Kategoriarkiv: Muddy Waters

38 – Muddy Waters – The Anthology (2001)

Udgivet den af
Svar

Den store bluessanger og -guitarist Muddy Waters begyndte at udgive singler allerede i 1940’erne, men det var først i 1960, at han for første gang udgav et album. Hvis man vil udforske Muddy Waters’ tidlige, mest indflydelsesrige år er det derfor mest givende at gå efter opsamlingsalbum. Der er udgivet en del opsamlinger, der fokuserer specifikt på Muddy Waters’ tidlige år, men en af de mere omfattende, ‘The Anthology’ fra 2001 dækker over stort set hele hans karriere: fra 1947-sangen ‘Gypsy Woman’, hans første single under navnet Muddy Waters, til ‘Can’t Get No Grindin” fra 1973, den sidste af hans singler, hvor hverken a- eller b-siden var en genindspilning. Opsamlingen varer 2½ time og tracklisten er opsat i noget nær nøjagtig kronologisk orden. Derfor starter vi med hans tidlige sange, og de er absolut de sværeste at komme igennem. Han er ganske tydeligt både dygtig og innovativ allerede på disse tracks, men indspilningerne er mudrede, og lyden bliver trættende i længden. Oftest er det på disse tidlige tracks blot Waters på vokal og guitar, mens han har en bassist og ganske sjældent dertil et klaver eller en mundharpe. Bassen gør stort set aldrig noget mærkbart på disse numre, og efter noget tid begynder jeg virkelig at savne nogle trommer. Hans guitarspil og sangstil har dog allerede godt med karakter på disse indledende tracks.

Vi skal 40 minutter ind i albummet, før vi hører en stortromme, og så skal vi altså derefter igennem to tracks før det endelig lyder som om, vi har at gøre med et helt trommesæt. Det er synd, for jeg ender med tiden med at blive godt træt af denne elektriske variant af den minimalistiske delta-blueslyd, og ellers glimrende tracks som ‘Rollin’ and Tumblin’, Part One’ og ‘Rollin’ Stone’ ender med at drukne i en alt for ensartet lytteoplevelse. Opsamlingen lader til at prøve at skildre udviklingen i Muddy Waters’ karriere, men udviklingen sker i lang tid så langsomt, at jeg end ikke lægger mærke til den. Det går noget bedre, når han får sig en mere fuldbyrdig bandbesætning. Der er langt mere dynamik mellem instrumenterne, bassisten får endelig ting at tage sig til, og det bliver nærmest en fast del af setuppet, at Waters har en dygtig mundharpist med på sangene. Waters har fundet en stil, der virkelig klæder ham, og med tracks som ‘(I’m Your) Hoochie Coochie Man’, ‘Mannish Boy’ og ‘Got My Mojo Working’ fik han i midt-50’erne defineret Chicagos blueslyd som ingen anden. Jeg kan dog ikke ignorere, at vi støder på samme problem igen: Der er simpelthen for mange sange, og de er ikke forskellige nok, til at det giver mening at have så mange af dem.

50’erne er ganske enkelt overrepræsenteret, så selv om opsamlingen stolt proklamerer, at den går helt ind i starten af 70’erne, udgør 60’erne kun en lille del af albummet. Han begyndte ellers at forny sig selv igen i denne tid, og han udgav nogle glimrende album. Der er kun ét nummer fra hans glimrende ‘Live at Newport 1960’, hvilket ellers er ganske forfriskende at lytte til. Der er dertil blot to sange fra ‘Folk Singer’, hans akustiske album, hvor han atter går efter den simple Delta-lyd, dog denne gang med et langt mere velspillende band, der fylder sangene med masser af finurligheder. Vi får også to elektriske tracks fra omtrent samme periode, hvor et atter dygtigt band spiller en mere underspillet variant af den Chicago-lyd, der dominerede 50’ernes output. Dette er atter forfriskende, men hvor de indledende perioder i Waters’ diskografi fylder for meget på albummet, når man knap nok at lære disse 60’er-tracks at kende. Vi slutter af med en rimelig fornuftig 1969-genindspilning af 50’er-sangen ‘All Aboard’ samt det lidt fjogede 70’er-track ‘Can’t Get No Grindin”. ‘The Anthology’ er alt, alt for lang. Man kunne sagtens skære halvdelen af sangene fra, uden at opsamlingens koncept ville tage skade. Det er en lærerig opsamling, men den er lidt af en mundfuld, hvis man ikke er mærkbart interesseret i bluesmusikkens historie. Lyt i stedet til ‘Live at Newport 1960′, hvis du vil introduceres til Muddy Waters’ talent.

280 – Muddy Waters – Folk Singer (1964)

Udgivet den af
Svar

Muddy Waters er anset af mange som opfinderen af elektrisk blues, og det overraskede derfor mange, at hans album Folk Singer fra 1964 var et 100% akustisk album. Foruden Waters på guitar har vi her to af blueshistoriens største andre navne: Willie Dixon på kontrabas og ingen ringere end Buddy Guy til at spille guitar sammen med Waters. Derudover er der også en trommeslager ved navn Clifton James. Meget af albummets fokus ligger i forholdet mellem instrumenterne, og dette er klart lige fra åbningsnummeret, My Home Is in the Delta. Det er en helt traditionelt opbygget bluessang, og hvis jeg spillede et cover af den her og nu, så ville der ikke være noget imponerende ved den. Waters lægger også hele sin sjæl i sin stemme, og det er bare skønt at høre på de dygtige musikere. Det andet nummer, Long Distance Call er også meget imponerende, men det er ret skidt placeret, hovedsageligt fordi den er næsten identisk med åbningsnummeret. Det er samme basgang, samme trommeslag, samme melodi – det er bare lidt dybere. Waters er stadig dygtig i sin vokal, og de andre tre imponerer til stadighed, men de kunne da have ændret sangen lidt mere.

Så får man heldigvis en sang som My Captain, en mere ømt spillet sang. Der er slet ikke trommer på denne sang, og bassen er meget påpasselig med at dukke op. Waters føles for alvor sårbar i denne Dixon-skrevne sang, og de instrumentale passager er virkelig smukke. Der kommer virkelig gang i den med Good Morning Little Schoolgirl, oprindeligt af Sonny Boy Williamson. Jeg blev introduceret til denne klassiker gennem Waters, og denne frække lille sang er bare helt fænomenalt opført her. Det er helt seriøst en fantastisk udgave, og hvis du kan lide originalen, så bør du virkelig lytte til Waters-udgaven. You’re Gonna Need My Help starter med at lyde som en ganske ordinær bluessang, men Waters’ behandling er virkelig unik. Guitarsoloen, der begynder midt i sangen er noget af det flotteste, genren har oplevet. Denne plade lyder i det hele taget fedt. Hver eneste streng er så let at høre, man kan bare mærke sjælen. Cold Weather Blues er stort set bare My Captain om igen og ærlig talt er My Captain også bare bedre, selvom der er nogle flotte øjeblikke på dette nummer.

Big Leg Women er endnu en trommeløs sang, men denne er meget liderlig og fast i rytmen, og at have så fast en rytme helt uden brug af trommer er rigtig flot. Og det lyder også fantastisk, helt ulig det meste andet blues-musik. Og hvis man skal blive ved de frække sange, så er intet nummer frækkere end Country Boy. Det er faktisk lidt svært at holde ud at høre på, hvor fræk han er, for det bliver en smule… sexistisk. Det bliver så sexistisk, at jeg er meget overbevist om, at han bare spiller en rolle, dels fordi han bogstavelig talt synger “I’ll always treat you wrong”. Afslutningsnummeret hedder Feel Like Going Home, og det føles ikke rigtig som en afslutning, selvom titlen virkelig antyder det. Det er en fin sang, der udnytter Buddy Guy og Muddy Waters’ guitarkundskaber til at skabe meget unikke lyde, men et klimaks ville jeg næppe kalde det. Som med de fleste albums fra før ca. 1965, så er strukturen ikke helt fantastisk. Lyden på denne plade er absolut det mest tiltrækkende, for den er stadig fantastisk i dag. I 1964 var dette album epokegørende og unikt. I dag er det stadig imponerende, men det føles som så meget andet.

348 – Muddy Waters – Live at Newport 1960 (1960)

Udgivet den af
1

Året er 1960, og Newport Jazz Festival har kørt i seks år nu. For første gang optræder en bluesmusiker på festivalen, og han er ingen ringere end Muddy Waters. Senere på året bliver koncerten udgivet som liveplade, og den fik det meget passende navn Live at Newport 1960. På albummet finder man 8 forskellige Muddy Waters-numre, hvoraf et endda bliver spillet to gange, nemlig den klassiske Got My Mojo Workin’. De forsøger at forklæde den anden omgang af sangen ved at kalde den for Got My Mojo Workin’, Pt. 2, men reelt er det bare en kortere udgave af den samme sang, og de er placeret lige efter hinanden. Det giver denne meget simple sang over 7 minutter i træk på pladen, og normalt ville jeg virkelig ikke være glad for sådan noget, men al den energi, begær og kærlighed, Muddy og bandet lægger i nummeret, gør at det som sådan ikke gør noget. Man får på At Newport 1960 nogle af Waters’ mest berømte numre, men man får også nogle, man virkelig skal undersøge grundigt, hvis man vil finde oprindelsen. Mindst ét nummer var faktisk spritnyt. nemlig afslutningsnummeret Goodbye Newport Blues.

Udvalget er tydeligvis ikke fokuseret på at fremvise de mest berømte, manden har lavet, også selvom man får et par stykker af disse. De har rettere fokuseret på variation, og det er dejligt. Jeg har faktisk hørt hele blues-albums, hvor alle sange benytter sig af nogenlunde samme gamle melodi, af og til med omkvæd indimellem. Denne bluesmelodi bliver her kun brugt på Soon Forgotten og Goodbye Newport Blues, men vel til dels også på Got My Mojo Workin’ og I Got My Brand on You. De to sidste har dog gjort meget med melodien, og store dele af dem går også i anden melodi, så der er stadig meget variation i forhold til samtidens bluesalbums. Desværre er variationen dog som med de fleste af genrens ældste albums albummets største problem. Det er ganske enkelt virkelig begrænset, hvad man kan gøre med gammeldags blues-formularer. Waters var så ikke af den helt gammeldags skole, han var en af de første, der lavede elektrisk blues. Men at instrumenterne er elektriske gør kun pladens helhed mere unik, det gør ikke, at de individuelle numre minder mindre om hinanden.

Muddy Waters havde virkelig dygtige musikere med på scenen. Otis Spann er en gud på klaveret, og på guitaren kan man sammen med Waters finde en meget dygtig mand ved navn Pat Hare. Man lægger ikke mærke til det med det første, men der ligger nogle rigtig gennemarbejdede vejrtrækningsteknikker bag mundharmonikiaen, som bliver spillet af James Cotton. Sidst men ikke mindst har Muddy Waters enormt meget charme som sanger. Han har lige så meget råt begær som Robert Johnson, men han har en helt unik måde at forføre publikum på samtidig. På numre som Baby Please Don’t Go og Tiger in Your Tank kan man tydeligt høre hans store smil, og det føles som at være der selv. Det er rigtig hyggeligt. Hvis du kan lide blues, så er mange af de største albumklassikere jo live-albums, og selvom Live at Newport 1960 måske ikke har overlevet tidens tand videre formidabelt, så kan man stadig tydeligt høre talentet og spilleglæden, og sangudvalget er også ganske godt. Det er en af genrens bedste liveplader.