27 – Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers (1961)

Myten om den sagnomspundne bluesguitarist og -sanger Robert Johnson har en uheldig tendens til at overskygge selve hans musik. Han indspillede da også kun en meget begrænset række sange tilbage i slut-30’erne, og omtrent halvdelen af disse blev i 1961 udgivet på opsamlingen ‘King of the Delta Blues Singers’, som mangt en rock- og bluesmusiker sidenhen har ladet sig inspirere af. Albummet består af 16 bluessange, alle med blot Johnsons vokal og hans guitar. Lydkvaliteten er umanerligt ringe. Det har sin charme, og det transporterer næsten lytteren til Mississippis delta, men det bliver også meget ensartet med tiden. Robert Johnson er i min optik helt klart en musiker, hvor det er bedre at lytte til individuelle sange end at høre et helt album – men det er nu engang et helt album, jeg anmelder. Han har en spøjs, sjælfuld vokallevering og en vild, idiosynkratisk guitarteknik – det er ikke svært at forstå, hvorfor han stak ud i sin samtid. Men de samme akkordrundgange går igen rigtig meget på tværs af ‘King of the Delta Blues Singers’, og når instrumentationen som sagt kun er guitar og vokal, bliver det til 41 meget monotone minutter.

Robert Johnsons sangskrivning er virkelig begrænset. Det har naturligvis dels noget at gøre med, hvor få musikalske virkemidler, han rent materielt har at arbejde med, men det er også væsentligt at pege på, at hans melodier bare minder utrolig meget om hinanden. Så meget, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ville høre ‘Ramblin’ on My Mind’ eller ‘Stones in My Passway’, når ‘Preachin’ Blues (Up Jumped The Devil)’ og ‘If I Had Possession over Judgement Day’ er mere interessante måder at tackle det samme basale melodiske koncept. At finde dem, der falder uden for er næsten en større udfordring end at finde dem, der bruger den samme melodi. Der er den energiske, fængende ‘Last Fair Deal Gone Down’, den henslæbte ‘Hell Hound on My Tail’ og den forførende ‘Come On In My Kitchen’, men langt størstedelen af pladen er blot milde variationer over den samme kanoniserede bluesmelodi. Det er ikke fordi nogen af sangene stikker ud som særligt svage bearbejdelser af denne melodi, men når man får så mange af dem i streg, ender de med at synes som en stor, ensartet grød, hvor kun de allerbedste stikker ud.

Der er skam også en række positive aspekter, også selv om jeg ikke personligt føler, at de er nok til, at albummet holder i længden. Som jeg tidligere kom inde på, føles det lidt som en tidsrejse. Man kan næsten lugte Robert Johnsons omverden i deltaen for sig, og teksterne giver et ret levende indblik i hvordan hans liv har været. Massevis af mentale billeder opstår i mit hoved, når jeg lytter til hans sange. Det udsagn er selvfølgelig gældende for de fleste af tidens bluesindspilninger, men jeg føler nu stadig at Johnson er en af de bedste i denne disciplin, især grundet hans uslebne men alligevel så overbevisende vokal. Hvis man er fan af senere udviklinger i blues- eller bluesrock, er det også ret spændende at kigge på genrens rødder, og her er få mere oplagte at kigge på end Robert Johnson. Jeg synes, det er ret spændende som fan af Muddy Waters, John Lee Hooker, Eric Clapton og The Rolling Stones at kigge på, hvordan de har ladet sig inspirere af Johnson. Og slutteligt, selv om jeg synes, 41 minutter er lidt for meget, er det skånsomt sammenlignet med mange senere Johnson-opsamlinger, der grundet hans smalle diskografi har forsøgt at få stort set det hele med. Men jeg regner med, at jeg nok personligt aldrig vil høre albummet igen, efter denne anmeldelse er færdig.

38 – Muddy Waters – The Anthology (2001)

Den store bluessanger og -guitarist Muddy Waters begyndte at udgive singler allerede i 1940’erne, men det var først i 1960, at han for første gang udgav et album. Hvis man vil udforske Muddy Waters’ tidlige, mest indflydelsesrige år er det derfor mest givende at gå efter opsamlingsalbum. Der er udgivet en del opsamlinger, der fokuserer specifikt på Muddy Waters’ tidlige år, men en af de mere omfattende, ‘The Anthology’ fra 2001 dækker over stort set hele hans karriere: fra 1947-sangen ‘Gypsy Woman’, hans første single under navnet Muddy Waters, til ‘Can’t Get No Grindin” fra 1973, den sidste af hans singler, hvor hverken a- eller b-siden var en genindspilning. Opsamlingen varer 2½ time og tracklisten er opsat i noget nær nøjagtig kronologisk orden. Derfor starter vi med hans tidlige sange, og de er absolut de sværeste at komme igennem. Han er ganske tydeligt både dygtig og innovativ allerede på disse tracks, men indspilningerne er mudrede, og lyden bliver trættende i længden. Oftest er det på disse tidlige tracks blot Waters på vokal og guitar, mens han har en bassist og ganske sjældent dertil et klaver eller en mundharpe. Bassen gør stort set aldrig noget mærkbart på disse numre, og efter noget tid begynder jeg virkelig at savne nogle trommer. Hans guitarspil og sangstil har dog allerede godt med karakter på disse indledende tracks.

Vi skal 40 minutter ind i albummet, før vi hører en stortromme, og så skal vi altså derefter igennem to tracks før det endelig lyder som om, vi har at gøre med et helt trommesæt. Det er synd, for jeg ender med tiden med at blive godt træt af denne elektriske variant af den minimalistiske delta-blueslyd, og ellers glimrende tracks som ‘Rollin’ and Tumblin’, Part One’ og ‘Rollin’ Stone’ ender med at drukne i en alt for ensartet lytteoplevelse. Opsamlingen lader til at prøve at skildre udviklingen i Muddy Waters’ karriere, men udviklingen sker i lang tid så langsomt, at jeg end ikke lægger mærke til den. Det går noget bedre, når han får sig en mere fuldbyrdig bandbesætning. Der er langt mere dynamik mellem instrumenterne, bassisten får endelig ting at tage sig til, og det bliver nærmest en fast del af setuppet, at Waters har en dygtig mundharpist med på sangene. Waters har fundet en stil, der virkelig klæder ham, og med tracks som ‘(I’m Your) Hoochie Coochie Man’, ‘Mannish Boy’ og ‘Got My Mojo Working’ fik han i midt-50’erne defineret Chicagos blueslyd som ingen anden. Jeg kan dog ikke ignorere, at vi støder på samme problem igen: Der er simpelthen for mange sange, og de er ikke forskellige nok, til at det giver mening at have så mange af dem.

50’erne er ganske enkelt overrepræsenteret, så selv om opsamlingen stolt proklamerer, at den går helt ind i starten af 70’erne, udgør 60’erne kun en lille del af albummet. Han begyndte ellers at forny sig selv igen i denne tid, og han udgav nogle glimrende album. Der er kun ét nummer fra hans glimrende ‘Live at Newport 1960’, hvilket ellers er ganske forfriskende at lytte til. Der er dertil blot to sange fra ‘Folk Singer’, hans akustiske album, hvor han atter går efter den simple Delta-lyd, dog denne gang med et langt mere velspillende band, der fylder sangene med masser af finurligheder. Vi får også to elektriske tracks fra omtrent samme periode, hvor et atter dygtigt band spiller en mere underspillet variant af den Chicago-lyd, der dominerede 50’ernes output. Dette er atter forfriskende, men hvor de indledende perioder i Waters’ diskografi fylder for meget på albummet, når man knap nok at lære disse 60’er-tracks at kende. Vi slutter af med en rimelig fornuftig 1969-genindspilning af 50’er-sangen ‘All Aboard’ samt det lidt fjogede 70’er-track ‘Can’t Get No Grindin”. ‘The Anthology’ er alt, alt for lang. Man kunne sagtens skære halvdelen af sangene fra, uden at opsamlingens koncept ville tage skade. Det er en lærerig opsamling, men den er lidt af en mundfuld, hvis man ikke er mærkbart interesseret i bluesmusikkens historie. Lyt i stedet til ‘Live at Newport 1960′, hvis du vil introduceres til Muddy Waters’ talent.

280 – Muddy Waters – Folk Singer (1964)

Muddy Waters er anset af mange som opfinderen af elektrisk blues, og det overraskede derfor mange, at hans album Folk Singer fra 1964 var et 100% akustisk album. Foruden Waters på guitar har vi her to af blueshistoriens største andre navne: Willie Dixon på kontrabas og ingen ringere end Buddy Guy til at spille guitar sammen med Waters. Derudover er der også en trommeslager ved navn Clifton James. Meget af albummets fokus ligger i forholdet mellem instrumenterne, og dette er klart lige fra åbningsnummeret, My Home Is in the Delta. Det er en helt traditionelt opbygget bluessang, og hvis jeg spillede et cover af den her og nu, så ville der ikke være noget imponerende ved den. Waters lægger også hele sin sjæl i sin stemme, og det er bare skønt at høre på de dygtige musikere. Det andet nummer, Long Distance Call er også meget imponerende, men det er ret skidt placeret, hovedsageligt fordi den er næsten identisk med åbningsnummeret. Det er samme basgang, samme trommeslag, samme melodi – det er bare lidt dybere. Waters er stadig dygtig i sin vokal, og de andre tre imponerer til stadighed, men de kunne da have ændret sangen lidt mere.

Så får man heldigvis en sang som My Captain, en mere ømt spillet sang. Der er slet ikke trommer på denne sang, og bassen er meget påpasselig med at dukke op. Waters føles for alvor sårbar i denne Dixon-skrevne sang, og de instrumentale passager er virkelig smukke. Der kommer virkelig gang i den med Good Morning Little Schoolgirl, oprindeligt af Sonny Boy Williamson. Jeg blev introduceret til denne klassiker gennem Waters, og denne frække lille sang er bare helt fænomenalt opført her. Det er helt seriøst en fantastisk udgave, og hvis du kan lide originalen, så bør du virkelig lytte til Waters-udgaven. You’re Gonna Need My Help starter med at lyde som en ganske ordinær bluessang, men Waters’ behandling er virkelig unik. Guitarsoloen, der begynder midt i sangen er noget af det flotteste, genren har oplevet. Denne plade lyder i det hele taget fedt. Hver eneste streng er så let at høre, man kan bare mærke sjælen. Cold Weather Blues er stort set bare My Captain om igen og ærlig talt er My Captain også bare bedre, selvom der er nogle flotte øjeblikke på dette nummer.

Big Leg Women er endnu en trommeløs sang, men denne er meget liderlig og fast i rytmen, og at have så fast en rytme helt uden brug af trommer er rigtig flot. Og det lyder også fantastisk, helt ulig det meste andet blues-musik. Og hvis man skal blive ved de frække sange, så er intet nummer frækkere end Country Boy. Det er faktisk lidt svært at holde ud at høre på, hvor fræk han er, for det bliver en smule… sexistisk. Det bliver så sexistisk, at jeg er meget overbevist om, at han bare spiller en rolle, dels fordi han bogstavelig talt synger “I’ll always treat you wrong”. Afslutningsnummeret hedder Feel Like Going Home, og det føles ikke rigtig som en afslutning, selvom titlen virkelig antyder det. Det er en fin sang, der udnytter Buddy Guy og Muddy Waters’ guitarkundskaber til at skabe meget unikke lyde, men et klimaks ville jeg næppe kalde det. Som med de fleste albums fra før ca. 1965, så er strukturen ikke helt fantastisk. Lyden på denne plade er absolut det mest tiltrækkende, for den er stadig fantastisk i dag. I 1964 var dette album epokegørende og unikt. I dag er det stadig imponerende, men det føles som så meget andet.

423 – Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers, Vol II (1970)

Robert Johnson er nok den mest legendariske figur i bluesmusikken. Han nåede kun at optage 29 forskellige sange i sin alt for korte levetid, men disse sange har efterladt vigtige præg i ikke blot næsten al bluesmusik siden da, men så utrolig mange forskellige genrer. Red Hot Chili Peppers, Cream, Grateful Dead, The Rolling Stones, Bob Dylan, Fleetwood Mac, Led Zeppelin og Steve Miller er kun få af de mange, der gennem tiden har fortolket Robert Johnsons klassiske numre. Alle Robert Johnsons sange blev optaget enten i november 1936 eller juni 1937, hvilket er ældre end noget andet, jeg nogensinde har anmeldt. I 1961 udgav Columbia Records første del af opsamlingsserien King of the Delta Blues Singers, og i 1970 udkom så anden og sidste del. På det andet album finder man dels sange, der ikke er på det første, og dels finder man alternative udgaver af nogle af etterens sange. Alt i alt er det 16 forskellige Robert Johnson-sange på 43 minutter.

Når man lytter til Robert Johnson, er det vigtigt at tage i betragtning, at han optog alle sangene på denne plade for lang tid siden. For rigtig, rigtig, rigtig lang tid siden. Er Elvis og Chuck Berry for gammeldags til dig? Så er Robert Johnson nok slet ikke din kop te. Uanset hvor meget de ganske imponerende lydbearbejdelser gør, er guitaren stadig ikke helt fantastisk tydelig, og Johnsons stemme lyder højst som var den optaget på en middelmådig mikrofon fra 60’erne. Man kan dog stadig klart høre, at Johnson er en fantastisk guitarist. Han leger rigtig meget med sit instrument, hvilket faktisk er den mest interessante del af hans musik. Mange af hans sange følger den samme melodi – Kind Hearted Woman BluesI Believe I’ll Dust My BroomSweet Home ChicagoRamblin’ On My Mind og Phonograph Blues er blot albummets 5 første sange, og melodien i versene er den samme på dem alle. Og der er aldrig andre instrumenter til stede end ham og hans guitar, så det handler virkelig om, hvad han gør med den guitar, og han gør så meget forskelligt, at man ville forvente, at det ville blive et stort roderi. Men det bliver det ikke.

Da jeg første gang lyttede til Robert Johnson, syntes jeg, at hans tekster var ufatteligt banale. Det virker de også, hvis man kigger på dem i al for bogstavelig forstand. Jeg forstod ikke det interessante i en kvinde, der stod og solgte stærk mad, eller hvorfor Robert Johnson havde rejer, og hvorfor han gik så meget op i, at de var døde. De handler naturligvis ikke om så simple emner. Jeg går ud fra at They’re Red Hot nok rettere handlede om, hvor livet som omrejsende sælger var, og de døde rejer fra Dead Shrimp Blues er nok en metafor for noget – mit eget gæt ville være impotens. Det største problem med Robert Johnsons musik, er hvor meget blues har udviklet sig siden hans tid. Han var selvfølgelig en af de mest revolutionerende mænd i genren, men tiden er vist løbet fra hans mange klassikere. Det gør ikke, at de ikke er vigtige numre, men det gør dem noget sværere at værdsætte i dag. Men hvis du vil lære noget om bluesmusikkens historie, er enten The Complete Recordings eller de to King of the Delta Blues Singers-albums oplagte at få lyttet til.