Tag-arkiv: Blue-eyed soul

64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Udgivet den af
Svar

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

89 – Dusty Springfield – Dusty in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

De sidste par hår har popmusik nydt en slags renæssance i anmelderkredse. Det er ikke en, jeg selv kan erklære mig en del af, hovedsageligt idet jeg ikke har anmeldt nogen albums, der er udkommet efter 2003. Pladeselskabs-fabrikeret mainstream-pop har ikke været så velanset siden 1960’erne, hvor sangskrivere som Gerry Goffin, Burt Bacharach og Randy Newman stod bag det ene hit efter det andet uden at opnå samme plads i rampelyset som sangerne. At lytte til en hel plade med en gruppe som Three Dog Night, hvor hver sang er skrevet af en ny af disse studie-sangskrivere, kan føles lidt usammenhængende, men af og til gjorde studierne deres bedste for at give sangerne et image. Dusty Springfield fik i 1969 kortvarig superstjernestatus, da Atlantic udgav hendes mest populære plade nogensinde, ‘Dusty in Memphis’, og trods de mange forskellige sangskrivere, er det helt klart en helstøbt oplevelse. Lyden var en fin blanding af den sydstatssoul, pladeselskabet bød på i form af Aretha Franklin og Otis Redding, og en mere poleret, strygerbåret pop-lyd a la Phil Spector eller Sonny & Cher. Det var en stor succes, der bl.a. bragte hende det klassiske megahit ‘Son of a Preacher Man’, men til min overraskelse kunne resten af albummet sagtens hamle op med denne sang.

Alene som en samling af soul- og pop-sange er ‘Dusty in Memphis’ ganske solid og varieret. De mere soulprægede sange er typisk mine favoritter, heriblandt, ‘Don’t Forget About Me’, ‘So Much Love’ og den klassiske ‘Son of a Preacher Man’. Dusty synger dem med tydelig overbevisning, og instrumentationen er rig. Både arrangementerne af strygerne og blæserne er meget yndige, og de komplementerer resten af musikken rigtig godt. De mere typiske pop-instrumenter klarer sig også rigtig godt, især med spændende fills og sjove detaljer. Strygerarrangementerne stikker dog endnu mere ud på de knap så soul-inspirerede numre. ‘Windmills of Your Mind’ er en af mine favoritter, især på grund af måden, strygersektionen eskalerer melankolien, hvilket får den ellers ganske simple melodi til at fremstå som lidt af en genialitet. Den spanske guitar tilføjer også meget til dette. Jeg kom tidligere ind på, at Dusty – i modsætning til fx førnævnte Three Dog Night – blev markedsført med et vist image. I modsætning til resten af Atlantics soulsangere, virkede Dusty tit tilbageholdende. Trods hendes store beundren af Aretha Franklin, er det svært at forestille sig Dusty synge ‘Respect’ eller ‘Think’. Dusty føles altid som en passiv aktør i sine egne sange, og det gør, at pladen til tider kan føles lidt ensartet.

Dermed ikke sagt, at pladen aldrig præsenterer noget, der på nogen måder er vovet. Åbningsnummeret ‘Just a Little Lovin” handler gasnke åbenlyst om sex, og de seksuelle undertoner optræder også på ‘Breakfast in Bed’, ‘So Much Love’ og endda ‘Son of a Preacher Man’. Så selvom hendes image var at være lidt mere tilbageholdende, var det på ingen måde nær så poleret som for fx The Supremes eller Tammi Terrell, der virker som hendes mest åbenlyse konkurrenter. Producerne bag albummet fortjener også en stor hyldest. Ikke alene lyder det generelt vidunderligt, men numrene understøtter faktisk hinanden rigtig godt i tracklistingen trods de mange forskellige sangskrivere. Det er ikke alle, der er lige fantastiske – Bacharach/David-kompositionen ‘In the Land of Make Believe’ er en kende forglemmelig, og Dustys stemme er nok lidt lysere end hvad godt er, og ‘I Dont Want to Hear It Anymore’ og ‘Just One Smile’, der begge er Randy Newmans bidrag, er nogenlunde lige så kønsløse som Newman-sange plejer at være. Dusty giver dog stadig en flot vokalpræstation. Arrangementerne til disse varierer også mellem at være fine omend forglemmelige og at være en kende corny. Jeg må dog erklære, at ‘Dusty in Memphis’ er en ganske solid pop-plade, og der er få eksempler på at soulmusik samtidig er så poleret og så veludført.

122 – Janis Joplin – Pearl (1971)

Udgivet den af
Svar

Janis Joplin gjorde det ualmindeligt godt som  sanger i bandet Big Brother and the Holding Company, og hun var absolut bandets glødende stjerne. Dog var der efter min mening ikke rigtig nok fokus på hende, men så er det jo heldigt at hun efter sin tid i gruppen fik en solokarierre, der jo som bekendt desværre måtte slutte alt for tidligt. Ja, hun nåede faktisk kun at udgive én soloplade i sin levetid, men hun var allerede færdig med den næste, Pearl, som derfor var klar til udgivelse få måneder efter hendes død. Folkene bag pladen sørgede for, at bevare den så tæt på hendes veldokumenterede vision som muligt, og de undlod at udgive nogen optagelser, Joplin ikke var tilfreds med. Plader udgivet efter kunstnerens død har et ret ringe ry, og jeg kan sjældent lide selv dem med et bedre omdømme, såsom The Notorious B.I.G.’s Life After Death og Otis Reddings The Dock of the Bay. Pearl er dog en glimrende skive, der på ingen måde føles som et halvfærdigt projekt eller et cash-in. Lyden er fx fremragende. Paul Rothchild har gjort et fantastisk stykke arbejde for at få gjort lyden så ren og lækker som mulig. Hver eneste streng er fuldkommen tydelig, og Janis’ stemme føles utrolig nærværende.

Pearl gør det også rigtig godt i forhold til sangskrivning. Der har været mange forskellige sangskrivere inde over, men der er stadig et samlet lydbillede, og det overraskede mig virkelig at finde ud af, at det hele ikke er Joplins værk. Ja, faktisk har hun kun skrevet to af sangene, men det er da også to af de bedste: den energiske åbningssang Move Over, og den desperate, smukke Mercedes Benz. Hendes mangel på tilstedeværelse i sangskrivningen er endnu mere overraskende idet mange af sangene føles meget personlige, og hun synger dem så man kan mærke det helt inde i sjælen. Hendes cover af Roger Millers Me and Bobby McGee er en fuldkommen hjerteskærende sang, som kan vække langt større følelser end originalen hos mig. Var det ikke for Joplins version, havde jeg måske næppe opdaget, hvor velskrevet sangen faktisk er. Ligeledes er Trust Me, Cry Baby og My Baby så naturligt opført, at man har svært ved at forstå, at hendes pen ikke lægger til grund for dem. Joplins stemme er fremragende på et rent teknisk plan, men den har også masser af karakter, og hun forstår om noget at sælge sangene, hun synger.

En anden årsag til, at denne plade føles så personlig til trods for, at Joplin ikke har skrevet mere end to sange, er de flotte arrangementer. Joplin har selv arrangeret sangene herpå, og hun er virkelig god til at iscenesætte sin egen stemme. Selv det instrumentale nummer Buried Alive in the Blues lyder umiskendeligt af Joplin. Dette er en af de mere blues-inspirerede sange. Men andre sange indeholder klar inspiration fra gospel, soul, garage-rock, country og folk. Alligevel har pladen en unik identitet. Her mener jeg netop at det skyldes Joplins evner som arrangør, men det handler også om hendes faste band, Full Tilt Boogie Band. Disse musikere har virkelig meget stil, og de sørger for, at man på pladen som helhed mere rammer en Janis Joplin-lyd end lyden af en bestemt genre. Det bliver meget stilfuldt sammensat i en naturlig blanding af de forskellige inspirationskilder. Der er rigtig meget godt at komme efter på Pearl, og hvis Joplin havde været i live til at sætte de sidste par hænder på de ufærdige dele, kunne den nok have været endnu bedre. Hvis man vil opdage, hvorfor Janis Joplin er så stor en kunstner, er der næppe nogen bedre plade at lytte til.

323 – David Bowie – Station to Station (1976)

Udgivet den af
Svar

David Bowie er en af de musikere, der har lavet allerflest kvalitetsalbums. Selv navne som The Beatles, The Rolling Stones eller Bruce Springsteen har svært ved at matche antallet af imponerende plader i mandens diskografi. Efter den mere end ellers artistiske Diamond Dogs og den meget soul-prægede Young Americans gik Bowie i en retning, der kombinerede lidt af begge albums. Hans tiende studiealbum endte da med at hedde Station to Station, og det lægger ud med et hele ti minutter langt titelnummer. Det starter rigtig stille ud med noget sonisk eksperimenterende atmosfærisk lyd. Som nummeret bevæger sig fremad bliver det mere og mere intenst, og flere instrumenter kommer på. Det er faktisk ikke meget ulig progressiv rock som man kan se det hos en gruppe som Jethro Tull. Det er en meget usædvanlig opbygning, og mens den måske ikke er den mest fængende sang nogensinde, føles den altid frisk, og den varmer rigtig godt op mod albummet, også selvom det tager sin tid.

Bowie bliver meget funky på nummeret Golden Years, der nok er den mest kendte sang på Station to Station. Den minder i sin lyd meget om noget, man kunne finde på Young Americans, og melodien er virkelig sjov og dansevenlig, men mest af alt er den varieret som bare pokker. Den blev med god grund et hit, og den er også dejlig varieret fra åbningsnummeret. Word on a Wing virker måske ikke i starten som den bedst skrevne sang på pladen, men den udvikler sig enormt meget, og den har masser af sjæl. Dens hook er virkelig fængende, og det til trods for, at vi faktisk ikke hører den specielt ofte på nummeret. Dens instrumentation er også en stor del af dens charme. Især klaveret er rigtig lækkert. Det er generelt en meget langsom sang, så at få den hurtige, sjove TVC15 bagefter er rigtig dejligt. Det er en ret genial lille sang, og jeg elsker virkelig alting ved den. Den er bygget op af rigtig sjove portioner, og intet kan reelt kaldes vers eller omkvæd herpå, men alle delene er bare skønne og sjove at lytte på.

Bowie vender tilbage til disko-funken med Stay, der virkelig får gang i danseskoene. Den har nogle vidunderlig guitarsoloer, og den afrikansk inspirerede rytme er bare ikke til at stå for. Den minder måske ret meget om John I’m Only Dancing i sin melodi, men det her er en mere funky drejning på sangen, og den passer alligevel godt ind på albummet. Det er ret sjovt, for samtidig med Young Americans optog han en mere direkte disko-fortolkning af nummeret, nemlig John I’m Only Dancing (Again), som han dog først udgav i 1979. Det er meget interessant, at de to sange minder så lidt om hinanden, også selvom de tager udgangspunkt i samme nummer. Selve strukturen er blevet til den samme på begge numre, men ellers er de vidt forskellige. Afslutningsnummeret hedder Wild is the Wind, og det er et cover af titelsangen fra filmen af samme navn, der på dansk fik navnet Vild er Vinden. Det er en langsom, sentimental og følelsesrig sang, som Bowie måske overdramatiserer en smule, men hey, han er Bowie. Det er det, Bowie gør bedst. Bowies liste over fantastiske albums er lang, og Station to Station er i hvert fald at finde derpå.

425 – David Bowie – ChangesOneBowie (1976)

Udgivet den af
Svar

David Bowie var et af de allerstørste musikalske ikoner i 70’erne. Hans præstationer i musikverdenen er intet mindre end mageløse, og han har lavet så mange fantastiske sange, at en David Bowie-opsamling virker som noget fuldkommen umuligt at sammensætte. Ikke desto mindre er det blevet gjort masser af gange, bl.a. i 1976 med ChangesOneBowie. Denne opsamling er opstillet kronologisk, og sådan noget har jeg udtrykt mine problemer med tidligere, men jeg synes, at det er helt fint, når vi snakker Bowie i 1976. Man kommer til at høre hans musikalske udvikling rigtig tydeligt. Det eneste fra før 1971 er desværre Space Oddity, men det er jo begrænset, hvor meget man kunne have på en enkelt vinylplade, og Bowie lavede så mange store numre i 70’erne, at folkene bag pladen virkelig blev nødt til at begrænse sig. Der er i alt 11 numre på pladen, og hver og et er en sand klassiker.

David Bowie var mester i at lave sange, der både kunne blive smilet af og danset til, mens man kunne lave meget dybe analyser af disse. Og i det mere intellektuelt udfordrende felt er der en del af mine absolutte favoritter blandt Bowies mange mesterværker, der desværre ikke er på ChangesOneBowie, enten fordi de var som 1984, Panic In Detroit og The Man Who Sold the World desværre ikke er blandt Bowies største hits, eller fordi de som Be My Wife, Sound and Vision, Breaking Glass, “Heroes” og Ashes to Ashes bare decideret ikke var udgivet endnu, da denne plade kom. Det kan man selvfølgelig ikke rigtig bebrejde den for, men i dag har vi mange andre Bowie-opsamlinger, der giver et mere tilfredsstillende billede af hans karriere – her kan nævnes bl.a. The Best of Bowie fra 1980, Best of Bowie fra 2002 og The Platinum Collection fra 2005. Der er dog stadig et ret godt udvalg på ChangesOneBowie, man skal bare være klar på, at man ikke får alle klassikerne.

Som hver gang, man kritiserer en greatest hits-plade, kan man lidt komme til at lyde som om, man bare er mopset over, at der er nogle, der foretrækker nogle andre numre, end man selv gør. Jeg vil dog stadig sige, at der er noget meget vigtigt, der mangler, hvis man efter sangens udgivelse lavede en greatest hits-plade med Bowie uden Life On Mars?. ChangesOneBowie var – som titlen antyder – oprindeligt anset som begyndelsen til en serie af opsamlinger, som der skulle udkomme nye af med et par års mellemrum. Der udkom dog kun denne og den ret sære ChangesTwoBowie fra 1981 der både indeholdt store hits fra efter etterens udgivelse og mindre kendte sange fra før dette – og underligt nok stadig ingen Life on Mars?. ChangesOneBowie er ikke en dårlig opsamling – på ingen måde. Der er bare mange bedre Bowie-opsamlinger derude, så hvis du vil høre Bowie-hits på stribe, er ChangesOneBowie ikke den optimale løsning, og det er heller ikke en, der er specielt let at anskaffe sig. I forhold til sin tid er den dog slet ikke ringe.

480 – George Michael – Faith (1987)

Udgivet den af
Svar

Wham! var et af de mest uskyldige bands nogensinde. Der var absolut intet provokerende ved dem. Indtil man da når til Careless Whisper, en sang, som forsanger George Michael faktisk lavede på egen hånd, selvom den findes på Wham!-albummet Make It Big. Den er fræk og vovet, og den har absolut intet med det andet Wham!-medlem, Andrew Ridgeley at gøre, og uskylden i Wham! er selvfølgelig charmerende nok, men George Michaels evner som musiker blev kraftigt begrænset af dette image, så i 1986 gik Ridgeley og Michael fra hinanden, og Michael fokuserede på mere moden musik. Det resulterede så i albummet Faith fra 1987, som indeholder så mange megahits, at man ikke kan tælle dem på en enkelt hånd. Bid mærke i, at der altså kun er 9 sange på Faith, så det er næsten som at høre et opsamlings-album, men næ nej – alle disse sange var lavet til et og samme album. De er alle enormt fængende, og hvis ikke én eneste sang sidder fast i dit hoved, når du er færdig med at lytte til albummet, så har man vist bare generelt svært ved at få sange på hjernen.

George Michael var uden tvivl meget påvirket af funk og soul, da han skrev Faith, og han formår på fremragende vis at gøre det, disse genrer er berømte for. Hans stemme er sjælfuld og længende på bl.a. Father Figure og One More Try, og han bliver funky og fuld af energi på f.eks. I Want Your Sex (Parts I & II) og Monkey. Der bliver på albummet vekslet meget imellem de funk- og soul-inspirerede sange, så de energiske dansesange kommer med gode mellemrum, så de ikke virker for overgearede, mens de langsomme sange heller ikke trækker ned på albummets overordnede tempo. Samtidig er de to genrer jo tæt beslægtede, så det føles ikke på nogen måde underligt at høre Father Figure efterfulgt af I Want Your Sex (Parts I & II). Nu er det jo heller ikke ren og skær R&B vi har at gøre med. Hans fortid i synthpop bliver ikke ignoreret, så det var let at forholde sig til for Wham!-fans. Personligt tror jeg ikke, at det ville have ændret meget på musikken, hvis han havde brugt traditionelle instrumenter i stedet for synthesizeren, men det irriterer mig ikke, at den er der.

Faith vil ikke ændre på, hvordan du lytter til musik. Den tilføjer ikke meget til poplandskabet, som man ikke allerede har set tusindvis af gange før, men Michael forstod tydeligvis, hvorfor de gamle metoder virkede så godt. Han udnyttede alle de gamle tricks i bogen rigtig godt, men næsten intet føles til gengæld som et helt unikt Michael-varemærke. På den måde mærker man ikke at Michael har haft noget specielt personligt at fortælle, selvom han selv har skrevet, komponeret og produceret hele albummet. Hvis man dog vil have et album, der ikke er en opsamling, der har traditionel 80’er-pop af konstant høj kvalitet, så er Faith et af de bedste albums, man kan finde sig, især hvis man vil have noget, der afviger fra al den new wave, årtiet ellers havde at byde på, men hvis man vil have noget mere unikt, skal man lede en kende længere.