Tag-arkiv: R&B

142 – Phil Spector – A Christmas Gift for You from Phil Spector (1963)

Udgivet den af
Svar

A Christmas Gift for You from Phil Spector er ikke blot ofte opfattet som den bedste juleplade nogensinde; det er nok den eneste juleplade, der bliver opfattet af mange som en af de bedste plade nogensinde, og kan deltage i diskussion side om side med klassikere som Revolver og Blonde on Blonde. Brian Wilson fra The Beach Boys har ofte kaldt dette for sin yndlingsplade i hele verden. På pladen finder man 13 Phil Spector-producerede julesange, opført af Spectors vanlige samarbejdspartnere: The Ronettes, The Crystals, Darlene Love og Bob B. Soxx & the Blue Jeans. De fleste af sangene er genindspilninger af klassikere, såsom Rudolph the Red-Nosed Reindeer, Winter Wonderland og Santa Claus Is Coming to Town. Den eneste originale komposition er den glimrende Christmas (Baby Please Come Home) opført af Darlene Love. Men selvom de fleste a melodierne allerede var gamle i 1963, holdt Spector sig ikke tilbage fra at modernisere dem, og hans moderniseringer har sat et markant aftryk på moderne julemusik. The Crystals-udgaven af Santa Claus Is Coming to Town var fx den første til at bruge det moderne, mere poppede omkvæd, som man også kender fra Jackson 5- og Bruce Springsteen-udgaverne.

Der er, som man kan forvente fra Phil Spector, også masser af detaljerigdom og lag på lag af instrumenter. Hans kendte “Wall of Sound”-teknik er tydelig på et nummer som I Saw Mommy Kissing Santa Claus, hvorpå verset bliver spillet på nogle strygere, mens både glockenspiel, horn og marchtrommer er sat ovenpå den vanlige rockbesætning. Der er ikke det mindste splitsekund tom luft, fordi arrangementerne altid er så mættede. Ikke alene lyder det godt, men der er tit noget at dykke ned i. Jeg er bl.a. vild med, at percussion-delen af Rudolph the Red-Nosed Reindeer forsøger at efterligne rytmen fra et spænd travende rensdyr. Hvis jeg skal kritisere noget, er det dog nok noget af det uundgåelige, at hvis man frasorterer julestemningen, er der ikke særlig meget følelsesmæssig substans i numre som Parade of the Wooden Soldiers eller Here Comes Santa Claus. Så er kærlighedssangene, såsom Sleigh Ride, The Bells of Saint Mary’s og Christmas (Baby Please Come Home) af en noget mere følelsesmæssigt resonerende karakter. Afslutningsnummeret er en instrumental udgave af Silent Night tillagt en monolog fra Phil Spector selv, hvor han takker alle, der har bidraget til albummet. Det er også vældig rørende, og det runder flot albummet af.

Lyden består hovedsageligt af Phil Spectors typiske pigegruppe-lyd. Selv Darlene Love-sangene er ofte produceret således, at hun lyder mere som en vokalgruppe end en solist. Den gennemgående lyd hjælper dog til med at få pladen til at føles helstøbt, mens de fire forskellige vokalsammensætninger gør lyden tilpas varieret. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere fokus på Bobb B. Soxx, da han er den eneste mandestemme på pladen. Det ville gøre lyden mere varieret, og hans stemme er så stor og sjælfuld, at han sagtens kunne klare mere end to sange herpå, hvor den ene endda kun er Here Comes Santa Claus, hvilket ikke helt udnytter hans stemmes gennemslagskraft. Spectors konstante lydmur kan også blive lettere trættende i længden, men heldigvis starter mange af numrene stille ud, hvilket giver nogle tiltrængte pauser. Desuden er pladen kun lidt over en halv time lang, så man kan sagtens overleve, at pladen tit er så højlydt. Hvis du aldrig har hørt denne plade, så sæt den lige på til næste jul. Den holder stadig i dag, og den emmer bare af julestemning, af glæde og af fællesskab.

147 – Otis Redding – Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology (1998)

Udgivet den af
Svar

Der er få soulsangere af samme kaliber som Otis Redding. Der er selvfølgelig nogle få, men den klassiske Atlantic Records-soullyd er af gode grunde så uløseligt forbundet med Otis Redding. Ikke alene havde han en fantastisk stemme, hans backingband, Booker T. and the M.G.’s er også nogle af de dygtigste soulmusikere, jeg kender til. Desuden var flere af hans bedste plader produceret af Isaac Hayes, en af soul-genrens mest indflydelsesrige figur. Redding var grundet sin stemme lidt af en guldgris hos pladeselskabet, så de kastede virkelig alt efter, at hans plader skulle blive så gode som muligt. Han døde desværre i 1967 som blot 26-årig, dog med en imponerende diskografi bag sig. I 1998 blev 50 af hans bedste numre så udgivet på opsamlingen Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology. Og så meget som jeg elsker Otis Redding, så synes antallet af sange altså at være ret højt. 50 sange er fint til en Beatles- eller Madonna-antologi – Otis Redding har simpelthen bare ikke nok berømt materiale til at fylde 2½ time ud. Derfor får man nogle ret obskure sange med i godteposen. Sange som Chained and Bound, Cigarettes and Coffee og hans cover af Sam Cookes Cupid er ikke særlig kendte, og man kommer næppe til at huske dem.

De har endda valgt at inkludere sæsonbaserede sange. Med mindre man lige har set The Nightmare Before Christmas, så har jeg svært ved at se, hvordan Trick or Treat passer ind på samme plade som et cover af Merry Christmas, Baby. Disse er desuden heller ikke just opsamlingens højdepunkter. Jeg vil dog sige, at der er forbløffende få sange, der vitterligt er dårlige. Det gennemgående problem med de dårligere sange er blot, at de er lidt kedelige og uinspirerede. Den eneste reelle musikalske katastrofe er Tramp, som jeg vist også fik udskældt, da jeg anmeldte The Dock of the Bay. Når der er så mange numre, er man dog ret sikker på, at man får alle sine yndlingssange. De eneste nummer, jeg virkelig godt kunne have ønsket mig at høre tilføjet, er I’m Sick Y’all og hans cover af Tennessee Waltz, begge oprindeligt fra Dictionary of Soul. De er dog ret obskure, så jeg kan tilgive udeladelsen. Og man tænker ærlig talt ikke meget over det, når man får sange som Try a Little Tenderness, (Sittin’ On) The Dock of the Bay, I’ve Been Loving You Too Long, I Can’t Turn You Loose og Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song) i stribevis.

Jeg opdagede også godt med gode sange, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har jo allerede anmeldt 3 andre Otis Redding-albums, så jeg har ret godt styr på hans materiale. Mine nye bekendskaber med You Left the Water Running, Hard to Handle og Shout Bamalama har været virkelig gode. Disse er uden tvivl sange, jeg vil vende tilbage til, og de er så forskelligartede, at de fremviser Reddings varierede evner vældig godt. Det, der dog for alvor gør denne opsamling værd at lytte til for en Redding-entusiast som mig, er, at den indeholder hele Reddings legendariske optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Musikerne spillede ikke synderligt lange sæt på denne festival, da der var konstant vekslen mellem musikere. Derfor giver Otis Redding den så meget gas, som han overhoved kan med fænomenale udgaver af Shake, Respect, I’ve Been Loving You Too Long, (I Can’t Get No) Satisfaction og en helt hjernedødt god udgave af Try a Little Tenderness. Disse optagelser er ikke udgivet på særlig mange cd’er, og de findes ikke på Spotify. Så de er hovedlokkemaden. Derudover er Dreams to Remember en ret god opsamling. Der er nogle problemer her og der, men jeg fik mere godt ud af den end skidt, og det vil nok være en ret god måde at blive introduceret til Redding.

181 – The Rolling Stones – The Rolling Stones, Now! (1965)

Udgivet den af
2

Jeg har efterhånden anmeldt en del Rolling Stones-plader, så jeg har ret godt styr på dem. Jeg har også været vældig glad for alle de af deres plader, jeg har anmeldt, men de har også alle været fra efter, de har været etablerede i et par år. De har også til fælles, at rullestenene har skrevet stort set alle sange på disse plader, og at sangene er i den rækkefølge, de var tiltænkt. The Rolling Stones, Now! er derimod en plade fra 1965, tre år inde i deres karriere. Den var udelukkende tiltænkt et amerikansk publikum. Over halvdelen af sangene er oprindeligt fra pladen The Rolling Stones No. 2, som dengang kun var udgivet i Europa. Det betyder, at pladens rækkefølge er sammensat af folk fra bandets amerikanske pladeselskab og ikke medlemmerne selv. Og man får heller ikke mere end fire numre, der er skrevet af Mick Jagger og Keith Richards, så det meste af pladen består af covers af diverse amerikanske blues- og rock and roll-sange. Sådan er det med alle gruppens plader fra før 1967, og de fleste af gruppens fans er ret enige i, at de britiske udgaver af pladerne altid er de bedste.

Men der er ikke nogen grund til at være negativt stemt på grund af sådan nogle bagateller. The Rolling Stones er jo stadigvæk fantastiske musikere, der har givet os adskillige udødelige klassikere gennem tiderne. Ingen af dem er på The Rolling Stones, Now!, men det er heller ikke nødvendigvis et problem. Hverken Between the Buttons eller Exile on Main St. har nogen af de helt store sange på sig, men de fleste ville med god ret betegne dem som mesterværker. Og “klassiker” er måske et stort ord at bruge om den, men mindeværdig er denne plades Heart of Stone da. Det er et af de bedste bekendtskaber, jeg har fået ved at lytte til The Rolling Stones, Now! med sin oprigtige vokal, originale og stemningsrige melodi og sit rå men stadig ret finurlige arrangement. Jeg er også meget begejstret for deres cover af Bo Diddleys Mona (I Need You Baby). Dette er en helt fantastisk udgave, der viser al gruppens spilleglæde til fulde, og der er sjove detaljer: guitarriffet, der næsten er en prototype på The Smiths’ How Soon Is Now?, dejligt kraftige trommer, frembrusende vokal og inkorporering af surf-guitar.

De tilføjer tit disse numre nogle nye ting, men efter min mening er der stadig lidt langt mellem snapsene. Little Red Rooster gør for mig intet, som udgaven med Howlin’ Wolf  ikke gør bedre. Det bedste, jeg umiddelbart kan sige i forhold til deres cover af Chuck Berrys You Can’t Catch Me, er at den har lært mig originalen at kende. Hvor Chucks er skæg og finurlig, er The Rolling Stones’ version flad, udynamisk og lydmæssigt stort set bare støj i mine øre. I mange tilfælde ville jeg sige, at nummeret, de opfører bare lyder som en amerikansk bluessang med markant mindre finesse. For Keith Richards var endnu ikke rigtig den fantastiske guitarist, man kender fra senere i gruppens karriere, og Jagger er ikke ligefrem Bobby ‘Blue’ Bland. Jeg elsker virkelig The Rolling Stones, men på mange måder føles en god portion af denne plade bare som at høre dine gode venner opføre et par bluesstandarder til en gratiskoncert. I forhold til sange som Everybody Needs Somebody to Love, What a Shame og You Can’t Catch Me kan jeg bare slet ikke se nogen årsag, til at de eksisterer. Jeg mærker ingen inspiration, ingen drivkraft. Der er spilleglæde, men det redder ikke alt. Der er nogle få ret gode sange på The Rolling Stones, Now! men som en helhedsoplevelse er der ikke meget at komme efter.

182 – Bob Marley & The Wailers – Natty Dread (1974)

Udgivet den af
Svar

Efter Eric Claptons cover af reggae-gruppen The Wailers’ I Shot the Sheriff fik de en vis uventet berømmelse, og sanger Bob Marley blev i høj grad til stjernen, da de to andre sangere, Peter Tosh og Bunny Wailer, forlod bandet. Efter dette skiftede de navn til Bob Marley & The Wailers, og de udgav deres første album under dette nye navn i 1974. Pladen hed Natty Dread, og den starter med nummeret Lively Up Yourself. Denne sang er virkelig sjov og løs, og Marley er dejligt charmerende herpå. Der er en interessant bluesguitar, der giver nummeret noget kant, og ellers er det bare et af de bedste eksempler på, hvor godt Marleys positivistisme kan fungere. Andet nummer er No Woman, No Cry, der især blev berømt af live-udgaven fra året efter. Live-udgaven er nok også min favorit, især grundet Marleys meget stærkere vokal derpå og guitarsoloens vigtighed. Ikke at originalen ikke er glimrende, den er et af Marleys hovedværker som lyriker og sangskriver. Melodien er fængende og rørende på en og samme tid, og spirituelt er den opløftende. Them Belly Full (But We Hungry) viser derimod den vrede rebel-Marley på sit højeste. Denne sang er nok min favorit på hele pladen. Han er så vred, så hævngerrig, og musikken bagved støtter dette flot.

Pladen fortsætter i rebel-retningen med Rebel Music (3 O’Clock Roadblock). Denne er også aggressiv på en enormt cool måde. Hvert ord er leveret med enorm spydighed. Når man hører den første gang minder den nok lidt om I Shot The Sheriff, men den udvikler sig virkelig til at være en sang, der står helt for sig selv. Hvis man skulle pege på et væsentligt problem ved Natty Dread, ville det være, at de bedste numre findes i starten. Dette skal ikke forstås som, at numrene bliver dårligere derefter, men det er helt klart de første par stykker, man husker bedst. So Jah Seh er f.eks. også en flot, mørk, rebelsk sang, og den er faktisk meget kreativt arrangeret. Den skiller sig også meget ud ved ikke at følge en formel, der ellers desværre ender med at være ret gennemgående for pladen. Først omkvæd, så vers, så omkvæd, så vers, og til sidst en masse svedig reggae-jam. Denne formel følger titelnummeret, Natty Dread, i så høj grad, at jeg aldrig kan huske meget andet end omkvædet, der er lidt ensformigt. Det er ellers en ret god sang, mens den er der, den efterlader bare ikke et mærke på niveau med resten.

Bend Down Low er stort set bare reggae-jam fra start til slut, men det er ret fedt, og teksten er spirituel og sensuel. Ca. halvvejs inde interpolerer de på ganske kreativ vis Keep-A-Knockin’ af Little Richard. Det er en ganske sjov sang, og der er mange skægge detaljer, der gør nummeret værd at spille flere gange. Talkin’ Blues er ironisk nok ikke en talking blues-sang. Men den fortsætter pænt det spirituelle – eller her nærmest religiøse – tema. Talkin’ Blues har en ret mærkbar tekst med linjer som “‘Cause I feel like bombin’ a church, now that you know that the preacher is lyin'”. Afslutningsnummeret hedder Revolution, og det sætter flot punktum til pladen. Det opsamler pointerne, der er blevet lavet i løbet af pladen, og guitaren derpå er ret så latin-præget. Hvert eneste instrument på dette nummer er flot arrangeret. Det afslutter med at fade, det er jeg ikke verdens største fan af, når afslutningsnumre gør, men det er derudover en yderst tilfredsstillende afslutning. Hvis du er stor fan af reggae, så har du nok allerede lyttet til en hel del Bob Marley, sikkert også denne plade, men du behøver blot at have det mindste til overs for genren, så er denne plade værd at lytte til.

190 – Elvis Presley – From Elvis in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

Elvis Presleys materiale fra 50’erne og starten af 60’erne lovprises ofte fra højre og venstre, men som 60’erne gik fremad, så begyndte han at ligne lidt af et sellout. Han begyndte allerede tidligt i sin karriere at medvirke i spillefilm, men som 60’erne gik fremad, blev det mindre og mindre interessant for det brede publikum, mest fordi han pumpede så mange film og plader ud om året, og langt fra det hele var lige godt. Han udstrålede virkelig bare middelmådighed i en årrække. I 1969 udløb hans filmkontrakt dog, og han kunne komme tilbage til det, der virkelig betød noget, nemlig musikken. Elvis’ første mærkbare album i mange år kom da med From Elvis in Memphis, der var en ganske fokuseret plade i sin lyd. Kun to producere, ét fast band, og alle numre var optaget i samme studie i Memphis, hvorfor pladen da også hedder, det den hedder. Det skaber en mere sammenhængende lyd, end man måske ville forvente af en plade, der har krediteret forskellige sangskrivere på næsten hvert eneste nummer. Det er også imponerende idet albummet har både storladne soul-sange og stille country-standarder. Men selv country-numrene får tit lidt soul-lyd, hvilket gør dem lettere at holde ud for mig.

Det, jeg foretrækker på pladen, er dog R&B-numrene, hvor dem, der bærer mest præg af denne stilart er Wearin’ That Loved on Look og den fuldkommen formidable Long Black Limousine. Jeg er dog også ret vild med Power of My Love, der er nær en rendyrket bluessang. Hoveddelen af denne plade er dog country, og det er af den ret vattede, polerede slags, som folk som Gram Parsons samtidig gjorde opgør mod. Det er selvfølgelig sjovt med denne soul-lyd oveni, men man sidder bare tit og håber på, at de vil gøre noget udfordrende snart. I bedste fald gør de lyden mere levende og støtter Elvis’ stemme virkelig pænt, f.eks. på Gentle on My Mind og In the Ghetto. I værste fald går det som på It Keeps Right on A-Hurtin’, hvor lyden bliver alt for poleret, mens melodien og teksten ikke går udenfor det, man forventer af en standard country-sang. Med andre ord tager den de værste klichéer fra hver genre i stedet for at udnytte de forcer, som de sammen kan opnå, hvilket det meste af pladen jo heldigvis prøver på – nemlig at blande den lækre lyd fra soul med ærligheden og oprigtigheden fra country.

Pladens struktur er ganske fin. In the Ghetto er fuldkommen perfekt som afslutningsnummer, og Wearin’ That Loved on Look starter pladen med bombast. Efter det er pladen også ganske god til at veksle mellem forskellige slags sange, nogle med mest fokus på soul, nogle med mest fokus på country, men i det hele taget en fin variation, der giver pladen liv. Man kan bare tit tænke, at pladen mangler noget sjæl. Og med det mener jeg ikke Elvis’ stemme, den har masser af sjæl, nej jeg mener pladen som helhed. Den føles stadig meget kold og studieproduceret. Jeg kan godt se, at den er bygget op omkring et musikalsk koncept, men det gør det nærmest ekstra underligt, at de ikke har gjort mere end de har. Pladen mangler et “statement”, en måde, den skiller sig ud. Men i 1969 var Elvis allerede ved at være et oldtidsfund. Han ville ikke lave noget udfordrende. Han har ikke selv skrevet én eneste af sangene. Men i 1969 var det jo ligemeget. Elvis skulle nok sælge alligevel, man kunne udgive hvad som helst. Og med det i betragtning, så er pladen langt bedre end man ville forvente, og uden tvivl et højdepunkt i hans sene karriere.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

Udgivet den af
Svar

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som Bad, Man in the Mirror, Smooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth Criminal, Speed Demon, Dirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.