Tag-arkiv: 1966

101 – Cream – Fresh Cream (1966)

Udgivet den af
Svar

I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et fælles band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres helt store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en typisk skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream egentlig stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en helt særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik virkelig meget personlighed, og de tillægger en helt anden stil en originalen. Spoonful og Four Until Late giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end de gør på originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de er hovedsageligt sat sammen omkring den anden halvdel. Her er blues-inspirationen absolut tydeligst, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede Cat’s Squirrel er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret Rollin’ and Tumblin’, hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller virkelig også bare som en drøm. Trommerne spiller helt isoleret i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder Toad, starter heldigvis også eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan af, så det føles som et meget fuldendt nummer, der er meget velegnet til at afrunde pladen. Man har kæben på vidt gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de utvivlsomt fortjener den reaktion.

Jeg kan dog også virkelig godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som N.S.U. og Dreaming, det er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på Dreaming, og Sweet Wine har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som Sleepy Time Time og Dreaming er det vist desuden tydeligt, at de kraftigt prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Det er en sjov idé, som de udfører vældig godt, men jeg er nok alligevel glad for, at de ikke lader konceptet vare længere end de få sange i starten. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som Spoonful og Cat’s Squirrel, hvor både det psykedeliske og det bluesede virkelig er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på N.S.U. til den bombastiske lyd på afslutningen af Toad. Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen I Feel Free inden N.S.U. lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

108 – The Rolling Stones – Aftermath (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft mine problemer med The Rolling Stones på det sidste. Jeg lyttede til den amerikanske udgivelse The Rolling Stones, Now! fra 1965, og jeg var slemt skuffet, men jeg tænkte, at det nok handlede om, at de amerikanske Rolling Stones-albums dengang end ikke var sammensat af bandet selv. Derfor valgte jeg at lytte til den britiske udgave, da jeg skulle anmelde Out of Our Heads fra samme år, og den led desværre af mange af de samme problemer som The Rolling Stones, Now!. Min konklusion var da, at The Rolling Stones’ tidlige plader ikke lever op til de standarder, der senere blev sat af plader som Beggars Banquet og Between the Buttons. Spørgsmålet må jo da være, hvornår pladerne begyndte at være gode, og for mit vedkommende er det nok ved Aftermath fra 1966. Dette har delvist noget at gøre med, at de er blevet mere eventyrlystne i forhold til det instrumentale. Lyden bliver endelig mere end blot noget skramlet blues-rock, der er nu numre med cembalo, marimba og endda et japansk instrument kaldet en koto. De udnytter også deres instrumenter til at skabe mere spændende lydbilleder nu, hvor det især kan fremhæves, hvordan guitaren på Mother’s Little Helper næsten lyder som en sitar.

De turde også på Aftermath at skubbe gruppen i nye retninger på andre måder. Dels er den med sine 53 minutter den længste plade, gruppen dengang havde udgivet, og i det hele taget en af de længste plader, der nogensinde var blevet presset ned på en enkelt LP. Det var også den første plade fra The Rolling Stones, der ikke indeholdt nogen covers, og den lyder absolut mere moderne af, at den ikke trækker så meget på gamle Muddy Waters- og Chuck Berry-numre. De viser også flot deres evner som sangskrivere, bl.a. på Mother’s Little Helper, Out of Time og Lady Jane for at nævne et par personlige favoritter. De tog også chancer ved at lade et 11 minutter langt nummer ved navn Going Home være på pladen. Det er en lidt langtrukken affære, men man lægger faktisk nærmest ikke mærke til længden. Den måtte godt være kortere, men det er nu ganske underholdende at høre gruppen jamme i så lang tid. Og det er jo heller ikke fordi hvert eneste nummer på pladen er et mesterværk, men bundniveauet er på alle måder acceptabelt, og man når ikke at komme til at kede sig.

Teksterne kommer også mere i fokus, nu hvor Mick Jagger og Keith Richards selv har stået for dem, og det sker på godt og ondt. Mother’s Little Helper har en helt genial tekst, de fleste andre er også ganske glimrende. Der er nogle få, der skærer i ørerne. Stupid Girl, en af pladens svageste sange musikalsk såvel som lyrisk, har en ret barnlig tone til sig, og de prøver i lidt for høj grad at fortsætte deres bad boy-stil her. Det nummer, der splitter mig mest er dog nok Under My Thumb. Musikken her er fænomenal, ingen tvivl om det, men teksten får mig virkelig til at krumme tæer. Den er faktisk formuleret ret godt, men den er så dybt sexistisk, at den kan være svær at sluge, i hvert fald med moderne øjne, og jeg kan ellers sagtens klare at høre dem synge om voldtægt på Brown Sugar. Jeg er ligeglad med, om det er satire, for teksten er stadig en kende ubehagelig. Aftermath er i gruppens diskografi placeret lige mellem Out of Our Heads og Between the Buttons. Den er mellem noget meget middelmådigt og et vaskeægte mesterværk. Kvalitetsmæssigt befinder Aftermath sig også nogenlunde lige mellem disse. De viser potentiale og kreativitet, og det skal de sgu have en tommel op for.

127 – The Mamas & the Papas – If You Can Believe Your Eyes and Ears (1966)

Udgivet den af
Svar

60’erne var et vigtigt årti for popmusik. Nogle af de største, mest indflydelsesrige popsange nogensinde blev udgivet på denne tid. Foruden massevis af klassikere af grupper som The Beatles og The Beach Boys, samt selvfølgelig Motowns guldalder, kan også nævnes udødelige sange som Be My Baby, Stand By Me, What a Wonderful World, Son of a Preacher Man og naturligvis California Dreamin’. Dette er uden sammenligning den mest populære sang, The Mamas & the Papas nogensinde har udgivet, og den var klart en væsentlig faktor i succesen af gruppens debutalbum, If You Can Believe Your Eyes and Ears. Den er mørk som få popsange fra samtiden, men samtidig fængende, og overraskende storladen i forhold til resten af albummet. Numre som You Baby, The In-Crowd og Do What You Wanna Do er meget mere simple, ja, faktisk søde sange. Denne solskinsfyldte lyd karakteriserer i langt højere grad albummet, hvis ikke gruppen generelt. Én måde, hvorpå California Dreamin’ dog klart repræsenterer pladen som helhed er gennem de smukke vokalarrangementer. Gruppens fire vidt forskellige stemmer spiller godt mod hinanden, og på hvert eneste nummer, har de arbejdet kreativt med sammensætningen af gruppens medlemmer.

Især når der er elementer af kanon, er jeg vild med det. Monday, Monday, California Dreamin’ og Go Where You Wanna Go er nogle af de bedste eksempler på dette. Det skaber virkelig en lækker lyd, når halvdelen af sangerne synger en linje, og før denne linje er færdig hopper den anden halvdel ind og begynder samme linje påny, mens det oven i købet harmoniserer. Deres harmonier bruges også til at opnå mange forskellige effekter. På Spanish Harlem er det romantik, på Straight Shooter er det psykedelia, og på California Dreamin’ er det drama. Der er med andre ord også en del variation på albummet. De individuelle numre har helt unikke identiteter, så man kommer overraskende vidt omkring på de blot 34 minutter, pladen varer. På den måde har pladen ikke som helhed rigtig et “statement”, og valget af The “In” Crowd som afslutningsnummer virker da ret tilfældigt. Det ville de fleste sange dog. Det bliver aldrig særlig farligt i lyden, og følelsesmæssigt møder man kun sjældent dybde. Det meste er på ingen måde dårligt, men gruppens ekstreme uskyldighed kan virke forældet i dag. Der er sjældent nogen kant, der bidrager til de fine arrangementer og melodier.

Mens de fleste numre lyder vidunderligt og udtrykker dejlig meget kreativitet, er der også nogle lidt svagere numre iblandt. Got a Feelin’ er lidt noget pyntet fyld, og den tikkende percussion bliver lidt irriterende i længden, selvom den er virkelig flot arrangeret. Somebody Groovy er lidt af et simpelt, blueset nummer, der let kan gå i glemmebogen, og det samme gælder Hey Girl, men selvom  de ikke er så mindeværdige, lyder de rigtig godt, hjælper pladens dynamik, og der er nogle interessante øjeblikke her og der på dem. Det eneste decideret dårlige nummer ville jeg dog nok sige var deres cover af Spanish Harlem, som jeg dog heller ikke har noget til overs for i originaludgaven. Ben E. Kings store stemme takler dog på originalen denne lettere vamle kærlighedssang markant bedre end mødrene og fædrene kunne drømme om. Men selv med denne omgang albumfyld, er det ikke til at komme uden om, at gruppen har talent. Både som sangskrivere og optrædende er de virkelig dygtige, og selv på de svagere numre er der masser at komplimentere. Når de bedste numre oven i købet er af så høj kvalitet som Monday, Monday, Straight Shooter, Go Where You Wanna Go og California Dreamin’, så kan pladen sagtens anbefales, hvis man kan lide denne afart af 60’ernes popmusik.

195 – John Mayall & the Bluesbreakers – Blues Breakers with Eric Clapton (1966)

Udgivet den af
Svar

Året er 1966. Bluesmusik havde i mange år været meget populært i USA, og især i 50’ernes Chicago var der en ganske enkelt eksplosiv udvikling i genren med navne som Little Walter, Muddy Waters og Bo Diddley. Årtiet efter begyndte ting dog virkelig at gå for sig i Storbritannien med navne som The Rolling Stones, John Mayall og Eric Clapton. Eric Clapton gik i 60’erne meget rundt fra det ene band til det andet, og efter han forlod The Yardbirds sluttede han sig til John Mayalls gruppe Bluesbreakers. I denne gruppe var også en anden i dag meget vigtig figur i britisk blueshistorie, nemlig John McVie, som senere dannede Fleetwood Mac. Disse tre udgav sammen med trommeslager Hughie Flint pladen Blues Breakers with Eric Clapton, også kaldet Beano, da coveret viser Eric Clapton læse en tegneserie af dette navn. På denne plade får man for alvor en definitiv, personlig britisk blueslyd, der adskiller sig fra tidligere forsøg på at genskabe det, amerikanerne havde lavet. Mens The Yardbirds og The Rolling Stones ganske vist gjorde numrene elektriske og satte tempoet op, så er de ikke blevet arrangeret meget mere om end det.

På Blues Breakers with Eric Clapton får man 7 covers af klassiske amerikanske bluessange krydret med 5 originale numre. De originale numre er ganske velskrevne. Min favorit er nok Key to Love, men Double Crossing Time, som Mayall har skrevet i samarbejde med Clapton, er også en virkelig god sang, der har et enormt fængslende groove. Man kan bare slet ikke sidde stille. Jeg må også huske at rose den minimalistiske Another Man, der udelukkende er Mayalls stemme, hans mundharpe og nogle klappelyde. Denne sang skaber en stemning, jeg ikke rigtig kan huske at have set magen til i nogen anden sang. Det er dog for alvor deres covers, der definerer pladen. De sætter liv og sjæl i hver eneste fortolkning, og de gør også virkelig alle numrene til deres egne. Selv de numre på pladen, jeg kender allerbedst i originaludgaverne, What’d I Say og Ramblin’ on My Mind føles helt anderledes i hænderne på Mayall og Clapton. Førstnævnte får endda interpoleret guitarriffet fra Beatles-sangen Day Tripper, og det lyder stadig fuldkommen skønt, måske oven i købet lige så godt som Ray Charles’ original.

Når man lytter til et gammelt amerikansk bluesalbum, kan det tit ende med at lyde ret ensartet, selv på mange af de bedste af dem. Blues Breakers With Eric Clapton er en virkelig varieret plade. Man får aldrig en sang, der ikke tilbyder noget nyt, og sangene fortsætter aldrig i for lang tid. Der er mange soloer, og de er alle interessante, føles friske og skaber dynamik i nummeret, de er på. De er desuden også virkelig imponerende, da vi har at gøre med fire enormt dygtige musikere – selv den relativt ukendte trommeslager Hughiw Flint brillerer virkelig på deres cover af What’d I Say. Der er også en blæsersektion, der spiller med på nogle få numre. Deres optræden på Have You Heard er nok deres tekniske højdepunkt, og de tilføjer også mest til lyden der. Men de føles aldrig som en overflødig tilføjelse, og de optræder sjældent nok til, at hvert nummer med dem er en glædelig overraskelse. Jeg må erklære mig virkelig glædeligt overrasket over denne plade. Jeg forventede selvfølgelig dygtige musikere, men dette er faktisk en god kandidat til mit yndlingsalbum med Eric Clapton. Jeg er blevet gladere og gladere for denne plade for hver gennemlytning, og jeg kan ikke se, hvordan blues kan blive meget bedre end dette.

201 – Simon & Garfunkel – Parsley, Sage, Rosemary & Thyme (1966)

Udgivet den af
Svar

I 1966 fik en folk-duo bestående af Art Garfunkel og Paul Simon, der i fællesskab blot hed Simon & Garfunkel, deres gennembrud med pladen Sounds of Silence, og allerede senere samme år udgav de opfølgeren Parsley, Sage Rosemary & Thyme. Denne plade gjorde sig meget bemærket ved dels at have en mere psykedelisk lyd til at binde musikken sammen, men også dels ved at sangene stod i stærk kontrast til hinanden. Åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle er meget svævende og langsomt, og der er noget virkelig hypnotiserende over måden, hvorpå sangen bevæger sig rundt. Som total modsætning er det andet nummer Patterns et meget dramatisk nummer med eksotisk percussion og en meget konfronterende attitude. Og således er mange sange på pladen bare virkelig forskellige fra hinanden, og det ender med at have en enorm indflydelse på pladens kvalitet og dynamik. Sagen er nemlig, at pladen end ikke er en halv time lang, men ligeledes er de individuelle numre sjældent mere end 3 minutter lange og ofte meget kortere, så man får bare som lytter konstant noget nyt at tygge på.

Med undtagelse af de to covers, Scarborough Fair og Silent Night, er samtlige sange skrevet af Paul Simon, og selv disse to er blevet ændret så meget på, at titlerne måtte blive udvidet. Paul Simon har et helt fantastisk øre for melodier, og sammen med Art Garfunkel skaber han nogle virkelig smukke vokalharmonier på visse numre. På nogle numre er Garfunkel i fokus, og da bliver det meget følsomt, meget smukt, nærmest operatisk, og når Simon er i fokus, så bliver det lidt mere kækt, men det bliver også lidt indadvendt på en virkelig tiltalende måde. Igen, dette sørger for, at pladen føles levende, men det gør også, at ingen af disse metoder bliver for brugt. Det gør, at man kan mærke det hver gang, og da pladen er kort, så føles det aldrig som om, det er bare på kanten til at blive forudsigeligt. Det gør også, at man kan lytte til pladen mange gange, og så bliver man i stadighed glad over det. F.eks. synes jeg altid at A Simple Desultory Phillippic (How I Was Robert McNamara’d into Submission) er et hylemorsomt nummer. Det er en parodi på Bob Dylans nye, mere elektriske lyd og vokalstil, og det er helt fantastisk. Og det lyder faktisk godt.

Der er to numre, der virkelig gør Parsley, Sage, Rosemary & Thyme til et mesterværk, og de er at finde i hver ende. Jeg har allerede snakket lidt om åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle, der jo er en gammel folkesang blandet med nyt Simon-skrevet materiale. På samme måde er afslutningsnummeret 7 O’Clock News/Silent Night den klassiske julesang sunget virkelig smukt af Simon & Garfunkel, og det ville i sig selv være et godt nummer, der bare ville virke underligt i sammenhængen. Julesangen handler jo som bekendt om fred, glæde og den magiske følelse, julen bringer med sig. Paul Simon indfører dog sit eget lille twist – han lægger en falsk radioavis indover, der dog fortæller fuldkommen sandfærdige nyheder. Vi hører om racisme, mord, afhængighed, krig og USA’s trang derefter. Jeg fik en klump i halsen, da jeg for første gang hørte linjen “Nixon also said opposition to the war in this country is the greatest single weapon working against the U.S.”. Det er en stor måde at afslutte sådan et kort album. Og selvom sangen kun gør pladen to minutter længere, så føles albummet pludselig meget større. Parsley, Sage Rosemary & Thyme er et mesterværk.