Kategoriarkiv: 1967

40 – Love – Forever Changes (1967)

Udgivet den af
Svar

De fleste af de album, jeg anmelder, har delvist fået deres klassikerstatus grundet deres placering i musikhistorien. Når et album har været særligt indflydelsesrigt eller rammende i sin samtid, får den ofte et klassikerstempel, selv hvis der måtte være nogle åbentlyse kunstneriske kortslutninger hist og her – se blandt andet min nylige Sex Pistols-anmeldelse. Sådan et album er Loves tredje studiealbum, ‘Forever Changes’ fra 1967, ikke. Gruppen havde haft et enkelt mindre hit før dette album, den skramlede garagerocksang ‘7 and 7 Is’ fra året før. De havde smagt duften af succes, men ‘Forever Changes’ var et kommercielt flop i sin samtid. Love havde altid taget inspiration fra folk-genren på deres tidlige album, men det var ledsaget af godt med elektrisk tråd, at de hittede. Det var derfor meget vovet af dem, at følge denne succes med ‘Forever Changes’, et album bestående næsten udelukkende af akustisk instrumentation. Oven i dette nægtede de at gå på turné og nøjedes med en single, der endda floppede. Det var ikke en succes. Det er ikke ligefrem et album, folk hører, fordi de vil forske i psykedelisk musiks historie. Det er derimod et album, som generation efter generation er vendt tilbage til, fordi det kunstneriske indhold på skiven er fuldkommen uovertruffent.

Når man snakker om Love og især om Forever Changes, er skikkelsen, der nævnes oftest, forsanger Arthur Lee. Til trods for hvad jeg lige troede, da jeg lyttede til albummet for første gang, var Lee faktisk modstander af flower power-bevægelsen. På overfladen er det ellers en samling fredelige hippie-sange, men som man dykker ned i albummet, lurer temaer som identitet, død og ensomhed, og der er ikke rigtig nogen specielt glade sange på tracklisten. Det tog mig lidt tid at indse, for Lees tekster er så kryptiske, at jeg i starten troede, at de ikke handlede om noget som helst. De er meget poetiske og maleriske – og albummet er heldigvis mixet så smukt, at de er rigtig lette at høre. To af sangene, ‘Alone Again Or’ og ‘Old Man’ er skrevet af rytmeguitarist Bryan MacLean frem for Lee, og mens disse er knap så eklektiske i ordvalgene, passer de både melodisk og tematisk ind med resten af albummet. En anden lim i albummets struktur er de fabelagtige arrangementer og orkestreringer, som David Angel stod for. Disse sange er skruet sammen som finurlige små puslespil, hvor hver eneste brik sidder på det rette sted. Arrangementerne er så veludførte, at jeg endda slet ikke kan høre, at to af sangene er indspillet af Lee sammen med studiemusikere, frem for Loves andre medlemmer.

Skønheden ved disse arrangementer er lige til at måbe over. Der er både blæsere og strygere på mange af sangene, men de bruges varsomt, og de tager aldrig fokus fra, at det nu engang er et guitardrevent album. Dette slås også fast med åbningsnummeret, ‘Alone Again Or’, der har en af de smukkeste guitarintroer, jeg nogensinde har hørt. Hver eneste gang, de guitartoner starter, finder jeg mig selv i en helt vidunderlig ekstase af ro. Albummet har masser af farverige lyde at byde på, men den formår at holde igen, og kun ganske få øjeblikke er mærkbart prangende. Albummets mange fede krøller er med til at gøre det til et af de mest levende og inviterende album til nogensinde at have døden som et centralt tema. Produktionen er samtidig knivskarp, især på de nye remasters. Den highligter flot de mange fine ting i arrangementet, og trods et stort ensemble på til tider omkring et dusin instrumenter på én gang, drukner lyden aldrig, og vi nærmer os ingen Phil Spector-lignende lydmurer – det ville næppe virke for et så intimt album. Love er muligvis den psykedeliske æras mest fejlagtigt oversete gruppe, men her i internettets æra er det muligt at lave om på dette. ‘Forever Changes’ fortjener at gå fra at være en kultklassiker til et almenkendt mesterværk – for et mesterværk, dét er det.

42 – The Doors – The Doors (1967)

Udgivet den af
Svar

Intet årti har i min optik transformeret rockmusik så meget, som 1960’erne. Sange fra starten af årtiet med kunstnere som Roy Orbison, Bo Diddley og Elvis Presley lyder i bedste fald kun som en prototype for de kunstnere, der debuterede i 1967: Pink Floyd, The Jimi Hendrix Experience, The Velvet Underground og årets nok mest succesrige rockdebut, The Doors’ selvbetitlede album med den mystiske omend umiskendeligt karismatiske poet og sanger Jim Morrison i front. Den orgeldrevne psych-single ‘Light My Fire’ derfra lød som intet andet på den tid, men den var så øjeblikkeligt fængslende, at den ramte førstepladsen på den amerikanske hitliste. Når man snakker om lyden af det tidlige The Doors, er det svært at komme uden om organist Ray Manzarek. Orgelet var ikke just en sjældenhed i 60’ernes populærmusik, især tidens sydstatssoul var spækket med elorgeler; men Manzarek lagde så meget sjæl og mange interessante teknikker i sit spil, at det formåede at stikke ud. Samtidig er Jim Morrison et brag af en forsanger. Han kan lidt sammenlignes med den storladne selvsikkerhed og bragende kraft, man forbinder med croonere som Frank Sinatra, men Morrison forskruer denne stil til noget mere manisk, sensuelt og desperat.

Der er mange ingredienser i albummets innovativt psykedeliske lyd, men hvis man skal pege på en tredje søjle i debutalbummets soniske udtryk, er det nok Robbie Kriegers præstationer på guitaren. Han er meget klart bluesinspireret i sin lyd, hvilket præger en stor del af albummet. Manzarek, Morrison og Krieger har alle det til fælles, at de ganske tydeligt er rigtig dygtige, men de fylder også musikken med masser af uperfekte øjeblikke. Selv om produktionen ikke er spor skramlet, ender lyden derfor alligevel med at virke både grim og dyster. Det allertydeligste eksempel på dette er det dunkle afslutningsnummer ‘The End’, der i løbet af sine 12 minutter udvikler sig fra en lurende, utryg atmosfære til et ustyrligt, morderisk kaos, blandt andet gennem kløgtig brug af dissonanser. Det nummer var så forud for sin tid, at den nok lettest kan sammenlignes med den postrock, navne som Godspeed You! Black Emperor og Slint udgav i 90’erne. Et andet godt eksempel er intronummeret ‘Break On Through (To the Other Side’, der starter som et dansevenligt rock and roll-nummer, inden det udvikler sig til en spirituel, nærmest punket følelseseksplosion. Mest mærkbar er dog nok deres lumre, forstyrrede fortolkning af Kurt Weills ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’. Sangen får en ny, syret aura af død, når bandet ændrer lidt på melodien og Manzareks gakkede orgelspil understøtter Morrisons skræmmende vokalpræstation.

Albummet har absolut sin egen idiosynkratiske lyd, men gruppen formår at lege rundt med den, blandt andet ved at inkorporere elementer af mange forskellige stilarter. ‘Soul Kitchen’ har, som navnet antyder, en markant soulinspiration, ‘Back Door Man’ er et cover af en bluesstandard, og trods sine syv minutters varighed, er ‘Light My Fire’ langt hen ad vejen en rendyrket popsang – omend en ganske spøjs en af slagsen. Tilsætter vi de genrer, som de på visse numre baner vejen for, førnævnte punk og postrock, har vi at gøre med en rigtig sprælsk og varieret udgivelse, der samtidig er rig på selvstændig karakter. Den største kritik, jeg har af albummet, er at højdepunkterne er lidt for åbentlyse, og at de nærmest uundgåeligt tager opmærksomheden fra andre numre. De er ingenlunde forfærdelige, men ‘Twentieth Century Fox’, ‘Take It as It Comes’ og deres cover af ‘Back Door Man’ er ikke så inspirerende at lytte til, når de står side om side med geniale tracks som ‘The End’, ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’ og ‘Soul Kitchen’. De er dog gode til at udfylde en rolle i albummets dynamik – albummet er flot varierende i både tempo og intensitet, og det er da også nødvendigt, når de mest intense øjeblikke er så overvældende, som de er. ‘The Doors’ er en imponerende debut. Den vendte op og ned på tidens populærmusik, og den er stadig en stærk, engagerende udgivelse, der tåler mange gennemlytninger.

82 – The Jimi Hendrix Experience – Axis: Bold as Love (1967)

Udgivet den af
Svar

Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt alle de mest populære sange – ‘Foxy Lady’, ‘Purple Haze’, ‘Hey Joe’, ‘All Along the Watchtower, osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang end at have hørt ‘Are You Experienced?’ en eller to gange i baggrunden. På det sidste har jeg dog efterhånden hørt hans andet album, ‘Axis: Bold as Love’ en hel del gange, og jeg kan let konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en virkelig teknisk dygtig guitarist, det er der nok ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg tit synes, bliver forbigået i diskussioner om Hendrix’ musikalske bedrifter, er hans humor. ‘Axis: Bold as Love’ starter med ‘Exp’, en ganske morsom sketch om rumvæsener, og derefter får man ‘Up from the Skies’, en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde for fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig, som han ellers kunne risikere.

Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade, langt fra. Med tiden kommer man ind i lidt mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi måske lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. På den måde er man parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende ‘Castles Made of Sand’, den vemodige ‘Little Wing’ eller den sensuelle ‘Little Miss Lover’ – hvor den sidste dog nok heller ikke kunne skabe meget forvirring i første omgang. Her ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på ‘Axis: Bold as Love’, nok især de mere sensuelle numre. ‘You Got Me Floatin” og ‘Wait Until Tomorrow’ er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som ‘If 6 was 9’, ‘Bold as Love’ og ‘Little Wing’ får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.

Variationen på pladen er på den ene side en af pladens største forcer, da det gør det til en meget levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret ‘She’s So Fine’ stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været nær så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale ‘Axis: Bold as Love’, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig derfor nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.

288 – The Kinks – Something Else by The Kinks (1967)

Udgivet den af
Svar

Foruden The Streets findes der nok intet band, der er mere britisk end The Kinks. The Kinks havde i deres samtid ikke specielt gode salgstal på deres albums. Det er lidt svært at forstå, i dag er de legender, og allerede dengang havde de nogle store hits. Et af de største hits var Waterloo Sunset fra pladen Something Else by The Kinks. Selv med sådan et stort hit blev Something Else til gruppens dengang værst sælgende plade. Og det er helt uforståeligt, for efter min mening er det muligvis deres bedste plade. På albummet finder man 13 virkelig fængende, sjove sange, der varierer meget i både sangskrivning og lyd. De er dog alle meget konsekvente angående personlighed, identitet og humor. Man kan mærke, at disse sange er kommet ud af det samme sind, for det er nogle virkelig spøjse sange. De er ikke videre avancerede, de fleste er meget poppede, men de har hver især deres små særheder, der gør dem unikke. Den store undtagelse har er Lazy Old Sun, som er en ganske oprigtigt sær og psykedelisk sang.

Tin Soldier Man er stort set en børnesang (og nok én af de mest fængende børnesange nogensinde), End of the Season er en ret corny sang, der lidt virker som noget fra en gammel reklame, og Harry Rag har et march-beat. Meget af det vidunderlige ved The Kinks ligger i deres tekster, især på dette album. De fleste tekster her er meget lette at forstå, og mange af dem fortæller historier og små vignetter. Harry Rag handler om en række forskellige individers besættelse og afhængighed af cigaretter, Afternoon Tea handler om et par, hvis forhold bygges på baggrund af eftermiddagste, og Death of a Clown handler om hvordan et cirkus reagerer på en klovns død, og det er på den ene side et virkelig rørende scenarie, der bliver malet, men samtidig er det ret morsomt, da The Kinks får medtaget mange spøjse detaljer i løbet af sangen. Denne sang er i sin melodi og lyd meget lig noget, Bob Dylan kunne have lavet nogle få år forinden. Alle sangene på pladen er virkelig godt skrevet, og jeg ville på stedet kunne synge omkvædet på enhver sang på pladen, hvis jeg blev bedt om det, og versenes melodier kan jeg let nynne.

Sangenes flotte vekslen mellem tema og stemning gør, at hver sang føles dejligt frisk, når den kommer, uanset hvor mange gange, man har lyttet til albummet. Jeg kan slet ikke tælle det for mig selv, men det er flere gange, end et normalt album ville holde til. Og det er fordi, jeg hele tiden får noget nyt. Hver eneste sang har jeg lært at elske af vidt forskellige årsager. Man kommer igennem så mange følelser i løbet af albummet, og helt genialt afslutter den med megahittet Waterloo Sunset. Det er en af de mindre humoristiske sange på pladen, men til gengæld føles den meget nostalgisk og sentimental. Det runder albummet flot af med sin smukke fortælling om Terry og Julie og solnedgangen i Waterloo, mens man selv kigger tilbage på de skønne minder, man har fået gennem Something Else. At  dette album ikke var mere succesfuldt er mig en gåde. Det blev til den sidste Kinks-plade, der optrådte på den britiske albumhitliste, og det er synd, for det er en af de bedste, de nogensinde lavede.

301 – Bob Dylan – John Wesley Harding (1967)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er en af de vigtigste rockmusikere nogensinde, og hans største klassikere udkom tilbage i 60’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 Revisited fra 1965 og Blonde on Blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Dette album hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående 3 albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor et par få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet gjort rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på få numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan tager også flittigt brug af mundharmonikaen, når han ikke synger, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men man får ingen orgler, ingen blæsere, ingen lagrige instrumentationer, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.

Det var så godt med perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som All Along the Watchtower, I Dreamed I Saw St. Augustine og The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan formår at få det til at virke. Det ville nok ikke virke, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de virkelig gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller virkelig fyldigt.

Bob Dylans stemme er et lidt kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding nok slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger virkelig mange følelser i den, faktisk flere end på plader som Highway 61 Revisited og Brining it All Back Home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så simpelt, der dog samtidig virkelig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at gøre noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er opført og skrevet fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.

347 – Pink Floyd – The Piper at the Gates of Dawn (1967)

Udgivet den af
Svar

Før The Wall, før Wish You Were Here og før The Dark Side of the Moon hed manden bag den legendariske rockgruppe Pink Floyd ikke David Gilmour eller Roger Waters, og det var ikke i nær så høj grad progressiv rock, som det var psykedelisk rock. Deres frontfigur dengang var dog ikke mindre genial. Han hed Syd Barrett, og mens han ganske vist var decideret vanvittig, så var han også virkelig kreativ. Med undtagelse af få sange fra deres andet album, så nåede Barrett desværre kun at optage en enkelt plade med Pink Floyd. Den hed The Piper at the Gates of Dawn. Det er en meget syret plade. Det er en virkelig, virkelig syret plade. Der findes sikkert mere syrede plader derude, men kun ganske få er nær så gode som denne. Der er skøre vokalharmonier – i begge betydninger af ordet “skør”. De suger dig dybt, dybt ned i musikken, og Barretts bizarre sangskrivning gør, at man konstant lægger mærke til musikken. Der er mange af numrene, hvor man kan mærke rigtig meget improvisation, især på den 9 minutter lange Interstellar Overdrive, der nærmer sig jazz-rock med sin bombastiske syreeksplosion.

Teksterne er også virkelig, virkelig syrede. The Gnome er fortalt lidt i stil med Tolkiens fortællinger blandet med gamle folkeeventyr. Gnomen fra sangen hedder Grimble Gromble, og den kommer ud på eventyr, og jeg tror nok at sangen ender med at den tager noget LSD. Denne er med lidt over 2 minutter en af pladens korteste sange, og de korteste sange på pladen har generelt meget struktur i forhold til de længere. Det forhindrer dog ikke deres syrede natur i at være lige så tydelig. Nej, disse kan være så syrede, at det kan være decideret skræmmende, men det kan hele albummet faktisk prale med. F.eks. er sangen Lucifer Sam en virkelig dynamisk oplevelse, der tit overfalder dig med store råb, men den har sine stille øjeblikke, og den djævelske basgang har det med at hjemsøge mine drømme. Ligeledes er de lange instrumentale passager på visse af numrene så stemningsrige, at jeg virkelig kan føle mig utryg, mens jeg lytter til dem. Mange musikere kan skrive fede melodier. De færreste kan få mig til at føle så meget.

Selv lyttede jeg til The Piper at the Gates of Dawn i en yderst lækker udgave, hvor man både har hele albummet i stereo og i mono, og på en tredje cd finder man så en masse bonusnumre. Hvis du vil opleve alt, The Piper at the Gates of Dawn har at byde på, så bliver du absolut nødt til at høre stereoudgaven, monoudgaven er ikke engang de 40 minutter værd, når stereoudgaven står der og lokker. Du hører næsten aldrig det samme i de to højtalere, og hvis man endda hører dette med hovedtelefoner på, så får man virkelig en på opleveren. Hvis du kan lide senere Pink Floyd-plader, er The Piper at the Gates of Dawn uden tvivl værd at lytte til, i det mindste for at forstå hvordan bandet har udviklet sig, men navnligt hvis du elsker samtidens mest syrede rockmusikere. Og her snakker jeg altså om toppen af syre-hierarkiet. Navne som Frank Zappa og Captain Beefheart springer straks frem i mit sind. Piper at the Gates of Dawn er en af Pink Floyds bedste plader, og det er uden tvivl Syd Barretts største værk, med eller uden bandet.

407 – The Doors – Strange Days (1967)

Udgivet den af
Svar

I 1967 debuterede the Doors med en eponym plade, og denne er efterhånden legendarisk. Samme år udgav de så opfølgeren, Strange Days, hvorpå man både finder numre, der blev sorteret fra debuten, og dengang helt nye sange. Åbingsnummeret, der som pladen bare hedder Strange Days, er et af de bedste numre på pladen. Forsanger Jim Morrison er som sædvanlig meget poetisk i sine beskrivelser af sine psykedeliske syner. Sproget er som altid meget livligt og interessant, og instrumentationen er ligeledes sublim. Især orgelet er ofte et vigtigt instrument hos the Doors. På dette finder vi den ganske virtuose Ray Manzarek, der virkelig sørger for at puste liv i musikken. Det efterfølgende nummer, You’re Lost Little Girl, er et ret truende nummer. Morrison virker ikke i sig selv truende, men han maler en rimelig fortabt situation i det musikalske landskab, og sangens dynamiske bevægelse mellem portionerne med og uden orgel er rigtig gribende. Jim Morrison er jo selvfølgelig også lidt af et sexikon, så nogle sexede sange har vi naturligvis også på Strange Days, og den frækkeste er uden tvivl Love Me Two Times. Hans charme er helt uimodståelig, og han er ualmindeligt langt nede på jorden lyrisk, selvom han stadig er ret eklektisk.

Unhappy Girl er endnu længere nede på jorden. Det er en simpel trøstesang, men den er fortalt som kun Morrison kan gøre det. Og så er den faktisk også rigtig sjov at lytte til, selvom man stadig let kan mærke tumulten, denne kvinde går igennem. Horse Latitudes er nok pladens mest syrede sang. Det er Spoken Word, og instrumentationen virker improviseret en del af tiden, især fordi der ikke er nogen reel rytme. Det er ret smukt, når det kommer til stykket, selvom jeg ikke fatter en bønne. Lidt simplere er så den stadig ret spektakulære Moonlight Drive, hvorpå guitarist Robby Krieger spiller guitar med bottle-neck-teknikken, hvilket skaber en ret unik lyd. Og så er Morrison også virkelig syret i sin lyrik, så sangen bliver på den måde til en af pladens mest interessante. Pladens største hit er nok People Are Strange, der på fuldkommen smuk vis fortæller om Morrisons opfattelse af omverdenens reaktion til ham. Det er uden tvivl en af Morissons allerbedste tekster, og den fortæller rigtig meget på blot 2 minutter, og den er også ganske fængende.

Og hvis vi bliver ved de fængende numre, gør få dette så godt som My Eyes Have Seen You. Det er en ret simpel sang, men dets evne til at udvikle sig er ret godt. Nogle gange er de simpleste ideer bare de mest effektive. Og her er Morrison i øvrigt også virkelig sexet, især mod slutningen, hvor musikken går helt amok. En lidt langsommere sang, I Can’t See Your Face In My Mind, udvikler sig ikke så meget, men det, at denne ene sang forbliver på et forholdsvist fladt plan, er virkelig albummets største svaghed. Udover sangens stilstand, er det en rigtig god, fængende, trist sang, der nok ville kunne have rundet albummet godt af, hvis det ikke blev trumfet gevaldigt af det rigtige afslutningsnummer, When The Music’s Over. Det er 11 minutter langt, og der sker ufatteligt meget i det. Det bliver rigtig intenst. Det eneste problem, er at den med den længde og den placering lægger op til sammenligning med The End, der afsluttede det foregående album, og der er den dog nok underdanig. Men Strange Days er i alle fald et både lyrisk og musikalsk ufatteligt interessant album. Man kan slet ikke mærke, at meget af dette materiale ikke var godt nok til det første album, eller at de ikke var lavet til at passe sammen med de andre. Det kan anbefales til alle, der kan så meget som tolerere psykedelisk musik.

474 – Otis Redding – Live In Europe (1967)

Udgivet den af
Svar

Det sidste album, den legendariske soulsanger Otis Redding nåede at udgive før sin alt for tidlige død i september 1967 var et live-album optaget i Paris under hans europaturné det år. Albummet fik navnet Live In Europe, og det er klart, at Otis Redding ikke blev værre med tiden. Jeg tror, jeg vil sige, at næsten alle sange på albummet er bedst i denne udgave. Måske har det bare noget at gøre med, hvor ofte jeg har hørt de oprindelige udgaver af Try a Little Tenderness eller I’ve Been Loving You to Long, hvilket nok bare har gjort mig træt af dem, men også med sange, som jeg ikke har hørt så ofte, foretrækker jeg dem i Live In Europe-udgaven. Sådan en sang som Respect, der jo nok er bedst kendt i Aretha Franklins coverversion, har jeg sjældent lyttet til Reddings studieudgave af, men hans liveoptagelse er helt formidabel, og den sætter virkelig gang i festen, da den er åbningsnummeret, og det skyldes ikke alene hvor meget energi Redding lægger i sin vokal, det skyldes også at han har et fantastisk band med sig, og vi snakker ikke om hvem som helst.

Gennem hele turneen havde han selveste Booker T. & the MG’s med sig. De spillede også til de fleste af hans studiealbums, men de leverer enormt meget her. Man kan høre at hvert eneste medlem spiller med liv og sjæl, og det er meget svært at sidde stille, når de virkelig giver den gas. Den gas bliver spredt tilpas ud, så der ikke kommer for meget energi af gangen, hvilket gør de energiske dele meget mere effektive. Otis giver den lige så meget som sanger, og han sætter tydeligvis sin stemme på spidsen ofte, både teknisk og følelsesmæssigt. Albummets optrædener er stort set fejlfri, men albummet har nogle mindre problemer. For det første har produktionen mangler. Der er vel kun så og så meget, en producer har at gøre med en koncertoptagelse, og det handler vel om lydens styrke og kvalitet. Kvaliteten har ingen problemer, det føles som om, man er der, men lydstyrken måtte gerne være balanceret bedre. Musikken er rigtig rigtig høj, men når Redding en sjælden gang imellem beslutter sig for at tale, skal jeg gøre mig rigtig umage, før jeg kan høre, hvad han siger.

Sangvalget kunne nok også godt have været en smule bedre. Forstå mig ret, det er nogle rigtig gode sange, han synger, men 8 af de 10 sange kommer fra enten Dictionary of Soul eller Otis Blue. Det er to af hans absolut bedste plader, men han har vel andet i sig end de to. Næsten hele hans katalog var jo til rådighed, da koncerten fandt sted. Alt i alt er Live In Europe en meget tilfredsstillende soulplade. Den oser langt væk af entusiasme, sjæl og høj teknisk standard i sang og spil. Hvis du ikke er til Otis Redding ellers, har denne plade dog ikke meget anderledes at byde på. Den lyder fuldkommen sådan, man ville forvente Otis Redding at lyde live. Det kan så både være en god og en dårlig ting, men det er i alle fald svært at sidde stille til.

484 – Merle Haggard – Branded Man (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er ikke en hemmelighed, at jeg har et lidt problematisk forhold til countrymusik. Som jeg tidligere har sagt er det meste af det bare for tamt for mig, og Branded Man af Merle Haggard er ikke en undtagelse. Der er dog rimelig store følelser i gang på dette album, og Merle Haggard er en rigtig dygtig sanger. Han formår virkelig at formidle, hvis der er noget, han har at fortælle, og det lyder aldrig halvhjertet. Han lyder meget tit bekymret eller sorgmodig, og det er aldrig sådan, at jeg ikke tror på, at det han synger om som sådan kunne være fuldkommen rigtigt. Branded Man er ikke et specielt lykkeligt album, og jeg værdsætter oftest country, hvis det handler om kriminalitet, druk og ulykke. Positiv country er bare ikke noget for mig – ikke at negativ country ellers ofte er heller – men det her album har nogle guldkorn på sig. Åbningsnummeret, Branded Man, er nok min absolutte yndlingssang i hele Haggards diskografi. Den handler om at han just er blevet løsladt fra fængslet, og han frygter at folk vil undgå ham på grund af hans fortid, som alle i hans lille by efterhånden kender til. Rigtig god problemstilling, og den bliver også behandlet godt i teksten.

Haggard har selv skrevet de fleste af numrene på Branded Man helt eller delvist, og han er en rigtig dygtig sangskriver. Branded Man, I Threw Away the Rose og Some of Us Never Learn er blot et par få eksempler på hans evner som lyriker, men alle de 7 sange, han har skrevet har formidable tekster. Melodierne er oftest ret vamle, og hvis de ikke var, ville jeg nok være rigtig overrasket. Det ændrer sig ikke meget på numrene, andre har skrevet heller, men tekstkvaliteten forbliver heldigvis nogenlunde den samme. Det er meget triste og rørende sange, som nok kan fælde et par tårer, hvis man er til de efter min mening vamle melodier. Og selvom Haggard, når han er bedst, er en rigtig dygtig sanger, laver han de små knæk, som Hank Williams gjorde sig berømt for alt for ofte.  Jeg synes ikke engang at det altid virker for Williams, men når andre gør det, virker det bare alt for meget, som at de forsøger på at kopiere ham.

Albummet er fyldt med historier om uheldige episoder i livet. Det starter som sagt med, at Haggard er blevet løsladt fra fængslet, og den slutter med at han havner der igen. Hvor Branded Man dog er noget af det bedste, han har at byde på, møder man den absolutte modsætning på afslutningsnummeret, I Made the Prison Band. Den er som sådan en ok sang i de første 30 sekunder, men så kommer ud af det blå Bonnie Owens, der skriger og skråler med på omkvædet. Det lyder slet ikke godt. Oven i det har den også den tammeste undskyldning for en guitarsolo, jeg længe har hørt. Haggard har ikke selv skrevet den, og selvom jeg ikke har meget imod Tommy Collins’ øvrige bidrag til pladen, kunne vi let have undværet et nummer som I Made the Prison Band. Hvad angår temaet fungerer den dog godt til at runde pladen af, men den føles lidt for kunstig, og så skærer Bonnie Owens virkelig i ørerne på det nummer. Alt i alt er Branded Man en plade, som fans af traditionel country nok vil kunne nyde. For alle os andre er den nok i bund og grund for kedelig, så det er næppe noget, der vil kunne gøre dig mere begejstret for genren, end du i forvejen er.

499 – Albert King – Born Under a Bad Sign (1967)

Udgivet den af
Svar

Albert King var en af blueshistoriens største guitarister, og i 1967 satte han sig selv på verdenskortet med Born Under a Bad Sign, et album, hvorpå han virkelig fremviser sine evner som guitarist i stor stil. Åbningsnummeret, Born Under a Bad Sign, åbner først med nogle horn, som så bliver støttet af en fantastisk guitar, der går sig en lille trillende rundgang. Han synger da i løbet af albummet en tragikomisk livshistorie om en mand, der har været ufatteligt uheldig hele sit liv, eller som han selv synger det: “If it wasn’t for bad luck, I wouldn’t have no luck at all”. Sangen er delvist skrevet af Booker T. Jones fra Booker T. & the M.G.’s, og hans band spiller til gennem hele albummet. Dette forårsager mange gode musikalske oplevelser, og deres bidrag hjælper meget til med at få albummet til at virke unikt i den store bluesverden. Det gør lyden meget storladen og rummelig, præcis som Booker T. & the M.G.’s normalt lyder, men oven i dette har vi lyden af blues spillet af en mesterlig guitarist med en rå stemme.

Albert Kings stemme er nok også en af de bedste i blueshistorien. Han er rå, sexet og hans mojo virker uden tvivl. Han drager meget inspiration fra Muddy Waters og John Lee Hooker i sin vokal, og som han synger linjer som “Cause I’ve got you in the sights of my love gun” på The Hunter, er man stensikker på, at han er en ren sexbombe. Som guitarist gør han vanvittigt avancerede ting til tider f.eks. på Born Under a Bad Sign og As the Years go Passing By, og hans stil minder meget om den, Jimi Hendrix ville gøre populær kort tid senere. Hendrix var stor fan af Albert King, og King har noget selvhøjtideligt udtalt, at han selv var en af de få Guitarister, der kunne sætte Hendrix på plads, for angiveligt kunne end ikke Hendrix spille Kings sværeste sange, da de mødtes. Dette burde mere end noget andet sige noget om Kings evner som guitarist, men man skal tage det med et gran salt, for han er ikke kendt for at være beskeden. Det at Hendrix idoliserede ham er til gengæld fuldkommen skudsikkert.

Albert King og Booker T. & the M.G.’s fik dannet adskillige bluesklassikere med dette album. Sange som Born Under a Bad Sign, The Hunter, Oh, Pretty Woman – ikke at forveksle med Roy Orbison-sangen – og deres cover af Crosscut Saw er efterhånden standarder i enhver bluesmusikers repertoire. Albummet står også nærmest som en milepæl i blueshistorien, da de klassiske bluesår var ved at være slut. En ny, frisk lyd kom med Born Under a Bad Sign, og dette kan nok skyldes den noget mere rummende lyd, som Booker T. & the M.G.’s leverer. I modsætning til samtidens andre friske blues-pust – f.eks. Yardbirds, Cream, John Mayall og selvfølgelig føromtalte Jimi Hendrix – var der ikke tale om blues-rock; bare ren og skær blues med godt med fornyelser. Du kan roligt give dig til at lytte til Born Under a Bad Sign, om du kan lide moderne eller gammeldags blues, og hvis du vil lytte til en af verdens bedste guitarister, er der mere end nok at kunne kaste sig over. Hvis hverken blues eller blues-rock er din kop te, kan du nok godt undvære denne plade i dit liv.