51 – Simon & Garfunkel – Bridge Over Troubled Water (1970)

De var ikke just verdens mest sprælske skikkelser, men bevæbnet med stærk virtuositet og en forkærlighed for tidløse folkemelodier fik Paul Simon og Art Garfunkel formået at etablere sig som nogle af 60’ernes største popstjerner. På toppen af det hele valgte de at gå hvert til sit i 1970 oven på en række ikke just gnidningsfri indspilninger. Alligevel endte det afsluttende album, ‘Bridge Over Troubled Water’ med at blive duoens største succes nogensinde – både i radioen, i pladebutikkerne, blandt anmeldere og i eftertidens konsensus. Lige fra de første elegante klavertoner på det indledende titelnummer står det klart, at duoen siger farvel på toppen. Garfunkel synger den alene – et vovet move, når nu Simon oftest blev set som stjernen. Dette valg ender dog nærmest med at være programmatisk for pladen, for selv om den er duoens mest poppede, er den så sandelig kendetegnet ved, at de tør holde igen, når det hjælper. Titelnummeret ender i en storladen wall of sound, men først når den halvvejs med kun Garfunkel og et klaver, der egenhændigt formår at bygge op mod sangens eksploderende finale.

Det efterfølgende nummer, ‘El Condor Pasa (If I Could)’ er ligeledes tålmodigt med at komme i gang, og når det starter, er det en fløjtebåren folkesang, der ikke just er bygget til hitlisterne. Alligevel blev den faktisk et mindre hit, da den trods sin skæve, underspillede lyd er øjeblikkeligt tiltalende med sin drømmende instrumentation. Først med det tredje nummer, ‘Cecilia’ får vi en simpel syng-med-sang, der angriber øjeblikkeligt med et fængende, poppet omkvæd. Alligevel er den båret af skramlet, lettere kaotisk percussion frem for de elegante guitarlyde, de oprindeligt gjorde sig kendt for. Albummets soniske udbud er varieret, men duoen mestrer at lade os vente med at få det hele – netop ligesom hvordan man skal vente til andet nummer, før Simon and Garfunkels mest kendte medlem dukker op. Det gør lytteoplevelsen mere tilfredsstillende, og i løbet af numrene, sidder jeg tit og glæder mig over hvor sangen er på vej hen. Det bragende slagtøj på ‘The Boxer’, blæsersektionen på ‘Keep the Customer Satisfied’ og den vemodige nynnen på ‘Song for the Asking’ er kun få af de øjeblikke, der altid formår at få en lille rus ud af mig, når jeg lytter til ‘Bridge Over Troubled Water’. Selv det kluntede reggae-klingende nummer ‘Why Don’t You Write Me’ formår at have sine stunder, der giver mig et smil på læben.

Albummet lider lidt af, at de første otte numre alle er rimelig geniale. Derfor falmer de efterfølgende tre lidt. Ikke blot er den fjogede ‘Why Don’t You Write Me’ nærmest decideret malplaceret på dette album (omend en mere kynisk sjæl muligvis ville sige det samme om mesterværket ‘Cecilia’) – men albummet formår ikke helt at samle sig efter den diskurs. Det næstsidste track er noget så aparte som et live-cover af ‘Bye Bye Love’ af The Everly Brothers, en duo man sagtens kunne kalde Simon & Garfunkels forgængere. Det er en lyrisk tragisk og sonisk nærmest lyksagelig sang om at afslutte et forhold, og denne bittersøde, tosidede sang er naturligvis oplagt til at understøtte, at duoen gik i opløsning. Det bliver dog lige lovligt happy-go-lucky, når man skal høre publikum klappe med samtidig. Jeg har passende nok meget delte følelser om det track, men på papiret er jeg glad for dens inklusion nær slutningen, men jeg er dog også glad for at den lille, sentimentale vise ‘Song for the Asking’ får lov til at afslutte i stedet. Det er ikke gruppens stærkeste melodi, men den formår at efterlade en lille klump i halsen, og den vinker smukt farvel til lytteren. ‘Bridge Over Troubled Water’ er en stærk popplade. Den formår på en gang at være duoens mest poppede og mest jordnære – og helt klart blandt deres bedste.

60 – Sly and The Family Stone – Greatest Hits (1970)

Typisk lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger. Jeg foretrækker at høre sangene i den sammenhæng, de oprindeligt er tiltænkt, og især i dag, i streamingtjenesternes tid, foretrækker jeg playlister, hvis man endelig skal hive sangene ud af deres oprindelige kontekst. Især lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger fra kunstnere, der faktisk har udgivet godt med solide plader. Til trods for at have nydt alle de plader, jeg har hørt med Sly and the Family Stone, har ingen oplevelse med dem alligevel været nær så positiv for mig som deres første opsamlingsalbum, “Greatest Hits” fra 1970. Gruppen havde på dette tidspunkt kun udgivet 4 albums, og de to populære plader “There’s a Riot Goin’ On” og “Fresh” var endnu ikke udgivet. Det gør selvfølgelig, at pladen ikke indeholder klassikere som “If You Want Me To Stay” og “Family Affair”, men på den anden side markerede disse to plader, at Sly and the Family Stone bevægede sig i en mindre kommerciel retning. “Greatest Hits” er derimod en ret poppet plade, fyldt med glæde, kærlighed og hippie-mentalitet. Det er musik, man bliver glad i låget af at lytte til, og dette gælder hvert eneste nummer.

Opsamlingen springer let og elegant gruppens debut over og vælger at fokusere på deres følgende tre plader, “Dance to the Music”, “Life” og “Stand!”, hvor jeg allerede har anmeldt sidstnævnte. Jeg kan i hvert fald definitivt sige, at det er mine yndlingssange fra denne, der er medtaget på “Greatest Hits”, og jeg trækker på smilebåndet ved hvert eneste gensyn med disse sange. De er lige så skæve og finurlige som sidst jeg hørte dem, og til min store glæde gælder det størstedelen af tracklisten. De fleste numre er fyldt med små spøjse gimmicks, der kun gør lytteoplevelsen mere fornøjelig, og de formår også at vise, at den poppede struktur ikke sætter begrænsninger for nuance og kreativitet i musikken. Det får måske endda kreativiteten til at være så meget mere tydelig, da de spiller mere med vores forventninger om, hvad der skal ske i en popsang. Udvalget er i det hele taget helt eminent pladerne imellem. Der er ikke blot sørget for at vælge hits, der er sørget for at vælge farverige, sjove numre, der leger med lytterens forventninger, og der er samtidig sørget for at repræsentere både de funk-, soul- og rock-prægede sider af gruppen godt.

Strukturen på pladen sidder også lige i skabet. Åbningsnummeret “I Want to Take You Higher” sørger godt for at løfte stemningen lige fra starten med en lyd, der er lidt mørkere end resten af pladen, mens den samtidig leverer al den ukontrollerbare sjov, der er til stede på resten pladen. Den stiger også gradvist i vildskab, så den er helt ideel på sin plads. Endnu mere velvalgt er afslutningsnummeret, megahittet “Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin)”. En af årsagerne, til at den fungerer så godt på sin plads, er, at den referer tidligere sange fra albummet på sin tekst. Den agerer dermed som en slags opsamling af pladen som helhed, og det er sjældent at greatest hits-albums har mulighed for at afslutte så konkluderende. Derudover er det bare et uimodståeligt festnummer, der dermed også fejrer bandets karriere i denne nye kontekst. Jeg havde ikke forventet at holde så meget af en greatest hits-opsamling, men det gjorde jeg altså. Jeg havde endnu mindre forventet at skulle erklære den min favorit i gruppens diskografi, men det er den altså. Det er en fortræffelig festplade, og den fremviser gruppen, hvor de er allerbedst.

65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

71 – Neil Young – After the Gold Rush (1970)

I starten af 70’erne udgav Neil Young to af årtiets mest roste singer/songwriter-plader lige efter hinanden, ‘After the Gold Rush’ fra 1970 og ‘Harvest’ fra 1971. De har ret meget til fælles i forhold til både sangskrivning, lyd og indflydelser, men hvis jeg skulle udpege en væsentlig forskel, ville det nok være den afdæmpede lyd på ‘After the Gold Rush’ i forhold til den mere storladne aura omkring meget af ‘Harvest’. Jeg synes godt om begge plader, men i mine øjne fungerer denne stil, der læner sig meget op ad country og folk, med nogle få mere rockede numre. Mange af numrene har kun et eller to instrumenter foruden vokalen, hvilket leder til en meget intim fornemmelse. På mange af numrene sørger produktionen og arrangementet også for at skjule hvor mange instrumenter, der egentlig er. Det er stadig en i hovedreglen ret underspillet plade, og jeg føler, at jeg kommer rigtig tæt på Neil Young som person. Instrumentationen er trods den simple lyd ikke særlig ensartet. Der er visse sange, hvor klaver er mere i fokus, andre hvor guitaren bærer nummeret, atter nogle, der mere er bygget op om et band som en helhed.

Side 1 og side 2 af pladen er bygget ret ens op. Begge slutter med en simpel sang på lidt over et minut, begge har lidt forinden en af pladens to rendyrkede rocksange, begge har nøjagtigt én sang hvor klaveret er i centrum uden assistance af trommer, bas eller guitar. Dette gør desværre for mig, at side 2 ikke formår at vække samme engagement hos mig som side 1. Det hjælper nok heller ikke, at side 1 har noget af Youngs bedste sangskrivning nogensinde på sig. ‘Tell Me Why’ og ‘After the Gold Rush’ er en dybt rørende start på pladen, den fængende og enormt velarrangerede ‘Only Love Can Break Your Heart’ følger efter, og den vrede ‘Southern Man’ tilfører både noget rocket kant og lidt politisk lyrik, der flot samarbejder om at skildre angsten skabt af racismen i sydstaterne. Mens anden side også har nogle glimrende sange, er det i mine øjne starten, der brillerer mest. Højdepunktet fra side to er nok pladens allermest nøgne nummer, ‘Birds’, hvor Young sidder helt skrøbelig bag klaveret. Det kan let give en klump i halsen. Melankolien på ‘I Believe in You’ er også ganske effektiv, og hans langsomme cover af ‘Oh Lonesome Me’ lyder døende og trist på den rigtig rørende måde. Så man skal på ingen måde tro, at jeg finder side 2 dårlig.

Som sagt afslutter hver side med et kortere nummer, kun omkring et minut. Disse er ‘Till the Morning Comes’ og ‘Cripple Creek Ferry’. Ingen af disse numre siger mig synderligt meget. Young kan ellers sagtens fatte sig smukt i korthed, det har han på ‘Harvest’ bl.a. vist med ‘The Needle and the Damage Done’, men det lykkes ikke helt med disse to numre. De er lidt for simple, både kompositorisk, men også følelsesmæssigt. Jeg kan acceptere ‘Till the Morning Comes’ som en lettere elegant overgang fra side 1 til side 2, men ‘Cripple Creek Ferry’ er en noget af et antiklimaks som pladens afslutningsnummer. Når denne lille glade sang fader ud, føles pladen ikke konkluderet, og i stemning føles den også ret langt fra den nedtrykte verden, pladen ellers har befundet sig i. Det er dog stadig svært at komme udenom, at ‘After the Gold Rush’ præsenterer et engagerende udvalg af sange, hvor Neil Young om noget er i sit es som sangskriver. Det er en intim oplevelse, produktionen er stadig helt fænomenal i dag, og hvad gælder albumdynamik, støtter numrene flot op om hinanden. Pladens klassikerstatus er nu engang velfortjent

241 – Black Sabbath – Black Sabbath (1970)

Du hører regn. Du hører svag torden. Du hører kirkeklokker. Tordenvejret bliver kraftigere. Du hører Tony Iommi fyre et fedt, langsomt, dæmonisk guitarriff af. Sådan starter Black Sabbath af bandet af samme navn, åbningsnummeret på deres første plade, der ligeledes hedder Black Sabbath. Så kommer en forskruet, forhekset stemme, der tilhører Ozzy Osbourne, og nu er man bare fuldkommen betaget. Dette er pladen, hvor heavy metal startede, og den startede med en gruppe, der så sandelig kunne finde ud af skidtet. Black Sabbath er en dramatisk sang, og den introducerer godt gruppen til befolkningen. Man forstår hvem, de er og hvad, de vil, men der er stadig en vis mystik over dem. Der kommer noget mundharmonika med på andet nummer, The Wizard, hvorved deres bluesindflydelse bliver tydeligere. Det er en lækkert komponeret og arrangeret sang, som kører på noget animalsk vildskab, hvilket især kan mærkes gennem trommerne spillet af Bill Ward, som bare er fuldkommen ustyrlige.

Behind the Wall of Sleep er en interessant sang, idet den leger meget med tempo i løbet af sangen. Den er også meget interessant idet vokalharmonien minder meget om deres store klassiker War Pigs, som de udgav senere samme år. Jeg vil sige, at når man lytter til Behind the Wall of Sleep i dag, så føles det lidt som en tammere udgave af den store klassiker, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at den dengang var noget helt nyt, og at den også lyder ganske truende på egen hånd. En af albummets mest populære sange kommer efter denne, nemlig N.I.B., der åbner med en virkelig funky bassolo, hvorefter et tungt, fængende guitarriff går i gang. Det er en af gruppens allerbedste numre, og et klart højdepunkt på albummet. Det lille “Oh yeah!”, Ozzy laver mellem versene giver sangen virkelig meget charme, og der er også noget smukt ved, at han ikke gør andet end bare at synge med på riffet. Den mest poppede sang på pladen er et cover af en sang oprindeligt af bandet Crow. Deres oprindelige udgave af sangen Evil Woman var da også stort set pop-rock – ikke langt fra noget, Steppenwolf kunne have lavet. Hos Black Sabbath får den mere kant, og Iommi får fyret en ganske imponerende guitarsolo af.

Den næstsidste sang har navnet Sleeping Village, og den åbner ganske stille for dynamikkens skyld, men foruden denne årsag, så laver de også et meget dramatisk setup, hvor Ozzy synger melankolsk over en simpel guitar. Efter et stykke tid får sangen dog den hårde Sabbath-lyd man kender. I løbet af sangen skifter den meget form, og man kommer faktisk aldrig til at høre Ozzy Synge på dette nummer igen. Til gengæld er der meget legen med guitaren. Det er en kreativ sang, der fungerer godt som en lille forsmag på afslutningsnummeret, den 10 minutter lange Warning. Denne begynder stort set lige hvor Sleeping Village slap. Her synger Ozzy stort set bare over basgangen, men i modsætning til de fleste Sabbath-numre, så får Iommi også mulighed for at prale under verset. Det er måske en smule rodet, men det er der noget smukt ved, især nu når pladen er ved at slutte. Der sker hele tiden noget nyt og interessant på denne ligeledes meget guitar-fokuserede sang. Black Sabbath er en virkelig solid debut.  Den har måske ikke klaret tidens tand perfekt, men den holder imponerende godt.

245 – Nick Drake – Bryter Layter (1970)

Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men jeg elsker dem også af vidt forskellige årsager. Dette hænger nok sammen med, at pladerne er meget forskellige i natur – den afsluttende Pink Moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five Leaves Left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter Layter fra 1970 er en noget anderledes plade. Der er her enormt stor fokus på instrumentationen, hvorfor han også har store navne fra Fairport Convention, the Beach Boys og endda selveste John Cale fra the Velvet Underground. Og man kan virkelig mærke det i løbet af hele pladen. Store dele af albummet er bare ren instrumentation. Hele tre af de 10 numre på pladen er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, Poor Boy, hvorpå man kan høre meget kraftige backingvokalister, hvorefter man får en virkelig lækker saxofonsolo.

Nick Drake har virkelig lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem, sangene på Five Leaves Left og Pink Moon gør. Her er der ikke nær så meget fokus på, at de skal repræsentere dybe følelser, det vigtige er rettere, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale Sunday, kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker hans store længsel på One of these Things First, der i øvrigt har en af Drakes simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste af ting, Drake kunne have været, men det er på den måde let at følge med i, og man kan lige med det samme føle på det. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.

To sange på denne plade er lavet til at passe sammen – Hazey Jane II og Hazey Jane I. De er i den rækkefølge, og hvorfor deres titler ikke skulle være omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne meget vel være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skulle hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så har det virkelig lykkedes – pladen er utrolig let at spille om og om igen, og man bliver slet ikke spor træt af den. Jeg har faktisk endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger virkelig godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved denne plade er, at den i løbet af al denne artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter Layter.

258 – Grateful Dead – American Beauty (1970)

Nogle gange, har man en upopulær mening. Det er helt fint, men man føler af og til, at man bare mangler at opdage noget, alle andre har set. F.eks. synes de fleste, at American Beauty er en bedre Grateful Dead-plade end Workingman’s Dead, de udsendte tidligere samme år, men jeg synes stadig, at Workingman’s Dead er en stærkere og mere helstøbt oplevelse. Man kan vælge at ryste lidt på hovedet af det, men det er næsten umuligt at undgå at sammenligne disse to plader. Ikke alene blev de udgivet samme år, de repræsenterede sammen et radikalt skift for Grateful Dead. Gruppen havde i løbet af slut-60’erne arbejdet med eksperimentel, psykedelisk blues-rock, men i 1970 skiftede de for en stund karakter. Pludselig handlede det mere om korte, sjove folk-rock-sange, der kunne fortælle interessante historier og fremvise gruppens musikalske kundskaber på mere tilgængelig vis. Disse to albums er i meget samme stil, og hvis du beder en tilfældig person om at nævne en Grateful Dead-sang, nævner de som regel enten Touch of Grey eller en sang fra en af disse to plader. Men jeg taler udenom. Lad mig dykke ned i musikken.

På American Beauty får vi en masse folk-rock. Helt præcis får vi 10 sange, der på meget forskellige måder fremviser gruppens evner som sangskrivere. Ligesom på Workingman’s Dead starter American Beauty med et nummer, der er den rene lykkerus, og afsluttes af et tragikomisk nummer, der er umuligt at få ud af hovedet. Mellem de to åbningsnumre, foretrækker jeg nok Uncle John’s Band fra Workingman’s Dead over Box of Rain, men i selve sangskrivningen er disse to sange også meget forskellige. Box of Rain bygger langsomt op mod at blive lykkeligere og lykkeligere, hvor Uncle John’s Band bare er hyggelig fra starten. Box of Rain er et meget imponerende nummer på sine egne præmisser, men ligesom med Uncle John’s Band, bliver jeg usandsynligt glad, når jeg hører de smukke vokalharmonier. Truckin’, der afslutter American Beauty minder dog noget mere om Casey Jones. Begge er gode til at gentage det sygeligt fængende omkvæd tit, begge handler om at køre, og begge har referencer til kokain. Truckin’ er dog noget lettere at synge med på med god samvittighed, for selvom slemme ting sker for vores hovedpersoner, er de trods alt sympatiske.

Denne model fungerer virkelig godt på Workingman’s Dead, og derfor hjælper den også på American Beauty. Det gør albummet til en flot helhed, og det gør også alle numrene imellem rigtig lette at fokusere på. På Sugar Magnolia og Friend of the Devil bliver den lystige stemning fra albummet fortsat, og det imponerende samspil mellem instrumenterne bliver kun bedre. Sugar Magnolia har virkelig kreativt trommespil fra Bill Kreutzmann, og dette sammen med noget af den mest fuldendte instrumentation, gruppen nogensinde har lavet. Der er også en helt fantastisk vekslen mellem forskellige stemninger. Det er altid meget hyggeligt i hippiernes selskab, men undertoner er der masser af. Brokedown Palace er ganske vist meget entydigt trist, men de fleste andre sange sørger for at lege lidt med hvad, du kan dykke ned i. Der er også meget variation. Mange forskellige medlemmer agerer forsanger, og deres stemmer er meget forskellige. Nogle numre har meget input fra hvert medlem, f.eks. Ripple, mens Operator kun har et meget lille ensemble til at spille sangen. American Beauty er måske ikke min favorit i deres diskografi, men den er tæt derpå, og hvis du kan lide denne, så bør du virkelig også få lyttet til Workingman’s Dead.

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.

265 – Creedence Clearwater Revival – Cosmo’s Factory (1970)

Jeg elsker virkelig en god gammeldags landlig stemning, og sådan noget kan man tit få fra country-musik. Ofte finder jeg dog denne genre virkelig kedelig, men så er det jo dejligt, at visse bands kan formå at få sådan en stemning ind i noget mere rå musik. Intet band har nær så succesfuldt formået dette som Creedence Clearwater Revival, der i perioden 1969 til 1970 fik udgivet hele fem albums, der udgør næsten hele deres diskografi. Den længste af disse har den syrede titel Cosmo’s Factory, men den er ligeså nede på jorden som deres andre plader. åbningsnummeret, Ramble Tamble, kan dog godt narre dig, for introen virker som noget funk, og ca. 2 minutter inde får vi en lang instrumental passage, hvor den melankolske guitar er i fokus. Det varer nok lige lovlig lang tid, og nummeret ender med at vare hele 7 minutter. Det er et ret sært nummer at starte med, men på en eller anden måde virker det, selv med alle sangens mangler. Det bliver meget dragende, og man kan stadig mærke den landlige stemning ret tydeligt. Der er ingen prætention på dette nummer, de arbejder bare på en ny måde, hvilket er interessant, og det gør lytteren interesseret i at høre mere.

Resten af pladen er slet ikke nær så syret som Ramble Tamble, men der er stadig masser af guf. Det består mere af det, man kender Creedence Clearwater Revival for, f.eks. covers af bluessange. De laver virkelig flotte udgaver af Bo Diddleys Before You Accuse Me og Arthur Crudups My Baby Left Me, begge sange, jeg lært at kende igennem denne plade. De laver også et hæderligt cover af Smokey Robinsons I Heard It Through the Grapevine, bedst kendt med Marvin Gaye, og dette er endnu længere end Ramble Tamble. I modsætning til Ramble Tamble lægger man dog slet ikke mærke til længden, for de mange guitarsoloer er engagerende og dynamiske. Roy Orbisons Ooby Dooby bliver også fortolket, og den er kun et af mange vilde, sjove rocknumre, der definerer Cosmo’s Factory mere end noget andet. I samme kategori finder man numre som Travelin’ BandUp Around the Bend og Run Through the Jungle, alle fede, gennemtænkte rocksange, som er lette at synge med på. Man får virkelig lyst til at gå amok på luftguitaren eller i det mindste bare nynne med, for disse guitarriffs er vildt skægge.

Der skal dog albumdynamik til, før pladen fungerer som helhed, ellers bliver man træt af alle de hurtige sange, og på Cosmo’s Factory er de mere stille sange nok stærkere end på nogen anden Creedence-plade. Det er virkelig let at blive fuldstændig forelsket i den behagelige stemning og de fængende melodier på Lookin’ Out My Back Door,  Who’ll Stop the Rain og det smukke, sentimentale afslutningsnummer Long as I Can See the Light. Foruden den noget sære åbning med Ramble Tamble, så er der kun to problemer på Cosmo’s Factory, der er så væsentlige, at jeg føler, jeg har brug for at gå i dybden med dem. Det første er, at alle disse covers distraherer meget fra deres identitet. Det gør ikke noget fordi det er covers, men det er sange, der tydeligvis ikke er skrevet til dette album. Det er svært at have så mange covers, og så stadig få resten til at hænge perfekt sammen omkring det. Derudover føles albummet kort. Det er ret sært, for det er deres længste plade, og jeg har det ikke sådan med mange af deres langt kortere plader, men det har nok noget at gøre med, at Ramble Tamble lægger op til meget mere. Ramble Tamble er virkelig sangen, der ender med at bide dette album i halen, men det er stadig et rigtig godt album, der bare er fyldt med godt sammensatte mesterværker. Det er en let plade at anbefale.

354 – Randy Newman – 12 Songs (1970)

I 1970 udgav sanger og sangskriver Randy Newman sit andet album, og da der var 12 sange på albummet, valgte han kreativt nok at kalde den for 12 Songs. Nu har jeg personligt mine problemer med Randy Newman. Jeg synes, meget af hans musik lyder ensartet, da rigtig meget af det er middeltempo-klaverpop, og hans melodier har ofte mange gennemgående idiosynkrasier, så han kan være trættende at lytte til i længden. Og mens jeg nok aldrig ville kalde et Newman-album perfekt, så er 12 Songs uden tvivl et af hans bedre udspil. Instrumentationen er ikke det helt vilde, men den bliver udnyttet på mange forskellige måder. Selvfølgelig er fokus oftest på Newmans klaver, men på andre numre kan såvel guitar som bas være mest fremtrædende. Trommerne er aldrig noget særligt, de sørger i bedste Ringo Starr-stil for at holde rytmen, men det er så også det. Sådan en variation er dog ikke kun en kompliment, han fortjener, fordi han ellers ikke er så god til det. Det fortjener han, fordi det faktisk er gjort rigtig godt.

Melodierne er ligeledes ganske varierede. Både hvad angår komposition, men desværre også hvad angår kvalitet. De bedste er nogle ganske fede popsange. Jeg bliver let i godt humør af at høre Have You Seen My BabyMama Told Me Not to ComeLucindaYellow Man eller Rosemary, der pudsigt nok er pladens mest energiske sange, og de har meget gammeldags rock and roll-elementer, lidt som noget Fats Domino eller Ray Charles kunne finde på, bare lidt mere sterilt. De simpleste sange, hvor den stort set eneste instrumentation er ham, der spiller en oftest langsom sang på klaveret, har faktisk også meget charme. De er ikke de største ørehængere, men de er af og til dejlige at lytte til. Underneath the Harlem Moon er nok den bedste heriblandt, men f.eks. If You Need OilUncle Bob’s Midnight Blues og Lover’s Prayer er ikke sange, der holder efter gentagne gennemlytninger. Der er også nogle country-inspirerede sange på pladen, alt for mange efter min mening. Hverken Suzanne eller Old Kentucky Moon er noget for mig, og der er også countryelementer spredt omkring i de andre numre, og nogle af de bedste numre, heriblandt Yellow Man, ville have været langt bedre uden slideguitar.

Albummet er dejlig kort. 12 sange lyder måske af en rimelig gennemsnitlig albumlængde, men alt i alt giver det knap 30 minutter. Selvom dette er en af Newmans mere varierede plader, gør det mig i grunden glad, at den kun er så kort. De tidligste Newman-plader er alle ret korte, så dennes længde er intet under, men længden komplimenterer newman ganske fint. Tekstmæssigt formår han at sige ret meget på ret kort tid, og da er de fleste sange på pladen mellem 2 og 3 minutter, og det klæder igen Newmans simplicitet fint. Han får sagt hvad han vil både lyrisk og musikalsk, og så går han straks videre til den næste idé. Jeg er ikke altid lige glad for disse idéer, men hans fremgangsmåde er jeg stor fan af. Albumlængden er da meget passende, for hvis vi fik for mange af Newmans sange i træk, uanset længde og uanset om du kan lide dem på egen hånd, ville det blive trættende i længden. Der er noget virkelig elegant og stilfuldt over 12 Songs, og mens langt fra alle sange er lige gode, er der faktisk meget at dykke ned i. Det er ikke nødvendigvis et album, jeg kan lide, men det er et album, jeg rigtig let kan respektere.