54 – The Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968)

“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.

Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.

Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.

61 – Guns n’ Roses – Appetite for Destruction (1987)

Det amerikanske rockband Guns n’ Roses udgav i 1987 det, der senere ville vise sig at være det bedst sælgende debutalbum nogensinde, ‘Appetite for Destruction’. Det var lummert og beskidt i sin natur, men lyden var samtidig poleret nok til, at deres provokationer sagtens kunne appellere bredt. Med successingler som ‘Sweet Child o’ Mine’, ‘Paradise City’ og ‘Welcome to the Jungle’ gjorde de sig bemærket øjeblikkeligt som et mere komplekst, mere vovet og ofte lidt mørkere alternativ til den glam-metal, der ellers var den hårde rocks væsentligste repræsentant i mainstream-sfæren. Jeg kan også godt lide Def Leppard og Mötley Crüe i doser, men ingen af dem har lavet sange, der får mig til at føle lige så meget som ‘Sweet Child o’ Mine’ eller ‘Mr. Brownstone’. Der er ikke tale om store dramaer eller noget, men man kan rent faktisk fornemme noget dybde i deres angst, deres glæde og deres vildskab. Michelle fra ‘My Michelle’ føles som et ægte menneske, hvilket hun også er. ‘Mr. Brownstone’ er ved første øjekast en sjov, lidt mere blueset rocksang, men under overfladen lurer en desperat fortælling om heroin-afhængighed. Det får ikke nødvendigvis ‘Appetite for Destruction’ til at stikke ud i dag i en post-Nirvana-verden, men i tidens kontekst viste de en ny retning.

Der er dog stadig masser af årsager til at lytte til pladen i dag. Ikke alene har musikkens kant og dybde sørget for, at musikken holder sig bedre end størstedelen af tidens konkurrence, musikernes store talent sørger for at give musikken godt med detalje, der gør, at gennemlytningerne længe forbliver engagerende. Guitaristen Slash er især mærkbar på dette felt. Jeg elsker bl.a. hvordan et diskret, ømt akustisk guitarriff skaber flot kontrast til den hårde macho-lyd, der gør sig gældende på ‘Think About You’, eller hvordan varsler soloen på ‘You’re Crazy’ med en afdæmpet lille optakt, der blot gør soloen mere forløsende. Bassist Duff McKagan bidrager også meget til pladens lyd, og de tidspunkter, hvor bassen i fokus, får da også elegant etableret en dyster stemning, bl.a. på introen til ‘Rocket Queen’ og mod slutningen på ‘Welcome to the Jungle’. Men i det hele taget bør man ikke underkende hvor godt bandet bare fungerer som helhed. Meget af dynamikken på pladen hænger enormt meget sammen med hvor tight deres samspil i praksis er. Det er måden de afslutter numre, måden de starter dem, de mange breakdowns, der især forekommer i c-stykkerne, der gør at pladen holder i næsten en time.

Så meget godt som jeg har at sige om Guns n’ Roses, ville jeg lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke forstod deres kritikere. Jeg tror, de har haft de samme problemer med Guns n’ Roses, som jeg har haft med de AC/DC-plader, jeg har anmeldt, men jeg føler overraskende nok ikke, at Guns n’ Roses er nær så udmattende at lytte til i længere perioder. Det har nok noget at gøre med mørket i sangene. Jovist, AC/DC synger også om satan og helvede, om sex og stoffer, men det føles mere reelt og mere nuanceret på ‘Appetite for Destruction’. Alligevel kan jeg som sagt ikke sige, at det er den helt store dybde, der er til stede på pladen. Det er sjovt, og det er holdbart, men jeg kan ikke sige, at det ligefrem er det mest nærende guf i slikbutikken. Der er selvfølgelig heller ikke alle sange, jeg har det lige fedt med, og selv mange af de sange, jeg godt kan lide, har nogle ret latterlige øjeblikke, men pladen bliver ved med at være sjov. Bandet har forsøgt at gå i en mere alvorlig retning på senere plader, men den energiske riff-rock er nok stadig det, de er allerbedst til.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

66 – Led Zeppelin – [Uden titel/Led Zeppelin IV] (1971)

Lad os lige få én ting på det rene: Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke ‘Led Zeppelin IV’, den hedder ikke ‘ZoSo’, den hedder end ikke ‘Led Zeppelin’. Det er et helt bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter noget stemning på introen til ‘Black Dog’, hvorefter Robert Plants stemme for lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger hinandens seksuelle intensitet, der kun bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er ‘Rock and Roll’, der nøjagtigt som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er helt eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.

‘The Battle of Evermore’ er stort set bare en regulært folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk stadig intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en ganske nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske ‘Stairway to Heaven’. At skulle anmelde ‘Stairway to Heaven’ er lidt som at skulle anmelde ‘Star Wars’ eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men noget af det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit store klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med ‘Misty Mountain Hop’, et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.

‘Four Sticks’ er et andet nummer, der ikke ligefrem er en af mine favoritter på pladen, hvilket i grunden mest siger noget positivt om pladen, for det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder atter de stilistiske valg herpå ganske interessante. Der er essentielt to vidt forskellige lydbilleder til stede, en drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på ‘The Battle of Evermore’ og starten på ‘Stairway to Heaven’. Denne stemning forløser sig endelig på ‘Going to California’, en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en oprigtig melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af ‘When the Levee Breaks’. De overgår originalen med mil, og de formår faktisk at skabe endnu et klimaks på størrelse med ‘Stairway to Heaven’, dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.

 

70 – Led Zeppelin – Physical Graffiti (1975)

Sidst jeg kiggede på hard rock-pionererne Led Zeppelin var det med deres anden plade, hvor nøgleordene i min vurdering vist må have været “skala” og “ambition”, noget de så sandelig ville tage videre i deres karriere på bl.a. deres ubetitlede fjerde plade og efterfølgeren ‘Houses of the Holy’. Med deres sjette plade i 1975 tog de skridtet videre ved at udgive deres første dobbeltalbum i form af ‘Physical Graffiti’. Pladen består dels af dengang spritnyt materiale, dels af sange, der blev skåret væk fra deres tre foregående plader. Jeg har det lidt ambivalent med denne tilgang, for dels er de gamle sange jo lavet til at passe ind i en helt anden plade end de nye, men dels er visse af dem drøngode. De bedste af dem er nok også dem, der minder mest om de nye numre. ‘The Rover’, ‘Night Flight’ og det ubrugte titelnummer fra ‘Houses of the Holy’ fungerer især godt, da de følger den storladne, episke tone, pladen sætter fra starten af. Country-rock-balladen ‘Down by the Seaside’ følger også overraskende nok denne tone ganske fint, især gennem nogle overraskende dynamiske drejninger i løbet af nummeret.

Der er dog nogle af disse outtakes, der helt klart er totalt malplacerede. Den fjollede lille boogie woogie-sang ‘Boogie With Stu’ dræber nogenlunde al stemningen, albummet ellers havde opbygget. Den instrumentale ‘Bron-Yr-Aur’ er en ganske køn lille akustisk sag, men den bygger ikke rigtig op imod noget. Den kunne være fin til at runde pladen af, men den er et af de første numre på LP2. Mod slutningen får vi derimod en sød lille blues-sang i form af ‘Black Country Woman’, der endnu engang føles uhyre ligegyldigt, når den står side om side med så flot udtrykte stykker musik som den symfoniske ‘Kashmir’, den progressive ‘In the Light’ og den elegant opbyggede ‘Ten Years Gone’. Der ophober sig en irriterende dissonans mellem numrene på ‘Physical Graffiti’, for når det virker, har vi virkelig at gøre med Led Zeppelin i deres es. Det møder vi heldigvis ofte. Uanset om det er det fængslende, funky, nærmest metal-agtige groove på ‘The Wanton Song’ eller den ligeledes funky ‘Trampled Under Foot’, der på formidabel vis bygger op til et smukt kaos, så har størstedelen af numrene på ‘Physical Graffiti’ mærkbare proportioner.

Det bliver næsten lidt for meget. Når man har at gøre med en plade, der varer 80 minutter, hvor næsten alle sange er episke rock-eskapader, så kan man let blive ret udmattet, og som allerede gennemgået, så tiltaler pladens forsøg på mere afdæmpede sange mig sjældent. Selv har jeg sjældent lyttet til pladen, uden at jeg på et eller andet tidspunk i løbet af LP2 tænker “er den ikke snart færdig?”. Og det er synd, for det resulterer i, at jeg bare på ingen måde nyder de sidste par numre på pladen nær så meget, også selvom ‘Sick Again’ og ‘Night Flight’ da er glimrende sange. ‘Physical Graffiti’ er ingenlunde en dårlig plade, men Led Zeppelins fremgangsmåde egner sig måske bedst til kortere albums. Måske er der en sammenhæng i, at ‘Houses of the Holy’ er min favorit i deres diskografi, mens den er deres korteste plade bestående af nyt materiale. Selvom ‘Physical Graffiti’ er en lidt stor mundfuld, så er der rigtig meget guf på den. Den ville muligvis være endnu bedre som to kortere albums, men der er stadig ganske meget at komme efter som den er.

73 – AC/DC – Back in Black (1980)

Jeg har aldrig været den mest entusiastiske AC/DC-lytter i verden, men jeg vil da kalde mig selv fan af deres højlydte, vilde rocklyd. De har fat i nogle meget simple virkemidler, og de formår at skabe noget meget effektivt, der let får adrenalinen i gang. Alligevel var jeg langt fra grebet, da jeg skulle anmelde deres populære album ‘Highway to Hell’ fra 1979. Deres brand af energisk macho-rock endte nok med at blive lidt for overstimulerende til mig i løbet af en 41 minutter lang plade, og min oplevelse var lettere ensartet. Et par måneder efter udgivelsen af ‘Highway to Hell’ døde bandets forsanger Bon Scott, men heldigvis fandt de et nyt vokalt powerhouse med Brian Johnson, og allerede i 1980 ville de med den nye sanger udgive deres mest populære plade nogensinde, ‘Back in Black’. På mange punkter minder ‘Back in Black’ meget om ‘Highway to Hell’. Der bliver ikke skruet ned for energien, og Brian Johnson udmærker sig allerede her som en sanger, der absolut er af samme kaliber som Scott. Helt ned til albummets længde, er det som før; ‘Back in Black’ har lige så mange tracks som ‘Highway to Hell’, og albummet er sølle 45 sekunder længere end forgængeren. Hvis vi ser bort fra udskiftningen af forsanger, er det altså ikke just et risikabelt album.

Selvom rigtig meget er som på forgængeren, føler jeg alligevel, at ‘Back in Black’ er en betydeligt bedre plade. Her er det især sangskrivningen, der har fået et nøk op. ‘Back in Black’, ‘You Shook Me All Night Long’ og ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’ er klasseeksempler på AC/DC, der gør det, de er bedst til, og de udgør absolut ikke en minoritet på pladen. Nogle af AC/DC’s sjoveste, bedst konstruerede sange er at finde på ‘Back in Black’, og mens jeg da har mine favoritter, har jeg svært ved at udpege et egentligt lavpunkt. Alle tracks fungerer rigtig godt, hvilket alligevel er lidt af et mirakel, når AC/DC ikke ligefrem er kendt for den virtuose diversitet i deres lyd. Det er dog her, vi alligevel finder et af de større problemer ved pladen, nemlig det konstant høje lydniveau. AC/DC kan ikke finde ud af at skrue ned, og det gør pladen rigtig udmattende. De kører et fedt track med at mange af numrene starter ret stille, men når forstærkeren først slår sig løs, er der ingen vej tilbage. Placeringen af titelnummeret mod midten er dog et godt valg, da den for en kort stund skaber noget variation med en lidt stivere rytme end den vildskab, AC/DC ellers typisk byder på.

AC/DC bringer faktisk også lidt øget finesse til andre numre. Den langsomme, lidt metal-prægede intro på åbningsnummeret ‘Hells Bells’ er mærkbart stilfuld, og den får lov til at køre relativt længe, før nummeret går over i en mere typisk AC/DC-lyd. Det samme gælder den ensomme, ømme guitar i starten af ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’. Nummeret sørger på den måde for at være en vældig respektabel måde at afslutte pladen på, og det sørger for, at man sidder tilfreds tilbage som lytter. Nu har jeg ind til videre allerede kaldt AC/DC’s lyd for ‘vild’ to gange i løbet af denne anmeldelse. Det føler jeg er et passende ord, men man skal absolut ikke tro, at de på nogen måde er løsslupne som musikere. ‘Back in Black’ føles som en meget kalkuleret, komponeret og kontrolleret plade. AC/DC arbejder ud fra nogle meget faste formler, og det kan altså sørge for, at det kan blive lettere uinspirerende at høre på til tider. Med mit kendskab til gruppens diskografi, tror jeg dog, det er et problem, jeg vil have med de fleste AC/DC-plader. Når man overvejer den faktor, så tror jeg, ‘Back in Black’ er noget nær den optimale AC/DC-oplevelse.

75 – Led Zeppelin – Led Zeppelin II (1969)

Led Zeppelin er et af den slags bands, jeg nærmest tror, alle har hørt. Selv hvis man ikke mindes at have hørt dem, har sange som ‘Stairway to Heaven’, ‘Kashmir’ og ‘Immigrant Song’ fået en så fasttømret plads i vores kultur, at gruppen praktisk taget er umulig at undgå. Når det gælder hård rock var de tidlige bannerførere, og selvom de udvidede deres lyd med tiden, er der stadig noget forfriskende over deres første par rå, meget blues-prægede albums. Og allerede dengang kunne man se, at de osede af ambition, bl.a. på ‘Led Zeppelin II’ fra 1969. Det her, det var langt mere end blues-musik med distortion fra en højlydt forstærker. Nænej, det var starten på en ny musikalsk æra. Det simple, fængende guitarriff på åbningsnummeret ‘Whole Lotta Love’ sætter for en stund stemningen og antyder en letfordøjelig omend attituderig oplevelse, noget der især bliver understøttet af Robert Plants kraftige leadvokal og det nærmest punkede omkvæd, der er uhyre let at synge med på. I disse trygge rammer får vi dog kun lov til at blive i lidt over 1 minut, før vi skal gennem en syret instrumental del, hvilket faktisk ender med at blive nummerets egentlige fokus.

‘Whole Lotta Love’ er et oplagt valg til at indlede pladen, dels grundet dens mindeværdige omkvæd og stærke skelet, men også da den flot udtrykker, at der generelt gemmer sig rigtig meget dybde under pladens testosteronfyldte overflade. Led Zeppelin tager chancer. Om det er den følsomme, akustiske ballade ‘Thank You’ eller guitarsoloen på ‘Heartbreaker’, der i løbet af et længere stykke kører helt uden anden instrumentation. Den slags dynamiske valg gør pladen mere varieret og frisk hver eneste gang, og til min store overraskelse endte ‘Led Zeppelin II’ for mig mere med at være en musikalsk rejse end en samling sange. Visse numre kan sagtens fungere storartet individuelt, bl.a. ‘Ramble On’ og ‘Whole Lotta Love’, men i hovedreglen formår pladen at være meget mere end blot summen af dens dele. Sange som ‘The Lemon Song’ og ‘Bring It On Home’ formår at udvide pladens lyd, mens man samtidig beholder et relativt samlet billede af pladen som en enhed. Begge kører i store dele over en meget simpel, fortærsket bluesmelodi, men i pladens kontekst ender de med at bidrage med både kulør og variation. Man kan let sidde med et stort smil på læben, når man hører hvordan de bygger videre på elementer, der ellers kan opfattes som klichéer.

Pladen har dog naturligvis år på bagen, og det er ikke det hele, der har ældet lige yndefuldt. Robert Plants vokalstil i versene til ‘What Is and What Should Not Be’ og ‘Bring It on Home’ lyder ret fjollet i dag, og de vækker for mig slet ikke den sensuelle stemning, som jeg antage var intentionen. Ligeledes er trommesoloen på ‘Moby Dick’ alt, alt for lang, og jeg synes egentlig at den er temmelig intetsigende. Trommesoloen udgør størstedelen af sangen, og derfor er den langt fra min yndlingssang på pladen, men jeg må indrømme at den lille resterende del er noget nær fantastisk. Stereomixingen kan muligvis også tage noget tid at vænne sig til, da den på visse numre er meget opdelt, men selv fandt jeg den ikke for distraherende, og effekten virker da glimrende det meste af tiden. Jeg havde tidligere en eller anden idé om, at Led Zeppelin først begyndte for alvor at blive ambitiøse på deres fjerde plade, men jeg er nu overbevist om, at det altid har været i dem. ‘Led Zeppelin II’ er i både skala og kvalitet stadig imponerende i dag, og det er med god grund, at vi stadig regner dem for et af de største rockbands nogensinde.

82 – The Jimi Hendrix Experience – Axis: Bold as Love (1967)

Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt alle de mest populære sange – ‘Foxy Lady’, ‘Purple Haze’, ‘Hey Joe’, ‘All Along the Watchtower, osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang end at have hørt ‘Are You Experienced?’ en eller to gange i baggrunden. På det sidste har jeg dog efterhånden hørt hans andet album, ‘Axis: Bold as Love’ en hel del gange, og jeg kan let konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en virkelig teknisk dygtig guitarist, det er der nok ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg tit synes, bliver forbigået i diskussioner om Hendrix’ musikalske bedrifter, er hans humor. ‘Axis: Bold as Love’ starter med ‘Exp’, en ganske morsom sketch om rumvæsener, og derefter får man ‘Up from the Skies’, en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde for fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig, som han ellers kunne risikere.

Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade, langt fra. Med tiden kommer man ind i lidt mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi måske lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. På den måde er man parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende ‘Castles Made of Sand’, den vemodige ‘Little Wing’ eller den sensuelle ‘Little Miss Lover’ – hvor den sidste dog nok heller ikke kunne skabe meget forvirring i første omgang. Her ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på ‘Axis: Bold as Love’, nok især de mere sensuelle numre. ‘You Got Me Floatin” og ‘Wait Until Tomorrow’ er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som ‘If 6 was 9’, ‘Bold as Love’ og ‘Little Wing’ får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.

Variationen på pladen er på den ene side en af pladens største forcer, da det gør det til en meget levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret ‘She’s So Fine’ stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været nær så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale ‘Axis: Bold as Love’, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig derfor nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.

101 – Cream – Fresh Cream (1966)

I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et fælles band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres helt store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en typisk skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream egentlig stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en helt særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik virkelig meget personlighed, og de tillægger en helt anden stil en originalen. Spoonful og Four Until Late giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end de gør på originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de er hovedsageligt sat sammen omkring den anden halvdel. Her er blues-inspirationen absolut tydeligst, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede Cat’s Squirrel er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret Rollin’ and Tumblin’, hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller virkelig også bare som en drøm. Trommerne spiller helt isoleret i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder Toad, starter heldigvis også eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan af, så det føles som et meget fuldendt nummer, der er meget velegnet til at afrunde pladen. Man har kæben på vidt gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de utvivlsomt fortjener den reaktion.

Jeg kan dog også virkelig godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som N.S.U. og Dreaming, det er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på Dreaming, og Sweet Wine har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som Sleepy Time Time og Dreaming er det vist desuden tydeligt, at de kraftigt prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Det er en sjov idé, som de udfører vældig godt, men jeg er nok alligevel glad for, at de ikke lader konceptet vare længere end de få sange i starten. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som Spoonful og Cat’s Squirrel, hvor både det psykedeliske og det bluesede virkelig er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på N.S.U. til den bombastiske lyd på afslutningen af Toad. Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen I Feel Free inden N.S.U. lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

112 – Cream – Disraeli Gears (1967)

Jeg har efterhånden udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums, samt albums med både Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste guitarister, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, man finder på numre som CrossroadsSunshine of Your Love og White Room, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side, mere end nogen anden Clapton-gruppe. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli Gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd herpå. Outside Woman Blues og Take It Back er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, meget begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog meget mere væsentlig på resten af albummet.

Jeg blev meget overrasket over de mere bløde numre på pladen, såsom World of Pain, Blue ConditionWe’re Going Wrong og især det morbide afslutningsnummer, Mother’s Lament. At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg stort set sad måbende tilbage. Men derudover er jeg også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. Ikke alene holder de sig fra blues og hård rock meget af tiden, men mere imponerende er det stadig rigtig godt. Den generelle lyd er meget svævende og æterisk, hvor numre som World of Pain og We’re Going Wrong er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender dog bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, den klassiske Strange Brew, og mens man ikke nødvendigvis tænker meget over det, når man hører nummeret alene, så bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.

Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på Sunshine of Your Love er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på SWLABR er både morsom og engagerende. Den episke Tale of Brave Ulysses er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden. De kommunikerer også klare koncepter, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig hårdere numre som Strange BrewSunshine of Your Love og SWLABRBlue Condition er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er meget monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den slet ikke om nogen bestemt anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt for denne plade er dog nok, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli Gears så speciel.