364 – Johnny Cash – American Recordings (1994)

Johnny Cash er en legende indenfor rock and roll, rockabilly og country, især på grund af hans sange fra 50’erne og 60’erne. Han begyndte dog at blive populær igen i 90’erne, og pladen, der fik Cashs karriere til at blomstre igen, hed American Recordings, blev udgivet i 1994, og den bestod hovedsageligt af covers og nyindspilninger af gamle Cash-sange, alle opført af Cash alene med sin akustiske guitar. Pladen åbner med sangen Delia’s Gone, der oprindeligt blev indspillet af Cash i 1962. Den oprindelige udgave havde uden tvivl også sin sære charme med den enorme kontrast mellem den lystige melodi og teksten om at dræbe en kvinde, men den nye udgave er mere trist, tænksom og fortrydende, hvilket giver den noget ekstra dybde. Let the Train Blow the Whistle var lavet specifikt til denne plade. Den handler om at acceptere visse ting her i livet, og det får man også lyst til, som Cash på charmerende vis synger den. The Beast in Me er ligeledes en original sang, selvom den er skrevet af Nick Lowe, der senere indspillede et cover af den. Den er meget tænksom og dybsindig. Drive On, endnu en original sang, er ret så lystig, og man lærer hurtigt at synge med. Den føles taknemmelig, og man opdager hurtigt, hvor meget teksten har at byde på.

Why Me Lord?, et cover af en Kris Kristofferson-sang, fortsætter den taknemmelige tone, dog denne gang med en religiøs indgangsvinkel. Jeg har generelt rigtig svært ved at værsætte religiøs musik, og dette er ikke en undtagelse. Jeg vil dog sige, at sangen lyder bedre i Cashs simplistiske udgave. Thirteen er et originalt nummer, denne gang skrevet af Glenn Danzig fra metalgruppen Danzig. Sangen er virkelig dyster og grov, og selvom Danzig også senere lavede et cover, der naturligvis havde den djævelske flavour, man forventer fra genren, føles Cashs version mere reel, mere grusom og mere dyster. Oh Bury Me Not er endnu en nyindspilning af en ældre Cash-sang, denne gang fra 1965. Det er ikke rigtig min yndlingssang på pladen, og jeg foretrækker nok originalen. Den åbner med en bøn, og som jeg sagde tidligere, interesserer den slags mig virkelig sjældent. Derudover er melodien ret monotom. Til gengæld er hans cover af Leonard Cohens Bird on a Wire virkelig flot. Det er en trist sang om uopnåelig frihed, og den er meget rørende. Hans cover af Eddy Arnolds Tennessee Stud, der i øvrigt er opført live, er til gengæld en ret gammeldags countrysang. Det er den selvfølgelig også i originaludgaven, men denne heste-ballade føles bare så triviel ved siden af alle disse sange om fangeskab og død.

Down There by the Train er skrevet til dette album, og det er skrevet af ingen ringere end Tom Waits, som også senere selv har fortolket den. Waits har som altid skrevet en fantastisk melodi, som er meget rørende. Mens man kan høre vanlige Waits-elementer, lyder den dog som skabt for Cashs stemme, hvilket den jo også er. Redemption er ligeledes original, og det er en meget dyster sang. Stemningen rammes helt perfekt, og den simple instrumentation har ikke været udnyttet bedre på albummet end her. Like A Soldier er pladens sidste originale nummer, og selvom den føles meget som et gammelt Cash-nummer, kan man mærke, at dette er fortalt af en ældre herre. Dette er dog kun en god ting, da man let kan høre hans erfaring. Albummet afsluttes med endnu et live-nummer, denne gang af Loudon Wainwrights The Man Who Couldn’t Cry. Det er en meget morsom historie, selvom der sker nogle ikke så lystige ting i sangen. Det er godt skrevet af Wainwright og især godt fortalt af Cash. Det er en rigtig god afslutning til et rigtig godt album.