27 – Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers (1961)

Myten om den sagnomspundne bluesguitarist og -sanger Robert Johnson har en uheldig tendens til at overskygge selve hans musik. Han indspillede da også kun en meget begrænset række sange tilbage i slut-30’erne, og omtrent halvdelen af disse blev i 1961 udgivet på opsamlingen ‘King of the Delta Blues Singers’, som mangt en rock- og bluesmusiker sidenhen har ladet sig inspirere af. Albummet består af 16 bluessange, alle med blot Johnsons vokal og hans guitar. Lydkvaliteten er umanerligt ringe. Det har sin charme, og det transporterer næsten lytteren til Mississippis delta, men det bliver også meget ensartet med tiden. Robert Johnson er i min optik helt klart en musiker, hvor det er bedre at lytte til individuelle sange end at høre et helt album – men det er nu engang et helt album, jeg anmelder. Han har en spøjs, sjælfuld vokallevering og en vild, idiosynkratisk guitarteknik – det er ikke svært at forstå, hvorfor han stak ud i sin samtid. Men de samme akkordrundgange går igen rigtig meget på tværs af ‘King of the Delta Blues Singers’, og når instrumentationen som sagt kun er guitar og vokal, bliver det til 41 meget monotone minutter.

Robert Johnsons sangskrivning er virkelig begrænset. Det har naturligvis dels noget at gøre med, hvor få musikalske virkemidler, han rent materielt har at arbejde med, men det er også væsentligt at pege på, at hans melodier bare minder utrolig meget om hinanden. Så meget, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ville høre ‘Ramblin’ on My Mind’ eller ‘Stones in My Passway’, når ‘Preachin’ Blues (Up Jumped The Devil)’ og ‘If I Had Possession over Judgement Day’ er mere interessante måder at tackle det samme basale melodiske koncept. At finde dem, der falder uden for er næsten en større udfordring end at finde dem, der bruger den samme melodi. Der er den energiske, fængende ‘Last Fair Deal Gone Down’, den henslæbte ‘Hell Hound on My Tail’ og den forførende ‘Come On In My Kitchen’, men langt størstedelen af pladen er blot milde variationer over den samme kanoniserede bluesmelodi. Det er ikke fordi nogen af sangene stikker ud som særligt svage bearbejdelser af denne melodi, men når man får så mange af dem i streg, ender de med at synes som en stor, ensartet grød, hvor kun de allerbedste stikker ud.

Der er skam også en række positive aspekter, også selv om jeg ikke personligt føler, at de er nok til, at albummet holder i længden. Som jeg tidligere kom inde på, føles det lidt som en tidsrejse. Man kan næsten lugte Robert Johnsons omverden i deltaen for sig, og teksterne giver et ret levende indblik i hvordan hans liv har været. Massevis af mentale billeder opstår i mit hoved, når jeg lytter til hans sange. Det udsagn er selvfølgelig gældende for de fleste af tidens bluesindspilninger, men jeg føler nu stadig at Johnson er en af de bedste i denne disciplin, især grundet hans uslebne men alligevel så overbevisende vokal. Hvis man er fan af senere udviklinger i blues- eller bluesrock, er det også ret spændende at kigge på genrens rødder, og her er få mere oplagte at kigge på end Robert Johnson. Jeg synes, det er ret spændende som fan af Muddy Waters, John Lee Hooker, Eric Clapton og The Rolling Stones at kigge på, hvordan de har ladet sig inspirere af Johnson. Og slutteligt, selv om jeg synes, 41 minutter er lidt for meget, er det skånsomt sammenlignet med mange senere Johnson-opsamlinger, der grundet hans smalle diskografi har forsøgt at få stort set det hele med. Men jeg regner med, at jeg nok personligt aldrig vil høre albummet igen, efter denne anmeldelse er færdig.

423 – Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers, Vol II (1970)

Robert Johnson er nok den mest legendariske figur i bluesmusikken. Han nåede kun at optage 29 forskellige sange i sin alt for korte levetid, men disse sange har efterladt vigtige præg i ikke blot næsten al bluesmusik siden da, men så utrolig mange forskellige genrer. Red Hot Chili Peppers, Cream, Grateful Dead, The Rolling Stones, Bob Dylan, Fleetwood Mac, Led Zeppelin og Steve Miller er kun få af de mange, der gennem tiden har fortolket Robert Johnsons klassiske numre. Alle Robert Johnsons sange blev optaget enten i november 1936 eller juni 1937, hvilket er ældre end noget andet, jeg nogensinde har anmeldt. I 1961 udgav Columbia Records første del af opsamlingsserien King of the Delta Blues Singers, og i 1970 udkom så anden og sidste del. På det andet album finder man dels sange, der ikke er på det første, og dels finder man alternative udgaver af nogle af etterens sange. Alt i alt er det 16 forskellige Robert Johnson-sange på 43 minutter.

Når man lytter til Robert Johnson, er det vigtigt at tage i betragtning, at han optog alle sangene på denne plade for lang tid siden. For rigtig, rigtig, rigtig lang tid siden. Er Elvis og Chuck Berry for gammeldags til dig? Så er Robert Johnson nok slet ikke din kop te. Uanset hvor meget de ganske imponerende lydbearbejdelser gør, er guitaren stadig ikke helt fantastisk tydelig, og Johnsons stemme lyder højst som var den optaget på en middelmådig mikrofon fra 60’erne. Man kan dog stadig klart høre, at Johnson er en fantastisk guitarist. Han leger rigtig meget med sit instrument, hvilket faktisk er den mest interessante del af hans musik. Mange af hans sange følger den samme melodi – Kind Hearted Woman BluesI Believe I’ll Dust My BroomSweet Home ChicagoRamblin’ On My Mind og Phonograph Blues er blot albummets 5 første sange, og melodien i versene er den samme på dem alle. Og der er aldrig andre instrumenter til stede end ham og hans guitar, så det handler virkelig om, hvad han gør med den guitar, og han gør så meget forskelligt, at man ville forvente, at det ville blive et stort roderi. Men det bliver det ikke.

Da jeg første gang lyttede til Robert Johnson, syntes jeg, at hans tekster var ufatteligt banale. Det virker de også, hvis man kigger på dem i al for bogstavelig forstand. Jeg forstod ikke det interessante i en kvinde, der stod og solgte stærk mad, eller hvorfor Robert Johnson havde rejer, og hvorfor han gik så meget op i, at de var døde. De handler naturligvis ikke om så simple emner. Jeg går ud fra at They’re Red Hot nok rettere handlede om, hvor livet som omrejsende sælger var, og de døde rejer fra Dead Shrimp Blues er nok en metafor for noget – mit eget gæt ville være impotens. Det største problem med Robert Johnsons musik, er hvor meget blues har udviklet sig siden hans tid. Han var selvfølgelig en af de mest revolutionerende mænd i genren, men tiden er vist løbet fra hans mange klassikere. Det gør ikke, at de ikke er vigtige numre, men det gør dem noget sværere at værdsætte i dag. Men hvis du vil lære noget om bluesmusikkens historie, er enten The Complete Recordings eller de to King of the Delta Blues Singers-albums oplagte at få lyttet til.