40 – Love – Forever Changes (1967)

De fleste af de album, jeg anmelder, har delvist fået deres klassikerstatus grundet deres placering i musikhistorien. Når et album har været særligt indflydelsesrigt eller rammende i sin samtid, får den ofte et klassikerstempel, selv hvis der måtte være nogle åbentlyse kunstneriske kortslutninger hist og her – se blandt andet min nylige Sex Pistols-anmeldelse. Sådan et album er Loves tredje studiealbum, ‘Forever Changes’ fra 1967, ikke. Gruppen havde haft et enkelt mindre hit før dette album, den skramlede garagerocksang ‘7 and 7 Is’ fra året før. De havde smagt duften af succes, men ‘Forever Changes’ var et kommercielt flop i sin samtid. Love havde altid taget inspiration fra folk-genren på deres tidlige album, men det var ledsaget af godt med elektrisk tråd, at de hittede. Det var derfor meget vovet af dem, at følge denne succes med ‘Forever Changes’, et album bestående næsten udelukkende af akustisk instrumentation. Oven i dette nægtede de at gå på turné og nøjedes med en single, der endda floppede. Det var ikke en succes. Det er ikke ligefrem et album, folk hører, fordi de vil forske i psykedelisk musiks historie. Det er derimod et album, som generation efter generation er vendt tilbage til, fordi det kunstneriske indhold på skiven er fuldkommen uovertruffent.

Når man snakker om Love og især om Forever Changes, er skikkelsen, der nævnes oftest, forsanger Arthur Lee. Til trods for hvad jeg lige troede, da jeg lyttede til albummet for første gang, var Lee faktisk modstander af flower power-bevægelsen. På overfladen er det ellers en samling fredelige hippie-sange, men som man dykker ned i albummet, lurer temaer som identitet, død og ensomhed, og der er ikke rigtig nogen specielt glade sange på tracklisten. Det tog mig lidt tid at indse, for Lees tekster er så kryptiske, at jeg i starten troede, at de ikke handlede om noget som helst. De er meget poetiske og maleriske – og albummet er heldigvis mixet så smukt, at de er rigtig lette at høre. To af sangene, ‘Alone Again Or’ og ‘Old Man’ er skrevet af rytmeguitarist Bryan MacLean frem for Lee, og mens disse er knap så eklektiske i ordvalgene, passer de både melodisk og tematisk ind med resten af albummet. En anden lim i albummets struktur er de fabelagtige arrangementer og orkestreringer, som David Angel stod for. Disse sange er skruet sammen som finurlige små puslespil, hvor hver eneste brik sidder på det rette sted. Arrangementerne er så veludførte, at jeg endda slet ikke kan høre, at to af sangene er indspillet af Lee sammen med studiemusikere, frem for Loves andre medlemmer.

Skønheden ved disse arrangementer er lige til at måbe over. Der er både blæsere og strygere på mange af sangene, men de bruges varsomt, og de tager aldrig fokus fra, at det nu engang er et guitardrevent album. Dette slås også fast med åbningsnummeret, ‘Alone Again Or’, der har en af de smukkeste guitarintroer, jeg nogensinde har hørt. Hver eneste gang, de guitartoner starter, finder jeg mig selv i en helt vidunderlig ekstase af ro. Albummet har masser af farverige lyde at byde på, men den formår at holde igen, og kun ganske få øjeblikke er mærkbart prangende. Albummets mange fede krøller er med til at gøre det til et af de mest levende og inviterende album til nogensinde at have døden som et centralt tema. Produktionen er samtidig knivskarp, især på de nye remasters. Den highligter flot de mange fine ting i arrangementet, og trods et stort ensemble på til tider omkring et dusin instrumenter på én gang, drukner lyden aldrig, og vi nærmer os ingen Phil Spector-lignende lydmurer – det ville næppe virke for et så intimt album. Love er muligvis den psykedeliske æras mest fejlagtigt oversete gruppe, men her i internettets æra er det muligt at lave om på dette. ‘Forever Changes’ fortjener at gå fra at være en kultklassiker til et almenkendt mesterværk – for et mesterværk, dét er det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.