245 – Nick Drake – Bryter Layter (1970)

Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men jeg elsker dem også af vidt forskellige årsager. Dette hænger nok sammen med, at pladerne er meget forskellige i natur – den afsluttende Pink Moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five Leaves Left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter Layter fra 1970 er en noget anderledes plade. Der er her enormt stor fokus på instrumentationen, hvorfor han også har store navne fra Fairport Convention, the Beach Boys og endda selveste John Cale fra the Velvet Underground. Og man kan virkelig mærke det i løbet af hele pladen. Store dele af albummet er bare ren instrumentation. Hele tre af de 10 numre på pladen er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, Poor Boy, hvorpå man kan høre meget kraftige backingvokalister, hvorefter man får en virkelig lækker saxofonsolo.

Nick Drake har virkelig lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem, sangene på Five Leaves Left og Pink Moon gør. Her er der ikke nær så meget fokus på, at de skal repræsentere dybe følelser, det vigtige er rettere, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale Sunday, kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker hans store længsel på One of these Things First, der i øvrigt har en af Drakes simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste af ting, Drake kunne have været, men det er på den måde let at følge med i, og man kan lige med det samme føle på det. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.

To sange på denne plade er lavet til at passe sammen – Hazey Jane II og Hazey Jane I. De er i den rækkefølge, og hvorfor deres titler ikke skulle være omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne meget vel være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skulle hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så har det virkelig lykkedes – pladen er utrolig let at spille om og om igen, og man bliver slet ikke spor træt af den. Jeg har faktisk endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger virkelig godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved denne plade er, at den i løbet af al denne artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter Layter.

283 – Nick Drake – Five Leaves Left (1969)

Den britiske folkmusiker Nick Drake er en forfærdeligt overset musiker, og især er hans debutalbum, Five Leaves Left mesterligt. Det er ikke den mest roste plade i hans desværre alt for korte diskografi, men det er min personlige favorit. Denne plade blev optaget sammen med medlemmer af folkrock-grupperne Pentangle og Fairport Convention, fra sidstnævnte bl.a. den latterligt dygtige Richard Thompson, der spiller elektrisk guitar på åbningsnummeret, Time Has Told Me. Instrumentationen er meget unik i løbet af hele pladen, og det er en stor del af årsagen til, at den er så fantastisk. Foruden Drakes meget særlige evner på en akustisk guitar, så er hans brug af percussion meget eksotisk og livlig. Det er kun en enkelt sang, Saturday Sun, der har et traditionelt trommesæt, ellers står den på congas, shakers og vibrafon. De fleste sange har  dog slet ingen percussion, men størstedelen bruger nogle smukke strygere. En enkelt sang har celloen så meget i fokus, at den har fået titlen Cello Song, og den er virkelig smuk.

Drakes sange er meget følelsesladede, men tro ikke, at det er den rene tudemusik. Det er faktisk meget lykkelig musik. Det handler om befrielse og lyksalighed meget af det. Man føler sig så usandsynligt glad, når man hører kærlighedserklæringer som Time Has Told Me og Thoughts of Mary Jane. Der er dog altid gennemgående undertoner, der signalerer ensomhed og social akavethed. Drake virker som en meget stille type, ikke som en med mange venner, men han virker stadig let at holde af som person. Han minder mig faktisk meget om en af mine egne meget nære venner, og som han på pladecoveret står der med sin foroverbøjede krop, sit lange, sjuskede hår og sit tænksomme ansigt, føles de bare endnu mere lig hinanden, og når man så også begynder at læse lidt af hans livshistorie, om hans depression og hans overdosis på antidepressiver, bliver Five Leaves Left en meget nær og reel plade for mig. Der er også ret triste sange på den, f.eks. River Man og Way to Blue, og disse går bare lige ind i hjertet, uanset om man kender mandens historie eller ej.

Gennem den varierede instrumentation og den sarte personlighed skaber Nick Drake 10 helt fantastiske sange på Five Leaves Left, men et øre for helt fantastiske melodier gør nu også meget. Time Has Told Me er ganske vist den eneste, jeg ofte går rundt og nynner, men alle melodierne er så forskellige og velsammensatte, at det er svært at fatte. Især er Way to Blue en meget interessant komposition, der går fra at være meget dramatisk og grum til bamhjertig og jordnær. Albummet hænger også meget godt sammen. Man føler aldrig, at man får for meget drama, melankoli eller kærlighed. Alle aspekter af album- og sangdynamik er virkelig godt gennemført, og længden er lige i øjet. Efter 41 minutter har jeg fået lige præcis den dosis Nick Drake, jeg har brug for, og sådan er det hver eneste gang, jeg lytter til den. Hvis du er en af de mange, der ikke kender til Nick Drake, har jeg så inderligt ondt af dig. Han er en sand mester af musikken, og hvis du vil lære ham at kende, så er Five Leaves Left et rigtig godt sted at starte.

320 – Nick Drake – Pink Moon (1972)

Nick Drake er en alt for overset musiker. Hans deprimerede, torturerede sjæl var byggesten for tre fantastiske albums, men den gjorde ham også meget sky, og det ledte desværre også til hans alt for tidlige død, da han begik selvmord i 1974 som blot 26-årig. Den sidste plade, han nåede at optage hed Pink Moon, og han udgav den i 1972, to år før sin død. To år før denne udgav han Bryter Later, som var en teknisk imponerende plade med sin varierede, barokke instrumentation. Med Pink Moon ville han dog tage det ned på et mere basalt niveau. Det er et godt gammeldags folk-album, det varer under en halv time. Nick Drake er den eneste, der spiller på hele albummet, og kun på en enkelt sang, nemlig titelnummeret, spiller han foruden guitar også klaver. Dette sørger for, at Pink Moon bliver til en meget intim plade, hvor Drakes følelser kommer rigtig tydeligt igennem. Han starter albummet rigtig godt ud med det smukke titelnummer, der opgivende snakker om dommedagens kommen. Det er dramatisk, men mest af alt er det trist. Man får rigtig ondt af Drake, og klaveret gør faktisk det hele tristere, fordi det kun optræder, når han ikke synger.

Nick Drakes sangskrivning er noget for sig. På sangen Know begynder han ikke at synge før halvvejs gennem nummeret, og efter 20 sekunder med sang, så vender Drake tilbage til bare at nynne. Den kører over et ret ensformigt guitarriff, men det virker faktisk. Det lyder som et forvirret indblik i Drakes sind, og det føles lidt som en Groundhog Day-situation. Drakes guitarspil er naturligvis en stor del af pladen – det er det eneste, der optræder på samtlige numre – og det er helt sublimt. Han spiller som sådan ikke noget specielt kompliceret, men han får det til at lyde som en drøm, nok fordi han lægger så mange følelser i, og nok også fordi det føles utrolig godt sammensat. På en sang som afslutningsnummeret, From the Morning, går guitaren konstant op og ned, og ikke en tone lyder forkert, selvom den gør mange forskellige ting. Blandt de mange flotte numre finder man også to instrumentale sange, og det er virkelig smukt at høre, hvor flot Drake stadig kan udtrykke sin depression uden at sige et ord.

Hvis et album rammer en perfekt længde, så er jeg altid rigtig glad, og jeg er ikke bange for at kritisere albumlængde. Når man har en plade på under 30 minutter, så kan det ofte ske, at man synes, pladen er ufuldendt. Pink Moon føles dog fuldstændig afrundet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne forlænge dette album. Desuden, så er tempoet generelt meget langsomt, lyden er generelt meget stille, sangene er generelt meget triste, og de er næsten alle spillet udelukkende på guitar. Man har brug for mere varieret instrumentation og nogle hurtigere, mere højlydte og gladere sange, hvis man skal have et længere album til at fungere dynamisk, men sådan noget ville bare ikke passe ind på Pink Moon. Det er et dybdegående, seriøst indblik i en deprimeret mands sind, og intet musik reflekterer det bedre end det, der er på den. Mere ville gøre denne korte plade for lang, for så ville vi bare få mere af det samme. Pink Moon er det, alle, der sætter sig ned og skriver triste sange med en akustisk guitar, burde drømme om at lave. Der er kvalitet fra hoved til hale herpå.