Da The Beatles i 1970 annoncerede over for verden, at de ville gå hvert til sit, folod de publikum med en plade, der absolut var en afstikker fra den musik, der havde kendetegnet den sidste halvdel af deres karriere. Mens de på albums som ‘The White Album’ og ‘Abbey Road’ havde udfordret og udvidet grænserne for hvad popmusik kunne præstere, var ‘Let It Be’ fra 1970 stort set en tilbagevenden til deres mere simple blues-prægede rocknumre. Det er selvfølgelig lidt af en overforsimpling, men det er den generelle stilart, man finder på pladen. Undtagelserne til denne regel er nok mine favoritter. Den artistiske ambition er især tydelig på denne plades enlige forsøg på psykedelia, den smukke ‘Across the Universe’. Den barokke instrumentation på ‘The Long and Winding Road’ understøtter også den melankolske sentimentalitet på nummeret virkelig godt, og det ender med at være det muligvis bedst lydende nummer på pladen. Man kan selvfølgelig ej heller undgå at nævne pladens mest populære sang, den titulære ‘Let It Be’. Efter så mange gange, hvor denne simple sang har stået model for lejrbåls-fællessang, skulle man tro at nummerets magi var svunden, og det ville den muligvis også være, hvis lyden ikke var så utrolig lækker, især når George Harrisons guitar og Paul McCartneys vokal mødes mod slutningen.

Lyden på pladen faktisk virkelig værd at bide mærke i, for i modsætning til samtlige andre Beatles-albums, er ‘Let It Be’ ikke produceret af George Martin. De har fået en anden af verdens bedste producere til at tage sig af pladen, nemlig ingen ringere end Phil Spector. Spector gjorde sig i 60’erne bemærket for hans fyldige poplyd, den såkaldte ‘Wall of Sound’, han skabte med navne som Ike & Tina Turner, The Ronettes og The Righteous Brothers. Hvis man ser bort fra de førnævnte numre, ville The Beatles med ‘Let It Be’ dog mest af alt skabe en rå, blueset rock and roll-plade, så det er langt fra altid, Spectors produktionsstil passer særlig godt til sangene. Tit lyder mixet bare tomt og tyndt. Når pladen lyder bedst, har Beatles nærmest aldrig lydt bedre, men det er stort set kun på numrene ‘The Long and Winding Road’ og ‘Let It Be’, at jeg er helt tilfreds med lyden, selvom den lidt skæve lyd på ‘Get Back’ også absolut har sin charme. ‘Across the Universe’ lyder dog alt for mudret, den passer lydmæssigt slet ikke sammen med resten af tracklisten.

Store dele af pladen ville dog næppe blive forbedret af bedre produktion, for meget af sangskrivningen og instrumentationen er underligt uambitiøs. Jeg tror, de hovedsageligt prøver at levere på charme, men den rammer mig ikke så ofte. Den virker godt på det country-inspirerede åbningsnummer, ‘Two of Us’, der har en romantisk, sentimental lyd. Numre som ‘Dig A Pony’, ‘One After 909’ og ‘For You Blue’ føles dog mest af alt som fyld-numre. Det er ikke engang særlig god blues eller rock and roll, det er en meget nedvandet udgave af genren. På ‘For You Blue’ siger Lennon “Elmore James got nothin’ on this”, og det lyder nærmest sarkastisk. Markant på pladen er også de to sange på under et minut, ‘Dig It’ og ‘Maggie Mae’. De er begge exceptionelt ringe, og jeg tror, at dette er et forsøg på en dosis humor, selvom jeg selv finder det ret plat. De er nok de mest rodede numre på den rodebutik, der i sin helhed er ‘Let It Be’-pladen. ‘The White Album’ fra 1968 var også rodet, men den var samtidig nytænkende og eksperimenterende. Jeg må desværre sige, at jeg kun får noget mærkbart ud af omkring halvdelen af pladen, så jeg har svært ved at anbefale den, hvis man ikke allerede er stor Beatles-fan.