65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

111 – Joni Mitchell – Court and Spark (1974)

Jeg har længe været glad for mange af Joni Mitchells sange, men først nu har jeg for første gang fået lyttet til en hel plade af hende, nemlig Court and Spark fra 1974. Nu er jeg ikke blot glad for Joni Mitchell, jeg er dybt forelsket i hendes musik. Jeg har aldrig hørt en kunstner, hvor albumoplevelsen har været så meget større end blot at lytte til de populære singler. Jeg har snakket meget om albumstruktur på det sidste, men jeg bliver virkelig nødt til at fremhæve det igen, for Court and Spark gør det så utrolig godt. Det er i løbet af hele pladen som om, at hver eneste sang leder fuldkommen perfekt op til den næste. Jeg kan kun komme på virkelig få albums, der flyder lige så naturligt som Court and Spark. Og det sker ikke gennem lange, eksperimenterende guitarsoloer eller store koncepter, blot gennem ydmyg, simpel sangskrivning. Musikken på Court and Spark er slet ingen rockopera, det er blot noget lettere jazzet folk-pop. Udviklingen på albummet er også meget interessant. Man starter med de mere typiske folk-singer/songwriter-numre, og med tiden udvikler albummet sig meget hen i den jazzede retning. Det er en ret spændende rejse, der er så veludført, at man knap nok tænker over dikotomien mellem starten og slutningen.

Joni Mitchells stemme er en væsentlig årsag til, at pladen fungerer så godt, som den gør. Hun udnytter sit register virkelig godt. Egentlig er det ikke latterligt stort, men hun får det til at lyde sådan. Hun har nogle lidt country-agtige knæk over det hele, hvor hun springer meget i sin vokal. Det føles dog aldrig påtaget eller unødvendigt. Hun formår at gøre det ikke blot for at skabe dynamik, men også for at skabe følelsesmæssig resonans. Det er som om, hendes stemmes op- og nedture reflekterer livets op- og nedture. Hendes univers føles så reelt, når det svinger så meget. Til trods for, at Court and Spark hovedsageligt er et singer/songwriter-album, fylder hun også pladen med mange instrumentale stykker. De komplimenterer teksterne rigtig godt, og der bruges meget barok instrumentation. Det instrumentale stykke midt på nummeret Down to You er faktisk noget af det mest rørende på hele pladen. Tit laver Joni Mitchell også sine egne backingvokaler, og mens hun naturligvis ikke er den eneste til nogensinde at have gjort dette, skaber det en helt personlig lyd, da hendes stemme i forvejen har så meget karakter.

Joni Mitchells tekster er konsekvent rigtig gode, men jeg må indrømme, at de ikke er det, der sætter sig hurtigst fat. Jeg ville ærlig talt ikke kunne fortælle, uden at jeg satte mig ned og koncentrerede mig om teksterne, hvad de fleste af dem handler om. Det ser jeg dog selv som en god ting. For jeg har allerede fået så meget ud af pladen, de mange gange, jeg har lyttet til den allerede, og der har teksterne stort set ikke været i min bevidsthed, så jeg ved med sikkerhed, at jeg kan få mere ud af albummet i fremtiden. Jeg har da lagt mærke til nogle lyriske stemningsbilleder, der stemmer flot overens med musikken, og hver eneste gang, jeg har sat mig ned og lyttet efter hendes ord, har jeg virkelig nydt hendes poetiske virkemidler. Det bliver meget visuelt, levende og farverigt, meget som hvordan jeg ville beskrive musikken. Det undrer mig faktisk meget, at pladecoveret nærmest er helt lysebrunt, og udelukkende bruger dæmpede farver, for i mine ører hører jeg en hel farverig regnskov af lyd. Joni Mitchells Court and Spark er uden tvivl en af de 10 bedste plader, jeg nogensinde har anmeldt. Den er en af mine nye yndlingsplader.

245 – Nick Drake – Bryter Layter (1970)

Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men jeg elsker dem også af vidt forskellige årsager. Dette hænger nok sammen med, at pladerne er meget forskellige i natur – den afsluttende Pink Moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five Leaves Left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter Layter fra 1970 er en noget anderledes plade. Der er her enormt stor fokus på instrumentationen, hvorfor han også har store navne fra Fairport Convention, the Beach Boys og endda selveste John Cale fra the Velvet Underground. Og man kan virkelig mærke det i løbet af hele pladen. Store dele af albummet er bare ren instrumentation. Hele tre af de 10 numre på pladen er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, Poor Boy, hvorpå man kan høre meget kraftige backingvokalister, hvorefter man får en virkelig lækker saxofonsolo.

Nick Drake har virkelig lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem, sangene på Five Leaves Left og Pink Moon gør. Her er der ikke nær så meget fokus på, at de skal repræsentere dybe følelser, det vigtige er rettere, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale Sunday, kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker hans store længsel på One of these Things First, der i øvrigt har en af Drakes simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste af ting, Drake kunne have været, men det er på den måde let at følge med i, og man kan lige med det samme føle på det. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.

To sange på denne plade er lavet til at passe sammen – Hazey Jane II og Hazey Jane I. De er i den rækkefølge, og hvorfor deres titler ikke skulle være omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne meget vel være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skulle hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så har det virkelig lykkedes – pladen er utrolig let at spille om og om igen, og man bliver slet ikke spor træt af den. Jeg har faktisk endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger virkelig godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved denne plade er, at den i løbet af al denne artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter Layter.

454 – Stan Getz & João Gilberto – Getz/Gilberto (1964)

Jazzsaxofonist Stan Getz udgav i 1962 Jazz Samba, der introducerede en stor del af den nordlige halvkugle for den brasilianske bossa nova-musik, og mange erklærede det en simpel dille, der hurtigt ville gå væk. Han fastslog for alvor, at bossa nova havde stort internationalt potentiale, da han sammen med brasilianske guitarist og sanger João Gilberto og pianist og komponist Antônio Carlos Jobim, der ligeledes er brasiliansk, udgav albummet Getz/Gilberto i 1964. Det blev til en serie af rigtig stære melodier, der er velpolerede, om man så går ned og kigger på hvert enkelte instrument. Det hele hænger utrolig godt sammen, og det hele lyder perfekt. Det er aldrig specielt truende, oftest er tonen mest af alt afslappende, men Getz får vikelig spillet imponerende soloer, og også bag sangen, sker der ofte ganske interessante ting. De fleste af sangene er sunget udelukkende af João Gilberto, men hans kone, Astrud, skinner virkelig på de to numre, hun synger med på, åbningsnummeret The Girl From Ipanema og Corcovado (Quiet Nights of Quiet Stars). Hun har en formidabel stemme, der virkelig tilføjer meget til albummet, og det er nærmest synd, at hun ikke synger flere af sangene.

De otte numre João synger alene er dog ikke mindre fantastiske, da de uanset hvad er fantastisk komponeret. Der er god variation i Antônio Carlos Jobims kompositioner, og der er rigtig meget at gribe fat om og dykke ned i. Han har komponeret 6 af sangene helt eller delvist, og undtagelserne afviger ikke meget fra hans meget kække, rolige komposition. Jeg foretrækker stadig numrene, hvor Jobim har haft en eller anden form for deltagelse i kompositionerne, men det irriterer mig heller ikke, når han ikke gør andet end at spille klaver. Hans melodier er utrolig fængende, og da de netop er så afslappende, er det godt at have sådanne melodier siddende fast i hovedet, da det bare bringer ro til resten af kroppen. De består alle i stor grad af sang, og de fleste numre har også nogle saxofonsoloer, der sørger for at gøre det til en mere levende oplevelse. Og Stan Getz er så sandelig en ganske livagtig saxofonist.

Hvis du vil høre et album, der virkelig oser af brasiliansk stemning, så går man virkelig ikke galt i byen med Getz/Gilberto. Selvfølgelig, at lyde eksotisk er ikke noget specielt på egen hånd, men sammen med de utrolig præcision og kontrol over instrumenterne gør de at den musikalske oplevelse ikke blot er veludført, men den brasilianske lyd sørger for at lytteren lægger mere mærke til resten, da musikken kommer til at føles mere unik. Hver eneste melodi på pladen, især dem af Jobim, er gode og stemningsrige. Fra start til slut føles albummet rigtig gennemtænkt, og det bliver spillet med yderste finesse. Hvis man er til jazz, er Getz/Gilberto et absolut must at lytte til, for efter den blev udgivet, var jazz ikke det samme. Uden den ville du måske end ikke vide, hvad bossa nova er. Jeg er ikke engang selv specielt vant jazzlytter, men jeg kan genkende et godt jazzalbum, når jeg lytter til det, og få er nær så gode som dette.