I starten af 60’erne var det amerikanske poplandskab ufatteligt kedeligt. Hele landskabet var fyldt med enten kønsløs eller fjollet pop-rock og doo-wop. Jeg ville ikke rigtig kunne holde ud at lytte til tidlig 60’er-radio, for langt de færreste store musikere tog musikken spor seriøst. Sig hvad du vil om Big Girls Don’t Cry, The Monster Mash eller Sugar Shack, og jeg synes da også at de kan være sjove til tider, men de var uden tvivl skrevet og opført af folk, der var fuldkommen ligeglade med, om musikken, de lavede, rent faktisk var god. Der er INTET man intellektuelt kan hive ud af dem. Det, der virkelig redder denne æra fra at være fuldstændig forfærdelig, ville nok være pigegruppe-genren. I 1990 blev de bedste pigegruppe-numre samlet på to albums, der til sammen udgjorde The Best of the Girl Groups. Første album har de fleste af de allerstørste hits i genren: Leader of the Pack, He’s So Fine og Chapel of Love åbner pladen, og man ved fra da af, at man er på vej til at opleve en ren hitparade.
Det er et rigtig godt udvalg, der er til stede her. Der er mange virkelig fængende numre herpå, og de bliver sunget rigtig flot. Og man kan rent faktisk dykke ned i de forskellige instrumenter og høre hvordan, de arbejder sammen om at skabe sangens groove. Mellem alle de berømte sange, har der også sneget sig nogle mindre kendte sange ind, og de er slet ikke dårlige. He’s Got the Power af the Exciters, Dream Baby af Cher og I Can’t Let Go af Evie Sands er ikke specielt kendte numre, men de er slet ikke dårlige. Det andet album indeholder endnu flere obskure numre. To af de bedste på pladen er The Kind of Boy You Can’t Forget af the Raindrops og You Don’t Know af deres forsanger, Ellie Greenwich. Greenwich har skrevet en del af de mest populære numre i genren sammen med den anden halvdel af the Raindrops, Jeff Barry, og de er ganske dygtige. Melodierne er fængende, oprigtige og sjove. Et andet dygtigt sangskriverpar, Gerry Goffin og Carole King, har også skrevet mange af numrene på de to plader, og de forstod også virkelig at skrue popsange sammen.
Hvert The Best of the Girl Groups-album varer 45 minutter, og jeg kan ikke anbefale at gå igennem begge lige efter hinanden. Det er trods alt ikke andet end en masse kærlighedssange, dog for det meste af god kvalitet. Men det hele er rigtig pænt. Der mangler lidt af den kant, der kom i midt-60’erne med the Beatles, the Byrds, The Animals og the Beach Boys. Det kan sagtens holdes ud i 45 minutter, men halvanden time med den slags musik kan godt blive lidt kedsommeligt. Man får lidt lyst til bare at sætte Rage Against the Machine, My Bloody Valentine eller Hüsker Dü på for fuld drøn. Men pladerne giver dig dog rigtig stor indsigt i genren, og man får lært næsten alt, der er at vide om den. Hvis man ikke er meget til genren i forvejen, så kan denne plade nok ikke ændre noget, men hvis man er forelsket i den slags musik, er det et rent paradis. Og hvis man vil lytte til pigegruppemusik, er det jo heller ikke fordi der er mange gode alternativer, da der ikke findes specielt mange gode studiealbums fra den tid. The Best of the Girl Groups-pladerne er næsten så gode som de kunne blive, og det er en af de bedste opsamlinger derude.