59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

280 – Muddy Waters – Folk Singer (1964)

Muddy Waters er anset af mange som opfinderen af elektrisk blues, og det overraskede derfor mange, at hans album Folk Singer fra 1964 var et 100% akustisk album. Foruden Waters på guitar har vi her to af blueshistoriens største andre navne: Willie Dixon på kontrabas og ingen ringere end Buddy Guy til at spille guitar sammen med Waters. Derudover er der også en trommeslager ved navn Clifton James. Meget af albummets fokus ligger i forholdet mellem instrumenterne, og dette er klart lige fra åbningsnummeret, My Home Is in the Delta. Det er en helt traditionelt opbygget bluessang, og hvis jeg spillede et cover af den her og nu, så ville der ikke være noget imponerende ved den. Waters lægger også hele sin sjæl i sin stemme, og det er bare skønt at høre på de dygtige musikere. Det andet nummer, Long Distance Call er også meget imponerende, men det er ret skidt placeret, hovedsageligt fordi den er næsten identisk med åbningsnummeret. Det er samme basgang, samme trommeslag, samme melodi – det er bare lidt dybere. Waters er stadig dygtig i sin vokal, og de andre tre imponerer til stadighed, men de kunne da have ændret sangen lidt mere.

Så får man heldigvis en sang som My Captain, en mere ømt spillet sang. Der er slet ikke trommer på denne sang, og bassen er meget påpasselig med at dukke op. Waters føles for alvor sårbar i denne Dixon-skrevne sang, og de instrumentale passager er virkelig smukke. Der kommer virkelig gang i den med Good Morning Little Schoolgirl, oprindeligt af Sonny Boy Williamson. Jeg blev introduceret til denne klassiker gennem Waters, og denne frække lille sang er bare helt fænomenalt opført her. Det er helt seriøst en fantastisk udgave, og hvis du kan lide originalen, så bør du virkelig lytte til Waters-udgaven. You’re Gonna Need My Help starter med at lyde som en ganske ordinær bluessang, men Waters’ behandling er virkelig unik. Guitarsoloen, der begynder midt i sangen er noget af det flotteste, genren har oplevet. Denne plade lyder i det hele taget fedt. Hver eneste streng er så let at høre, man kan bare mærke sjælen. Cold Weather Blues er stort set bare My Captain om igen og ærlig talt er My Captain også bare bedre, selvom der er nogle flotte øjeblikke på dette nummer.

Big Leg Women er endnu en trommeløs sang, men denne er meget liderlig og fast i rytmen, og at have så fast en rytme helt uden brug af trommer er rigtig flot. Og det lyder også fantastisk, helt ulig det meste andet blues-musik. Og hvis man skal blive ved de frække sange, så er intet nummer frækkere end Country Boy. Det er faktisk lidt svært at holde ud at høre på, hvor fræk han er, for det bliver en smule… sexistisk. Det bliver så sexistisk, at jeg er meget overbevist om, at han bare spiller en rolle, dels fordi han bogstavelig talt synger “I’ll always treat you wrong”. Afslutningsnummeret hedder Feel Like Going Home, og det føles ikke rigtig som en afslutning, selvom titlen virkelig antyder det. Det er en fin sang, der udnytter Buddy Guy og Muddy Waters’ guitarkundskaber til at skabe meget unikke lyde, men et klimaks ville jeg næppe kalde det. Som med de fleste albums fra før ca. 1965, så er strukturen ikke helt fantastisk. Lyden på denne plade er absolut det mest tiltrækkende, for den er stadig fantastisk i dag. I 1964 var dette album epokegørende og unikt. I dag er det stadig imponerende, men det føles som så meget andet.

388 – The Beatles – A Hard Day’s Night (1964)

Historiens mest populære band og mit personlige yndlingsband er nok uden tvivl the Beatles, og efter min mening var deres første skridt mod at blive de legender, de er i dag, filmen og albummet A Hard Day’s Night fra 1964. Albummets første halvdel er filmens soundtrack, mens anden halvdel ikke har noget med filmen at gøre. Pladen åbner med titelnummeret, der er en vaks, lystig klassiker, som absolut fortjener al sin anderkendelse. Bedre melodier falder man sjældent over, end ikke på en Beatles-plade. Det forhindrer dog ikke I Should’ve Known Better mindre fantastisk. Dens mundharmonika er dejlig frisk, og jeg kan altid synge lidt med på den. If I Fell er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde. Den er langsommere end de to første sange, hvilket fungerer godt dynamisk, og den er så fyld af charme og fabelagtig lyrik, at jeg ikke kan andet end at elske den. I’m Happy Just to Dance With You er en meget charmerende sang, der med et ret eksotisk riff og en vidunderlig melodi kan tåle mange gennemlytninger.

Det samme kan man sige om And I Love Her, der er en fuldkommen vidunderlig kærlighedssang. Dens tekst er ganske vist virkelig banal, men man bemærker det først efter adskillige gennemlytninger, så god er melodien. Tell Me Why er en virkelig sjov, fængende rock and roll-sang, der slet ikke er til at stå for. Efter den får vi den vidunderlige klassiker Can’t Buy Me Love. Den er utrolig fængende, sjov, charmerende og alle de andre positive ord, der karakteriserer det bedste ved de tidlige Beatles-år. Den er umulig at få ud af hovedet. Herfra kommer sange, der ikke er med på filmen, først Any Time At All. Den er dog absolut lige så god som resten. Man kan slet ikke få nok af dens dynamiske melodi, som man let kan skråle med på for fuld skrue. I’ll Cry Instead er pladens korteste sang, og det er nok heller ikke den musikalske idé, der holder bedst. Heldigvis prøver de ikke desperat på at gøre alt for meget med den, for melodien er stadig virkelig fed, mens den er der. Things We Said Today er endnu en af de mere eksotisk lydende numre, og det er igen virkelig smukt udført – hvor flot de går fra vers til omkvæd, er nærmest utroligt.

When I Get Home er en af de ganske få sange på pladen, som ikke er så fængende igen. Det er dog sjovt at lytte til den, mens den er der, for der er rigtig mange kreative ting, der bliver gjort med dynamikken i melodien. You Can’t Do That er en helt vidunderlig sang, hvorpå Lennons stemme bliver dejligt rå. Han virker bitter og vred, og han leverer det hele ganske overbevisende. Den sidste sang, I’ll Be Back, er blandt de langsommere, mere sentimentale numre. Den er heller ikke så let igen at få på hjernen, men dens melodi er lige sådan en, der er perfekt til at afslutte sådan et album. Alle sangene på A Hard Day’s Night er vældig korte. Ikke én er over 3 minutter. Det gør heldigvis at man aldrig bliver træt af nogen af numrene, men alle er der i så lang tid, at de formår at være mindeværdige på egen hånd. De fleste af sangene går desværre i rigtig ensartede mønstre, og det er nok mit eneste væsentlige problem ved dette album. Rigtig mange sange er bare et vers og et omkvæd, der så bliver gentaget en gang eller to. Det er lidt irriterende i længden, men alle sangene er formidable, så det kan stadig anbefales til alle at lytte til pladen.

427 – The Ronettes – Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica (1964)

The Ronettes nåede kun at udgive en enkelt plade, men den plade kom til at være en af de største, legendariske producer Phil Spector nogensinde fik hænderne i. Den hed Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica. Denne Veronica er i dag bedre kendt som Ronnie Spector, og at sætte hende foran de to andre medlemmer i albumtitlen er faktisk ganske retfærdigt. Hun er nemlig en helt fantastisk sanger, hvorfor hun da også synger for på samtlige numre. Det første nummer, Walking in the Rain, er et af gruppens største. Det handler om de træk, Ronnie leder efter i en mand, og selvom disse ønsker som med så mange andre pigegruppesange fra samtiden er ganske overfladiske, er de troværdigt overfladiske, og Phil Spectors produktion er fantastisk. Her kan især bemærkes torden- og regneffekterne, der giver sangen liv. Do I Love You er en mere reel kærlighedssang, og Ronnies stemme er helt perfekt her. So Young er et cover af en doo-wop sang fra 1958, og den omhandler et individ, der er for ungt til ægteskab, som dog ønsker det. Det er noget mere troværdigt i originalen, hvor det rent faktisk er en teenage-dreng, der synger, men sangen lyder stadig ret godt med the Ronettes.

(The Best Part Of) Breaking Up er en utrolig fængende popsang, der ikke har så megen lyrisk dybde, men det er nok et af pladens bedste eksempler på Phil Spectors produktion, og især mundharmonika-portionen gør lyden interessant. I den lidt mere forældede ende af pladen finder man I Wonder, der bare handler om at drømme om prinsen på den hvide hest. Den er ellers delvist skrevet af den ganske dygtige Ellie Greenwich, og jeg kan ikke benægte at melodien stadig er rigtig fed, men teksten er alt for distraherende, især efter gentagne gennemlytninger. Hvis vi dog virkelig skal snakke forældede sange, så er det især tydeligt på deres cover af What’d I Say, som jeg dog må indrømme, lyder ret fedt. Det lyder dog kun fedt, fordi det lyder fuldkommen som originalen, bare med kvindestemme og Phil Spectors produktion. Det er ikke dårligt, det føles bare unødvendigt. Efter den får vi dog den tidløse klassiker, Be My Baby. Denne sang har et helt legendarisk beat, utrolig produktion, og den sidder efterhånden så godt fast i mit hoved, at jeg ville kunne synge synkront med sangen, uden at jeg overhovedet hørte på andet end de to første sekunder.

Anden del af det, jeg kalder Baby-trilogien hedder You Baby, og den er ret banal. Der er meget bedre kærlighedssange der ude, og selvom jeg har hørt dette album ret ofte, kan jeg slet ikke huske noget af denne sang. Denne selvopfundne trilogi afsluttes med Baby I Love You, og hvor omkvædet er rigtig godt, er versene ret trivielle. How Does It Feel er rigtig godt komponeret og helt fantastisk produceret. Det er konsekvent ganske hurtigt, og der sker virkelig meget. Et langsommere nummer er When I Saw You, og det er endnu et af de numre, der bare forsvinder fuldkommen ud af min hukommelse, så snart, jeg er færdig med at høre det, selvom strygerne dog er ganske smukke. Gruppen giver os endnu et unødvendigt cover med Chapel of Love, der desværre afslutter nummeret. Jeg kan ikke benægte, at det lyder godt, men igen, det lyder næsten fuldstændig som Dixie Cups-versionen. Jeg vil dog sige, at jeg foretrækker denne udgave, men forskellene er så minimale, at jeg knap nok kan argumentere for, at den ene er bedre end den anden. Pretending the Fabulous Ronettes Featuring Veronica er absolut ikke et dårligt album, især ikke, hvis man er glad for genren, men man skal tage i betragtning, at albummet ikke rigtig endnu var blevet til en kunstform, da den blev udgivet.

454 – Stan Getz & João Gilberto – Getz/Gilberto (1964)

Jazzsaxofonist Stan Getz udgav i 1962 Jazz Samba, der introducerede en stor del af den nordlige halvkugle for den brasilianske bossa nova-musik, og mange erklærede det en simpel dille, der hurtigt ville gå væk. Han fastslog for alvor, at bossa nova havde stort internationalt potentiale, da han sammen med brasilianske guitarist og sanger João Gilberto og pianist og komponist Antônio Carlos Jobim, der ligeledes er brasiliansk, udgav albummet Getz/Gilberto i 1964. Det blev til en serie af rigtig stære melodier, der er velpolerede, om man så går ned og kigger på hvert enkelte instrument. Det hele hænger utrolig godt sammen, og det hele lyder perfekt. Det er aldrig specielt truende, oftest er tonen mest af alt afslappende, men Getz får vikelig spillet imponerende soloer, og også bag sangen, sker der ofte ganske interessante ting. De fleste af sangene er sunget udelukkende af João Gilberto, men hans kone, Astrud, skinner virkelig på de to numre, hun synger med på, åbningsnummeret The Girl From Ipanema og Corcovado (Quiet Nights of Quiet Stars). Hun har en formidabel stemme, der virkelig tilføjer meget til albummet, og det er nærmest synd, at hun ikke synger flere af sangene.

De otte numre João synger alene er dog ikke mindre fantastiske, da de uanset hvad er fantastisk komponeret. Der er god variation i Antônio Carlos Jobims kompositioner, og der er rigtig meget at gribe fat om og dykke ned i. Han har komponeret 6 af sangene helt eller delvist, og undtagelserne afviger ikke meget fra hans meget kække, rolige komposition. Jeg foretrækker stadig numrene, hvor Jobim har haft en eller anden form for deltagelse i kompositionerne, men det irriterer mig heller ikke, når han ikke gør andet end at spille klaver. Hans melodier er utrolig fængende, og da de netop er så afslappende, er det godt at have sådanne melodier siddende fast i hovedet, da det bare bringer ro til resten af kroppen. De består alle i stor grad af sang, og de fleste numre har også nogle saxofonsoloer, der sørger for at gøre det til en mere levende oplevelse. Og Stan Getz er så sandelig en ganske livagtig saxofonist.

Hvis du vil høre et album, der virkelig oser af brasiliansk stemning, så går man virkelig ikke galt i byen med Getz/Gilberto. Selvfølgelig, at lyde eksotisk er ikke noget specielt på egen hånd, men sammen med de utrolig præcision og kontrol over instrumenterne gør de at den musikalske oplevelse ikke blot er veludført, men den brasilianske lyd sørger for at lytteren lægger mere mærke til resten, da musikken kommer til at føles mere unik. Hver eneste melodi på pladen, især dem af Jobim, er gode og stemningsrige. Fra start til slut føles albummet rigtig gennemtænkt, og det bliver spillet med yderste finesse. Hvis man er til jazz, er Getz/Gilberto et absolut must at lytte til, for efter den blev udgivet, var jazz ikke det samme. Uden den ville du måske end ikke vide, hvad bossa nova er. Jeg er ikke engang selv specielt vant jazzlytter, men jeg kan genkende et godt jazzalbum, når jeg lytter til det, og få er nær så gode som dette.