Tag-arkiv: Rock

32 – The Rolling Stones – Let It Bleed (1969)

Udgivet den af
Svar

I 1969 var The Beatles ved at takke af, men deres evige konkurrenter i The Rolling Stones havde kun lige begyndt deres allerstørste succesperiode. De havde lige udgivet den anmelderroste ‘Beggars Banquet’ året forinden – ikke, et album, jeg finder lige så fantastisk som de fleste andre gør, omend det stadig er en fin skive. Roserne er i mine øjne langt mere fortjente, når det gælder opfølgeren, ‘Let It Bleed’ fra 1969. En af årsagerne til, at jeg finder den så meget bedre, er strukturen. For eksempel elsker jeg, at de to sange, der føles allerstørst, er i hver sin ende af albummet. Albummet starter med den grumme, morderiske Vietnam-protestsang ‘Gimmie Shelter’ – et nummer, der byder på nogle tidlige klimakser, når gæstevokalist Merry Clayton synger linjerne »Rape! Murder! It’s just a shot away« for sine lungers fulde kraft. Afslutningsnummeret er derimod en fællessang, der starter diskret og ender i religiøse proportioner med et tilhørende gospelkor for ekstra effekt. Derudover er The Rolling Stones rigtig gode til at skabe dynamisk variation. Disse to står stadig som klare dynamiske højdepunkter, men der er ellers en god vekslen mellem country-ballader, energiske rock and roll-tracks, deciderede bluessange og endda en smule funkinspiration.

Bandet er selvsagt virkelig dygtige – de føjer masser af karakter til de ofte ret simple kompositioner, og de sørger for at tackle de forskellige stilarter med den samme karismatiske balance mellem løssluppenhed og finesse. Det gør, at vi trods en bred sonisk pallette altid kan høre, at vi har at gøre med det samme band – og det er altid meget underholdende at høre dem udforske alskens forskellige lyde. En af mine favoritter er ‘Country Honk’. Det er en øm udgave af deres hit ‘Honky Tonk Women’, hvor instrumentationen er blevet mærkbart mere country-inspireret. I starten virkede det gimmicky i mine øjne, og jeg havde svært ved at forstå, at de ikke bare inkluderede den kendte rockudgave, men den endte med at overvinde mig med sin unikke, uslebne lyd. Den bliver efterfulgt af en solid, dejligt rodet rocksang ved navn ‘Live With Me’, der byder på både en fed saxofonsolo, en flot basgang, et levende klaver og nogle trommer, der bliver smadret synder og sammen. Dette album er generelt rig på den attitude, Stones oprindeligt gjorde sig bemærkede for, dog med langt mere målrettethed, end man finder på deres tidligste plader.

Der er nogle få tracks, der ikke siger mig det store. Det seksuelle, druggy titelnummer siger mig ikke det store, og jeg synes at hooket bliver lidt for ensartet, samt at Mick Jaggers stemme kan gå hen og blive irriterende. Jeg er dog glad for både dens brug af klaver, slideguitar og bas, der tilføjer godt med liv til tracket. Jeg synes måske også, at den stille bluesballade ‘Love in Vain’ er en lidt for stille opfølger til ‘Gimmie Shelter’ – det er godt med dynamisk afveksling, men det føles lidt som om, man pludselig har startet det hele forfra. Både den og den lidt mere country-prægede ‘You Got the Silver’ er i den mere forglemmelige ende af albummet – sidstnævnte er dog en glimrende stemningssætter for den vovede, funky ‘Monkey Man’, der ville have været oplagt til at afslutte albummet, hvis det ikke var for den mesterlige ‘You Can’t Always Get What You Want’. På ‘Monkey Man’ går hele bandet amok til sidst, især Jagger og Richard, og det går lige i hjertet. ‘Let It Bleed’ er en virkelig hyggelig, underholdende plade. Jeg tror ikke, man skal forvente det helt store kunstneriske statement, man skal mest af alt bare lade sig rive med. For når man lader sig rive med, ender man med en rigtig tilfredsstillende albumoplevelse.

57 – The Rolling Stones – Beggars Banquet (1968)

Udgivet den af
2

Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.

The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.

“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

86 – The Beatles – Let It Be (1970)

Udgivet den af
Svar

Da The Beatles i 1970 annoncerede over for verden, at de ville gå hvert til sit, folod de publikum med en plade, der absolut var en afstikker fra den musik, der havde kendetegnet den sidste halvdel af deres karriere. Mens de på albums som ‘The White Album’ og ‘Abbey Road’ havde udfordret og udvidet grænserne for hvad popmusik kunne præstere, var ‘Let It Be’ fra 1970 stort set en tilbagevenden til deres mere simple blues-prægede rocknumre. Det er selvfølgelig lidt af en overforsimpling, men det er den generelle stilart, man finder på pladen. Undtagelserne til denne regel er nok mine favoritter. Den artistiske ambition er især tydelig på denne plades enlige forsøg på psykedelia, den smukke ‘Across the Universe’. Den barokke instrumentation på ‘The Long and Winding Road’ understøtter også den melankolske sentimentalitet på nummeret virkelig godt, og det ender med at være det muligvis bedst lydende nummer på pladen. Man kan selvfølgelig ej heller undgå at nævne pladens mest populære sang, den titulære ‘Let It Be’. Efter så mange gange, hvor denne simple sang har stået model for lejrbåls-fællessang, skulle man tro at nummerets magi var svunden, og det ville den muligvis også være, hvis lyden ikke var så utrolig lækker, især når George Harrisons guitar og Paul McCartneys vokal mødes mod slutningen.

Lyden på pladen faktisk virkelig værd at bide mærke i, for i modsætning til samtlige andre Beatles-albums, er ‘Let It Be’ ikke produceret af George Martin. De har fået en anden af verdens bedste producere til at tage sig af pladen, nemlig ingen ringere end Phil Spector. Spector gjorde sig i 60’erne bemærket for hans fyldige poplyd, den såkaldte ‘Wall of Sound’, han skabte med navne som Ike & Tina Turner, The Ronettes og The Righteous Brothers. Hvis man ser bort fra de førnævnte numre, ville The Beatles med ‘Let It Be’ dog mest af alt skabe en rå, blueset rock and roll-plade, så det er langt fra altid, Spectors produktionsstil passer særlig godt til sangene. Tit lyder mixet bare tomt og tyndt. Når pladen lyder bedst, har Beatles nærmest aldrig lydt bedre, men det er stort set kun på numrene ‘The Long and Winding Road’ og ‘Let It Be’, at jeg er helt tilfreds med lyden, selvom den lidt skæve lyd på ‘Get Back’ også absolut har sin charme. ‘Across the Universe’ lyder dog alt for mudret, den passer lydmæssigt slet ikke sammen med resten af tracklisten.

Store dele af pladen ville dog næppe blive forbedret af bedre produktion, for meget af sangskrivningen og instrumentationen er underligt uambitiøs. Jeg tror, de hovedsageligt prøver at levere på charme, men den rammer mig ikke så ofte. Den virker godt på det country-inspirerede åbningsnummer, ‘Two of Us’, der har en romantisk, sentimental lyd. Numre som ‘Dig A Pony’, ‘One After 909’ og ‘For You Blue’ føles dog mest af alt som fyld-numre. Det er ikke engang særlig god blues eller rock and roll, det er en meget nedvandet udgave af genren. På ‘For You Blue’ siger Lennon “Elmore James got nothin’ on this”, og det lyder nærmest sarkastisk. Markant på pladen er også de to sange på under et minut, ‘Dig It’ og ‘Maggie Mae’. De er begge exceptionelt ringe, og jeg tror, at dette er et forsøg på en dosis humor, selvom jeg selv finder det ret plat. De er nok de mest rodede numre på den rodebutik, der i sin helhed er ‘Let It Be’-pladen. ‘The White Album’ fra 1968 var også rodet, men den var samtidig nytænkende og eksperimenterende. Jeg må desværre sige, at jeg kun får noget mærkbart ud af omkring halvdelen af pladen, så jeg har svært ved at anbefale den, hvis man ikke allerede er stor Beatles-fan.

96 – The Who – Tommy (1969)

Udgivet den af
3

Tommy af the Who er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver af mange kaldt den første rockopera, og den noget specielle historie fortalt herpå er både berømt og berygtet. For uanset hvor godt, man synes, albummet er, så er handlingen dybt latterlig: en dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham fra hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At the Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne til at få gjort dette er via gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, Overture hovedsageligt består af fraser, der senere opleves i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda 2 akter, som var det en opera – delt op over to skiver.

Til trods for at skulle afspejle et væld af figurer og scenarier, har albummet generelt en meget skøn, grandiøs lyd. Der er godt med afvigelser herfra, hvilket naturligvis også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger yderligere vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Det er værd at nævne, at jeg muligvis får nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige, fantastiske præstationer, begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han slutteligt starter en religion. Samtidig er han dog en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er just virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man tydeligt mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især fordi musikkens pompøse udstråling sørger for det.

Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen A Quick One), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene generelt assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er virkelig udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom Tommy’s Holiday Camp og Tommy Can You Hear Me, der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de assisterer historien fyldestgørende. Det er især de kortere numre, dette gælder for, men jeg føler ikke at længden er en god undskyldning, med mindre de ikke kommer meget over et halvt minut. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man selvfølgelig ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en unik, original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som Pinball Wizard, Amazing Journey og We’re Not Gonna Take It samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.

108 – The Rolling Stones – Aftermath (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft mine problemer med The Rolling Stones på det sidste. Jeg lyttede til den amerikanske udgivelse The Rolling Stones, Now! fra 1965, og jeg var slemt skuffet, men jeg tænkte, at det nok handlede om, at de amerikanske Rolling Stones-albums dengang end ikke var sammensat af bandet selv. Derfor valgte jeg at lytte til den britiske udgave, da jeg skulle anmelde Out of Our Heads fra samme år, og den led desværre af mange af de samme problemer som The Rolling Stones, Now!. Min konklusion var da, at The Rolling Stones’ tidlige plader ikke lever op til de standarder, der senere blev sat af plader som Beggars Banquet og Between the Buttons. Spørgsmålet må jo da være, hvornår pladerne begyndte at være gode, og for mit vedkommende er det nok ved Aftermath fra 1966. Dette har delvist noget at gøre med, at de er blevet mere eventyrlystne i forhold til det instrumentale. Lyden bliver endelig mere end blot noget skramlet blues-rock, der er nu numre med cembalo, marimba og endda et japansk instrument kaldet en koto. De udnytter også deres instrumenter til at skabe mere spændende lydbilleder nu, hvor det især kan fremhæves, hvordan guitaren på Mother’s Little Helper næsten lyder som en sitar.

De turde også på Aftermath at skubbe gruppen i nye retninger på andre måder. Dels er den med sine 53 minutter den længste plade, gruppen dengang havde udgivet, og i det hele taget en af de længste plader, der nogensinde var blevet presset ned på en enkelt LP. Det var også den første plade fra The Rolling Stones, der ikke indeholdt nogen covers, og den lyder absolut mere moderne af, at den ikke trækker så meget på gamle Muddy Waters- og Chuck Berry-numre. De viser også flot deres evner som sangskrivere, bl.a. på Mother’s Little Helper, Out of Time og Lady Jane for at nævne et par personlige favoritter. De tog også chancer ved at lade et 11 minutter langt nummer ved navn Going Home være på pladen. Det er en lidt langtrukken affære, men man lægger faktisk nærmest ikke mærke til længden. Den måtte godt være kortere, men det er nu ganske underholdende at høre gruppen jamme i så lang tid. Og det er jo heller ikke fordi hvert eneste nummer på pladen er et mesterværk, men bundniveauet er på alle måder acceptabelt, og man når ikke at komme til at kede sig.

Teksterne kommer også mere i fokus, nu hvor Mick Jagger og Keith Richards selv har stået for dem, og det sker på godt og ondt. Mother’s Little Helper har en helt genial tekst, de fleste andre er også ganske glimrende. Der er nogle få, der skærer i ørerne. Stupid Girl, en af pladens svageste sange musikalsk såvel som lyrisk, har en ret barnlig tone til sig, og de prøver i lidt for høj grad at fortsætte deres bad boy-stil her. Det nummer, der splitter mig mest er dog nok Under My Thumb. Musikken her er fænomenal, ingen tvivl om det, men teksten får mig virkelig til at krumme tæer. Den er faktisk formuleret ret godt, men den er så dybt sexistisk, at den kan være svær at sluge, i hvert fald med moderne øjne, og jeg kan ellers sagtens klare at høre dem synge om voldtægt på Brown Sugar. Jeg er ligeglad med, om det er satire, for teksten er stadig en kende ubehagelig. Aftermath er i gruppens diskografi placeret lige mellem Out of Our Heads og Between the Buttons. Den er mellem noget meget middelmådigt og et vaskeægte mesterværk. Kvalitetsmæssigt befinder Aftermath sig også nogenlunde lige mellem disse. De viser potentiale og kreativitet, og det skal de sgu have en tommel op for.

109 – The Velvet Underground – Loaded (1970)

Udgivet den af
Svar

De to første albums fra The Velvet Underground er noget af det mest innovative, eksperimentelle rockmusik, 60’erne havde at byde på, og de var på hver sin måde enormt indflydelsesrige på punk-bevægelsen ti år senere. Deres tredje album, der blot hed The Velvet Underground, var en mere afdæmpet, inderlig affære, men absolut stadig ikke kommerciel, og den havde nogle meget artistisk yderliggående øjeblikke. Det samme kan ikke rigtig siges om det fjerde album, der fik navnet Loaded. Her bliver gruppen poppede og fængende, og de synger sange om kærlighed frem for heroin og jesus. Med det sagt er produktionen på Loaded stadig en kende skramlet, men de mest populære pop-rock-sange fra samtiden var fra Three Dog Night, The Guess Who og Norman Greenbaum, og deres lyd er faktisk også en kende skramlet, så de passer stadig fint ind. Når man hører Loaded føles den dog tit en kende satirisk. Det kan sagtens være, at det har noget at gøre med mit allerede etablerede forhold til gruppen og især til Lou Reed som vokalist, men at høre ham gå ind i et cheesy spoken word-stykke midt i den doo wop-inspirerede I Found a Reason, det føles altså ret så humoristisk.

Uanset om det er satirisk eller ej, så viser gruppen på Loaded dog, at de sagtens kan kapere denne overgang til mere poppet rockmusik. Deres inderlighed går måske lidt tabt til fordel for noget sarkasme, men selve sangskrivningen fejler intet. Who Loves The Sun er en vidunderligt konstrueret sang, bygget op omkring morsomme sammenligninger mellem vejrfænomener og at få sit hjerte knust, om den apatiske situation, man kan finde sig selv i, når dette sker. Ligeledes er Sweet Jane og Rock & Roll klassiske feel good-rocksange om ungdommelig naivitet og glæde. Lou Reed har måske ikke en særlig stærk sangstemme, men han synger med sådan en iver, at man stadig kan mærke det, og så man netop kan mærke den underliggende humor i alle numrene. Et af de numre, hvor sarkasmen udtrykkes allerbedst, er New Age. Sangen handler om idolisering af berømtheder, om at skabe et envejs-forhold. Måden sangen eskalerer mod slutningen er meget storladen, og det er faktisk en ganske stærk sang på alle parametre, ikke kun i humoren. Det er derfor, man kan undre sig over de mere fjollede sange på pladen. Train Round the Bend og Lonesome Cowboy Bill er faktisk ganske gode sange, men tankevækkende ville jeg på ingen måde kalde dem.

Med det sagt, så er de stadig berettigede i deres tilstedeværelse på pladen. Mange af numrene er ret low-key og bløde, så noget mere energisk rock and roll er tiltrængt, og Head Held High, Train Round the Bend og Lonesome Cowboy Bill udfylder dette tomrum ganske fint, selvom sangene vækker større følelser hos mig end et lille smil. Afslutningsnummeret Oh! Sweet Nuthin’ er dog i den helt modsatte ende. Det er et storladent, eskalerende nummer på over 7 minutter, der starter helt stille og afslutter i et vidunderligt crescendo. Det er et ufatteligt smukt nummer, der endelig bevæger sig væk fra det ironiske og over i det oprigtige. Idet dette var den sidste Velvet Underground-plade med Lou Reed, føles dette nummer også som en afslutning på gruppens karriere. Alle instrumenterne kommer ligeledes mod fronten, og man kan faktisk mærke gruppens samvær. Efter det store crescendo kommer et par få afdæmpede, melankolske toner, og man savner gruppens særlige magi, når det er slut. The Velvet Underground har lavet bedre plader end Loaded, men Loaded er stadig en plade med nogle mesterlige numre og en helt særegen stil og personlighed. Det er skidegod poprock med ironi og kant.

114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

Udgivet den af
Svar

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

Ugens playlist #3: 00’er-rock

Udgivet den af
Svar

Der er visse elitære rock-snobber derude, der hårdnakket vil påstå, at der ikke bliver lavet god musik længere, og at der i det hele taget ikke har været lavet særlig meget god musik siden engang midt i 90’erne. Nu skal jeg ikke tale på deres vegne, men jeg tror, de er blevet lidt aflukkede, bare tænder the Voice og konkluderer, at det kan de ikke lide. Så sætter de noget Jimi Hendrix på, og konkluderer, at det er meget bedre. Til det vil jeg komme med et utvetydigt: duh! Hvis man i 70’erne havde tændt for en popstation og derefter sat John Coltrane på, ville sammenligningen heller ikke have været svær. Når man sammenligner tidens diller og døgnfluer med udødelige klassikere, så vinder sidstnævnte jo nok for det meste. Jimi Hendrix blev ikke spillet på popstationerne. Hans største hit ramte #39 i USA, og ligeledes var John Coltrane slet ikke sin tids mest populære jazzkunstner – Perry Como, Tommy Dorsey og Chris Barber var derimod i fast rotation på hitlisterne.

Min pointe er, at rock ikke er død, bare fordi de eneste rockbands, der bliver spillet på popkanalerne er Twenty One Pilots, X Ambassadors og The Minds of 99. Det forgangne årti bød fx på masser af vidunderlig rockmusik både i ind- og udland. Bands som Arcade Fire, The National og Queens of the Stone Age har sørget for masser af fed, forskelligartet rock på den internationale scene, og herhjemme har grupper som Mew, The Blue Van og Oh No Ono skabt et levende rocklandskab. Solokunstnere som Beck, PJ Harvey og St. Vincent har også udgivet adskillige vidunderlige albums, og vi må absolut ikke glemme, at der er sket vilde ting indenfor heavy metal-genren med grupper som System of a Down, Converge og Behemoth. Masser af gamle kendinge har også i stadighed udgivet god rockmusik i løbet af 00’erne, såsom Bob Dylan, Bruce Springsteen og Nick Cave. Jeg har samlet 200 rocksange fra 00’erne, som jeg føler, er værd at lytte til. I kan lytte til den nedenfor

Husk i øvrigt, jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Jeg sætter pris på hver en stemme.

158 – Elton John – Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide den simple Elton John, der er langt nede på jorden. Ja, en sådan Elton John er svær at forestille sig i dag, men sådan var han på plader som Tumbleweed Connection og Elton John i starten af 70’erne. Han begyndte at flirte mere og mere med glam-rock, som årene gik, og i 1975 tog han det store spring: han valgte at kalde en plade noget så latterligt som Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Jeg har hørt visse kalde det for en af de værste albumtitler nogensinde, og ja, det lyder faktisk næsten mere som en Elton John-parodi end et ægte album, men jeg synes, det er en virkelig morsom og gribende titel. Og den udstråler også, hvilken retning, John tog med denne plade. Han holder sig sjældent tilbage, og han er ikke bange for at bruge så fjollede vendinger som “It’s party time for the guys in the tower of Babel” og så dybtfølte overdrivelser som “Someone saved my life tonight, sugar bear”. Det er faktisk svært at nævne en bedre Elton John-plade, der er udkommet sidenhen, fordi bare at prøve at overgå skalaen på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy ville være nær umuligt, og hvis man ikke prøvede, ville det føles som et skridt tilbage.

Elton John gør intet halvt på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Alle numrene emmer af ambition og excentricitet. Det virker lidt inspireret af et band som The Who, som John jo arbejdede sammen med til filmen Tommy, hvor John opfører Pinball Wizard. Den vekslen mellem det dybe og det fjollede, som hele den film er bygget op omkring. For selvom han er blevet fjollet og overdreven nu, lyder hans følelser stadig oprigtige og vigtige, og hvis det ikke er imponerende, så ved jeg ikke, hvad er. Når du sætter Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy på for første gang lægger du dog nok mærke til, at den ikke rigtig starter med at lyde så excentrisk og storladen igen. Dens åbningsnummer, der ligeledes hedder Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, starter som et simpelt country-nummer, og efterhånden udvikler det sig til den storladne lyd, som albummet i højere grad kan kendetegnes ved. Udviklingen er derfor tydeligere, da John selv jo har lavet meget country-præget musik, navnlig på pladen Tumbleweed Connection. På titelnummeret får vi da nærmest hele Elton Johns udvikling på lidt under 6 minutter.

Den generelle kvalitet på pladen er rigtig god. De fleste af sangene er enormt kraftige, fængende og mindeværdige. De svagere kort på egen hånd er nok de to sidste sange, We All Fall in Love Sometimes og Curtains. De er lidt mere melankolske og sentimentale end de andre sange, men det gør, at de slutter pladen rigtig flot af. Så selvom de ikke er særlig fængende eller stærke uden resten af albummet, ender de med at være en smuk måde at afslutte pladen på. Det er nok en smukkere afslutning end på nogen anden Elton John-plade. Der er også meget variation på pladen. Sangene er ikke blot alle gode, de er alle unikke, og dermed gør det, at pladen konstant serverer dig noget uforventet. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg er meget glad for Elton John, og et af hans fineste albums er uden tvivl Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Den har så meget identitet, så meget farve og så meget liv, at den kan tåle talrige gennemspilninger. Alle sange er smukt skrevet og karismatisk opført. Det er ikke til at stå for.