Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men jeg elsker dem også af vidt forskellige årsager. Dette hænger nok sammen med, at pladerne er meget forskellige i natur – den afsluttende Pink Moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five Leaves Left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter Layter fra 1970 er en noget anderledes plade. Der er her enormt stor fokus på instrumentationen, hvorfor han også har store navne fra Fairport Convention, the Beach Boys og endda selveste John Cale fra the Velvet Underground. Og man kan virkelig mærke det i løbet af hele pladen. Store dele af albummet er bare ren instrumentation. Hele tre af de 10 numre på pladen er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, Poor Boy, hvorpå man kan høre meget kraftige backingvokalister, hvorefter man får en virkelig lækker saxofonsolo.

Nick Drake har virkelig lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem, sangene på Five Leaves Left og Pink Moon gør. Her er der ikke nær så meget fokus på, at de skal repræsentere dybe følelser, det vigtige er rettere, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale Sunday, kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker hans store længsel på One of these Things First, der i øvrigt har en af Drakes simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste af ting, Drake kunne have været, men det er på den måde let at følge med i, og man kan lige med det samme føle på det. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.

To sange på denne plade er lavet til at passe sammen – Hazey Jane II og Hazey Jane I. De er i den rækkefølge, og hvorfor deres titler ikke skulle være omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne meget vel være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skulle hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så har det virkelig lykkedes – pladen er utrolig let at spille om og om igen, og man bliver slet ikke spor træt af den. Jeg har faktisk endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger virkelig godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved denne plade er, at den i løbet af al denne artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter Layter.