Tag-arkiv: Doo-wop

24 – James Brown – ‘Live’ at The Apollo (1963)

Udgivet den af
Svar

Det er over fem år siden, jeg sidst har brugt denne blog. Jeg forlod den lettere uceremonielt, fordi jeg havde en idé om, at jeg stadig ville hoppe ind fra tid til anden, når jeg ikke havde andre projekter, jeg var i gang med. Men nu er der gået fem år.

De seneste fem år har jeg brugt på meget andet – jeg har især brugt meget tid på at skrive for Soundvenue, hvor jeg siden 2018 har været tilknyttet som musikskribent.

Desuden har jeg siden min sidste anmeldelse her på bloggen kastet mig ud i podcastingens verden. Først med en podcast om Roskilde Festival – den hed ‘Orange Snak’ og kørte fra 2019 til 2020. Ideen var, at podcasten året rundt ville dykke ned i både festivalens bookinger og i dens historie – dog primært førstnævnte.

Den idé blev lidt ødelagt, da festivalen i 2020 blev aflyst grundet Covid-19, og da en Roskilde Festival i 2022 endelig syntes uundgåelig, var det svært at få en genstart af podcasten til at give mening. Det hjalp heller ikke det store, at jeg primært indspillede på en lokal radiostation, og at jeg derfor på ingen måde havde udstyret til at indspille og klippe en kvalitetspodcast derhjemme, hvilket kan høres på kvaliteten af de afsnit, der udkom, mens pandemien var på sit højeste. Jeg leger af og til med ideen om at lade den vende tilbage, men jeg kan ikke se det for mig i skrivende stund.

I 2023 startede jeg dog en ny podcast op – og denne gang sørgede jeg for selv at investere i udstyr og software, så jeg ville være tilfreds med projektet. Den hed ‘Sang mod sang’ og var direkte inspireret af den amerikanske podcast ‘Song vs. Song’. Jeg startede den med min gode ven Nicholas Hein, og den har nu stået på i et år – og vi er stadig lige så entusiastiske for projektet, som da det startede.

Siden min seneste anmeldelse på denne blog har jeg også startet den populære Facebook-musikside ‘Det bedste danske album nogensinde’, der sidenhen har skiftet navn til først ‘Den bedste danske film nogensinde’ og sidenhen til ‘Den bedste danske sang nogensinde’. Med andre ord har jeg haft nok at se til de seneste fem år.

Men september 2024 skete der noget. Jeg sad flere dage i træk og forsøgte at samle overskuddet til at skrive en anmeldelse for Soundvenue, men energien kom bare ikke. Albummet var ellers glimrende. Til at starte med konkluderede jeg, at jeg havde skriveblokade. Men sidenhen konkluderede jeg, at det var en alvorlig burnout, der måske kunne have elementer af stress eller depression over sig.

Jeg bestilte en lægetid og fik en psykologhenvisning. Men jeg sørgede også (med rigtig meget hjælp og støtte fra mine nærmeste) for at omlægge mine vaner. At sørge for at komme udenfor hver dag. At undgå at bruge for meget tid det samme sted. At bruge min vandflaske regelmæssigt. At give mig selv tid til at fordybe mig i rekreationelle aktiviteter, frem for at behandle dem som overspringshandlinger, der skubbede til, hvornår jeg gik i gang med mine pligter.

Det er begyndt at gå markant bedre. Og jeg glæder mig til at gå i gang med at skrive professionelt igen. For jeg føler mig efterhånden klar. Men jeg har besluttet mig for – bare som en prøve – at starte med at skrive nogle tekster på hobbyplan, så jeg ikke springer tilbage i skrivemaskineriet, før jeg er klar.

Og det er her, hvor bloggen kommer ind i billedet. I tidernes morgen besluttede jeg mig for, at jeg her på bloggen ville anmelde de 500 bedste album nogensinde ifølge Rolling Stone (eller i hvert fald ifølge Rolling Stone anno 2003 – listen blev lettere revideret i 2012 og massivt gentænkt fra bunden i 2023). Jeg nåede de første 476, inden jeg skiftede fokus til Soundvenue, hvilket ærlig talt er et kæmpestort antiklimaks.

Jeg havde engang en ambition om, at jeg ville fortsætte med at anmelde de 38 album, der blev tilføjet i 2012, og at jeg (såfremt der kom nye udgaver) også ville anmelde de tilføjelser, de måtte have. Jeg regnede ikke dengang med, at 164 album ville blive udskiftet til den tid.

Jeg skal ikke sige, om jeg når mod enden denne gang. Jeg ved ikke, om jeg holder denne blog i live, når jeg begynder at arbejde igen. Hvis jeg gør, tror jeg det bliver med relativt sparsomme opdateringer.

Med dette lange forord ude af vejen, vil jeg hermed anmelde det album, jeg var nået til – nemlig ”Live’ at the Apollo’ af James Brown. Dette album blev rykket til #25 på 2012-udgaven af Rolling Stone-listen, og i 2023 blev det rykket til #65.

Inden jeg skrev denne anmeldelse, loggede jeg på min blog, hvor jeg blev mødt af en adskillige år gammel kladde, der i praksis var en 75% færdiggjort anmeldelse. Det var sjovt at blive mødt af en tekst fra februar 2019, der faktisk indeholdt mange af de samme tanker, jeg har gået med, mens jeg over det sidste par dage har genlyttet til albummet. Alligevel har jeg dog valgt at skrive teksten helt forfra, dels så den reflekterer min nuværende skrivestil og dels, da dette jo netop er en øvelse i at begynde at skrive igen oven på en sygemelding.

Jeg synes, det er sjovt, at ”Live’ at the Apollo’ er den højest placerede James Brown-udgivelse på 2003-udgaven af Rolling Stone-listen. Ikke fordi, det ikke er en glimrende udgivelse – det er det skam. Men snarere fordi den er meget fjern fra, hvad de fleste tænker på, når de tænker på James Brown i dag.

Hele Browns liv var hans kælenavn ‘The Godfather of Soul’, men hvis jeg skulle opremse de store mandlige soulsangere, ville jeg nok pege på en del af Browns kolleger, inden jeg kom i tanker om Brown – Sam Cooke, Otis Redding, Marvin Gaye, Stevie Wonder, Curtis Mayfield. Browns bedste numre er i min optik klart hans funk-skæringer, og det er mit klare indtryk, at de har defineret hans eftermæle langt mere end den traditionelle rhythm & blues og soul, der definerede hans tidlige output.

Funken opstår dog først for alvor i 1965, så den er ikke til stede på denne hæderkronede Brown-liveplade. Nix, der er ingen ‘Papa’s Got a Brand New Bag’, ‘I Got You (I Feel Good)’ eller ‘Say It Loud – I’m Black but I’m Proud’ på denne skæring. De store hits hedder i stedet ‘Try Me’, ‘Night Train’ og ‘Please Please Please’ – sidstnævnte er nok i dag Browns bedst huskede nummer fra den æra, og det er ikke engang inkluderet som en selvstændig sang. I stedet optræder det i starten og slutningen af en medley sammen med syv andre sange.

Men det vilde er, at det virker. Studieindspilningerne fra tidligt i Browns karriere siger mig ikke det store hinsides den historiske interesse, men ”Live’ at the Apollo’ fungerer eminent. Albummet sørger nemlig for, at fokus er på Browns uovertrufne evner som performer.

Det er en ret rå og upoleret indspilning. Man kan høre mange små “uperfektheder”, der gør, at albummets verden føles levende. Jeg føler mig transporteret direkte til The Apollo Theatre, når jeg på et nummer som den ti minutter lange ‘Lost Someone’ hører ham fyre det ene dyriske skrig af efter det andet, hvortil publikum i alle retninger svarer igen med fangirl-skrig – og når Brown derefter udpeger bestemte publikumsmedlemmer med ordene »I believe someone over here lost someone«, er det svært ikke at visualisere det for sig, hvordan han interagerer med de forreste rækker.

Under saxofonsoloen på ‘Think’, et af albummets mest tempofyldte numre, opstår der tilsvarende billeder på nethinden af Brown, der danser – så tydeligt er det nemlig, at han giver den hele armen. Det samme gælder de instrumentale stykker, der stedvist agerer som korte overgange mellem numrene, samt den instrumentale passage, der runder afslutningsnummeret ‘Night Train’ af.

På ‘Night Train’ får vi også noget fremragende call-and-response mellem Brown og The Famous Flames, som hans faste kor hed. Albummet spræller af liv. Selv langsommere sange, såsom doowop-skæringerne ‘Try Me’ og ‘I Don’t Mind’, er utrolig nærværende. Her er der plads til at Brown virkelig kan sprede vingerne som vokalist. Og her mener jeg ikke blot på et teknisk plan (omend han er imponerende), men også som historiefortæller. Hjertesorgen har ikke mange dimensioner på et tekstmæssigt plan, når det gælder disse sange, men han lægger hele armen i at give dem et rigt følelsesliv.

Men der er også bare spil for galleriet – det er tydeligt, at han nyder at lege med sit publikum. Når han til sidst i medleyen vender tilbage til hittet ‘Please Please Please’, er det en euforisk homerun. Han ved, at vi har siddet og ventet på, at den ville vende tilbage, efter at den blev teaset i starten af medleyen, så der er kæmpe optursstemning, når vi når dertil.

Jeg har kun få anker. For det første er vokalen stedvist meget choppy, i hvert fald på udgaven, der er på streaming. Jeg kunne sværge, at jeg engang lånte albummet på biblioteket, hvor det ikke var tilfældet, men flere steder cutter Browns vokal abrupt ud af den ene kanal i et halvt sekund – som hvis kablet til dine hovedtelefoner var ustabilt.

Dernæst lider albummet virkelig af, at Browns katalog endnu ikke var så stærkt, som det ville blive. Brown har lavet over 30 efterfølgende livealbum, og hvis han bringer en tilsvarende energi, tror jeg klart, jeg ville foretrække dem. Han lavede endnu et ”Live’ at the Apollo’-album i 1968, og der er sætlisten meget mere efter min appetit. Etteren holder dog stadig rigtig godt, og hvis man vil høre rhythm & blues og soul, som det lød i start-60’erne, er det klart et af de første album, jeg vil anbefale.

64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Udgivet den af
Svar

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.

422 – Diverse kunstnere – The Best of the Girl Groups Vol. 1 og 2 (1990)

Udgivet den af
Svar

I starten af 60’erne var det amerikanske poplandskab ufatteligt kedeligt. Hele landskabet var fyldt med enten kønsløs eller fjollet pop-rock og doo-wop. Jeg ville ikke rigtig kunne holde ud at lytte til tidlig 60’er-radio, for langt de færreste store musikere tog musikken spor seriøst. Sig hvad du vil om Big Girls Don’t Cry, The Monster Mash eller Sugar Shack, og jeg synes da også at de kan være sjove til tider, men de var uden tvivl skrevet og opført af folk, der var fuldkommen ligeglade med, om musikken, de lavede, rent faktisk var god. Der er INTET man intellektuelt kan hive ud af dem. Det, der virkelig redder denne æra fra at være fuldstændig forfærdelig, ville nok være pigegruppe-genren. I 1990 blev de bedste pigegruppe-numre samlet på to albums, der til sammen udgjorde The Best of the Girl Groups. Første album har de fleste af de allerstørste hits i genren: Leader of the Pack, He’s So Fine og Chapel of Love åbner pladen, og man ved fra da af, at man er på vej til at opleve en ren hitparade.

Det er et rigtig godt udvalg, der er til stede her. Der er mange virkelig fængende numre herpå, og de bliver sunget rigtig flot. Og man kan rent faktisk dykke ned i de forskellige instrumenter og høre hvordan, de arbejder sammen om at skabe sangens groove. Mellem alle de berømte sange, har der også sneget sig nogle mindre kendte sange ind, og de er slet ikke dårlige. He’s Got the Power af the Exciters, Dream Baby af Cher og I Can’t Let Go af Evie Sands er ikke specielt kendte numre, men de er slet ikke dårlige. Det andet album indeholder endnu flere obskure numre. To af de bedste på pladen er The Kind of Boy You Can’t Forget af the Raindrops og You Don’t Know af deres forsanger, Ellie Greenwich. Greenwich har skrevet en del af de mest populære numre i genren sammen med den anden halvdel af the Raindrops, Jeff Barry, og de er ganske dygtige. Melodierne er fængende, oprigtige og sjove. Et andet dygtigt sangskriverpar, Gerry Goffin og Carole King, har også skrevet mange af numrene på de to plader, og de forstod også virkelig at skrue popsange sammen.

Hvert The Best of the Girl Groups-album varer 45 minutter, og jeg kan ikke anbefale at gå igennem begge lige efter hinanden. Det er trods alt ikke andet end en masse kærlighedssange, dog for det meste af god kvalitet. Men det hele er rigtig pænt. Der mangler lidt af den kant, der kom i midt-60’erne med the Beatles, the Byrds, The Animals og the Beach Boys. Det kan sagtens holdes ud i 45 minutter, men halvanden time med den slags musik kan godt blive lidt kedsommeligt. Man får lidt lyst til bare at sætte Rage Against the Machine, My Bloody Valentine eller Hüsker Dü på for fuld drøn. Men pladerne giver dig dog rigtig stor indsigt i genren, og man får lært næsten alt, der er at vide om den. Hvis man ikke er meget til genren i forvejen, så kan denne plade nok ikke ændre noget, men hvis man er forelsket i den slags musik, er det et rent paradis. Og hvis man vil lytte til pigegruppemusik, er det jo heller ikke fordi der er mange gode alternativer, da der ikke findes specielt mange gode studiealbums fra den tid. The Best of the Girl Groups-pladerne er næsten så gode som de kunne blive, og det er en af de bedste opsamlinger derude.

465 – The Drifters – The Drifters’ Golden Hits (1968)

Udgivet den af
Svar

I 1953 blev en mandlig R&B-vokalgruppe ved navn the Drifters samlet. De lavede nogle af de største hits indenfor genren i løbet af 50’erne og 60’erne, i starten med Clyde McPhatter som det væsentligste navn på sange som Money Honey, Honey Love og Such A Night. McPhatter forlod gruppen i 1954, og ovenpå lidt svingende held med Johnny Moore som frontfigur, fyrede pladeselskabet i 1958 hele gruppen, og erstattede dem af en anden gruppe, der dengang hed The Five Crowns, men som da fik navnet The Drifters. Mange kom og gik også fra den gruppe, inkl. den formidable Ben E. King, og Johnny Moore vendte skam også tilbage. Denne nye gruppe fik i 1968 opsamlet deres største hits på albummet The Drifters’ Golden Hits. Det er, hvis du spørger mig, lidt synd, at der ikke er et eneste nummer fra før 1958 på pladen, da det ikke blot er en  vigtig del af gruppens historie, men også da der ellers er så mange forskellige gruppesammensætninger på pladen, at de tidlige sangere ikke ville stikke ud i forhold til resten, især ikke da Moore netop ville vende tilbage.

Noget andet, der er lidt trist ved opsamlingen, er at den er opstillet helt kronologisk. Det kan virke nogen gange, f.eks. viser det tydeligt Madonnas udvikling som en kunstner på The Immaculate Collection, men da ikke en person har medvirket i hverken optræden eller skabelse af samtlige numre på opsamlingen, kan det slet ikke udtrykke sådan noget. Til gengæld ødelægger det kraftigt dynamikken på albummet. Mange sange i præcist samme tempo kommer efter hinanden, og det værste eksempel er, at Under the Boardwalk er placeret direkte før Sand In My Shoes, hvori der som reference bliver sunget linjen “Out By The Sea” med præcis samme toner. Hvis jeg lige tillader mig selv at fokusere væk fra, hvordan albummet er konstrueret, så er det fyldt med formidable popmelodier, der stadig holder. De er fængende, de er sunget af dygtige sangere, der lyder oprigtige, og så er hver sang i sig selv ret godt opbygget. Der er en meget klar vægt på kærlighedssange, og mens det selvfølgelig ikke er noget nyt, hvad det heller ikke var i 60’erne, så har de udført det ret godt, med masser af charme.

Og selvom jeg nok ville have rykket rundt på rækkefølgen, vil jeg sige, at udvalget er ret godt, som det er. Klassikere som There Goes My Baby, Save the Last Dance for Me, Up on the Roof, On Broadway og Under the Boardwalk udgør meget af albummet, så man kan smile lidt, som man genkender dem, samtidig med, at man får nogen sange, som man ikke nødvendigvis kendte. Selv er jeg langt fra en Drifters-ekspert, så mit nye kendskab til I Count the Tears og Dance With Me og andre sange er absolut positivt. Det eneste nummer, der ikke rigtig fik overvundet mig er Sand In My Shoes, der bare lyder som en doven blanding af Some Kind of Wonderful og Up On The Roof, der oven i det også er mere sammenhængende, har bedre tekster, og er mere følelsesrige. Sand in My Shoes skal forestille en trist sang, og så hjælper det ikke rigtigt at tage fra to så lykkelige sange. Alt i alt er The Drifters’ Golden Hits en samling af nogle rigtig gode popsange, men albummet måtte godt have været struktureret lidt bedre.