A Christmas Gift for You from Phil Spector er ikke blot ofte opfattet som den bedste juleplade nogensinde; det er nok den eneste juleplade, der bliver opfattet af mange som en af de bedste plade nogensinde, og kan deltage i diskussion side om side med klassikere som Revolver og Blonde on Blonde. Brian Wilson fra The Beach Boys har ofte kaldt dette for sin yndlingsplade i hele verden. På pladen finder man 13 Phil Spector-producerede julesange, opført af Spectors vanlige samarbejdspartnere: The Ronettes, The Crystals, Darlene Love og Bob B. Soxx & the Blue Jeans. De fleste af sangene er genindspilninger af klassikere, såsom Rudolph the Red-Nosed Reindeer, Winter Wonderland og Santa Claus Is Coming to Town. Den eneste originale komposition er den glimrende Christmas (Baby Please Come Home) opført af Darlene Love. Men selvom de fleste a melodierne allerede var gamle i 1963, holdt Spector sig ikke tilbage fra at modernisere dem, og hans moderniseringer har sat et markant aftryk på moderne julemusik. The Crystals-udgaven af Santa Claus Is Coming to Town var fx den første til at bruge det moderne, mere poppede omkvæd, som man også kender fra Jackson 5- og Bruce Springsteen-udgaverne.
Der er, som man kan forvente fra Phil Spector, også masser af detaljerigdom og lag på lag af instrumenter. Hans kendte “Wall of Sound”-teknik er tydelig på et nummer som I Saw Mommy Kissing Santa Claus, hvorpå verset bliver spillet på nogle strygere, mens både glockenspiel, horn og marchtrommer er sat ovenpå den vanlige rockbesætning. Der er ikke det mindste splitsekund tom luft, fordi arrangementerne altid er så mættede. Ikke alene lyder det godt, men der er tit noget at dykke ned i. Jeg er bl.a. vild med, at percussion-delen af Rudolph the Red-Nosed Reindeer forsøger at efterligne rytmen fra et spænd travende rensdyr. Hvis jeg skal kritisere noget, er det dog nok noget af det uundgåelige, at hvis man frasorterer julestemningen, er der ikke særlig meget følelsesmæssig substans i numre som Parade of the Wooden Soldiers eller Here Comes Santa Claus. Så er kærlighedssangene, såsom Sleigh Ride, The Bells of Saint Mary’s og Christmas (Baby Please Come Home) af en noget mere følelsesmæssigt resonerende karakter. Afslutningsnummeret er en instrumental udgave af Silent Night tillagt en monolog fra Phil Spector selv, hvor han takker alle, der har bidraget til albummet. Det er også vældig rørende, og det runder flot albummet af.
Lyden består hovedsageligt af Phil Spectors typiske pigegruppe-lyd. Selv Darlene Love-sangene er ofte produceret således, at hun lyder mere som en vokalgruppe end en solist. Den gennemgående lyd hjælper dog til med at få pladen til at føles helstøbt, mens de fire forskellige vokalsammensætninger gør lyden tilpas varieret. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere fokus på Bobb B. Soxx, da han er den eneste mandestemme på pladen. Det ville gøre lyden mere varieret, og hans stemme er så stor og sjælfuld, at han sagtens kunne klare mere end to sange herpå, hvor den ene endda kun er Here Comes Santa Claus, hvilket ikke helt udnytter hans stemmes gennemslagskraft. Spectors konstante lydmur kan også blive lettere trættende i længden, men heldigvis starter mange af numrene stille ud, hvilket giver nogle tiltrængte pauser. Desuden er pladen kun lidt over en halv time lang, så man kan sagtens overleve, at pladen tit er så højlydt. Hvis du aldrig har hørt denne plade, så sæt den lige på til næste jul. Den holder stadig i dag, og den emmer bare af julestemning, af glæde og af fællesskab.