Tag-arkiv: Elektrisk blues

31 – Bob Dylan – Bringing It All Back Home (1965)

Udgivet den af
Svar

I midt-60’erne havde Bob Dylan fået status som sin generations store folkesanger, og hans popularitet havde været med til at fostre en fornyet interesse i folk-genren, især i USA. Det kom derfor som lidt af et chok, da han udgav sit femte studiealbum, ‘Bringing It All Back Home’, hvor han på første halvdel bliver akkompagneret af et elektrisk band. Han havde altid haft lidt af en rebelsk rockånd – mange af hans mest populære sange havde været protestsange – men på ‘Bringing It All Back Home’ får han fusioneret folk og rock på en måde, som få album kan prale af tidligere at have formået. Hvis han ikke kan krediteres for at opfinde folkrock, kan han i hvert fald tage æren for at popularisere stilarten med dette album. Den anden halvdel, der består af blot fire sange, der generelt er en kende længere end dem på første side, er akustisk og lyder mere som hans tidligere materiale, i hvert fald rent sonisk. For det lyriske udtryk er ret konsekvent på tværs af de to sider, og her markerer vi atter en radikal udvikling for Dylan: I stedet for imødekommende protestsange og et generelt lettilgængeligt tekstunivers, er ‘Bringing It All Back Home’ nemlig fyldt med abstrakte, poetiske billeder frem for sange med klare meddelelser.

Jeg er rigtig vild med denne mere farverige side af Dylans lyrik. Åbningsnummeret ‘Subterranean Homesick Blues’ sætter perfekt tonen for albummet. Det rablende nummer går så stærkt, at det er svært at følge med, men den er alligevel så fyldt med mindeværdige linjer, at den stikker frem som et af Dylans bedste tracks nogensinde. Den mere komplekse lyriske opbygning gør det til et nummer, der er værd at dykke ned i og høre adskillige gange. Et af de mere ligefremme narrativer på albummet er ‘Maggie’s Farm’, der lader til at være en historie om en staldknægt, der blev hunset rundt af den titulære Maggie og hendes familie. Igen er Dylan en vanvittigt begavet tekstforfatter, og han bruger denne fortælling som en allegori for sin egen situation i musikbranchen. Nogle af de tekster, jeg nyder allermest, har jeg dog aldrig læst det store ind i. Jeg er vild med den syrede drømmefortælling ‘Bob Dylan’s 115th Dream’, og den vemodige, ensomme ‘Mr. Tambourine Man’ er fyldt med forførende vendinger. ‘Gates of Eden’ er ligeledes en af hans smukkeste sange nogensinde, hvor han sætter grumme dommedagsbilleder op over for en sarkastisk omend også virkelig smuk paradisforestilling.

Visse onde tunger har påstået, at Dylan ikke er den store melodiforfatter. Jovist, han benytter ikke de mest avancerede virkemidler, men han har styr på at skrive melodier, der sætter sig på nethinden og understøtter hans tekster godt. Jeg vil nok sige, at der er et par svagere led på første halvdel, her navnligt de mere bluesbaserede kompositioner ‘She Belongs to Me’, ‘Outlaw Blues’ og ‘On the Road Again’ – hans band og hans egen levering sørger heldigvis for at tilføre godt med liv til musikken. Overgangen mellem sangene med det elektriske band og de akustiske sange går desuden virkelig godt. Den elektriske guitar har en rå, spinkel lyd, der står lige så naturligt til Dylans stil som den akustiske guitar, og på samme måde har Dylans akustiske guitarspil en usleben, lidt sløset tilgang, der giver den lidt af den samme rockattitude, der er til stede på første side. Dylans ‘Bringing It All Back Home’ er en milepæl i folkrockens historie, og det er stadig et vældig solidt album, der byder på nogle af rockpoetens allerbedste numre. Det er ikke hans mest avancerede materiale, men det er virkelig solidt håndværk.

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

195 – John Mayall & the Bluesbreakers – Blues Breakers with Eric Clapton (1966)

Udgivet den af
Svar

Året er 1966. Bluesmusik havde i mange år været meget populært i USA, og især i 50’ernes Chicago var der en ganske enkelt eksplosiv udvikling i genren med navne som Little Walter, Muddy Waters og Bo Diddley. Årtiet efter begyndte ting dog virkelig at gå for sig i Storbritannien med navne som The Rolling Stones, John Mayall og Eric Clapton. Eric Clapton gik i 60’erne meget rundt fra det ene band til det andet, og efter han forlod The Yardbirds sluttede han sig til John Mayalls gruppe Bluesbreakers. I denne gruppe var også en anden i dag meget vigtig figur i britisk blueshistorie, nemlig John McVie, som senere dannede Fleetwood Mac. Disse tre udgav sammen med trommeslager Hughie Flint pladen Blues Breakers with Eric Clapton, også kaldet Beano, da coveret viser Eric Clapton læse en tegneserie af dette navn. På denne plade får man for alvor en definitiv, personlig britisk blueslyd, der adskiller sig fra tidligere forsøg på at genskabe det, amerikanerne havde lavet. Mens The Yardbirds og The Rolling Stones ganske vist gjorde numrene elektriske og satte tempoet op, så er de ikke blevet arrangeret meget mere om end det.

På Blues Breakers with Eric Clapton får man 7 covers af klassiske amerikanske bluessange krydret med 5 originale numre. De originale numre er ganske velskrevne. Min favorit er nok Key to Love, men Double Crossing Time, som Mayall har skrevet i samarbejde med Clapton, er også en virkelig god sang, der har et enormt fængslende groove. Man kan bare slet ikke sidde stille. Jeg må også huske at rose den minimalistiske Another Man, der udelukkende er Mayalls stemme, hans mundharpe og nogle klappelyde. Denne sang skaber en stemning, jeg ikke rigtig kan huske at have set magen til i nogen anden sang. Det er dog for alvor deres covers, der definerer pladen. De sætter liv og sjæl i hver eneste fortolkning, og de gør også virkelig alle numrene til deres egne. Selv de numre på pladen, jeg kender allerbedst i originaludgaverne, What’d I Say og Ramblin’ on My Mind føles helt anderledes i hænderne på Mayall og Clapton. Førstnævnte får endda interpoleret guitarriffet fra Beatles-sangen Day Tripper, og det lyder stadig fuldkommen skønt, måske oven i købet lige så godt som Ray Charles’ original.

Når man lytter til et gammelt amerikansk bluesalbum, kan det tit ende med at lyde ret ensartet, selv på mange af de bedste af dem. Blues Breakers With Eric Clapton er en virkelig varieret plade. Man får aldrig en sang, der ikke tilbyder noget nyt, og sangene fortsætter aldrig i for lang tid. Der er mange soloer, og de er alle interessante, føles friske og skaber dynamik i nummeret, de er på. De er desuden også virkelig imponerende, da vi har at gøre med fire enormt dygtige musikere – selv den relativt ukendte trommeslager Hughiw Flint brillerer virkelig på deres cover af What’d I Say. Der er også en blæsersektion, der spiller med på nogle få numre. Deres optræden på Have You Heard er nok deres tekniske højdepunkt, og de tilføjer også mest til lyden der. Men de føles aldrig som en overflødig tilføjelse, og de optræder sjældent nok til, at hvert nummer med dem er en glædelig overraskelse. Jeg må erklære mig virkelig glædeligt overrasket over denne plade. Jeg forventede selvfølgelig dygtige musikere, men dette er faktisk en god kandidat til mit yndlingsalbum med Eric Clapton. Jeg er blevet gladere og gladere for denne plade for hver gennemlytning, og jeg kan ikke se, hvordan blues kan blive meget bedre end dette.

215 – Bobby Bland – Two Steps from the Blues (1961)

Udgivet den af
Svar

Bobby Bland, der også gik under det lidt mere eklektiske navn Bobby “Blue” Bland, er en af de største bluessangere nogensinde, og han udgav nogle ret succesfulde singler i 50’erne og starten af 60’erne. Mange af disse blev i 1961 opsamlet sammen med nogle få helt nye numre på Bobby Blands første soloalbum, Two Steps from the Blues. Det er stort set en opsamling, men den bliver tit opfattet som et reelt studiealbum, og det forstår man faktisk godt. For det første starter den meget blødt med titelnummeret, hvorpå Blands stemme virkelig udmærker sig. Dette er en af de få sange, der ikke tidligere var en single, og den bliver efterfulgt af en hel lille fortælling, der spreder sig over 3 sange. Det er måske ikke tilsigtet, men Cry Cry Cry, I’m Not Ashamed og Don’t Cry No More fungerer faktisk som en hel lille fortælling. På Cry Cry Cry slår han bittert op med sin udkårne og beordrer hende til at græde. Det er en meget traditionel bluessang, mens I’m Not Ashamed, der handler om at hun så ser ham græde, og at de finder sammen igen, er mere soul-præget. Den afsluttes så af den festlige pop-R&B-sang Don’t Cry No More, hvor den store glæde findes igen. At de alle har ordet “cry” i deres hook gør, at de føles så sammenhængende.

Efter det begynder det dog at føles som en opsamling igen. Track 5-12 har ikke meget med hinanden at gøre, men de viser stadig en meget alsidig Bobby Bland, der slører linjerne mellem blues og soul finere end nogen anden sanger har gjort. Der er ganske vist rendyrkede bluesnumre som Little Boy Blue og I Don’t Need No Woman, og sange som I’ve Got to Forget You og Lead Me On er stort set bare soul, men på meget af pladen fusioneres det så naturligt, at man knap nok lægger mærke til, at f.eks. I Pity the Fool laver virkelig markante stilskift. Personligt elsker jeg, når musikere prøver at trandencere genreboksene for i stedet at udfolde sig kreativt. Han skrev dog ingen af sangene på pladen selv, men jeg sætter pris på, at han som sanger ikke holdt sig fra genrer, han ikke var vant til, for hans stemme er smuk på hvert eneste nummer. Instrumentationen er også virkelig varieret. Der er både numre, hvorpå guitaren er det vigtigste instrument og nogle hvor man knap nok kan høre det. Der bliver derudover leget med orgel, klaver, trompeter og en masse andet guf.

Der er ingen sange, jeg synes er dårlige på Two Steps from the Blues, men til gengæld er der heller aldrig noget nummer, der blæser mig omkuld. Jeg savner lidt et dynamisk højdepunkt. Pladen er kun 30 minutter lang, og på den tid får man 12 rigtig gode bluessange, men længden kan mærkes rigtig tydeligt. Når man har så intense plader som Los Angeles af X eller så simplistiske plader som Pink Moon, så fungerer det. Med Two Steps from the Blues føles det lidt uafsluttet. Jeg må dog indrømme, at starten er virkelig klogt skruet sammen, og det er de færreste opsamlingsalbums, der er så klogt udtænkt. Det er dog lidt synd, at det ikke bliver ved. Der er helt sikkert bedre opsamlinger derude, men Two Steps from the Blues giver dig stadig noget af det bedste, manden har lavet, og oven i købet på meget kort tid. Bobby Bland har en virkelig skøn stemme, han opfører nogle virkelig gode sange, og det er meget varieret. Så hvis du er til blues eller soul og ikke er særlig bekendt med Bobby Bland, så bør du blive det, og Two Steps from the Blues er et godt sted at starte.

325 – Eric Clapton – Slowhand (1977)

Udgivet den af
Svar

Eric Clapton havde i løbet af slutningen af 60’erne og starten af 70’erne gjort sig bemærket som guitarist for et utal af bands,og i løbet af 70’erne gjorde han sig for alvor også berømt som solokunstner. Albummet, der oftest forbindes med hans solokarriere, er uden tvivl Slowhand fra 1977. Dette album åbner med et cover af Cocaine af J.J. Cale. Denne sang er mest kendt i Claptons udgave, og denne er da også formidabel. Han får lige fra dette åbningsnummer fortalt dig alt, du behøver at vide om ham: Han er en fantastisk guitarist, nok en af rockhistoriens allerbedste, han er kraftigt inspireret af bluesmusik, og han kan lide kokain. Efter denne får vi en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, nemlig Wonderful Tonight. Clapton er ikke den største sanger i verden, men med denne sang udnytter han faktisk sin stemme rigtig godt, mest fordi han virker så elskværdigt oprigtig i sin levering. Han bliver lidt inspireret af roots og country på Lay Down Sally, der er en dejligt sjov sang, som man sagtens kan danse lidt til. Og selvfølgelig er Claptons guitarsolo utrolig.

Next Time You See Her er en meget sød sang, og selvom den måske fortsætter lidt lang tid i den samme smøre, så har den en helt særlig charme i sin melodi. Jeg kan sjældent lytte til den flere gange i træk, men når jeg når til den på albummet, så bliver jeg altid glad. Noget af det bedste ved den er desuden dens meget voldelige teksts samspil med den bløde melodi. Det er genialt sammensat. We’re All the Way er den svageste sang på pladen. Det er heldigvis en meget kort sang, men den er virkelig kedelig. Melodien bliver ikke hos dig, den fremkalder ingen følelser, ofte glemmer jeg i det hele taget, at jeg har lyttet til den. Heldigvis er resten af albummet mere end godt nok til at undskylde det, og det kan især siges om guitarmonsteret The Core. På intet andet nummer fyrer Clapton den så meget af på spaden. Riffet er fantastisk, groovet er fedt, de kvindelige backingvokalister giver masser af saft og kraft til Claptons ellers ret stille stemme. Der er en vidunderlig saxofonsolo, og man bemærker slet ikke, at sangen er næsten 9 minutter lang.

May You Never er endnu en sang, hvor Clapton virkelig leverer sin charme i stor stil. Det er en virkelig sød melodi, og orgelet fortjener lige så meget ros som Claptons guitar, for den er en rigtig stor del af det. Det er ikke den stærkeste sang på pladen eller noget, det er endnu en ret simpel popsang, men den har sin charme, og den er rimelig groovy. Mean Old Frisco har en ret fed lyd, der kommer fordi Clapton synger præcis over guitarens riff i løbet af størstedelen af sangen. Den slags kan være irriterende i andre tilfælde, og i længden virker det måske også lidt fjollet her, men guitaren er helt perfekt indstillet, så det lyder fedt sammen med Claptons stemme. Ellers er det bare en bluessang med rockguitar på og et fedt klaver. Afslutningsnummeret er en instrumental sang ved navn Peaches and Diesel. Den minder ret meget om Wonderful Tonight, men det er som sådan ikke så skidt, for der er nok afvigelser til, at det giver mening også at have denne sang, og den lyder jo også rigtig godt. Og som afslutningsnummer runder den behageligt Slowhand, måske Eric Claptons bedste soloplade, af.

375 – John Lee Hooker – The Ultimate Collection (1948-1990) (1991)

Udgivet den af
Svar

John Lee Hooker er en af de helt store blueslegender, og hans værker er ofte udgivet gennem opsamlinger, og i 1991 udkom en af de bedste af slagsen, nemlig The Ultimate Collection (1948-1990). Trods titlen består pladen hovedsageligt af 60’er-materiale, der optager over halvdelen af de to cd’er. De første par år af hans karriere er også godt repræsenteret, men man kunne godt savne lidt fra midt- og sen-50’erne. Også de helt sene år i hans karriere er mangelfuldt repræsenteret: kun to numre er optaget efter 1971. Man kan jo så ikke rigtig anklage pladeselskabet for at have fravalgt netop disse perioder, for Hookers storhedstid var trods alt 60’erne og årene lige omkring 1950. I disse år er der dog også udvalgt nogle sande klassikere. Tilbage i de helt gamle dage har vi f.eks. Boogie Chillen, Hobo Blues og I’m In the Mood. Jeg anerkender selvfølgelig disse numres indflydelse, men generelt føles de lidt for gammeldags til mig. Visse af dem holder dog virkelig godt, her især I’m in the Mood. Denne kan både findes i originaludgaven og som en glimrende duet med Bonnie Raitt, der afslutter albummet.

Albummet er ikke kronologisk opstillet, men der er stadig en smule kronologisk opdeling. Først kommer spoken word-nummeret Teachin’ the Blues fra 1961 der rimelig godt introducerer John Lee Hookers stil. Ja, det er faktisk det, nummeret handler om. Dette bliver efterfulgt af 9 numre fra Hookers første par år i musikbranchen. Resten af albummet består da mest af blandede Hooker-numre fra 60’erne, dog med en enkelt sang fra 1956 ved navn Dimples blandet ind mellem resten. Denne lyder alligevel mere af 60’ernes Hooker, hvor produktionen er langt bedre og instrumentationen består flere instrumenter. De sidste fire sange er de eneste fra efter 60’erne, og de er alle opført i samarbejde med andre berømte musikere. Først to fortræffelige numre fra hans album med Canned Heat, der efter min mening er noget af det bedste, Hooker nogensinde har været med på. Derefter to numre, hvor Roy Rogers er med på guitar, hvor det sidste er førnævnte duet med Bonnie Raitt.

60’ernes John Lee Hooker tiltaler mig personligt mere end det, han lavede tilbage i starten af sin karriere. Som sagt er produktionen mere professionel og ren, men det gør det kun tydeligere, hvor beskidt Hooker selv er. Han er en beskidt personlighed, og på godt amerikansk ville man nok kalde ham en “bad motherfucker”. Han er fuld af sex og begær, og han har absolut ingen hæmninger. Det her er 60’ernes svar på gangsta-rap, for hans sange handler stort set kun om sex, alkohol og hvor slem han er. Jeg kan godt lide, at få det opdelt i disse to sider af Hooker, for ellers ville det nok virke som lidt af en rodebutik. Til gengæld er begge perioder godt dynamisk opbygget, så man ikke bliver særlig træt efter næsten 2 timers blues. Det er dog nok det eneste rigtige problem ved pladen – den er næsten 2 timer lang. Det er virkelig guf for enhver, der elsker John Lee Hooker, og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg bare ville anbefale en kortere opsamling, hvis du ikke er verdens største Hooker-fan, for denne er afsindigt god. Jeg er ikke selv heller den helt store bluesnørd, så jeg må indrømme, at jeg tog pauser mellem de 2 cd’er. Men hvis du elsker blues, så er The Ultimate Collection (1948-1990) virkelig værd at lytte til.

416 – Tom Waits – Mule Variations (1999)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits er et ikon blandt musiknørder. Han har lavet så meget forskelligt, at det er umuligt at sætte ham i nogen som helst form for bås. End ikke eksperimentel er rigtig en god beskrivelse af hele hans karriere, for hans tidlige musik tilbage i 70’erne var faktisk ganske traditionel. Som årene dog gik fik han prøvet alt muligt forskelligt, og blandt mine yndlinge i hans diskografi finder man Mule Variations fra 1999. Det er et meget beskidt album. Hans ikoniske stemme forhindrer ham selvfølgelig i at lyde forfærdeligt ren, men næsten hvert eneste album, han har udgivet er beskidt på sin egen unikke måde. Mule Variations lyder af en ødemark ude i det vilde vesten. Det er dog ikke country, selvom der da er svage elementer deraf rundt omkring i musikken. Der er dog ligeledes sange, der lyder mere af folk, gospel eller blues, eller endda funk, jazz, punk eller spoken word. Det tog mig i øvrigt lang tid at finde frem til visse af disse genrer. Det ender bare med at lyde som Mule Variations, mere end det lyder af nogen bestemt genre.

Jeg nævnte tidligere Tom Waits’ berømte og berygtede stemme, og hver gang man får fingrene i et Waits-album, er det noget af det, man glæder sig mest til at høre. Denne plade var faktisk min introduktion til Waits, og da jeg for første gang hørte åbningsnummeret, Big In Japan, blev jeg virkelig overrasket over, hvad jeg hørte. Denne stemme var så rå, så beskidt, så stinkende af alkohol og smøger, at han virkede utroligt overbevisende. Waits er i dag en af mine absolutte yndlingssangere, og Big In Japan er virkelig blevet en sang, jeg elsker, fordi den formåede at overraske mig så meget. Big In Japan er en fandenivoldsk, opblæst sang, som virkelig sparker albummet i gang, men noget af det fantastiske ved Waits er, at albummets numre kan afvige utrolig meget fra hinanden, mens de dog føles som skabt til at være på samme album eller endda lige efter hinanden, når man lytter til dem i sammenhæng. Det ligger decideret i navnet at Mule Variations er en varieret plade.

Mule Variations er 70 minutter lang, og det er jo en hel del tid, men den er faktisk ikke spor trættende i længden. Dels fordi Waits netop forsøger så meget, men så sandelig også på grund af, at han er så god til det hele. Der er ikke et nummer, hvor man tænker, at han ikke var nær så god til denne form for musik, som han er til resten. Der er dog selvfølgelig noget, hvor han virkelig udmærker sig, især de langsommere sange. Her kan man virkelig mærke alt det, han har været igennem i sit liv. Hold On, House Where Nobody Lives og Georgia Lee er fuldstændig smukke eksempler på, hvordan han udnytter sin stemme. Det bliver rigtig rørende, og man føler med ham, for han lægger stærke følelser i sin musik. Det er svært lige at sige, hvem man kan anbefale Mule Variations til, men hvis du gerne vil høre noget særpræget, så har Tom Waits masser af plader, der kan anbefales, og Mule Variations er så sandelig i den gode ende. Det er et af den slags albums, jeg næsten ville kalde fejlfrit.

476 – The Paul Butterfield Blues Band – The Paul Butterfield Blues Band (1965)

Udgivet den af
Svar

Paul Butterfield var en af de første hvide bluessangere, da han debuterede med albummet The Paul Butterfield Blues Band i 1965, og ikke alene var han en formidabel sanger, der gjorde god brug af inspirationer som Little Walter og Muddy Waters i sin vokal, men han havde også et fantastisk band med sig. Elvin Bishop og især Mike Bloomfield er fantastiske guitarister, der giver numrene utrolig meget liv og energi. Og det er rigtig vigtigt med den slags, 7 af albummets 11 numre er covers af bluesklassikere, så hvis de ikke satte deres eget spin på melodierne, kunne det virke tamt. De bygger som helhed meget på Muddy Waters’ elektriske blues, og de flirter også meget med blues-rock, der var en spritny genre på den tid. De er derfor meget kraftige og energiske i deres udførsel af klassikerne, og deres 4 originale numre er tydeligvis også skrevet specifikt til denne lyd. To af disse numre, Thank You Mr. Poobah og Screamin’ er instrumentale, og på dem får Bloomfield og Bishop virkelig lov til at udfolde sig mens Butterfield selv holder sig til sin mundharmonika.

De to andre originale numre, Born In Chicago og Our Love Is Drifting, kører på det samme gamle blues-mønster, som Robert Johnson f.eks. bruger på Sweet Home Chicago, og hvert eneste af de mange covers, der er på albummet, følger samme mønster, dog et par få af dem med omkvæd, der gør lyden mere varierende. Dog er hvert eneste cover en sand bluesklassiker, der bliver opført med rigtig høj energi, og den store forskel i tempoet på numre som Mystery Train og Got My Mojo Working gør, at man knap nok lægger mærke til, at de er skrevet på næsten samme måde. Der er på mange af numrene tillagt guitarsoloer, der giver Bloomfield og Bishop mulighed for at puste meget liv i numrene, som alle bluesfans efterhånden har hørt til døde. Det ville dog have været rart, hvis der var valgt nogle lidt mere forskelligt opbyggede numre, så de eneste undtagelser ikke var de instrumentale numre. Dette kunne både være hjulpet ved at skrive nogle nye sange, der var opbygget anderledes, eller blot ved at vælge nogle andre sange at lave covers af.

5 af numrene har orgel på sig, og den energiske lyd bliver endnu bedre af det. De høje orgeltoner gør lyden frisk og original, hvilket virkelig redder dem fra at lyde som endnu et bluesband, der bare hægter sig fast i klassikerne. Ikke ét af deres covers lyder som den mest kendte udgave, måske med undtagelse af den af Muddy Waters’ Got My Mojo Working, men da Waters tydeligvis var en vigtig inspiration for dem, gav det mening at lave en så direkte hyldest, og da sangen jo også i sin tid blev gjort populær med en elektrisk lyd, passer den jo perfekt ind. The Paul Butterfield Blues Band er et album, som enhver bluesfan bør lytte til. Hvis man kan sine klassikere, vil man nok nikke genkendende til mange af numrene, og man vil aldrig ryste på hovedet over deres behandling, for de gør det altid med både respekt, personlighed og energi. Og så er Bloomfield, Bishop og Butterfield selv altid en fornøjelse at lytte på, og de andre bandmedlemmer trækker bestemt heller ikke oplevelsen ned.

499 – Albert King – Born Under a Bad Sign (1967)

Udgivet den af
Svar

Albert King var en af blueshistoriens største guitarister, og i 1967 satte han sig selv på verdenskortet med Born Under a Bad Sign, et album, hvorpå han virkelig fremviser sine evner som guitarist i stor stil. Åbningsnummeret, Born Under a Bad Sign, åbner først med nogle horn, som så bliver støttet af en fantastisk guitar, der går sig en lille trillende rundgang. Han synger da i løbet af albummet en tragikomisk livshistorie om en mand, der har været ufatteligt uheldig hele sit liv, eller som han selv synger det: “If it wasn’t for bad luck, I wouldn’t have no luck at all”. Sangen er delvist skrevet af Booker T. Jones fra Booker T. & the M.G.’s, og hans band spiller til gennem hele albummet. Dette forårsager mange gode musikalske oplevelser, og deres bidrag hjælper meget til med at få albummet til at virke unikt i den store bluesverden. Det gør lyden meget storladen og rummelig, præcis som Booker T. & the M.G.’s normalt lyder, men oven i dette har vi lyden af blues spillet af en mesterlig guitarist med en rå stemme.

Albert Kings stemme er nok også en af de bedste i blueshistorien. Han er rå, sexet og hans mojo virker uden tvivl. Han drager meget inspiration fra Muddy Waters og John Lee Hooker i sin vokal, og som han synger linjer som “Cause I’ve got you in the sights of my love gun” på The Hunter, er man stensikker på, at han er en ren sexbombe. Som guitarist gør han vanvittigt avancerede ting til tider f.eks. på Born Under a Bad Sign og As the Years go Passing By, og hans stil minder meget om den, Jimi Hendrix ville gøre populær kort tid senere. Hendrix var stor fan af Albert King, og King har noget selvhøjtideligt udtalt, at han selv var en af de få Guitarister, der kunne sætte Hendrix på plads, for angiveligt kunne end ikke Hendrix spille Kings sværeste sange, da de mødtes. Dette burde mere end noget andet sige noget om Kings evner som guitarist, men man skal tage det med et gran salt, for han er ikke kendt for at være beskeden. Det at Hendrix idoliserede ham er til gengæld fuldkommen skudsikkert.

Albert King og Booker T. & the M.G.’s fik dannet adskillige bluesklassikere med dette album. Sange som Born Under a Bad Sign, The Hunter, Oh, Pretty Woman – ikke at forveksle med Roy Orbison-sangen – og deres cover af Crosscut Saw er efterhånden standarder i enhver bluesmusikers repertoire. Albummet står også nærmest som en milepæl i blueshistorien, da de klassiske bluesår var ved at være slut. En ny, frisk lyd kom med Born Under a Bad Sign, og dette kan nok skyldes den noget mere rummende lyd, som Booker T. & the M.G.’s leverer. I modsætning til samtidens andre friske blues-pust – f.eks. Yardbirds, Cream, John Mayall og selvfølgelig føromtalte Jimi Hendrix – var der ikke tale om blues-rock; bare ren og skær blues med godt med fornyelser. Du kan roligt give dig til at lytte til Born Under a Bad Sign, om du kan lide moderne eller gammeldags blues, og hvis du vil lytte til en af verdens bedste guitarister, er der mere end nok at kunne kaste sig over. Hvis hverken blues eller blues-rock er din kop te, kan du nok godt undvære denne plade i dit liv.