50 – Little Richard – Here’s Little Richard (1957)

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det stadig er sådan, men da jeg i sin tid frekventerede Gladsaxe Hovedbibliotek, var en af væggene i musiksektionen prydet af en række citater om betydningen af musik. Her kunne man blandt andre kloge ord finde Little Richards poetiske verselinje »A whop bop-a-lu a whop bam boo« fra debutsinglen ‘Tutti Frutti’. Disse vrøvleord er muligvis den eneste gang musiks virkning i sandhed er blevet kommunikeret sprogligt. Little Richards ekspertise i et ellers tæt befolket tidligt rock & roll-marked var vildskaben – den seksuelle energi, der nok er det allerbedste ved hans debutalbum ‘Here’s Little Richard’ fra 1957. Når man lytter til rockalbum fra den tid, er det vigtigt at have in mente, at man egentlig mest af alt får en håndfuld sange, der tilfældigvis blev indspillet tæt på hinanden – albummet som helhedsoplevelse var ikke rigtig en kunst, der havde bredt sig til rockmusikken før midt-60’erne. Med de briller på, er det ret utroligt, hvor konsekvent ‘Here’s Little Richard’ er. Det er indspillet over en måned, og alligevel får vi umanerligt mange stærke sange – ud over ‘Tutti Frutti’ står ‘Rip It Up’, ‘Jenny, Jenny’, ‘Long Tall Sally’ og ‘Ready Teddy’ som klare eksempler på Little Richards karismatiske lyd, når den er bedst.

Generelt er energiniveauet rigtig højt sammenlignet med samtidige plader fra fx Elvis Presley, Buddy Holly og Fats Domino, og trods sine 12 numre, varer albummet under en halv time. Og godt det samme, for Little Richards repertoire er ikke just det mest varierede. Rigtig ofte er det lignende bluesprogressioner igen og igen, og der er kun få numre, hvor vi tager en slapper. Muligvis burde albummet faktisk have været endnu kortere, for de roligere numre holder ikke det mindste – Richards stemme lyder stadig godt på ‘Can’t Believe You Wanna Leave’, ‘Baby’ og ‘Oh Why?’, og det er ikke fordi vi har at gøre med deciderede ballader, men Little Richard er langt bedre til at tage lytteren på vilde rock & roll-rutsjebaneture end gennem melodramatiske r’n’b-skæringer, hvor hjerte rimer på smerte. Hvis måske i det mindste, der var skruet op for kompleksiteten på disse numre, ville de retfærdiggøre sig selv, men vi ender med at have en række tracks, der ikke kan kompensere for, at Little Richard ikke er nær så kæk og frejdig som på de andre numre. Jeg må dog rose Richard for at have tænkt over, at 12 numre, hvor han råber, mens han hamrer på klaveret, godt kunne gå hen og blive trættende. Det bliver ‘Here’s Little Richard’ ikke, og det kan de langsommere sange nok takkes for.

Little Richard har talent, både som sanger, pianist og performer, det kan ikke modsiges – sammenlignet med de fleste i sin samtid har han endda talent for at skabe et sammenhængende album. Men han er også et produkt af sin tid, og det var en tid, hvor rockmusik stadig tog sine spæde skridt. Han er ledsaget af et dygtigt band, der også oser af charme, men selv de kan ikke distrahere fra det faktum, at albummet er ufatteligt simpelt – Richards stil var lidt blot at skrue ekstra op for det, der allerede skete i rock og r’n’b. Det er ikke særlig inspirerende at høre på længere, selv om der er en del stærke tracks. Men spilleglæden strømmer stadig fra albummet, og når det ikke er længere end sine 28 minutter, så ender dets simple natur aldrig med at blive et væsentligt problem. At vise så meget seksuel livskraft var vovet nok i 1957 – at forvente, at han skubber genren meget mere end det, er vist lige lovlig krævende, især efter 60 års udvikling i stilen. For i modsætning til sine stilfæller, så er det faktisk stadig både sjovt og hyggeligt, at høre ‘Here’s Little Richard’ i dag, man skal bare ikke forvente det helt store artistiske statement.

55 – Elvis Presley – Elvis Presley (1956)

Elvis Presley omtales ofte som den første rockmusiker, og det er ret utvetydigt falsk. At kalde ham den første rigtige rockstjerne ville dog ikke være forkert, for han var en kendis på et helt andet niveau end Bill Haley, Ruth Brown eller Big Joe Turner. Mens hans stjernestatus blev cementeret med stribevis af hitsingler i 1954 og 1955, udgav han i 1956 sin første længere plade, simpelt betitlet “Elvis Presley”. Med moderne øjne er den stadig ret kort, kun 28 minutter, men det var en overvældende mulighed for at købe hele 12 Elvis-sange på en gang. I dag er der over 90 Elvis-plader at vælge imellem, men debuten står stadig som en af musikerens mest afholdte plader. Og den har da også ret meget, der kører som det skal. Især er det stadig let at opfange Elvis’ charme som performer. Hans fraseringer er tit underholdende, og han formår at fortolke klassikere som “I Got a Woman” af Ray Charles, “Tutti Frutti” af Little Richard og “Money Honey” af Clyde McPhatter, uden at de mister gnisten. Faktisk er størstedelen af pladen covers, men Elvis leverer dem så stilfuldt, at selv de velkendte sange føles som om, de skulle være hans.

I forhold til, at Elvis og producerne har valgt på må og få i stedet for at få sat nogle sangskrivere til at skrive originalt materiale, er det dog et noget tyndt repertoire, de lader Elvis præsentere. Elvis har sunget adskillige glimrende ballader gennem tiderne, “Always On My Mind” og “Can’t Help Falling In Love” og “Love Me Tender” er blot nogle af de mest kendte eksempler. De ballader, der er udvalgt til “Elvis Presley” er så forglemmelige, at jeg ikke tror, jeg ville kunne nynne dem for dig, selvom jeg efterhånden har hørt pladen et dusin gange. “Blue Moon” er måske lige undtagelsen, men selvom den er opfattet som en klassiker, klinger den umådeligt hult for mig personligt. Højdepunkterne på pladen er nok netop der, hvor Elvis fortolker samtidens rock and roll-pionærer. Mens han gør det godt, gør han det sjældent bedre end originalen. Undtagelsen vil nok være åbningsnummeret, “Blue Suede Shoes”, hvor han på alle måder overgår Carl Perkins’ ellers ganske fornuftige original. Det er et lille sødt, energisk nummer, og det er der Elvis generelt gør sig bedst. “One Sided Love Affair” og “I’m Gonna Sit Right Down And Cry over You” er af samme årsag nogle af de stærkeste numre på pladen.

Det er dog ikke til at komme uden om, at den simple rock & roll-stil er lidt forældet for de fleste moderne øren, og vi har rigtig mange muligheder, hvis vi skulle være i humør til den lyd. Der er ikke meget, der vil lyde banebrydende eller nytænkende for en lytter i dag. Det er heller ikke fordi, der er gjort meget ud af at få albummet til at føles som en sammenhængende helhed. Jeg kan godt lide finurligheden i at efterfølge sangen “I Love You Because” med “Just Because”, men desværre hænger teksterne ikke rigtig sammen, ja faktisk modsiger de lidt hinanden. “Elvis Presley” er en ganske hyggelig plade, men der er bare så mange andre muligheder. Personligt vil jeg måske endda anbefale opsamlingsalbums i stedet for denne, da man slipper for ret meget fyld på den måde. Et bokssæt som “The Sun Records Collection” er en langt mere tilfredsstillende, spændende oplevelse, der præsenterer dig for flere kunstnere over længere tid. Selv mange af Elvis’ opsamlingsalbums giver en bedre idé om, hvorfor Elvis var den sensation, han var. “Elvis Presley” er ikke en dårlig plade, den er faktisk ganske fin af sin tid at være, men jeg kan ikke se nogen årsag til, at jeg nogensinde ville vælge at sætte den på igen.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

85 – Bruce Springsteen – Born in the U.S.A. (1984)

I 1981 udgav heartland-rockens største stjerne, Bruce Springsteen, sin hidtil mest udfordrende plade, ‘Nebraska’, en mørk, diskret akustisk rejse, hvorpå Springsteen selv var den eneste musiker. Hvis man kan sin Springsteen-diskografi forstår man, at dette var en stor ændring i hans lyd, for Springsteen var normalt akkompagneret af et stort, virkelig dygtigt backingband, The E Street Band. De vendte kortvarigt tilbage på det næste album, der i modsætning til ‘Nebraska’ ville præsentere Springsteens mest kommercielle lyd nogensinde. Pladen hed ‘Born in the U.S.A.’, og hvis der er noget, der får dette album til at skille sig ud fra Springsteens tidligere værker, er det brugen af synthesizer. Ikke alene havde Springsteen aldrig brugt det instrument før, men på ‘Born in the U.S.A.’ præsenterer han endda nogle få numre, man sagtens ville kunne kalde for decideret synthpop, ‘Dancing in the Dark’ og ‘I’m on Fire’. Disse er overraskende nok blandt de bedste sange på pladen. Springsteen behandler synthpop-lyden virkelig godt, også selvom teksten til ‘I’m on Fire’ kan blive lige en kende for creepy. Størstedelen af pladen er dog fyldt med den sædvanlige romantiske arbejderklasserock, som man kender og elsker fra Springsteens 70’er-plader.

Han bruger dog også synthesizeren på disse numre, bl.a. på den indledende ‘Born in the U.S.A.’. Den sang har aldrig just været min favorit i Springsteens diskografi, og årsagen bliver ret tydelig for mig i albummets kontekst. De tre første numre, ‘Born in the U.S.A.’, ‘Cover Me’ og ‘Darlington County’ er i princippet ret forskellige sange, men dynamisk ligger de meget tæt op ad hinanden. De er meget højlydte, kraftige sange, der aldrig bliver skruet særlig meget ned for, og tempoet ligger også meget tæt på hinanden. Denne monotoni bliver især udtrykt gennem titelnummeret, hvor jeg dog må erklære mig stor fan af både teksten og Springsteens vokal. Uanset hvad er det en ret udmattende måde at starte pladen, og selvom det fjerde nummer, ‘Working on the Highway’ også er noget ligeud-ad-landevejen-rock and roll, føles det stadig som et frisk pust, da tracket får tid til at ånde. De mere højlydte sange senere på pladen er meget mere tilfredsstillende for mig, da ‘Glory Days’ og ‘No Surrender’ er placeret op ad nogle mere nedtonede numre. ‘Born in the U.S.A.’ er for mig en plade, der helt klart er bedre mod slutningen.

Numrene på anden halvdel kan blive decideret rørende. ‘Bobby Jean’ er en af Springsteens mest sentimentale og romantiske kærlighedssange, og den formår at være dette mens den samtidig er energisk og sjov. ‘Dancing in the Dark’ er en sang, der lige fra åbningslinjerne føles reel, især fordi bossen leverer vokalen yderst overbevisende. Han gør det dog endnu bedre på den nostalgiske ‘My Hometown’, der føles meget personlig. Springsteen fortæller her om hvordan hans far gav ham en øget bevidsthed om hans hjembys historie. Der er en fin blanding af detaljerigdom og reflektion, og det er noget af det allerbedste på pladen. Overraskende nok formår han at ramme denne romantik over en ganske synth-båren instrumentation. Jeg er ikke helt forelsket i alle numre mod slutningen, men selv den ellers kompositorisk noget uinteressante ‘I’m Going Down’ leverer en flot saxofonpræstation fra Clarence Clemons, noget ‘Born in the U.S.A.’ er langt mindre spækket med end de fleste tidligere Springsteen-plader. ‘Born in the U.S.A.’ viser Springsteen splittet mellem fornyelse og tradition. Den holder ret godt i sin helhed, men heartland-lyden er ved at lyde lidt derivativ, så man forstår godt, at han holdt en pause fra bandet de næste mange år. Omvendt er pladen ofte så veludført, at det er let at forstå, at den blev så populær.

92 – Buddy Holly / The Crickets – 20 Golden Greats (1978)

I midt-70’erne startede pladeselskabet EMI deres albumserie 20 Golden Greats, hvor de samlede 20 af de mest populære numre fra en af deres kendte kunstnere. Blandt kunstnerne, der fik lavet sådan et album kan nævnes The Beach Boys, Nat King Cole og Diana Ross, men det album fra serien, der huskes bedst, er nok det dedikeret til Buddy Holly. Jeg tror til dels, det har noget at gøre med, at Buddy Holly aldrig fik lavet noget særlig definitivt album i sin korte levetid. Jovist, der er en del klassiske sange på især hans to første albums, men jeg ville have svært ved at anbefale nogen af dem for at introducere Buddy Holly til nogen, der ikke kender ham – der er simpelthen for mange fyld-numre, der ikke holder. Derfor er opsamlinger nok en langt bedre måde at blive introduceret til Holly. Derudover fungerer Buddy Holly nok særligt godt til denne albumserie, da hans numre generelt er rigtig korte, så 20 tracks bliver ikke for stor en mundfuld. Albummet varer trods de 20 numre blot 45 numre, så man får dels en mere fyldestgørende oplevelse end studiepladerne, der alle varede under en halv time, men samtidig er oplevelsen stadig relativt kompakt

Nu er jeg ret glad for en del Buddy Holly-sange, men trods dette må jeg alligevel anerkende, at der er mange punkter, hvor hans musik ikke har ældet med ynde. Teksterne er spækket med klichéer, og nogle gange er disse klichéer hele omdrejningspunktet for nummeret. Man mærker aldrig særlig stor følelsesmæssig dybde, ikke særlig større end, at det er rart at være forelsket. Især de triste sange har derfor svært ved at ramme mig. Raining in my Heart er nok det bedste eksempel på en sang, jeg ikke føler, mest fordi den behandler en metafor, hvor regn repræsenterer sorg, alt for bogstaveligt til at tage seriøst. Words of Love bliver, trods den lykkelige stemning, også alt for sødsuppeagtig, og koret er nærmest arrangeret, så det lyder som en smølfesang. De to covers, der er inkluderet, er heller ikke værd at lytte til, især ikke sammenlignet med originalerne af hhv. Chuck Berry og Bo Diddley. Hollys scenepersona har altid været den lidt naive, kække skoledreng, der nok var den pæne dreng i klassen i forhold til mange af de andre tidlige rock and roll-musikere. Brown Eyed Handsome Man og Bo Diddley er numre, der kræver lidt mere attitude, ja hele pointen bag sidstnævnte er egentlig niveauet af attitude, og der kan Holly altså ikke følge med.

Sætter man pladen på med en forståelse for hvilken tid, musikken springer ud af, er der dog rigeligt med godter alligevel. Det er stort set altid kærlighedssange, melodierne er meget simple, og teksterne er ej just heller stor poesi, men meget af musikken kan alligevel sætte et stort smil på læben. Især første side af pladen, hvor man finder klassikere som That’ll Be the DayPeggy SueEveryday og Not Fade Away er værd at lytte til. Her er det hovedsageligt numre fra Hollys to første studiealbums, mens den anden halvdel hovedsageligt kommer fra enten diverse singler eller posthume udgivelser. Mens de ganske vist er mere mindeværdige end meget af albumfyldet på Hollys studiealbums, så er mange af dem stadig en lettere tynd kop te, som jeg ikke tror, jeg vender tilbage til. De har dog placeret Rave On, muligvis Hollys bedste sang, på denne del af pladen, og når det kommer til Hollys knap så rockprægede sange, så har jeg et svagt punkt for True Love Ways, der efter min mening er Sinatras stemme værdig. I det store hele, selvom der ikke er nogen sange, jeg savner på 20 Golden Greats, er kvalitetsniveauet stadig meget svingende, og jeg tror, at man skulle trimme opsamlingen ned til 10-15 numre, før den nåede sit fulde potentiale.

114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

151 – Bruce Springsteen – Darkness on the Edge of Town (1978)

Med albummet Born to Run fra 1975 havde Bruce Springsteen sat sig på det musikalske verdenskort som arbejderklassens talsmand, og hans sjove rock and roll-sange havde så meget sjæl og så meget stil, at der ingen skam var i, at han ikke rigtig havde skiftet spor, da han udgav sit næste album, Darkness on the Edge of Town, i 1978. Han havde stadig sit trofaste E Street Band med sig, og sammen lavede de 10 spritnye sange, og lyden var nu renere og mere lækker end før. Produktionen skinner lige fra det ikoniske klaverriff på Badlands åbner pladen. Den er produceret af Springsteen selv i fællesskab med Jon Landau, der også producerede Born to Run sammen med springsteen, og sidenhen har han produceret mange andre Springsteen-plader. Lyden er ganske vist ren, men der er ikke tale om barokpop eller noget. Det er musik om at arbejde, om at finde lykke og om at overkomme de værste perioder i sit liv gennem fællesskab, tro og mod. Og det afspejler sig også i musikken. Factory lyder meget trist og udmattet udmattet, som havde musikerne knoklet dag ud og dag ind inden optagelsen.

Badlands er udadtil en ret lykkelig sang. Men i grunden er den kun så lykkelig, fordi den handler om at drømme. Den handler om ambition og om viljestyrke hos en fattig ung mand. Han har ikke meget godt i livet, men han er glad for at være i live, og som Springsteen synger: “It ain’t no sin to be glad you’re alive”. Det er flotte, store ord. Albummet er dog på ingen måde en romantisering af fattigdom. På Streets of Fire hører man om hvordan afhængighed ødelægger en ung arbejders liv. Guitarsoloen derpå udtrykker godt, hvor skidt, det står til, næsten bedre end Springsteen selv er i stand til. Darkness on the Edge of Town er en oplagt plade at sammenligne med Born to Run. Det er som sådan bare en oprustning af samme formel. Badlands handler om det samme som Born to Run, Prove It All Night handler om det samme som Thunder Road. Jeg foretrækker ikke rigtig disse nye sange frem for dem på Born to Run, men de har deres egne kvaliteter, og jeg ville absolut ikke være foruden nogen af dem. Et rigtig klogt valg på Darkness on the Edge of Town er at placere Badlands først. Den skildrer situationen så godt, at den kan fungere som springbræt for resten af pladen.

Springsteen prøver dog nogle nye ting, der virkelig er beundringsværdige. Jeg elsker, hvordan han forsøger sig med hård rock på Adam Raised a Cain. Jeg synes ikke, det er en af de bedste sange på pladen, men jeg synes virkelig, at det er flot, han vil udfordre sin stil på den måde. Den er dog lidt monotom, og omkvædet går ikke rigtig nogen vegne, men det er godt med et break fra det man kender og forventer. Så er jeg mere for Candy’s Room, en af de mest ambitiøse sange, Springsteen nogensinde har skrevet. Det er en kortere sang, der bruger en unik blanding af sentimentalitet og hurtige trommer. Det er ikke noget, jeg tror jeg har hørt udført så godt udenfor elektronisk musik. Springsteen bliver også meget ambitiøs som sangskriver på Racing in the Street, en mere traditionel sang, der fortæller om et pars strabadsder gennem 7 minutter. Sangen udvikler sig meget for at kunne holde til den lange varighed, og det lykkedes i min optik vældig godt. I det hele taget er der meget godt på Darkness on the Edge on Town. Det er ikke min favorit i Springsteens diskografi, men det siger vist mere om ham end om pladen, for den er rigtig god.

213 – New York Dolls – New York Dolls (1973)

New York Dolls stillede i 1973 et meget godt spørgsmål: Hvad hvis glam-rock ikke var så glamourøst? De gjorde dette med det grimmeste, mest ulækre album, glam-rock nogensinde har set. Det hedder ligeledes New York Dolls, og det starter med en af de bedste rocksange nogensinde, den fandenivoldske Personality Crisis, der er en af den slags sange, der kun kunne være lavet i 1977. At den er 4 år ældre må vi så bare ignorere. Den holder sig ikke tilbage, og foruden de typiske punk-instrumenter, så er der også et klaver, der tilføjer rigtig meget. Det giver en stemning af gammeldags rock and roll, som Little Richard ville have lavet det, men det er bare meget mere beskidt og følelsesrigt. Der bliver skreget og skrålet for fuld drøn, og dette kendetegner mange af sangene på pladen. Et andet mesterværk, der gør dette er Trash, en meget simpel sang, der midt i nummeret stopper fuldstændig, for da at begynde igen. Det gør at sangen holder virkelig godt dynamisk, og det gør også, at man ikke har brug for nogle mere stille punkter i løbet af de 3 minutter, den varer.  Sangens længde får også klimakset til at føles så meget større. Det ville næppe føles så stort, hvis den kun varede 2 minutter.

Ja, 3 minutter er ret længe i denne sammenhæng, for meget af musikken på New York Dolls er stort set rendyrket punkmusik, det er bare fra før Ramones, Sex Pistols og The Clash gjorde genren så populær, at den fik et navn. Det gælder mere end bare Personality Crisis og Trash, både Looking for a Kiss, PillsJet Boy og mange andre sange har virkelig meget til fælles med punk, mere end på nogen anden protopunk-plade, jeg kender. Uanset om vi snakker sangskrivning, lyd, attitude, tekstunivers, det hele passer så perfekt ind i de sene 70’ere. Den eneste undtagelse skulle lige være længden på sangene. Den korteste sang på pladen er omkring de tre minutter, hvilket er længere end noget nummer på de første tre Ramones-plader. Det længste nummer er faktisk også meget punket, og det føles rigtig stort. Den hedder Frankenstein og er 6 minutter lang. Sangens klimaks er et af de helt store lydmæssige højdepunkter på pladen. Det er et skønt nummer, og det gør noget med punk-lyden, som først rigtig blev populært i 80’ernes post-punk og post-hardcore.

Nu siger jeg, at størstedelen er punk, men det er ikke det hele. Især ét nummer er så rendyrket glam-rock, at det er umuligt at tage fejl af. Nummeret hedder Lonely Planet Boy, det er stille, kører på akustisk guitar, der er en saxofon på, og der bliver sunget om planeter. Andre numre, f.eks. lyder den koklokke-tunge Private World også som noget, T. Rex sagtens kunne have lavet. Men at lyde som T. Rex er ikke en dårlig ting, og de var alligevel en af de hårdere af de store glam-grupper, så det passer stadig perfekt ind. Selv mange af de mest punkede sange, heriblandt Bad Girl og Pills lyder ligeså meget af Ramones som af T. Rex. Og det er nok præcis sådan jeg vil beskrive den generelle oplevelse man får, når man lytter til New York Dolls’ debutplade: det er en fantastisk mellemting mellem Ramones og T. Rex, som meget overraskende nok holder i løbet af hele 43 minutter. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke nyder, og jeg har spillet albummet adskillige gange efterhånden, og ikke én gennemlytning har ikke været fremragende. Hvad end du er til glam-rock eller punk, så burde New York Dolls være noget for dig.

214 – Bo Diddley – Bo Diddley/Go Bo Diddley (1990)

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Denne blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og derpå er et meget varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig ville kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, Bo Diddley er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens I’m A Man er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra Hoochie Coochie Man af Muddy Waters, men det her fungerer bare endnu bedre, nok fordi det er blevet gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid virkelig sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra Bo Diddley, så er riffet fra I’m A Man blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at Mona og Road Runner mangler, men Road Runner var end ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og Mona var trods alt kun en b-side til Hey! Bo Diddley, og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. Hey! Bo Diddley er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også virkelig god. Den er bygget over Old MacDonald Had a Farm, og den bliver faktisk forvandet til en ret sej rock and roll-sang. På pladen er der en ganske fin blanding af traditionel bluesmusik og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men med Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en meget interessant oplevelse. Der er nogle ret spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er Say Man en virkelig særpræget sang, hvor han har en ganske morsom samtale med sin maracas-spiller over en meget energisk instrumentation.

Der er også hele 2 instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. er Dearest Darling herpå, og mens det er en virkelig god sang, så har vi allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er Oh Yeah stort set bare I’m a Man med anden tekst. Mange af sangene er bare heller ikke så mindeværdige, selvom visse, f.eks. Say ManCrackin’ Up og især den dramatiske The Great Grandfather er særdeles positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er I’m Sorry en virkelig kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Jeg forstår godt, at de valgte at udgive denne som en single, for lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge meget korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

231 – The Kinks – The Kink Kronikles (1972)

Jeg elsker virkelig The Kinks. Plader som The Kinks Are The Village Green Preservation Society og Something Else er spækkede med fede popsange, og deres materiale fra 1966 til 1970 er det mest interessante og ambitiøse. Det var også i denne periode, at de to førnævnte albums udkom, og selvom ikke alt deres materiale fra denne periode var lige godt, så var det altid interessant. Så en ægte Kinks-fan skulle selvfølgelig have opsamlingen The Kink Kronikles fra 1972, der dækker disse 5 år. Den blev kun udgivet i USA dengang, men i dag er den selvfølgelig lettere at lytte til. På den får man både singles, B-sider, obskure albumtracks og endnu mere ukendte sange, der aldrig før var udgivet i USA. Nu kan man finde de fleste af disse sange på genudgivelser af deres studiealbums, men dengang var det bare guf for en amerikansk Kinks-fan, der sandsynligvis aldrig havde hørt mange af disse sange, da The Kinks var bandlyst på mange amerikanske radiostationer.

Jeg er rigtig glad for, at jeg for en gangs skyld kan sige, at denne opsamling slet ikke er opstillet kronologisk. Det virker som om, at pladeselskabet rent faktisk tænkte over, hvordan opsamlingen hang sammen – om sangene komplimenterede hinanden. Og det gør de. Jeg kendte selv mange af sangene på denne plade i forvejen, men stadig formåede nye kendskaber som Holiday in WaikikiFancy og God’s Children at stikke ud. Forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies lavede konstant interessant, sjov lyrik, som blev akkompagneret af virkelig fængende, barokke melodier. Det er svært at udpege sange, der ikke er rigtig, rigtig gode. Hvis det endelig skulle være, så er det den country-inspirerede Willesden Green. Den er lidt sumpet og flad, og den lyder ikke engang rigtig af The Kinks. Foruden den, så er udvalget helt exceptionelt. Der vil selvfølgelig altid være sange, jeg savner, men sådan er det altid, hvis man er stor fan af en gruppe. Man finder jo f.eks. ikke noget af det allertidligste herpå, men til det kan anbefales Greatest Hits! fra 1966.

Men hvis du ikke er stor Kinks-entusiast, giver The Kink Kronikles dig så lyst til at lytte til mere af gruppen? Absolut, hvis du spørger mig. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for folk, der ikke har lyttet til Kinks før, men jeg har aldrig hørt albummet Face to Face, og sangene derfra på dette album har virkelig givet mig lyst til det. Det samme gælder albummet Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One, selvom jeg dog kendte singlerne derfra noget bedre. Der er ikke så meget at rafle om med denne plade. Det er bare skidegod musik opført af latterligt dygtige musikere. Det er klassisk rockmusik af den slags, der aldrig går af mode. The Kinks er fuldkommen geniale, og uanset om du har været fan i årtier eller om du har lyst til at lytte til dem for første gang, så er The Kink Kronikles et album, som jeg kan anbefale virkelig let. Det er en af de bedst sammensatte og mest imponerende opsamlingsplader, jeg nogensinde har hørt, og så er den oven i købet lavet af et fantastisk band.