64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

142 – Phil Spector – A Christmas Gift for You from Phil Spector (1963)

A Christmas Gift for You from Phil Spector er ikke blot ofte opfattet som den bedste juleplade nogensinde; det er nok den eneste juleplade, der bliver opfattet af mange som en af de bedste plade nogensinde, og kan deltage i diskussion side om side med klassikere som Revolver og Blonde on Blonde. Brian Wilson fra The Beach Boys har ofte kaldt dette for sin yndlingsplade i hele verden. På pladen finder man 13 Phil Spector-producerede julesange, opført af Spectors vanlige samarbejdspartnere: The Ronettes, The Crystals, Darlene Love og Bob B. Soxx & the Blue Jeans. De fleste af sangene er genindspilninger af klassikere, såsom Rudolph the Red-Nosed ReindeerWinter Wonderland og Santa Claus Is Coming to Town. Den eneste originale komposition er den glimrende Christmas (Baby Please Come Home) opført af Darlene Love. Men selvom de fleste a melodierne allerede var gamle i 1963, holdt Spector sig ikke tilbage fra at modernisere dem, og hans moderniseringer har sat et markant aftryk på moderne julemusik. The Crystals-udgaven af Santa Claus Is Coming to Town var fx den første til at bruge det moderne, mere poppede omkvæd, som man også kender fra Jackson 5- og Bruce Springsteen-udgaverne.

Der er, som man kan forvente fra Phil Spector, også masser af detaljerigdom og lag på lag af instrumenter. Hans kendte “Wall of Sound”-teknik er tydelig på et nummer som I Saw Mommy Kissing Santa Claus, hvorpå verset bliver spillet på nogle strygere, mens både glockenspiel, horn og marchtrommer er sat ovenpå den vanlige rockbesætning. Der er ikke det mindste splitsekund tom luft, fordi arrangementerne altid er så mættede. Ikke alene lyder det godt, men der er tit noget at dykke ned i. Jeg er bl.a. vild med, at percussion-delen af Rudolph the Red-Nosed Reindeer forsøger at efterligne rytmen fra et spænd travende rensdyr. Hvis jeg skal kritisere noget, er det dog nok noget af det uundgåelige, at hvis man frasorterer julestemningen, er der ikke særlig meget følelsesmæssig substans i numre som Parade of the Wooden Soldiers eller Here Comes Santa Claus. Så er kærlighedssangene, såsom Sleigh RideThe Bells of Saint Mary’s og Christmas (Baby Please Come Home) af en noget mere følelsesmæssigt resonerende karakter. Afslutningsnummeret er en instrumental udgave af Silent Night tillagt en monolog fra Phil Spector selv, hvor han takker alle, der har bidraget til albummet. Det er også vældig rørende, og det runder flot albummet af.

Lyden består hovedsageligt af Phil Spectors typiske pigegruppe-lyd. Selv Darlene Love-sangene er ofte produceret således, at hun lyder mere som en vokalgruppe end en solist. Den gennemgående lyd hjælper dog til med at få pladen til at føles helstøbt, mens de fire forskellige vokalsammensætninger gør lyden tilpas varieret. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere fokus på Bobb B. Soxx, da han er den eneste mandestemme på pladen. Det ville gøre lyden mere varieret, og hans stemme er så stor og sjælfuld, at han sagtens kunne klare mere end to sange herpå, hvor den ene endda kun er Here Comes Santa Claus, hvilket ikke helt udnytter hans stemmes gennemslagskraft. Spectors konstante lydmur kan også blive lettere trættende i længden, men heldigvis starter mange af numrene stille ud, hvilket giver nogle tiltrængte pauser. Desuden er pladen kun lidt over en halv time lang, så man kan sagtens overleve, at pladen tit er så højlydt. Hvis du aldrig har hørt denne plade, så sæt den lige på til næste jul. Den holder stadig i dag, og den emmer bare af julestemning, af glæde og af fællesskab.