80 – The Zombies – Odessey and Oracle (1968)

Hvis der er en musiklegende, jeg nævner alt for sjældent i mine anmeldelser, er det Johann Sebastian Bach, muligvis den største komponist nogensinde. Stort set al vestlig musik sidenhen skylder Bach et eller andet. Med det sagt ved jeg ikke synderligt meget om Bach, men det skal heller ikke handle om ham lige nu, det skal handle om The Zombies, en af de popgrupper, der gennem tiden har taget mest åbenlys indflydelse fra Bach, så åbenlys at selv en novice som jeg kunne høre det. Den kommer især til udtryk på deres mest populære plade nogensinde, ‘Odessey and Oracle’ fra 1968. Den mest mærkbare Bach-inflydelse kommer i harmonierne – og her mener jeg ikke blot vokalharmonierne, jeg mener på tværs af alle instrumenterne, måske endda mest fremtrædende i tangentinstrumenterne. I gymnasiet skulle jeg lære det, der hedder “koralharmonisering”, en disciplin med rigtig mange indviklede regler, der dog i sidste ende sørgede for en vis fylde i lyden, og de fleste moderne principper indenfor dette felt blev da netop udviklet af Bach. Mens The Zombies lader sig påvirke af disse principper, følger de dem ikke til punkt og prikke, men det er egentlig ligegyldigt, pointen er mest, at de bruger værktøjerne, og at det lyder skidegodt. Selv Bach brød til tider reglerne, hvis det nu engang passede kompositionen.

Jeg nævnte tidligere, at tangenternes harmoniske rolle er vigtig på dette album, og det mener jeg. Uanset om nummeret tager brug af orgel, cembalo, klaver eller mellotron, lyder det smukt i hænderne på Rod Argent. Hans behandling af klaviaturet ender tit med at danne fundamentet for sangene, og grundet de forskellige instrumenter, er lyden på pladen ret varieret. Med det sagt er vokalharmonierne også meget effektive, og de bør på ingen måde underkendes. Harmonien mellem backingvokalerne og leadvokalen på omkvædet til ‘Friends of Mine’ er rørende på den mest lyksagelige, sentimentale måde muligt, og deres samarbejde sørger for at skabe den yndigste, mest hjerteskærende melankoli på ‘A Rose for Emily’. Da vokalharmonier er så fremtrædende i sangenes klimakser, stikker det også naturligt ud, når de vælger at undlade dem, bl.a. på den indelukkede, skrækindjagende ‘Butcher’s Tale (Western Front 1914)’. Her vækker det virkelig gåsehud, når Chris White helt alene skriger linjen ‘And I Can’t Stop Shaking’, en kende ude af rytmen. På den måde sørger The Zombies også for, at de individuelle numre på ‘Odessey and Oracle’ hænger rigtig godt sammen og komplementerer hinanden, hvilket gør albummet til en mere helstøbt oplevelse.

Sangskrivningen er hele vejen igennem også meget kreativ og tilgængelig. Essentielt har vi at gøre med popmusik, blot af en meget forfinet, virtuos karakter. De store hits ‘This Will Be Our Year’ og ‘Time of the Season’ kommer først frem på lystavlen, når man snakker om gruppens evner til at konstruere melodier, men også numre som ‘Beechwood Park’, ‘Changes’ og ‘Brief Candles’ er lette at synge med på. Teksterne kan også stikke ud, hvor især den morbide anti-krigssang ‘Butcher’s Tale (Western Front 1914)’ og den glade ‘Care of Cell 44’, der handler om fængselsløsladelse. Især ‘Care of Cell 44’ har masser af charme, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en sang med en tekst som den. Hvis man skal fremhæve nogle problemer, ligger de nok mest i mixingen. Der er nogle få tidspunkter her og der, hvor instrumenter ikke cutter ud helt elegant, bl.a. på introen til ‘Changes’ og outroen til ‘Brief Candles’. Oftest er overgangene dog ganske smukke, og den generelle æstetik på ‘Odessey and Oracle’ er virkelig beundringsværdig. At pladen stadig holder så godt som den gør er noget af et mirakel, og den viser, at The Zombies er et band, vi bør tale om i samme åndedrag som The Beatles, The Kinks og The Beach Boys.

113 – The Who – The Who Sell Out (1967)

På deres tidlige plader var The Who i konstant udvikling. Hvis man sammenligner dem med fx The Rolling Stones eller The Beatles, der ellers også gennemgik en markant udvikling i løbet af 60’erne, så er det faktisk nok The Who, der udvikler sig mest fra plade til plade. My Generation var simpel, rå rhythm and blues, faktisk så rå at den var et klart grundlag for punkrocken. På A Quick One bliver de mere psykedeliske og fjollede, og med titelnummeret skabte de nærmest egenhændigt rockoperaen. Med The Who Sell Out fra 1967 tog de dog et spring, der var større end noget andet sted i deres karriere. Dels er hele albummet struktureret som om, det var en kommerciel radiostation, der spillede det hele. Der er reklamejingler mellem de fleste numre, og mens det kunne lyde som om, det burde være distraherende for albumoplevelsen, holder det faktisk albummet engagerende, og tit hænger det også flot sammen med temaerne i sangene. Sangen Odorono handler fx om glæderne ved den ganske ægte deodorant af samme navn. Silas Stingy handler om en nærig mand, der er meget beskyttende omkring sine penge. Så beskyttende, at han ender med at blive ruineret i forsøget på at beskytte dem.

Rigtig meget af albummet handler om vores forbrugermentalitet, der bliver en kende religiøst betonet i hænderne på the Who. Blandt disse sange om Heinz baked beans, deodoranter, bumsecreme og pengeskabe får man nemlig også Rael. Udover de fonetiske ligheder med sangtitlen og Israel, snakker de om et helligt land, som de beskriver som “the home of my religion, to me the center of the Earth”. Denne sang får lov til at afslutte pladen, og pladen bliver ligeledes åbnet af et religiøst betonet nummer, nemlig Armenia City in the Sky, der også lader til at fortælle om et helligt land, men her et, man lettere kan tilgå. Man kan faktisk blot tænke sig derhen. Hele teksten er nærmest én lang reklame for dette fiktive sted, der kan fri dig for alle dine sorger. The Who kommenterer med albummet på satirisk vis et samfund, hvor frelse bliver gjort til et produkt og hvor forbrugerisme bliver gjort til en religion. Selv romantik bliver kommercialiseret. På Mary Anne with the Shaky Hand bliver kvinder opremset, som om de var produkter at vælge imellem, hver især med en bestemt tillagt attribut, hvor den titulære Mary Anne er den, fortælleren finder mest attraktiv grundet hendes “shaky hand”.

Måske læser jeg for meget ind i det her, men der er uanset hvad generelt en tematik om forbrugerkultur på pladen, dels i diverse sange, dels i de morsomme reklamejingler der kommer mellem sangene. Men det er svært at læse denne satire ind i Our Love Was, I Can See For Miles eller I Can’t Reach You, selvom jeg godt kan komme med lidt søgte fortolkninger. Men uanset hvad er de alle tre glimrende sange, I Can See For Miles er endda nok en af de bedste sange, gruppen nogensinde har lavet. Sonisk passer de også alle godt ind i den rejse, man kommer på i løbet af albummet. Albummet er meget engagerende og begivenhedsrigt, og hver eneste sang stikker ud med sin egen unikke identitet. Melodierne er også sjove og fængende, og teksterne er som sagt altid kreative og vittige. The Who Sell Out er en virkelig stærk plade, der sætter et meget originalt spin på pop-rock, og gør meget mere med genren end jeg end syntes muligt. The Who Sell Out er et mesterværk, intet mindre, og jeg kan finde nogle nye genialiteter ved hver eneste gennemlytning. Jeg kan ikke anbefale den nok.

124 – The Byrds – Younger Than Yesterday (1967)

De fire første plader fra The Byrds er rene hitkavalkader, men derefter gik de i en langt mindre kommerciel retning, selvom de stadig udgav nogle klassiske albums. Det sidste af de store hit-albums var den dejligt psykedeliske Younger Than Yesterday. Titlen hertil er inspireret af sangen My Back Pages af Bob Dylan, hvor man finder linjen “I was so much older then, I’m younger than that now”. The Byrds spiller også et vidunderligt cover af denne sang på Younger Than Yesterday, men teksten får en helt anden betydning hos The Byrds. Hvor den hos Dylan betyder, at han er blevet mere ung i sindet, lader det hos The Byrds til at repræsentere det tidløse, svævende univers, de præsenterer på pladen. Der er haver i folks sind, jf. Mind Gardens, og folk er ikke langt fra hinanden i den traditionelle tredimensionelle forstand. Der er tid mellem dem, som de synger på den ellers ganske søde kærlighedssang Time Between. C.T.A. – 102 er en science fiction-tematiseret sang, navngivet efter en ganske ægte galakse. På sangen kommunikerer de dog med galaksens beboere. Stilmæssigt balancerer de på hele pladen mellem det virkelige og det fantastiske ved at blande traditionel folk-rock med massevis af sære effekter.

Der er selvfølgelig nogle numre, der er mere typiske folk-sange end andre. Time Between, The Girl With No Name og Have You Seen Her Face er nok de sange, hvis lyd ville passe bedst ind på gruppens endnu mere folk-prægede debut. De to førstnævnte har endda tydelig country-indflydelse, der peger hen mod hvor gruppen ellers ville bevæge sig. Der dog også de helt syrede numre, fx Mind Gardens for at pege på den yderste ekstrem. Dog er sange som C.T.A. – 102 og Thoughts and Words også ret aparte numre, der næppe kunne være blevet hits i nogen dimension. Dog er albummet struktureret, så det ikke føles underligt, at stilarterne varierer så meget. C.T.A. – 102 bygger nøjsomt hen mod den syrede afslutning, men i starten er det blot en simpel poppet rock-sang. Den syrede afslutning går da over i den psykedeliske Renaissance Fair, der også kompositorisk tager elementer fra klassisk renæssancemusik. Strukturen er hele vejen igennem meget gennemtænkt, og albummet er både varieret og glidende gennem sine kun 29 minutter. Typisk er så korte plader enten lidt af en rodebutik eller stilistisk ensartede, men atter en gang har Byrds vist, at de mestrer balancens kunst.

Hvis jeg dog skal kritisere strukturen, har jeg ingen anelse om hvorfor de valgte Why som afslutningsnummer. Det er et af pladens svagere numre, selvom den generelle kvalitet dog er høj. Uanset kvalitet, er den dog på ingen måde konkluderende. Man synes nærmest ikke, at albummet er slut, når det er forbi. Et nummer som den bizzare Mind Gardens eller måske blot deres cover af My Back Pages ville være mere oplagt. Så kan man nok heller ikke komme uden om, at mens ingen numre er dårlige, er der nogle, der ikke holder nær så godt som de andre. Den langsomme, stemningsrige Everybody’s Been Burned kunne godt have været lidt kortere for min skyld, jeg har ret svært ved følelsesmæssigt at tilslutte mig Renaissance Fair, og der måtte gerne være større variation i instrumentationen på Thougts and Words, hvis melodi ellers er fængende som bare pokker, og den er også ganske medrivende. Med sange som So You Want to Be a Rock ‘N’ Roll Star, Time BetweenMind Gardens og My Back Pages, så har vi dog at gøre med et af højdepunkterne i The Byrds’ diskografi, og hvis man har det mindste til overs for deres folkede stil, bør man tjekke den ud.

173 – Todd Rundgren – Something/Anything? (1972)

Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, dette i endnu højere grad, når man tager i betragtning, at dette er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er opført udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, så vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er blevet afspejlet. Numre som Hello It’s Me og Slut er fænomenale popsange, men samtidig er numre som Piss Aaron og Some Folks Is Even Whiter Than Me ret bizarre men af samme årsag samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er uden tvivl en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer i sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i banale kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.

Instrumentationen og lyrikken arbejder som sagt flot sammen på visse numre, heriblandt It Takes Two to Tango (This Is for the Girls), hvor der bruges kastanjetter, der især markerer sig i løbet af et break i slutningen af omkvædet. Et andet eksempel er The Night the Carousel Burned Down, hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en meget særpræget lyd, og mod slutningen kan høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret Intro er da også bare at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamand.

Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, så vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid, så man kan spørge sig selv, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for alle disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Og lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange detaljer, så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.

264 – Blood, Sweat & Tears – Child Is Father to the Man (1968)

Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig meget bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik, men han havde faktisk også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child Is Father to the Man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 meget interessante numre, der blander vanlig pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære I Love You More Than You’ll Ever Know, er meget rendyrket bluesrock, bare hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har meget tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel på dette er deres cover af Harry Nilssons Without Her, der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.

Albummet indledes med nummeret Overture, der spiller dele af diverse sange på pladen på strygere i en meget kort medley. Dette er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder Underture, og dette skaber en vis helhed omkring albummet, og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget meget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke udregnet, at disse var covers. Der er 5 forskellige, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Især er deres cover af den King-skrevne So Much Love, oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og disse er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.

Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig Overture og Underture, men Meagans Gypsy Eyes har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens The Modern Adventures of Plato, Diogenes and Freud stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og dette lærer man især gennem numre som I Love You More Than You’ll Ever Know og I Can’t Quit Her, pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer, har Somethin’ Goin’ On bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child Is Father to the Man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds, men man får også bare lyst til at høre den igen og igen, hvilket let kan anbefales.

288 – The Kinks – Something Else by The Kinks (1967)

Foruden The Streets findes der nok intet band, der er mere britisk end The Kinks. The Kinks havde i deres samtid ikke specielt gode salgstal på deres albums. Det er lidt svært at forstå, i dag er de legender, og allerede dengang havde de nogle store hits. Et af de største hits var Waterloo Sunset fra pladen Something Else by The Kinks. Selv med sådan et stort hit blev Something Else til gruppens dengang værst sælgende plade. Og det er helt uforståeligt, for efter min mening er det muligvis deres bedste plade. På albummet finder man 13 virkelig fængende, sjove sange, der varierer meget i både sangskrivning og lyd. De er dog alle meget konsekvente angående personlighed, identitet og humor. Man kan mærke, at disse sange er kommet ud af det samme sind, for det er nogle virkelig spøjse sange. De er ikke videre avancerede, de fleste er meget poppede, men de har hver især deres små særheder, der gør dem unikke. Den store undtagelse har er Lazy Old Sun, som er en ganske oprigtigt sær og psykedelisk sang.

Tin Soldier Man er stort set en børnesang (og nok én af de mest fængende børnesange nogensinde), End of the Season er en ret corny sang, der lidt virker som noget fra en gammel reklame, og Harry Rag har et march-beat. Meget af det vidunderlige ved The Kinks ligger i deres tekster, især på dette album. De fleste tekster her er meget lette at forstå, og mange af dem fortæller historier og små vignetter. Harry Rag handler om en række forskellige individers besættelse og afhængighed af cigaretter, Afternoon Tea handler om et par, hvis forhold bygges på baggrund af eftermiddagste, og Death of a Clown handler om hvordan et cirkus reagerer på en klovns død, og det er på den ene side et virkelig rørende scenarie, der bliver malet, men samtidig er det ret morsomt, da The Kinks får medtaget mange spøjse detaljer i løbet af sangen. Denne sang er i sin melodi og lyd meget lig noget, Bob Dylan kunne have lavet nogle få år forinden. Alle sangene på pladen er virkelig godt skrevet, og jeg ville på stedet kunne synge omkvædet på enhver sang på pladen, hvis jeg blev bedt om det, og versenes melodier kan jeg let nynne.

Sangenes flotte vekslen mellem tema og stemning gør, at hver sang føles dejligt frisk, når den kommer, uanset hvor mange gange, man har lyttet til albummet. Jeg kan slet ikke tælle det for mig selv, men det er flere gange, end et normalt album ville holde til. Og det er fordi, jeg hele tiden får noget nyt. Hver eneste sang har jeg lært at elske af vidt forskellige årsager. Man kommer igennem så mange følelser i løbet af albummet, og helt genialt afslutter den med megahittet Waterloo Sunset. Det er en af de mindre humoristiske sange på pladen, men til gengæld føles den meget nostalgisk og sentimental. Det runder albummet flot af med sin smukke fortælling om Terry og Julie og solnedgangen i Waterloo, mens man selv kigger tilbage på de skønne minder, man har fået gennem Something Else. At  dette album ikke var mere succesfuldt er mig en gåde. Det blev til den sidste Kinks-plade, der optrådte på den britiske albumhitliste, og det er synd, for det er en af de bedste, de nogensinde lavede.

347 – Pink Floyd – The Piper at the Gates of Dawn (1967)

Før The Wall, før Wish You Were Here og før The Dark Side of the Moon hed manden bag den legendariske rockgruppe Pink Floyd ikke David Gilmour eller Roger Waters, og det var ikke i nær så høj grad progressiv rock, som det var psykedelisk rock. Deres frontfigur dengang var dog ikke mindre genial. Han hed Syd Barrett, og mens han ganske vist var decideret vanvittig, så var han også virkelig kreativ. Med undtagelse af få sange fra deres andet album, så nåede Barrett desværre kun at optage en enkelt plade med Pink Floyd. Den hed The Piper at the Gates of Dawn. Det er en meget syret plade. Det er en virkelig, virkelig syret plade. Der findes sikkert mere syrede plader derude, men kun ganske få er nær så gode som denne. Der er skøre vokalharmonier – i begge betydninger af ordet “skør”. De suger dig dybt, dybt ned i musikken, og Barretts bizarre sangskrivning gør, at man konstant lægger mærke til musikken. Der er mange af numrene, hvor man kan mærke rigtig meget improvisation, især på den 9 minutter lange Interstellar Overdrive, der nærmer sig jazz-rock med sin bombastiske syreeksplosion.

Teksterne er også virkelig, virkelig syrede. The Gnome er fortalt lidt i stil med Tolkiens fortællinger blandet med gamle folkeeventyr. Gnomen fra sangen hedder Grimble Gromble, og den kommer ud på eventyr, og jeg tror nok at sangen ender med at den tager noget LSD. Denne er med lidt over 2 minutter en af pladens korteste sange, og de korteste sange på pladen har generelt meget struktur i forhold til de længere. Det forhindrer dog ikke deres syrede natur i at være lige så tydelig. Nej, disse kan være så syrede, at det kan være decideret skræmmende, men det kan hele albummet faktisk prale med. F.eks. er sangen Lucifer Sam en virkelig dynamisk oplevelse, der tit overfalder dig med store råb, men den har sine stille øjeblikke, og den djævelske basgang har det med at hjemsøge mine drømme. Ligeledes er de lange instrumentale passager på visse af numrene så stemningsrige, at jeg virkelig kan føle mig utryg, mens jeg lytter til dem. Mange musikere kan skrive fede melodier. De færreste kan få mig til at føle så meget.

Selv lyttede jeg til The Piper at the Gates of Dawn i en yderst lækker udgave, hvor man både har hele albummet i stereo og i mono, og på en tredje cd finder man så en masse bonusnumre. Hvis du vil opleve alt, The Piper at the Gates of Dawn har at byde på, så bliver du absolut nødt til at høre stereoudgaven, monoudgaven er ikke engang de 40 minutter værd, når stereoudgaven står der og lokker. Du hører næsten aldrig det samme i de to højtalere, og hvis man endda hører dette med hovedtelefoner på, så får man virkelig en på opleveren. Hvis du kan lide senere Pink Floyd-plader, er The Piper at the Gates of Dawn uden tvivl værd at lytte til, i det mindste for at forstå hvordan bandet har udviklet sig, men navnligt hvis du elsker samtidens mest syrede rockmusikere. Og her snakker jeg altså om toppen af syre-hierarkiet. Navne som Frank Zappa og Captain Beefheart springer straks frem i mit sind. Piper at the Gates of Dawn er en af Pink Floyds bedste plader, og det er uden tvivl Syd Barretts største værk, med eller uden bandet.

380 – The Beach Boys – Sunflower (1970)

I 60’erne var the Beach Boys en af verdens mest populære popgrupper med enorme hits som Good VibrationsGod Only Knows og Barbara Ann. Deres helt store mesterværk er uden tvivl albummet Pet Sounds fra 1966, og ikke mange andre af deres albums er så kendte igen, selvom de havde mange enorme hits både før og efter Pet Sounds. Albummet Sunflower solgte ikke videre godt, da det blev udgivet i 1970, og ingen af sangene blev store hits, men det er i eftertiden blevet et af de mest omtalte albums, de har lavet. Det har da også nogle virkelig fede melodier. Alle er virkelig fængende, og der er stor variation i stemningen. Sange som Slip on ThroughThis Whole World og It’s About Time er så fulde af livsglæde og energi, men det forhindrer dem slet ikke i at være dynamiske. Man får disse dejlige små energibomber med mellemrum, der sørger for at varme flot op mod endnu et energisus. Ingen af disse er heller specielt lange, så man bliver slet ikke træt af energien heller.

De har dog også mange langsommere melodier, der er lige så følelsesrige. Add Some Music to Your Day, All I Wanna Do og Forever er meget kærlige sange, som er virkelig charmerende og lette at holde af. Alle albummets sange, uanset stemning, benytter smukt arrangerede vokalharmonier, der både lyder virkelig godt, men deres tilstedeværelse gør også sangene meget mere interessante. En sang som Got to Know the Woman starter f.eks. bare som en almindelig gammeldags blues-inspireret rock n roll sang, men som sangen udvikler sig, gør koret virkelig den helt store forskel. Noget andet, der gør dette album virkelig levende, er at alle gruppens seks medlemmer i større grad end ellers har bidraget til sangskrivningen. Brian Wilson var uden tvivl den mest fremtrædende på Pet Sounds, hvad angår sangskrivning, og han har også været med til at skrive over halvdelen af sangene på Sunflower. Alle andre medlemmer har dog også været med til at skrive mindst to sange hver, og det kan mærkes. Det gør ganske vist albummets helhed noget mindre personlig, men til gengæld er der stor variation i melodierne.

De fleste sange på Sunflower er virkelig gode. Albummets eneste væsentlige problem er dog nok, at ikke alle sange er af lige høj kvalitet. Deirdre er en rimelig uinteressant kærlighedssang, der ikke gør meget for at skille sig ud blandt resten af albummets numre. At My Window har som sådan en virkelig god melodi, og stemningen er fabelagtig. Dog vil jeg sige, at den føles meget ufuldendt. Der er tre meget korte vers og ikke rigtig noget, der ligner et omkvæd, og versene lyder som om, der burde komme noget mere bagefter. Og så slutter albummet desværre med at fade, og det irriterer mig gevaldigt. Afslutningsnummeret, Cool Cool Water er ellers en ganske interessant sang, der leger meget med lydlandskabet, men den måtte gerne have endt mere konkluderende end med et fade. Dog må jeg på trods af dette sige, at Sunflower er et alt for overset album. Det fortjener langt mere anerkendelse, for melodierne er for det meste fantastiske, og man kommer sjældent til at høre flottere vokalharmonier end dem, the Beach Boys laver.

407 – The Doors – Strange Days (1967)

I 1967 debuterede the Doors med en eponym plade, og denne er efterhånden legendarisk. Samme år udgav de så opfølgeren, Strange Days, hvorpå man både finder numre, der blev sorteret fra debuten, og dengang helt nye sange. Åbingsnummeret, der som pladen bare hedder Strange Days, er et af de bedste numre på pladen. Forsanger Jim Morrison er som sædvanlig meget poetisk i sine beskrivelser af sine psykedeliske syner. Sproget er som altid meget livligt og interessant, og instrumentationen er ligeledes sublim. Især orgelet er ofte et vigtigt instrument hos the Doors. På dette finder vi den ganske virtuose Ray Manzarek, der virkelig sørger for at puste liv i musikken. Det efterfølgende nummer, You’re Lost Little Girl, er et ret truende nummer. Morrison virker ikke i sig selv truende, men han maler en rimelig fortabt situation i det musikalske landskab, og sangens dynamiske bevægelse mellem portionerne med og uden orgel er rigtig gribende. Jim Morrison er jo selvfølgelig også lidt af et sexikon, så nogle sexede sange har vi naturligvis også på Strange Days, og den frækkeste er uden tvivl Love Me Two Times. Hans charme er helt uimodståelig, og han er ualmindeligt langt nede på jorden lyrisk, selvom han stadig er ret eklektisk.

Unhappy Girl er endnu længere nede på jorden. Det er en simpel trøstesang, men den er fortalt som kun Morrison kan gøre det. Og så er den faktisk også rigtig sjov at lytte til, selvom man stadig let kan mærke tumulten, denne kvinde går igennem. Horse Latitudes er nok pladens mest syrede sang. Det er Spoken Word, og instrumentationen virker improviseret en del af tiden, især fordi der ikke er nogen reel rytme. Det er ret smukt, når det kommer til stykket, selvom jeg ikke fatter en bønne. Lidt simplere er så den stadig ret spektakulære Moonlight Drive, hvorpå guitarist Robby Krieger spiller guitar med bottle-neck-teknikken, hvilket skaber en ret unik lyd. Og så er Morrison også virkelig syret i sin lyrik, så sangen bliver på den måde til en af pladens mest interessante. Pladens største hit er nok People Are Strange, der på fuldkommen smuk vis fortæller om Morrisons opfattelse af omverdenens reaktion til ham. Det er uden tvivl en af Morissons allerbedste tekster, og den fortæller rigtig meget på blot 2 minutter, og den er også ganske fængende.

Og hvis vi bliver ved de fængende numre, gør få dette så godt som My Eyes Have Seen You. Det er en ret simpel sang, men dets evne til at udvikle sig er ret godt. Nogle gange er de simpleste ideer bare de mest effektive. Og her er Morrison i øvrigt også virkelig sexet, især mod slutningen, hvor musikken går helt amok. En lidt langsommere sang, I Can’t See Your Face In My Mind, udvikler sig ikke så meget, men det, at denne ene sang forbliver på et forholdsvist fladt plan, er virkelig albummets største svaghed. Udover sangens stilstand, er det en rigtig god, fængende, trist sang, der nok ville kunne have rundet albummet godt af, hvis det ikke blev trumfet gevaldigt af det rigtige afslutningsnummer, When The Music’s Over. Det er 11 minutter langt, og der sker ufatteligt meget i det. Det bliver rigtig intenst. Det eneste problem, er at den med den længde og den placering lægger op til sammenligning med The End, der afsluttede det foregående album, og der er den dog nok underdanig. Men Strange Days er i alle fald et både lyrisk og musikalsk ufatteligt interessant album. Man kan slet ikke mærke, at meget af dette materiale ikke var godt nok til det første album, eller at de ikke var lavet til at passe sammen med de andre. Det kan anbefales til alle, der kan så meget som tolerere psykedelisk musik.

423 – The Mamas & the Papas – Greatest Hits (1998)

The Mamas & the Papas var en af 60’erne mest succesfulde folk rock-grupper, og det var jo ikke fordi der var få af den slags. De havde rigtig mange hits, heriblandt California Dreamin’Monday, MondayCreeque Alley, Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me, og disse blev med mange andre i 1998 opsamlet på Greatest Hits. Og af en opsamling at være, er den ikke spor ringe. Man får alle de sange, man ville forvente, og man får også meget andet. De største numre, the Mamas & the Papas optog, var nogle rigtig gode sange, og dette er albummets helt store styrke. Numre som Monday, Monday og California Dreaming indeholder nok nogle af 60’ernes flotteste vokalharmonier, der ikke bliver sunget af the Beach Boys. Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me er nogle virkelig smukke kærlighedssange, som man kommer til at tro fuldstændig helhjertet på. Og Creeque Alley og Go Where You Wanna Go er intet mindre en nogle rigtig sjove, skægge popsange, som kan vække store smil på læberne.

Albummets store svaghed er som med så mange opsamlinger, at de ikke altid var lige gode. Albummet er opstillet nogenlunde kronologisk, så man får nogle punkter, hvor materialet virkelig ikke er nær så godt, som det er andre steder på pladen – navnlig i begyndelsen, hvor al materialet fra deres fremragende debutalbum, If You Can Believe Your Eyes And Ears, befinder sig. De værste numre er nok deres covers af R&B-sange. My GirlTwist and Shout og Dancing in the Street egner sig ikke rigtig til deres stil. Heldigvis er disse godt adspredt, så det er ikke som på mange andre opsamlinger, hvor man får store klumper af ragelse. Det er dog stadig min klare mening, at ikke et nummer på første halvdel er dårligt, mens det samme ikke helt kan siges om anden halvdel. Anden halvdel har dog også nogle klassikere på sig. Her for eksempel Dedicated to the One I LoveCreeque Alley og det fantastiske afslutningsnummer Dream a Little Dream of Me.

The Mamas & the Papas var fire rigtig dygtige sangere. De havde alle virkelig skønne stemmer, som jeg kunne lytte til i rigtig lang tid, uanset om det skulle være i harmonier eller individuelt. Den bedste af disse dygtige vokalister var dog uden tvivl Cass Elliot, eller Mama Cass, som hun også blev kaldt. Hun er også den eneste af sangerne, der har en solosang med på opsamlingen. Hendes fortolkning af Dream a Little Dream of Me optrådte ganske vist først på en Mamas & the Papas-plade, men hun er den eneste, der synger på den, og hun gør det helt fantastisk. De er desuden også rigtig gode sangskrivere. De kunne virkelig komme igennem med mange forskellige slags følelser, og de gjorde det alt imens, melodierne blev meget fængende. Hvis du kan lide de sene 60’eres pop- eller folk-rock-musik, så er the Mamas & the Papas nok noget for dig, og Greatest Hits er nok ikke et skidt sted at starte. Det er dog ikke fordi deres diskografi er vanvittigt stor, så jeg ville nok bare sige, at deres debut ville være det optimale sted at begynde sit bekendskab til denne gruppe.