Tag-arkiv: Pop-soul

56 – Stevie Wonder – Songs in the Key of Life (1976)

Udgivet den af
Svar

Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.

Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.

Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at får et mindre forhold til størstedelen af sangene på pladen. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.

60 – Sly and The Family Stone – Greatest Hits (1970)

Udgivet den af
Svar

Typisk lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger. Jeg foretrækker at høre sangene i den sammenhæng, de oprindeligt er tiltænkt, og især i dag, i streamingtjenesternes tid, foretrækker jeg playlister, hvis man endelig skal hive sangene ud af deres oprindelige kontekst. Især lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger fra kunstnere, der faktisk har udgivet godt med solide plader. Til trods for at have nydt alle de plader, jeg har hørt med Sly and the Family Stone, har ingen oplevelse med dem alligevel været nær så positiv for mig som deres første opsamlingsalbum, “Greatest Hits” fra 1970. Gruppen havde på dette tidspunkt kun udgivet 4 albums, og de to populære plader “There’s a Riot Goin’ On” og “Fresh” var endnu ikke udgivet. Det gør selvfølgelig, at pladen ikke indeholder klassikere som “If You Want Me To Stay” og “Family Affair”, men på den anden side markerede disse to plader, at Sly and the Family Stone bevægede sig i en mindre kommerciel retning. “Greatest Hits” er derimod en ret poppet plade, fyldt med glæde, kærlighed og hippie-mentalitet. Det er musik, man bliver glad i låget af at lytte til, og dette gælder hvert eneste nummer.

Opsamlingen springer let og elegant gruppens debut over og vælger at fokusere på deres følgende tre plader, “Dance to the Music”, “Life” og “Stand!”, hvor jeg allerede har anmeldt sidstnævnte. Jeg kan i hvert fald definitivt sige, at det er mine yndlingssange fra denne, der er medtaget på “Greatest Hits”, og jeg trækker på smilebåndet ved hvert eneste gensyn med disse sange. De er lige så skæve og finurlige som sidst jeg hørte dem, og til min store glæde gælder det størstedelen af tracklisten. De fleste numre er fyldt med små spøjse gimmicks, der kun gør lytteoplevelsen mere fornøjelig, og de formår også at vise, at den poppede struktur ikke sætter begrænsninger for nuance og kreativitet i musikken. Det får måske endda kreativiteten til at være så meget mere tydelig, da de spiller mere med vores forventninger om, hvad der skal ske i en popsang. Udvalget er i det hele taget helt eminent pladerne imellem. Der er ikke blot sørget for at vælge hits, der er sørget for at vælge farverige, sjove numre, der leger med lytterens forventninger, og der er samtidig sørget for at repræsentere både de funk-, soul- og rock-prægede sider af gruppen godt.

Strukturen på pladen sidder også lige i skabet. Åbningsnummeret “I Want to Take You Higher” sørger godt for at løfte stemningen lige fra starten med en lyd, der er lidt mørkere end resten af pladen, mens den samtidig leverer al den ukontrollerbare sjov, der er til stede på resten pladen. Den stiger også gradvist i vildskab, så den er helt ideel på sin plads. Endnu mere velvalgt er afslutningsnummeret, megahittet “Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin)”. En af årsagerne, til at den fungerer så godt på sin plads, er, at den referer tidligere sange fra albummet på sin tekst. Den agerer dermed som en slags opsamling af pladen som helhed, og det er sjældent at greatest hits-albums har mulighed for at afslutte så konkluderende. Derudover er det bare et uimodståeligt festnummer, der dermed også fejrer bandets karriere i denne nye kontekst. Jeg havde ikke forventet at holde så meget af en greatest hits-opsamling, men det gjorde jeg altså. Jeg havde endnu mindre forventet at skulle erklære den min favorit i gruppens diskografi, men det er den altså. Det er en fortræffelig festplade, og den fremviser gruppen, hvor de er allerbedst.

64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

68 – Michael Jackson – Off the Wall (1979)

Udgivet den af
Svar

Michael Jackson var stor popstjerne helt fra barndommen som sanger i The Jackson 5, men generelt siger man, at han først skabte sig en moden kunstneridentitet med pladen ‘Off the Wall’ fra 1979, hvor han for første gang arbejdede sammen med producer Quincy Jones. Mens Jones havde fået til opgave at være fast producer i løbet af projektet, var sangene leveret af et bredt udvalg af sangskrivere, heriblandt Stevie Wonder, Rod Temperton og Jackson selv. Lyden på pladen bevæger sig meget omkring tidens trends. Der er disko, der er følsomme bløde pop-ballader, og der er nogle rigtig poppede vinkler på funk og soul. Nogle af sangene er stadig klassikere i dag, og især disko-numrene holder. Pladen starter med ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’, en af Jacksons sjoveste dansenumre. Nummeret har en velfortjent plads i den store disko-kanon, for stort set hvert eneste lille element hænger perfekt sammen. Mens det ikke er det eneste nummer, der tiltaler mig på ‘Off the Wall’, må jeg dog nok erklære, at intet andet nummer rigtig formår at opnå samme storhed. Dansenumrene er dog nok generelt dem, der holder sig bedst. ‘Working Day and Night’, ‘Off the Wall’ og ‘Burn This Disco Out’ rammer stadig med pivlækre grooves, der lystigt inviterer til, at man hiver danseskoene frem.

Jeg føler dog stadig, at der er mange corny elementer på størstedelen af disse numre. Selv ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’ har nok svært ved at løbe fra, hvor akavet Michael lyder på introen. Det har ofte en vis charme, men jeg finder det ikke nær så underholdende ved gentagne gennemlytninger at observere cheesy vokalfrasering eller at le af genrens klichéer. Det er ikke fordi musikken har den store dybde, og så sjov som musikken kan være, er det ikke svært at forstå ‘disco sucks’-bevægelsen. Der er generelt ikke samme niveau af finesse som på Michaels næste par plader. Intet sted er dette tydeligere end på de langsommere numre. Mens ‘Rock with You’ er en ganske sød kærlighedssang, der især har en ganske velskrevet bro, så holder resten langt fra nær så godt. Han opfører bl.a. et cover af Paul McCartneys ‘Girlfriend’, og mens den lyder langt mere smooth og sexet med Jackson, redder den ikke ‘Girlfriend’ fra at være en af de pinligste, mest kedelige sange, McCartney nogensinde har skrevet. Det er et hæderligt forsøg på at polere en lort, men lort er sangen nu stadig.

‘Girlfriend’ er langt fra den eneste synder på pladen, og de dårlige ballader hober sig især op på side 2 af pladen. Lige efter ‘Girlfriend’ får vi en endnu ringere sang i form af adult contemporary-balladen ‘She’s Out of My Life’, der prøver så hårdt på at virke dyb, voksen og følsom, at sangen ender med at være en virkelig flad oplevelse. At et nummer, der lyder så ligegyldigt som dette, blev udgivet som en single er mig et mysterium, men det var vist en anden tid. Den Stevie Wonder-skrevne ‘I Can’t Help It’ er også en lidt tynd kop te, men den vinder da nogle point for at bringe Stevie Wonders lækre signaturlyd med sig, og omkvædet er da lidt sødt. Den søde, uskyldige charme bringer albummet ret langt, for størstedelen af sangene siger mig i grunden slet ikke noget, og selv størstedelen af de bedre sange har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til. Hvis starten på pladen ikke var så stærk, og hvis Jackson ikke senere i sin karriere lavede klassikere som ‘Bad’ og ‘Thriller’, kunne jeg let se denne plade gå i glemmebogen. Der er mange bedre disko-plader, og der er en del bedre Michael Jackson-plader. ‘Off the Wall’ er generelt ikke værd at skrive hjem om.

89 – Dusty Springfield – Dusty in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

De sidste par hår har popmusik nydt en slags renæssance i anmelderkredse. Det er ikke en, jeg selv kan erklære mig en del af, hovedsageligt idet jeg ikke har anmeldt nogen albums, der er udkommet efter 2003. Pladeselskabs-fabrikeret mainstream-pop har ikke været så velanset siden 1960’erne, hvor sangskrivere som Gerry Goffin, Burt Bacharach og Randy Newman stod bag det ene hit efter det andet uden at opnå samme plads i rampelyset som sangerne. At lytte til en hel plade med en gruppe som Three Dog Night, hvor hver sang er skrevet af en ny af disse studie-sangskrivere, kan føles lidt usammenhængende, men af og til gjorde studierne deres bedste for at give sangerne et image. Dusty Springfield fik i 1969 kortvarig superstjernestatus, da Atlantic udgav hendes mest populære plade nogensinde, ‘Dusty in Memphis’, og trods de mange forskellige sangskrivere, er det helt klart en helstøbt oplevelse. Lyden var en fin blanding af den sydstatssoul, pladeselskabet bød på i form af Aretha Franklin og Otis Redding, og en mere poleret, strygerbåret pop-lyd a la Phil Spector eller Sonny & Cher. Det var en stor succes, der bl.a. bragte hende det klassiske megahit ‘Son of a Preacher Man’, men til min overraskelse kunne resten af albummet sagtens hamle op med denne sang.

Alene som en samling af soul- og pop-sange er ‘Dusty in Memphis’ ganske solid og varieret. De mere soulprægede sange er typisk mine favoritter, heriblandt, ‘Don’t Forget About Me’, ‘So Much Love’ og den klassiske ‘Son of a Preacher Man’. Dusty synger dem med tydelig overbevisning, og instrumentationen er rig. Både arrangementerne af strygerne og blæserne er meget yndige, og de komplementerer resten af musikken rigtig godt. De mere typiske pop-instrumenter klarer sig også rigtig godt, især med spændende fills og sjove detaljer. Strygerarrangementerne stikker dog endnu mere ud på de knap så soul-inspirerede numre. ‘Windmills of Your Mind’ er en af mine favoritter, især på grund af måden, strygersektionen eskalerer melankolien, hvilket får den ellers ganske simple melodi til at fremstå som lidt af en genialitet. Den spanske guitar tilføjer også meget til dette. Jeg kom tidligere ind på, at Dusty – i modsætning til fx førnævnte Three Dog Night – blev markedsført med et vist image. I modsætning til resten af Atlantics soulsangere, virkede Dusty tit tilbageholdende. Trods hendes store beundren af Aretha Franklin, er det svært at forestille sig Dusty synge ‘Respect’ eller ‘Think’. Dusty føles altid som en passiv aktør i sine egne sange, og det gør, at pladen til tider kan føles lidt ensartet.

Dermed ikke sagt, at pladen aldrig præsenterer noget, der på nogen måder er vovet. Åbningsnummeret ‘Just a Little Lovin” handler gasnke åbenlyst om sex, og de seksuelle undertoner optræder også på ‘Breakfast in Bed’, ‘So Much Love’ og endda ‘Son of a Preacher Man’. Så selvom hendes image var at være lidt mere tilbageholdende, var det på ingen måde nær så poleret som for fx The Supremes eller Tammi Terrell, der virker som hendes mest åbenlyse konkurrenter. Producerne bag albummet fortjener også en stor hyldest. Ikke alene lyder det generelt vidunderligt, men numrene understøtter faktisk hinanden rigtig godt i tracklistingen trods de mange forskellige sangskrivere. Det er ikke alle, der er lige fantastiske – Bacharach/David-kompositionen ‘In the Land of Make Believe’ er en kende forglemmelig, og Dustys stemme er nok lidt lysere end hvad godt er, og ‘I Dont Want to Hear It Anymore’ og ‘Just One Smile’, der begge er Randy Newmans bidrag, er nogenlunde lige så kønsløse som Newman-sange plejer at være. Dusty giver dog stadig en flot vokalpræstation. Arrangementerne til disse varierer også mellem at være fine omend forglemmelige og at være en kende corny. Jeg må dog erklære, at ‘Dusty in Memphis’ er en ganske solid pop-plade, og der er få eksempler på at soulmusik samtidig er så poleret og så veludført.

90 – Stevie Wonder – Talking Book (1972)

Udgivet den af
Svar

Stevie Wonder har helt fra barndommen været en superstjerne, ja hans kunstnernavn er sågar et forsøg på at markedsføre ham som et vidunderbarn, da han gik under navnet Little Stevie Wonder. I modsætning til langt de fleste barnestjerner, fortsatte succesen dog hele livet, og hans kunstneriske udtryk blev kun rigere, da han blev voksen, og i midten af 70’erne udgav han på stribevis succesrige, anmelderroste albums. Man kan sige, at denne successtribe startede med den fantastiske ‘Music of My Mind’ fra 1972, og mens denne står rigtig højt for mig såvel som mange andre fans, havde den ikke samme kommercielle gennemslagskraft som efterfølgeren, ‘Talking Book’ fra senere samme år. Dette har især noget at gøre med de to super-populære singler, der flot viser hver sin side af pladen: den bløde, romantiske pop-soul fra ‘You Are the Sunshine of My Life’ og den sarkastiske, diskret samfundskritiske funk-eksplosion fra ‘Superstition’. Det er to sange, der er så gode, at det er svært for mig at påstå, at pladen nogensinde overgår dem, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at pladen ikke har noget at byde på. For det har den.

De individuelle sange er bl.a. alle mindeværdige og byder på nogle forskellige musikalske idéer. Hvert nummer har sin individuelle lyd, men dog altid indenfor en funk/soul-ramme. I den helt vilde ende er nok ‘Superstition’, der med talrige lag af blæsere og en rytmesektion, der siger spar to, giver den godt med gas med nogle af de mest funky grooves, der nogensinde er skrevet. I den modsatte ende er den stille, lidt jazzede klaverballade ‘You and I’, der foruden en svag synthesizer i baggrunden udelukkende er båret af Wonders sjælfulde stemme og organiske klaverspil. De er begge blandt mine favoritter, selvom jeg nok synes at synthlyden på sidstnævnte er lidt malplaceret. Wonder skal have stor ære for at være en af de første popmusikere til at bruge synthesizeren i så vidt omfang, men det er ikke kun her, den lyder lidt fjollet. ‘You’ve Got It Bad Girl’ er også skyldig, navnlig på omkvædet hvor den følger vokalmelodien lidt for nøje. Med det sagt bruger han den også ofte ganske genialt, bl.a. bruges selvsamme synthesizer som på disse to numre flot til at løfte ‘Blame it on the Sun’, og det er jo nærmest ikke til at fatte, at den ikoniske basgang på ‘Superstition’ kommer fra en synth-bas.

Et nummer, jeg især føler er interessant at fremhæve, er politiske sang ‘Big Brother, der lyrisk er bitter og frustreret, mens den musikalsk er lystig og solskinsfyldt. Det er en sjov kontrast, og den fremviser som sådan flot, at den beskrevne politiske situation er fortællerens hverdag, hvilket leder til et lettere apatisk lydbillede. Den er som næsten alle numre på pladen skrevet af Wonder selv. I løbet af pladen arbejder han af og til sammen om sangskrivningen med sin daværende kone, Syreeta Wright, og hendes søster, Yvonne, og sidsnævnte er endda enlig sangskriver på ét nummer. De er som sådan dygtige sangskrivere, men det er tydeligt for mig, at det bedste materiale er det, Stevie har været alene om. Disse er hovedsageligt placeret nær starten af pladen, så slutningen er ikke nær så stærk som starten. Man kunne nok have struktureret pladen bedre i forhold til dette, men på den anden side er der fin dynamisk og stilmæssig variation i pladen. Det er ikke sådan, at man nogensinde mærker, at pladen bevæger sig i nogen bestemt retning i løbet af progressionen, men både åbnings- og afslutningsnummeret klarer deres job fint. ‘Talking Book’ er i sidste ende et vældig solidt album. Der er nogle få albums i Wonders diskografi, jeg vil anbefale før denne, men den kan stadig sagtens overleve nogle gennemlytninger.

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Udgivet den af
Svar

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie Shoes, Disco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ Alive, Night Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

235 – Jackie Wilson – Mr. Excitement! (1992)

Udgivet den af
Svar

Når man kigger på kunstnere, der har udgivet så meget musik som Jackie Wilson har, så er det svært at finde et sted at starte. Manden har haft en helt enorm indflydelse på R&B såvel som rock and roll med sange som Lonely Teardrops, (Your Love Keeps Lifting Me) Higher and Higher og Reet Petite, og som mange i sin samtid er han meget mere kendt for sine singler end for sine albums. Et opsamlingsalbum virker da oplagt, men hvilket skal man tage? Rhino udgav i 1992 et ganske populært et, der hed Mr. Excitement!. Det er heller ikke en lille opsamling, over 3 timers Jackie Wilson finder man derpå, kronologisk opstillet fra hans karrieres begyndelse i slut-50’erne og hele vejen op til midt-70’erne. Han angreb mange stilarter i den periode, både noget stille, Bing Crosby-agtig crooning, noget vildt, festligt big band-musik, romantisk soul, gammeldags doo-wop. I starten flirter han endda lidt med Blues. Det er ikke det hele, jeg er lige glad for, men hele vejen igennem står én ting fast – Wilson er en fuldkommen fantastisk sanger. Han har ikke bare et stort register, men han mestrer mange teknikker, og han er altid meget karismatisk.

Hans karisma er noget af det, der gør hans bedste numre så gode, som de er. Reet Petite, Lonely Teardrops og Baby Workout er ganske fine på egen hånd, men de ville næppe være blevet sådan nogle klassikere uden Wilson bag mikrofonen. Men det bedste er, at selv mindre interessante sange bliver langt bedre med ham. Stormy Weather (Keeps Rainin’ All the Time) synes jeg f.eks. er meget kedelig og triviel. Jeg kan i selve sangskrivningen virkelig ikke finde én eneste interessant ting. Instrumentationen er dog ganske fin, men det, der hæver dette nummers kvalitet mest er Wilsons stemme. Bare måden, han siger ordene “Stormy Weather“ er helt magisk. Der er mange udgaver af denne sang, og nogle af dem er faktisk ret fine, men Wilsons udgave læner sig fuldkommen op af Wilson selv, og det fungerer bedre end man skulle forestille sig. Det er dog et gennemgående problem, at de mange langsommere, strygerbefængte, meget Bing Crosby-lignende sange bare ikke er særlig gode. Og så lyder de ens.

3 timer er også rigtig meget tid. Jeg nød en overraskende stor del af pladen, og hvad der især forbløffede mig, var at han i starten var lige så god som i slutningen – pladen er jo som sagt kronologisk opstillet. Der er lige fra begyndelsen til slutningen både svipsere og mesterværker, og Wilson rammer på intet tidspunkt her en død æra. Som LL Cool J siger: “Dont call it a comeback – I’ve been here for years”. Jeg har hørt nogle forfærdelige Jackie Wilson-sange på andre opsamlinger, f.eks. hans covers af Light my Fire, Over the Rainbow, Georgia on my Mind og især af Eleanor Rigby – en sang, der vist er umulig at lave et godt cover af. Men alt det skidt er sorteret fra på Mr. Excitement!. Der er kun to væsentlige problemer ved Mr. Excitement! – først og fremmest er mange sange forfærdeligt kedelige, og for det andet er pladen frygtelig lang. De to ting kunne meget let løses med ét smæk. Hvis du finder Mr. Excitement! billigt brugt et sted, så er den værd at lytte til, men hvis du vil have en god introduktion til Jackie Wilson, så kan det nok bedre anbefales at lytte til The Very Best of Jackie Wilson. Hvad end det er 1993-udgaven fra Ace eller 1994-udgaven fra Rhino, så er der bedre kvalitetskontrol, og længden er tilpas.

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Udgivet den af
Svar

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I Know, Greatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

264 – Blood, Sweat & Tears – Child Is Father to the Man (1968)

Udgivet den af
Svar

Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig meget bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik, men han havde faktisk også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child Is Father to the Man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 meget interessante numre, der blander vanlig pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære I Love You More Than You’ll Ever Know, er meget rendyrket bluesrock, bare hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har meget tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel på dette er deres cover af Harry Nilssons Without Her, der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.

Albummet indledes med nummeret Overture, der spiller dele af diverse sange på pladen på strygere i en meget kort medley. Dette er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder Underture, og dette skaber en vis helhed omkring albummet, og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget meget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke udregnet, at disse var covers. Der er 5 forskellige, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Især er deres cover af den King-skrevne So Much Love, oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og disse er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.

Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig Overture og Underture, men Meagans Gypsy Eyes har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens The Modern Adventures of Plato, Diogenes and Freud stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og dette lærer man især gennem numre som I Love You More Than You’ll Ever Know og I Can’t Quit Her, pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer, har Somethin’ Goin’ On bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child Is Father to the Man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds, men man får også bare lyst til at høre den igen og igen, hvilket let kan anbefales.