Tag-arkiv: Pigegruppe

64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

422 – Diverse kunstnere – The Best of the Girl Groups Vol. 1 og 2 (1990)

Udgivet den af
Svar

I starten af 60’erne var det amerikanske poplandskab ufatteligt kedeligt. Hele landskabet var fyldt med enten kønsløs eller fjollet pop-rock og doo-wop. Jeg ville ikke rigtig kunne holde ud at lytte til tidlig 60’er-radio, for langt de færreste store musikere tog musikken spor seriøst. Sig hvad du vil om Big Girls Don’t Cry, The Monster Mash eller Sugar Shack, og jeg synes da også at de kan være sjove til tider, men de var uden tvivl skrevet og opført af folk, der var fuldkommen ligeglade med, om musikken, de lavede, rent faktisk var god. Der er INTET man intellektuelt kan hive ud af dem. Det, der virkelig redder denne æra fra at være fuldstændig forfærdelig, ville nok være pigegruppe-genren. I 1990 blev de bedste pigegruppe-numre samlet på to albums, der til sammen udgjorde The Best of the Girl Groups. Første album har de fleste af de allerstørste hits i genren: Leader of the Pack, He’s So Fine og Chapel of Love åbner pladen, og man ved fra da af, at man er på vej til at opleve en ren hitparade.

Det er et rigtig godt udvalg, der er til stede her. Der er mange virkelig fængende numre herpå, og de bliver sunget rigtig flot. Og man kan rent faktisk dykke ned i de forskellige instrumenter og høre hvordan, de arbejder sammen om at skabe sangens groove. Mellem alle de berømte sange, har der også sneget sig nogle mindre kendte sange ind, og de er slet ikke dårlige. He’s Got the Power af the Exciters, Dream Baby af Cher og I Can’t Let Go af Evie Sands er ikke specielt kendte numre, men de er slet ikke dårlige. Det andet album indeholder endnu flere obskure numre. To af de bedste på pladen er The Kind of Boy You Can’t Forget af the Raindrops og You Don’t Know af deres forsanger, Ellie Greenwich. Greenwich har skrevet en del af de mest populære numre i genren sammen med den anden halvdel af the Raindrops, Jeff Barry, og de er ganske dygtige. Melodierne er fængende, oprigtige og sjove. Et andet dygtigt sangskriverpar, Gerry Goffin og Carole King, har også skrevet mange af numrene på de to plader, og de forstod også virkelig at skrue popsange sammen.

Hvert The Best of the Girl Groups-album varer 45 minutter, og jeg kan ikke anbefale at gå igennem begge lige efter hinanden. Det er trods alt ikke andet end en masse kærlighedssange, dog for det meste af god kvalitet. Men det hele er rigtig pænt. Der mangler lidt af den kant, der kom i midt-60’erne med the Beatles, the Byrds, The Animals og the Beach Boys. Det kan sagtens holdes ud i 45 minutter, men halvanden time med den slags musik kan godt blive lidt kedsommeligt. Man får lidt lyst til bare at sætte Rage Against the Machine, My Bloody Valentine eller Hüsker Dü på for fuld drøn. Men pladerne giver dig dog rigtig stor indsigt i genren, og man får lært næsten alt, der er at vide om den. Hvis man ikke er meget til genren i forvejen, så kan denne plade nok ikke ændre noget, men hvis man er forelsket i den slags musik, er det et rent paradis. Og hvis man vil lytte til pigegruppemusik, er det jo heller ikke fordi der er mange gode alternativer, da der ikke findes specielt mange gode studiealbums fra den tid. The Best of the Girl Groups-pladerne er næsten så gode som de kunne blive, og det er en af de bedste opsamlinger derude.

427 – The Ronettes – Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica (1964)

Udgivet den af
Svar

The Ronettes nåede kun at udgive en enkelt plade, men den plade kom til at være en af de største, legendariske producer Phil Spector nogensinde fik hænderne i. Den hed Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica. Denne Veronica er i dag bedre kendt som Ronnie Spector, og at sætte hende foran de to andre medlemmer i albumtitlen er faktisk ganske retfærdigt. Hun er nemlig en helt fantastisk sanger, hvorfor hun da også synger for på samtlige numre. Det første nummer, Walking in the Rain, er et af gruppens største. Det handler om de træk, Ronnie leder efter i en mand, og selvom disse ønsker som med så mange andre pigegruppesange fra samtiden er ganske overfladiske, er de troværdigt overfladiske, og Phil Spectors produktion er fantastisk. Her kan især bemærkes torden- og regneffekterne, der giver sangen liv. Do I Love You er en mere reel kærlighedssang, og Ronnies stemme er helt perfekt her. So Young er et cover af en doo-wop sang fra 1958, og den omhandler et individ, der er for ungt til ægteskab, som dog ønsker det. Det er noget mere troværdigt i originalen, hvor det rent faktisk er en teenage-dreng, der synger, men sangen lyder stadig ret godt med the Ronettes.

(The Best Part Of) Breaking Up er en utrolig fængende popsang, der ikke har så megen lyrisk dybde, men det er nok et af pladens bedste eksempler på Phil Spectors produktion, og især mundharmonika-portionen gør lyden interessant. I den lidt mere forældede ende af pladen finder man I Wonder, der bare handler om at drømme om prinsen på den hvide hest. Den er ellers delvist skrevet af den ganske dygtige Ellie Greenwich, og jeg kan ikke benægte at melodien stadig er rigtig fed, men teksten er alt for distraherende, især efter gentagne gennemlytninger. Hvis vi dog virkelig skal snakke forældede sange, så er det især tydeligt på deres cover af What’d I Say, som jeg dog må indrømme, lyder ret fedt. Det lyder dog kun fedt, fordi det lyder fuldkommen som originalen, bare med kvindestemme og Phil Spectors produktion. Det er ikke dårligt, det føles bare unødvendigt. Efter den får vi dog den tidløse klassiker, Be My Baby. Denne sang har et helt legendarisk beat, utrolig produktion, og den sidder efterhånden så godt fast i mit hoved, at jeg ville kunne synge synkront med sangen, uden at jeg overhovedet hørte på andet end de to første sekunder.

Anden del af det, jeg kalder Baby-trilogien hedder You Baby, og den er ret banal. Der er meget bedre kærlighedssange der ude, og selvom jeg har hørt dette album ret ofte, kan jeg slet ikke huske noget af denne sang. Denne selvopfundne trilogi afsluttes med Baby I Love You, og hvor omkvædet er rigtig godt, er versene ret trivielle. How Does It Feel er rigtig godt komponeret og helt fantastisk produceret. Det er konsekvent ganske hurtigt, og der sker virkelig meget. Et langsommere nummer er When I Saw You, og det er endnu et af de numre, der bare forsvinder fuldkommen ud af min hukommelse, så snart, jeg er færdig med at høre det, selvom strygerne dog er ganske smukke. Gruppen giver os endnu et unødvendigt cover med Chapel of Love, der desværre afslutter nummeret. Jeg kan ikke benægte, at det lyder godt, men igen, det lyder næsten fuldstændig som Dixie Cups-versionen. Jeg vil dog sige, at jeg foretrækker denne udgave, men forskellene er så minimale, at jeg knap nok kan argumentere for, at den ene er bedre end den anden. Pretending the Fabulous Ronettes Featuring Veronica er absolut ikke et dårligt album, især ikke, hvis man er glad for genren, men man skal tage i betragtning, at albummet ikke rigtig endnu var blevet til en kunstform, da den blev udgivet.

431 – Diana Ross & the Supremes – Anthology (2001)

Udgivet den af
Svar

Diana Ross, Florence Ballard, Mary Wilson og mange andre har gennem tiden været medlemmer af R&B–pigegruppen, the Supremes. De var et af de største navne i løbet af 60’erne og 70’erne med sange som You Can’t Hurry Love, Baby Love, Where Did Our Love Go, You Keep Me Hangin’ On, Stop! In the Name of Love og Come See About Me – alle utrolig fængende kærlighedssange. Og disse blev med mange andre sange, også oftest om kærlighed, samlet på Anthology i 1974. Denne plade er så udkommet i forskellige udgaver i 1986, 1995 og senest i 2001. Og i dag anmelder jeg så 2001, der er rigtig lang. Hele 50 forskellige sange er at finde på den. Det enorme antal sørger selvfølgelig for, at man opdager masser af sange, man ellers ikke ville kende til. Og jeg er absolut glad for nu at kende til When The Lovelight Starts Shining Through His Eyes, I Want a Guy, In and Out of Love, I Hear a Symphony, Desværre er der også mange sange på pladen, som bare ikke er så fantastiske igen: Buttered Popcorn, The Tears deres covers af Bewitched, Bothered and Bewildered, A Hard Day’s Night og Whistle While You Work, bare for at nævne nogle eksempler.

Opsamlingen er desværre også kronologisk opbygget. Det er virkelig skidt for albummet, for man får det allerbedste lige efter hinanden, og de fleste skal nok et godt stykke ind i pladen, før de kan genkende et nummer. Midten af Disc 1 er derfor en ren hitparade. Starten og slutningen af denne er knap så kendte sange, men man opdager ofte nogle sande guldkorn. Disc 2 er derimod en lidt lunken affære meget af tiden. Det er ret cool, når de spiller sammen med The Temptations, og der er uden tvivl også mange gode sange, som de lavede på egen hånd. Der er dog desværre også en del sange, der ikke lyder af andet end dollartegn. Der er en god portion af deres senere karriere, som bare er det rene samlebåndsarbejde. Medlemmer kom og gik også meget i løbet af især gruppens senere år, så det er nærmest en smule trist at lytte på side to. Det er ikke decideret forfærdeligt, men det er rigtig ordinært. Supremes var i de første to tredjedele af 60’erne nogle rigtig friske unge kvinder, der arbejdede sammen med nogle helt fantastiske sangskrivere om at lave sublime popsange. I slutningen af 60’erne var de bare pinlige forsøg på at gøre deres storhed igen.

I 1967 forlod Florence Ballard dem, og hendes stemme var måske gruppens smukkeste. Og selvom Diana Ross og Mary Wilson stadig var der, føltes det ikke rigtig som the Supremes længere – det føltes dog som en ganske god efterligning. Sangskriverne lod også til at sænke ambitionerne, når Ballards smukke stemme ikke længere var en del af gruppen, men de var uden tvivl stadig dygtife. I 1970 forlod Diana Ross dem så også, og nu var det bare pinligt. Efter, du på Disc 2 har hørt Someday We’ll Be Together, så skal du bare sige tak for nu. Resten  af cd’en er ikke noget at skrive hjem om. Det er ganske vist optaget efter Diana Ross-æraen, men det føles som om, pigegruppegenren bliver skruet 10 år længere tilbage. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, for det er mest af alt covers af sange fra starten af 60’erne. Og det er ikke engang specielt gode covers. Jeg kan især som stor Beatlesnørd sige, at jeg er ekstremt skuffet over deres behandling af A Hard Day’s Night. Den mangler alt sin styrke, og især guitarsoloen er her helt til grin. Hvis du er stor Supremes-fan, så er Anthology nok noget for dig, men den er så langt fra perfekt. Der er nørde-guf til nørderne, men en god lytteoplevelse får man kun rigtigt på første cd.