i sindet på den ene halvdel af et besværligt ægteskab, og det er rigtig rørende. Springsteen har aldrig været så sårbar eller personlig, men musikken i sig selv når slet ikke hans toppunkt.

480 – George Michael – Faith (1987)

Wham! var et af de mest uskyldige bands nogensinde. Der var absolut intet provokerende ved dem. Indtil man da når til Careless Whisper, en sang, som forsanger George Michael faktisk lavede på egen hånd, selvom den findes på Wham!-albummet Make It Big. Den er fræk og vovet, og den har absolut intet med det andet Wham!-medlem, Andrew Ridgeley at gøre, og uskylden i Wham! er selvfølgelig charmerende nok, men George Michaels evner som musiker blev kraftigt begrænset af dette image, så i 1986 gik Ridgeley og Michael fra hinanden, og Michael fokuserede på mere moden musik. Det resulterede så i albummet Faith fra 1987, som indeholder så mange megahits, at man ikke kan tælle dem på en enkelt hånd. Bid mærke i, at der altså kun er 9 sange på Faith, så det er næsten som at høre et opsamlings-album, men næ nej – alle disse sange var lavet til et og samme album. De er alle enormt fængende, og hvis ikke én eneste sang sidder fast i dit hoved, når du er færdig med at lytte til albummet, så har man vist bare generelt svært ved at få sange på hjernen.

George Michael var uden tvivl meget påvirket af funk og soul, da han skrev Faith, og han formår på fremragende vis at gøre det, disse genrer er berømte for. Hans stemme er sjælfuld og længende på bl.a. Father Figure og One More Try, og han bliver funky og fuld af energi på f.eks. I Want Your Sex (Parts I & II) og Monkey. Der bliver på albummet vekslet meget imellem de funk- og soul-inspirerede sange, så de energiske dansesange kommer med gode mellemrum, så de ikke virker for overgearede, mens de langsomme sange heller ikke trækker ned på albummets overordnede tempo. Samtidig er de to genrer jo tæt beslægtede, så det føles ikke på nogen måde underligt at høre Father Figure efterfulgt af I Want Your Sex (Parts I & II). Nu er det jo heller ikke ren og skær R&B vi har at gøre med. Hans fortid i synthpop bliver ikke ignoreret, så det var let at forholde sig til for Wham!-fans. Personligt tror jeg ikke, at det ville have ændret meget på musikken, hvis han havde brugt traditionelle instrumenter i stedet for synthesizeren, men det irriterer mig ikke, at den er der.

Faith vil ikke ændre på, hvordan du lytter til musik. Den tilføjer ikke meget til poplandskabet, som man ikke allerede har set tusindvis af gange før, men Michael forstod tydeligvis, hvorfor de gamle metoder virkede så godt. Han udnyttede alle de gamle tricks i bogen rigtig godt, men næsten intet føles til gengæld som et helt unikt Michael-varemærke. På den måde mærker man ikke at Michael har haft noget specielt personligt at fortælle, selvom han selv har skrevet, komponeret og produceret hele albummet. Hvis man dog vil have et album, der ikke er en opsamling, der har traditionel 80’er-pop af konstant høj kvalitet, så er Faith et af de bedste albums, man kan finde sig, især hvis man vil have noget, der afviger fra al den new wave, årtiet ellers havde at byde på, men hvis man vil have noget mere unikt, skal man lede en kende længere.