88 – Johnny Cash – At Folsom Prison (1968)

Til trods for, at Johnny Cash aldrig fået en fængselsstraf, gjorde han meget ud af at skrive sange fra en straffefanges perspektiv. Den mest populære af disse sange er uden tvivl ‘Folsom Prison Blues’ fra 1955, der handler om en fanges liv i det titulære Folsom Statsfængsel. Det er en legendarisk god, overraskende grum rockabilly-sang, der med god grund gjorde Cash verdensberømt. Ganske naturligt begyndte Cash allerede tidligt i sin karriere at give koncerter i diverse fængsler rundt omkring, og i 1968 kom turen endelig til fængslet, der havde givet navn til hans første store hit. Her afholdt han to koncerter samme dag, der blev optaget til hans første live-album nogensinde: ‘At Folsom Prison’. Han starter denne plade med netop sangen ‘Folsom Prison Blues’, og sjældent har jeg hørt så meget glæde fra et publikum. Sangen lyder også fantastisk, faktisk bedre end originalen, og at kunne høre folk relatere til hans tekst. Samtidig kan man få en klump i halsen over, at linjen, der får det største bifald, er “I shot a man in Reno just to watch him die”. I løbet af hele pladen er det faktisk altid de mest moralforladte, voldelige linjer, der får store bifald. Det er en kende grumt, men det giver albummet en helt anden karakter end de fleste live-plader.

Cash har da også valgt sine sange med omhu. Åbningsnummeret er ikke det eneste, der omhandler livet som fange – ‘The Long Black Veil’, ’25 Minutes To Go’, ‘I got Stripes’ og ‘Cocaine Blues’ er også blandt mine favoritter. Den sidste er især grov, nærmest som en slags tidlig country-udgave af gangsta-rap. Jeg tror også, at han generelt er gået efter sine mest grovkornede sange, hvilket kun får det bedste frem i publikum. Cash kommunikerer i løbet af hele albummet med dem på ganske charmerende vis, og selvom han rent faktisk aldrig har siddet inde, kan man mærke, at han føler sig hjemme på en eller anden vis. Han vælger endda at afslutte pladen med et cover af den dengang ganske ukendte sang ‘Greystone Chapel’, skrevet af Glen Sherley, der på det tidspunkt sad inde i Folsom. Jeg er ikke engang særlig glad for sangen, der dog ganske passende handler om livet på Folsom State Prison. Jeg er hele vejen igennem dybt imponeret over lydmixingen. Den er lige tilpas upoleret til at bidrage til den rå outlaw-charme, men samtidig kan man tydeligt høre hver eneste stavelse, der kommer ud af Cashs mund, hver tone, der kommer fra instrumenterne, samt hvordan publikum reagerer i løbet af hele pladen.

Det er også meget svært at høre, at pladen er optaget over to koncerter. Der er nogle få gange, hvor man måske kan ane, at der klippes mellem dem, men det er mest i den noget akavede afslutning. Her dukker fængselsløjtnanten op og giver instrukser for hvorledes fangerne må forlade deres pladser. Publikum begynder øjeblikkeligt at buhe af ham. Det er lidt inspirerende at se, hvordan koncerten har givet dem mod til at trodse autoriteterne. Det er smukt, og man føler mod slutningen at Cash har givet et stort lyspunkt i fangernes ellers mørke hverdag. Det er ret smukt, og man sidder tilbage med stor respekt for Johnny Cash. ‘At Folsom Prison’ er ikke blot en live-plade som få andre, det er også en af de bedste country-plader, jeg nogensinde har hørt. Countryplader plejer endda at være blandt mine mere negative anmeldelser, men det sker absolut ikke for denne plade. Der præsenteres en god blanding af kreative ideer, solide sange og veludførte optrædener. Som Johnny Cash-fan forventede jeg ganske vist, at pladen ville være god, men kvalitetsniveauet formåede nu stadig at overraske mig. Hvis du kun skal høre én country-plade hele dit liv, ville ‘At Folsom Prison’ være et godt bud.

Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of FireOh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All RightWhole Lotta Shakin’ Goin’ OnOobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.

364 – Johnny Cash – American Recordings (1994)

Johnny Cash er en legende indenfor rock and roll, rockabilly og country, især på grund af hans sange fra 50’erne og 60’erne. Han begyndte dog at blive populær igen i 90’erne, og pladen, der fik Cashs karriere til at blomstre igen, hed American Recordings, blev udgivet i 1994, og den bestod hovedsageligt af covers og nyindspilninger af gamle Cash-sange, alle opført af Cash alene med sin akustiske guitar. Pladen åbner med sangen Delia’s Gone, der oprindeligt blev indspillet af Cash i 1962. Den oprindelige udgave havde uden tvivl også sin sære charme med den enorme kontrast mellem den lystige melodi og teksten om at dræbe en kvinde, men den nye udgave er mere trist, tænksom og fortrydende, hvilket giver den noget ekstra dybde. Let the Train Blow the Whistle var lavet specifikt til denne plade. Den handler om at acceptere visse ting her i livet, og det får man også lyst til, som Cash på charmerende vis synger den. The Beast in Me er ligeledes en original sang, selvom den er skrevet af Nick Lowe, der senere indspillede et cover af den. Den er meget tænksom og dybsindig. Drive On, endnu en original sang, er ret så lystig, og man lærer hurtigt at synge med. Den føles taknemmelig, og man opdager hurtigt, hvor meget teksten har at byde på.

Why Me Lord?, et cover af en Kris Kristofferson-sang, fortsætter den taknemmelige tone, dog denne gang med en religiøs indgangsvinkel. Jeg har generelt rigtig svært ved at værsætte religiøs musik, og dette er ikke en undtagelse. Jeg vil dog sige, at sangen lyder bedre i Cashs simplistiske udgave. Thirteen er et originalt nummer, denne gang skrevet af Glenn Danzig fra metalgruppen Danzig. Sangen er virkelig dyster og grov, og selvom Danzig også senere lavede et cover, der naturligvis havde den djævelske flavour, man forventer fra genren, føles Cashs version mere reel, mere grusom og mere dyster. Oh Bury Me Not er endnu en nyindspilning af en ældre Cash-sang, denne gang fra 1965. Det er ikke rigtig min yndlingssang på pladen, og jeg foretrækker nok originalen. Den åbner med en bøn, og som jeg sagde tidligere, interesserer den slags mig virkelig sjældent. Derudover er melodien ret monotom. Til gengæld er hans cover af Leonard Cohens Bird on a Wire virkelig flot. Det er en trist sang om uopnåelig frihed, og den er meget rørende. Hans cover af Eddy Arnolds Tennessee Stud, der i øvrigt er opført live, er til gengæld en ret gammeldags countrysang. Det er den selvfølgelig også i originaludgaven, men denne heste-ballade føles bare så triviel ved siden af alle disse sange om fangeskab og død.

Down There by the Train er skrevet til dette album, og det er skrevet af ingen ringere end Tom Waits, som også senere selv har fortolket den. Waits har som altid skrevet en fantastisk melodi, som er meget rørende. Mens man kan høre vanlige Waits-elementer, lyder den dog som skabt for Cashs stemme, hvilket den jo også er. Redemption er ligeledes original, og det er en meget dyster sang. Stemningen rammes helt perfekt, og den simple instrumentation har ikke været udnyttet bedre på albummet end her. Like A Soldier er pladens sidste originale nummer, og selvom den føles meget som et gammelt Cash-nummer, kan man mærke, at dette er fortalt af en ældre herre. Dette er dog kun en god ting, da man let kan høre hans erfaring. Albummet afsluttes med endnu et live-nummer, denne gang af Loudon Wainwrights The Man Who Couldn’t Cry. Det er en meget morsom historie, selvom der sker nogle ikke så lystige ting i sangen. Det er godt skrevet af Wainwright og især godt fortalt af Cash. Det er en rigtig god afslutning til et rigtig godt album.